Tag-arkiv: påskeæg

Kom, maj, du søde milde!

… gør kroppen atter køn. Og lad ved løb og spisning min numse vokse skøn…

Jeg skal til det igen! Tilbage til at tænke lidt over, hvor meget jeg bevæger mig, og hvad jeg spiser.

Midt i februar udgav jeg dette blogindlæg, hvor jeg fortalte, at jeg vejede 61,3 kg og at målet var at veje 60,x kg.

Marts måned skulle være den måned, hvor jeg nåede mit mål. Der kom fokus på kosten, og jeg fik sat gang i mit løberi. Det kom så vidt, at jeg en fredag i starten af marts løb 6 km for første gang nogensinde ever i hele mit liv. Det var slet ikke meningen, men jeg var så fuld af frustrationer, at mine ben bare løb og løb og løb. Det var den fedeste følelse! Og en kæmpe uventet succes.

Fem dage efter, nemlig onsdag d. 12. marts, vejede jeg om morgenen 60,8 kg. 🍾 Mit mål var nået 💪🏻

Samme aften lukkede vores statsminister landet ned………..

Nu ved jeg jo ikke, hvordan den her nedlukning har påvirket jer andre, men for mig har det været en hård omgang med stress og lange arbejdsdage. Så efter at have haft nogenlunde fokus på kosten den første uge, gik det gevaldigt ned ad bakke. Der var jo påskeæg med marcipan i butikkerne, og det gik jeg ikke ned på 😉 Løbeturene blev nedprioriteret til fordel for arbejde, og sådan gik det også stille og roligt ned ad bakke på den front.

Nu er børnene retur i institution og skole, hvilket frigiver en del tid til mig. I sidste uge åbnede min træner op for udendørs træning, og nu er det 1. maj. Så nu ændrer jeg lige fokus lidt igen. Jeg har tilmeldt mig en challenge hos min træner, hvor jeg skal løbe (eller gå) 60 km i maj måned. (Gisper allerede lidt ved tanken…) Kosten bliver noteret ned dagligt, og så skal jeg tilbage i form og under 61 kg på vægten. Startvægten er 62,1 kg, så det virker muligt, hvis jeg holder fokus. 1-2-3 sæt igang!

En status Fra coronaland

Fem uger gik der, fra at vores statsminister en onsdag aften lukkede landet ned, til vi igen kunne sende alle tre børn af sted i hhv. vuggestue, børnehave og skole.

Fem uger hvor min datter har savnet sin skole og sine venner. Fem uger hvor drengene har nydt at være hjemme. Og fem uger hvor jeg sammen med min mand har kæmpet med at passe både børn og arbejde.

I sidste uge vendte børnene tilbage til en ny hverdag, mens jeg fortsat arbejder hjemmefra. Nu uden afbrydelser og forhåbentlig uden aftenarbejde hver dag… Børnene er startet op med kortere dage end vanligt. Både for at give dem mulighed for at vænne sig til den nye situation, og for at lette presset lidt i institutionerne.

Hvad har fem ugers nedlukning så givet mig?

  • Fregner! Vejret har jo været fremragende. Det eneste vi mangler er lidt natteregn….
  • Påskemave… Jeg E L S K E R marcipanæg! Men ofte køber jeg kun ganske få, da de plejer at sætte sig på sidebenene. Men når man skal overleve 5 uger med sin familie samtidig med aftenarbejde, så skal der dæleme nogle marcipanæg til. Tak for timingen corona.
  • Hjemmekontor i sengen… Når man fylder sit hus ud med børneværelser, så er dobbeltsengen det eneste rolige sted, at gennemføre videomøder under en nedlukning. Heldigvis var langt de fleste møder uden video 😉
  • En undskyldning for at shoppe. Så længe man støtter lokale/små/danske erhvervsdrivende, så gør man jo en god gerning. Og når men samtidig opdager, at drengen der skal tilbringe hele dagen udendørs i børnehaven hverken har forårsjakke, softshell dragt eller kondisko i en passende størrelse, så må der jo shoppes. Ligesom jeg ‘manglede’ tøj. Og sko. Og datterens sko gik i stykker. Og der var tilbud på creme. Og der skulles købes fødselsdagsgaver. Og sendes påskechokolade til de savnede. Og sikkert noget mere.
  • Kontakt til sundhedsvæsenet. Det kan godt være, at danskerne generelt har været tilbageholdende med at kontakte lægerne, men det er åbenbart ikke os. Vi har haft fat i lægen en gang pr. barn. To gange vagtlæge og en gange egen lægen med hhv. influenza/corona, klemt finger og forvredet knæ. Alle har det godt og ingen var behandlingskrævende.
  • Mangel på tid. Det er lidt et underligt punkt, for når alting er aflyst, så har vi jo faktisk uanede mængder af tid. Men ikke den tid, jeg bruger for mig selv. Tid til at fordybe mig. Tid til at læse. Tid til neglelak. Tid til at sortere mit tøj. Tid til MIG! Åh jeg glæder mig til en fridag helt alene. En gang ude i fremtiden…

Jeg undres… #1

Jeg undrer mig over:

Når jeg giver E en ny fedtcreme fra ‘lageret’, og den så pist forsvinder. Hvorefter jeg finder den i affaldsbeholderen til papir… Og ja den var pakket i en papir-kasse.

Når jeg hører A sige til en veninde i forbindelse med en leg: Mænd kan altså godt lave mad. Min far laver mad helt vildt tit. Jeg var ved at knække sammen af grin!!! 🤣

At A har en veninde, der ikke spiser svinekød, hvilket fik A til omsorgsfuldt at spørge, om hun så ikke måtte få rugbrød med kerner…. Kerner fra en gris?

Hvorfor jeg mon kan ligge vågen i halvanden time midt om natten, fordi jeg er sur… Vær dog (lige)glad!

At en buksedragt med glimmer i snoren i livet åbenbart er verdens bedste påskeæg.

Hvorfor jeg er den eneste i huset, der kan lide de klassiske marcipanæg med hård skal. Jeg undres, men jeg ærgrer mig ikke 😉 (De blev selvfølgelig udryddet i påsken)

 

 

Folkekirken, påske, LEGO og en snak om at være god ved andre

Det er ikke så tit, at jeg skriver om tro her på bloggen, og det fylder heller ikke så meget i min hverdag. Men jeg er døbt og konfirmeret, ligesom mit ægteskab er velsignet i folkekirken og mine børn er døbt. Jeg kan faktisk også godt lide at komme i kirken, hvor jeg altid får tænkt en masse dybe tanker. Desværre er jeg dårlig til at prioritere at komme af sted mere end til de klassiske ‘begivenheder’.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at en gudstjeneste på 60+ minutter ikke altid er det mest børnevenlige. Da jeg havde min datter med i kirke 1. juledag, blev rumpetten roteret nogen gange i sædet, men hun samlede alligevel stumper af præstens prædiken op. Han havde nemlig hørt helligånden julenat, hvilket hun ikke forstod. Så det måtte vi selvfølgelig stille spørgsmål til efterfølgende, hvor hun også fik et godt svar på sit spørgsmål.

Folkekirken

For at åbne kirken for alle var der i år en LEGO gudstjeneste 2. påskedag. Jeg tog min datter med derhen, og allerede på vores cykeltur fik vi os en god snak om påsken, som vi helt sikkert ikke havde fået derhjemme. Der var nemlig ingen (tsk tsk de forældre), der havde fortalt hende, hvorfor vi holder påske. Efter en snak om påske bevægede vi os videre mod andre trosretninger. Hun har flere veninder, der ikke tilhører folkekirken. Det der fylder mest, er, at de ikke spiser svinekød. Vi snakkede om, at de havde en anden slags kirker, og troede på en anden Gud. Og at det var helt ok. Fælles for alle guderne er jo, at man skal være gode ved hinanden.

I kirken var der ‘dækket’ op med en ordentlig bunke LEGO klodser, hvor de fremmødte børn (og deres forældre) kunne forlyste sig gennem hele gudstjenesten. Formålet var et bygge dele af påskens fortællinger. Resultatet blev bl.a. Jesus på æslet Palmesøndag, Jesus og de to forbrydere på hvert deres kors, den sidste nadver og grotten hvorfra Jesus genopstod. Når der var bygget noget, viste præsten det frem for den del af menigheden som ikke sad med næsen begravet i klodser.

Folkekirken

Prædikenen var udskiftet med en æggejagt i kirken, hvor der blev fundet små poser med påskeæg, og vi lærte, hvor de gemmer tal til salmetavlerne, hvor kirkebøssen står, og hvor de har jord til begravelser. Vi lærte også, at man i gamle dage medbagte æg i kirken, som man fik velsignet.

Udover korte påskefortællinger, nadver og fire salmer nåede vi også at synge Lille Peter Edderkop og Op lille Hans. Og så nåede præsten omkring kirkens malerier, som bl.a. viser den sidste nadver og grotten. Efter 45 min bar vi alle LEGO kreationerne ud i våbenhuset, hvor der var kaffe og småkager som altid, men også påskeæg og skumharer.

Folkekirken

Det var efter min mening et rigtig fint arrangement, som jeg godt kunne se os genbesøge. Tak til folkekirken for lidt ‘fornyelse’   😊

Påskefrokost med alternativer

Jeg har brugt min lørdag aften i Bilka. I betragtning af hvor mange andre, der også gjorde det, så er jeg faktisk glad for, at jeg ikke kom tidligere i dag.

Indkøbsturen var indkøb til den kommende uge, men også til påskefrokost til i morgen. Vi plejer at være rundt hos alle børnenes bedsteforældre (3 sæt) til både jul og påske, men vi forsøger at gå over til, at nogle af dem istedet kommer til os. Så i morgen skal vi være værter for min svigerfar og hans kæreste.

Hvis jeg havde været lidt smartere madblogger, skulle I selvfølgelig have haft det her indlæg i starten af ugen, så I kunne bruge det som inspiration til jeres egne påskefrokoster, men nu kommer det lidt på bagkant.

Jeg har besluttet, at vi til påskefrokosten skal have purløgsmuffins med laks, rejesalat med forårsløg og mango serveret med flute, varm leverpostej med bacon og lidt ‘almindeligt’ pålæg. Og så lidt ost og kiks og kage til kaffen.

Men ak allerede i grøntsagsafdelinger stødte jeg på de første udfordringer. Forårsløg var udsolgt, så jeg måtte udskifte dem med asparges i min rejesalat… I bagerafdelingen var det ingen flutes eller tillokkende kager, så det må vi forbi den lokale bager efter i morgen. I Delien var der udsolgt af leverpostej (havde ikke lige tænkt mig at lave den selv). Ved mejerivarer var der udsolgt af creme fraiche. Temmelig essentielt i både purløgsmuffins, dressing hertil samt i rejesalat…. Så det tester vi så med skyr. Jeg fik de sidste skrabeæg, så resten af aftenen kan man kun få buræg… Alt i alt tyder det virkelig på, at der har været run på indkøbene i dag. Nu håber jeg bare, at de alternative retter kan spises.

 

Til gengæld blev datterens påskeæg (som faktisk er fra hendes far, da han fik årets eneste gækkebrev fra hendes hånd) ændret fra at være slik til en buksedragt, der lige var nedsat med 30 %. En buksedragt har hun snakket om hver gang, jeg har min på, så jeg tror, hun bliver lykkelig.

Påskeharen har været på besøg i haven med chokolade, mens mandens påskehare er strandet ved PostNord. Så det kræver nok et kort eller en fancy GIF. Mit hoved har ramt hovedpuden. Min mave er fuldt med påskeæg og min røv er øm efter en god og våd omgang træning i formiddags.

G O D   P Å S K E