Tag-arkiv: Pårørende

De mest læste indlæg fra juni

Sikke en fantastisk sommerdag vi har haft i dag. Jeg er blevet gennemvarmet, og mine kinder bliver ved med at trække sig op i et smil. Så nu har jeg også lige set tilbage på juni…

Juni var måneden, hvor jeg rejste væk fra mine børn i seks døgn. Det gav mig ondt i maven før afrejse, men gik utroligt godt. Indlægget på 5. pladsen var med mine små tips..

På Mallorca skrev jeg en slags kærlighedserklæring til min familie. Jeg var fyldt op – på den gode måde. Indlægget blev det 4. mest læste fra juni.

På 3. pladsen er indlægget Den aften vi blev bange, som handler om den aften på Mallorca, hvor vi ikke kunne finde min datter. Det endte heldigvis godt, men jeg får stadig lidt ondt i maven over at tænke på det.

I juni skrev jeg også endnu et personligt indlæg om at være pårørende. Det måtte nøjes med en 2. plads, for intet slår en mega lækker og nem jordbærkage. Den kage får mig stadig til at småsavle, så jeg håber da, at nogen af jer som fik det indlæg til at blive månedens mest læste, har lavet den…

Min udvikling i min rolle som pårørende – og et par gode råd

I dag skrev jeg med en kær veninde. Hun er ramt af depression, og det er selvfølgelig rigtig synd. Men vi skrev faktisk også om hendes kæreste, som jo er pårørende præcis som mig. Måske bare en mere ‘uerfaren’ en af slagsen.

Det fik mig til at tænke tilbage. Vi er nok alle pårørende på hver vores måde, og med hver vores bagage og erfaring. Men efter at have været pårørende i både gode, lidt dårlige og meget dårlige perioder i snart 10 år, så har jeg bestemt også udviklet mig i min rolle som pårørende.

Hvad er mit bedste råd, ville det nok være fristende at spørge. Men jeg ved det ikke rigtigt.  Eller jo måske gør jeg nok alligevel. For det gælder om at vise omsorg for den ’syge’, og samtidig passe på sig selv.

Når jeg ser tilbage, brugte jeg rigtig meget tid på at bekymre mig, og på ikke at planlægge ting, for hvad nu hvis min kæreste var skidt. Hvad nu hvis… Mit råd til mig selv ville i dag være, at livet skal leves. Planlæg ting og lav evt. en plan B, hvis det giver ro i maven.

Vi har været på flere ferier, hvor min kæreste var ‘nede’ en dag eller to. Jeg tænker tilbage på, at jeg var i en afventende position, og brugte nogle ‘dumme’ timer på hotelværelset. I dag har vi børn, og jeg synes ikke, vi skal sidde og vente. Så jeg planlægger dagen, og så tager min mand med alle de dage, hvor der er overskud.

Både i hverdagen, men især i ferier er mit bedste råd også at lave klare aftaler i gode perioder, som gælder for de dårlige perioder. Det nemmere at tage en alene-udflugt på ferien  uden dårlig samvittighed (eller med mindre dårlig samvittighed), hvis det er aftalt hjemmefra, at det er OK!

Generelt har jeg brugt meget tid på at gå rundt med store og små emner, som vi skulle drøfte, når der lige var overskud til det. Der kunne både gå dage og uger. I dag beslutter jeg ting, og så må beslutningen ændres, hvis der er stor uenighed.

Mit sidste forløb hos psykologen har generelt sat stor fokus på MIG. For at JEG kan være en god pårørende, skal JEG have energi og overskud. Det kan komme fra alene-tid, løbeture og tøsehygge. Jeg er IKKE en dårlig pårørende, fordi jeg en gang imellem ’stikker af’. Tværtimod kommer jeg tilbage med fornyet energi, som jeg kan bruge i vores familie.

Jeg kan ikke gøre nogen rask, men jeg kan være der for dem. Husk:

Hold af

Hold om

Hold ud!

 

Intet varer evigt, så husk at holde ud, selvom det er hårdt.

Og snak gerne med nogen om det. Søg evt. råd og vejledning hos læge, psykolog, Psykiatriforeningen eller hos andre pårørende. For mig er det nemmest at tale med personer, der ikke kender min mand så godt, for så føler jeg ikke, at jeg ‘udleverer ham’.

#brydtabuet

Mig og min psykolog

Vi er nået til endnu et af de indlæg, jeg har skrevet om et par gange, og haft til at ligge som en kladde gennem længere tid. Selve titlen har jeg nok ændret de første ti gange. Denne gang er jeg dog ikke så ‘bekymret’ for indholdet, men mere for om der reelt er en ‘historie’, som er værd at dele…

Indtil jeg var 30 år, havde jeg aldrig været i nærheden af en psykolog. Og det passer så faktisk ikke helt, for jeg havde været med som pårørende en enkelt gang i starten af min mands sygdomsforløb.

Men da jeg var 30, havde jeg en spontan abort i 16. uge, som jeg tidligere har berørt perifert her på bloggen. Jeg kom ‘over’ det værste ved egen hjælp, men valgte at opsøge en psykolog for at være sikker på, at jeg ikke havde lagt låg på en kogende gryde. Jeg benyttede Google til at finde en egnet psykolog, og da jeg fandt hende, var jeg ikke i tvivl om, at hun var den rette for mig. Jeg accepterede derfor en ventetid på tre måneder, så alting var kommet lidt på afstand, da jeg besøgte hende første gang. Jeg tror, at jeg havde tre konsultationer med hende. Det var rigtig godt, at få det hele fortalt igen. Få stillet nogle gode spørgsmål og få grædt lidt. Det var også betryggende at blive “testet” ifht. om jeg gik rundt som en tikkende bombe med en post-reaktion i bagagen.

Da jeg afsluttede forløbet, skulle der (heldigvis) ikke gå så lang tid, før jeg igen havde brug for hjælp fra min psykolog. Jeg blev nemlig gravid, og de første 16 uger af den graviditet var bestemt ingen dans på roser. De var præget af bekymringer, og min frustration over omgivelsernes forsøg på at “negligere” disse. Min psykolog gav mig rum til at tale, hun anerkendte min frygt og bekymringer og hun gav mig konkrete råd og opgaver. F.eks. at sende en mail til mine omgivelser om, at jeg ikke havde brug for “trøstende” ord som: “Det skal nok gå.”

Senest har jeg haft brug for min psykolog i efteråret, hvor et opslidende forår og sommer som pårørende, havde givet mig et stort behov for at passe på mig selv. Jeg havde behov for at snakke om, hvordan det er at være pårørende. Ofte talte vi ikke så meget om min mands sygdom, men i højere grad om, hvordan jeg skulle agere. Skabe “mig-tid”, spørge om hjælp osv. Jeg har afsluttet forløbet tidligere i år, og står nu på egne ben 🙂

Da jeg var yngre, havde jeg nok mine fordomme om psykologer og deres klienter, men jeg er bestemt blevet klogere. Uanset hvad livet bringer mig, er jeg sikker på, at det ikke er sidste gang, at jeg har sat mine ben ved en psykolog. Så hermed en opfordring til tvivlere – måske det også er noget for jer  😉

#brydtabuet

De mest læste indlæg fra februar

Februar blev i sandhed en helt specielt måned på bloggen med indlæg inden for to emner, der blev læst rigtig mange gange.

Månedens mest læste indlæg var det fine mini-portræt af iværksætteren Marie, der bor i Prag og sælger bl.a. håndlavet keramik. Hendes historie var lang og strakte sig over to indlæg. Anden del finder vi lidt længere nede på listen som nr. tre over månedens mest læste indlæg.

Efter flere måneders tilløb brød jeg tabuet, og skrev ærligt om, hvordan jeg er pårørende. Det blev det andet mest læste indlæg i februar. Mit efterfølgende indlæg med en tak blev det femte mest læste, mens mit indlæg om at øve sig (i at sige pyt), blev det fjerde mest læste.

Så en top fem der omhandlede det at være iværksætter og pårørende – og ikke rigtigt andet.

Men for de nysgerrige kan jeg fortælle, at mit indlæg om, hvorvidt man/jeg tjener penge på at blogge blev nr. seks, mens min nye garderobe med mig selv som model, var det syvende mest læste indlæg.

Generelt var februar en god måned med en del indlæg på bloggen. Og igen var de gamle indlæg om æg at finde meget højt på listen, og de har efterhånden fået følgeskab af opskrifterne på kokosmakroner, is og bountykugler. Alle tre indlæg om æg og alle tre opskrifter ligger i top 12, hvis jeg kigger på alle læste indlæg i februar. Det er vildt nok.

God aften

Jeg øver mig…

Jeg øver mig!

Jeg øver mig i at sige pyt. Jeg øver mig i at bede om hjælp. Jeg øver mig i at springe over, hvor gærdet er lavest. Og jeg øver mig i at acceptere de ting, jeg ikke har overskud til at ændre.

I dag er det en uge siden, at jeg lukkede øjnene og trykkede udgiv, på mit mest personlige og for mig grænseoverskridende indlæg på bloggen. Nemlig indlægget ”Kære verden – jeg er pårørende”. I tog godt imod det, og med det lille tabu trukket frem i lyset, er det meget nemmere for mig, at skrive om nogle af de mange tanker (og handlinger) jeg gør mig.

Jeg har en forestilling om, hvordan tingene skal være, og jeg kan godt have svært ved at fravige den. Et eksempel kan være, at jeg kommer meget træt eller halvsløj hjem fra job. Min mand er også brugt for energi, så ulvetimen og putning af to børn kan virke ret uoverskuelig. I køleskabet står noget optøet kød, der passer til dagens menu på madplanen. Her må jeg indrømme, at det virkelig er en udfordring for mig at ændre planerne. Men jeg øver mig! Og man ser mig oftere smide et par frysepizzaer i ovnen, og så bruge dagens sidste kræfter på mine børn fremfor madlavning.

Jeg øver mig også i at være nærværende med mine børn efter aftensmaden. Nogle dage betyder det, at der først bliver ryddet af bordet og ryddet op i køkkenet, når børnen er puttet. Og andre gange får det lov at rode helt til næste morgen. Så øver jeg mit i at lukke øjnene og sige pyt.

De basale behov er mad i maven og (rent) tøj på kroppen. Og så øver jeg mig i at sige pyt, hvis det roder eller er beskidt. Og pyt hvis vi ikke lige får grønsager hver dag. Og pyt når vasketøjet hænger til tørre så længe, at det efterhånden ‘visner’.

Jeg øver mig i at acceptere og sige højt, når der er noget, jeg ikke kan klare. Jeg øver mig også i at bede om hjælp. Hjælp til små ting og hjælp til små ting.

Jeg øver mig hver dag! Året rundt. Det bedste er, at jeg bliver bedre i takt med at jeg øver mig.

 

 

Af hjertet tak!

Af hjertet tak for jeres positive tilbagemeldinger på mit indlæg fra i går.

Tak for jer.

Tak fordi I bakker mig op.

Tak fordi I sender mig og os kærlighed.

Og tak fordi I værdsætter min åbenhed.

Det giver mig håb.

Indlægget blev ikke skrevet for at få medlidenhed, men for at fortælle hvordan min verden ser ud. I den kommende tid har jeg forskellige indlæg i tankerne som berører mit liv og mine tanker som pårørende.

Til sidst tak til mine børn. Tak til min datter fordi hun sov FØR kl 20 i går. Og tak til min søn, fordi han sov i sin EGEN seng helt til kl 5.30 her til morgen.

Kære verden – jeg er pårørende

Ok – det her indlæg har ligget længe som en kladde med stikord og uden rød tråd. Så blev det skrevet i november. Det blev ikke en historie, som jeg havde forestillet mig, men istedet nogle vigtige pointer. Indlægget er gennem de sidste måneder blevet læst, skrevet, læst og godkendt af min mand, læst igen og nu holder jeg mig for øjnene og trykker på udgiv.

Her kommer min “historie” om at være pårørende. Det er ikke min mands historie. Det er min. For det er min blog, og mig der deler ud af mit liv og mine tanker.


Jeg er pårørende. Man kan ikke se det på mig, men det er jeg.

Min mand har en psykisk lidelse. Man kan ikke se det på ham, men det har han.

Nogle dage er jeg ansvarlig for alt herhjemme. Så sidder jeg kun ned til aftensmaden, og jeg går udkørt i seng når børnene er puttet, aftensmaden ryddet væk, opvaskemaskinen startet, morgendagens tøj lagt frem osv.

Nogle dage krammer jeg mine børn lidt ekstra. Øser ud af kærlighed, så jeg ved, at de føler sig elskede.

Nogle dage sidder jeg for mig selv på toilettet og græder. Jeg tæller sekunderne, til jeg igen skal være ‘på’ og være nogens mor. Tæller sekunderne til der igen står en på den anden side af døren og kræver min opmærksomhed til en meget vigtig mor-opgave

Nogle dage mister jeg overblikket og kontrollen og det gode humør. Og så råber jeg af mine børn. Eller af min mand. Og uanset hvad de har gjort, så fortryder jeg altid.

Nogle dage overvejer jeg, hvor mørkt det hele kan blive. Om der ikke er noget lys for enden af tunnellen.

Andre dage smiler jeg, fra jeg vågner, til jeg går i seng. Andre dage føler jeg, at det hele er vendt. Andre dage føler jeg, at vi er på rette vej. Andre dage føler jeg mig meget elsket. Andre dage føler jeg mig lykkelig. Andre dage bliver jeg blændet af lyset for enden af tunnellen.

De andre dage er nu! Og de andre dage skal fortsætte.

Ny diagnose, ny medicin, ny kampgejst, nye vaner, nyt håb og (nærmest) en ny mand.

Og ny hjælp!

‘Man skal bede om hjælp, for at få hjælp! Men så får man det næsten også altid!’ (citat min kloge mor)

#brydtabuet