Tag-arkiv: pels

Afhængig af shopping?

Det har aldrig været nogen hemmelighed her på bloggen, at jeg er glad for at shoppe. Gerne til den lavest mulige pris. Det kan der faktisk godt gå lidt sport i. Som årene er gået er mine vaner blevet dyrere og dyrere, og måske har min shopping også taget lidt til?

Faktum er dog, at jeg for en måneds tid siden konstaterede, at det nok havde taget lidt overhånd her i barslen. Både med shopping til mig selv, men også med planlægning af shopping og reel shopping til børnene i form af fødselsdagsgaver, julegaver og gaver til pakkekalender. Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle købe, og brugte en del tid på at researche på nettet.

Jeg havde allerede modtaget en del pakker den uge, og da jeg lå om aftenen og kiggede på instagram, så jeg den flotteste jakke – i vaskebjørnepels. Prisen var ca. 2.000 kr, så det var ikke bare sådan en “for sjov” ting. Jeg var fuldstændig materialistisk forelsket. Heldigvis besluttede jeg mig for at sove på det. Dagen efter – og faktisk også de følgende dage – var jeg stadig forelsket. Havde jeg dog bare vist, at jeg manglede en pels… En der kun kan renses, og ikke er specielt perfekt sammen med børn med beskidte pølsefingre og 11 taller ud af næsen. Og øh – hvad er min holdning egentlig til at gå i pels? Det var langt ude. Jeg besluttede mig for, at jeg først måtte købe den pågældende pelsjakke, når jeg havde tabt mig 2 kg…

Den samme aften slettede jeg en del profiler på min Facebook og Instagram. Profiler fra butikker med rigtig meget lækkert tøj – til både kvinder og børn. Siden har jeg ligeledes afmeldt flere nyhedsbreve for ikke at blive lokket i fordærv.

Har jeg shoppet siden? Nja – både og. Jeg har købt nogle fødselsdagsgaver, en stift til mindstemandens tørre kinder og en enkelt ting til køkkenet, fordi jeg lige manglede at shoppe for 41 kr for at spare 39 kr i fragt (det trick virker altid på mig). Men tøj har jeg pt. holdt mig fra. FORDI jeg ikke bliver fristet på samme måde – og lidt fordi, jeg er blevet opmærksom på mit “problem”.

Så tænker du nok på, om jeg har tabt mig 2 kg og købt en pels? Onsdag er vejedag – og i dag havde jeg tabt de 2 kg. Weee! Og jeg havde allerede inden besluttet mig for, at jeg ikke skal have en pels. Jeg har dog været så materialistisk, at jeg har lovet mig selv en gave, når jeg nåede målet på 2 kg. Det bliver en ting fra min meget lange ønskeseddel. Meeen jeg venter lige til Black friday, så jeg kan købe noget til en  god pris 🙈