Tag-arkiv: Pitabrød

Fødselsdag, en deledukke og en træt familie

God aften.

I skrivende stund sidder jeg på As værelse og putter både hende og Es nye dukke. Vi har holdt 1 års fødselsdag i dag, og E fik en masse dejlige gaver fra ønskesedlen, heriblandt en drenge dukke. Da han så den, lyste han straks op. Og det samme gjorde A. Den kan både drikke, tisse og nogle andre ting, som ingen af As dukker kan. Så hun passer på den for E. Den har fået sutteflaske, tør ble osv. Og nu har den fået nattøj på, og er puttet ved siden af A. Hun begyndte allerede kl 17 at snakke om at skulle i seng, så kl 19 forbarmede vi os 😉

img_3247

Ellers har dagen budt på hygge i bedste børnefødselsdagsstil. Vi fik pitabrød med pulled chicken til frokost og til dessert var der frugtsalat/abemad med råcreme. Pitabrødene havde jeg bestilt ved bageren, fordi det er ok at vælge de nemme løsninger. (Jeg øver mig 😉 )

A og jeg havde bagt en chokoladebradepandekage, der gjorde det ud for kagemand. Den blev nydt med varm kakao og slik efter en kølig tur på legepladsen for gæsterne og en lur til E.

img_3241

Jeg kan næsten garantere, at der bliver tidligt ro i det lille hjem. Vi har haft en god dag, men er trætte, da vi sov for lidt i nat, hvor Manden og jeg var vågne med hvert vores barn i 1,5 timer on-off.

Madplan uge 3

Endnu en hverdagsuge og stadig med fokus på oprydning i fryseren.

Næste uge bliver lidt blandet, men vi skal selvfølgelig have mad alle dage 🙂

image

  • Lør: Kylling med ris. Vi smider nogle kyllingefiletter i stegesoen oven på nogle rester af porre, tomatsovs og fløde. Og så finder jeg nok lidt løg og gulerødder og smide i også.
  • Søn: Svinemørbrad. Vi har en svinemørbrad i fryseren, som jeg marinerer i aften. Og så skal den bare i ovnen med nogle kartofler. Skyen bliver rørt op med fløde til en lækker sovs.
  • Man: Pitabrød. Vi spiser resten af svinemørbraden i pitabrød. Der er stadig nogle i fryseren, af dem jeg selv har bagt.
  • Tirs: Rugbrød med frikadeller. Manden er ikke hjemme til spisning, og det skal være nemt, når Lillepigen og jeg kommer fra gymnastik. Heldigvis er der frikadeller i fryseren.
  • Ons: Hakkebøf. Jeg er ikke hjemme, men Manden har bestilt hakkebøf.
  • Tors: Stjerneskud Take away. Havde lige besluttet mig for stjerneskud, og kommer så i tanke om, at jeg har bestilt take-away på jobbet onsdag, som så skal stå til torsdag. Det er wrap med okse, soya og grønt med gulerodssalat og agurkecreme.
  • Fre: Pølseret. Vi har vildt mange pølser i fryseren, der skal spises, så det bliver en ret med pølser og pasta/pommes.
  • Lør: Kandidatfest. Min søster har inviteret til fest, så vi sparer aftensmaden herhjemme. Jeg har dog lovet at bage en foccacia.
  • Søn: Stjerneskud? Mon vi skal have det på søndag så?
Pitabrød
Pitabrød

Lignende indlæg:

 

Hjemmebagte pitabrød – en opskrift

Skær toppen af, fyld grønsager og kød i, top med dressing og spis…

Pitabrød er altid et sikkert hit herhjemme. Alle kan få lige præcis det i, som de elsker. Vi plejer at have en række forskellige grønsager, f.eks. agurk, tomat, peberfrugt, majs, revne gulerødder o.l. Og så mener jeg også, at der skal være æg og hjemmerørt dressing… (Creme fraiche, ketchup, paprika og salt)

Af kød er vi vilde med skinke og tun, men bacon eller rester er også lækkert. Den anden dag havde jeg skåret resterne af en culotte i tern, og stegt på panden med lidt væde og ketchup (et super krydderi 😉 ).

Og hjemmebagte pitabrød gør det altså lige lidt mere lækkert 🙂

  • 15 g gær
  • 3 dl vand
  • ½ kg mel
  • 2 spsk olie
  • ½ spsk salt

Opløs gæren i vandet og rør de øvrige ingredienser i. Lad det røre 10 minutter. Jeg bruger altid min køkkenmaskine, og så er 10 min ingenting…

Lad dejen hæve i ca. 2 timer. Fordel den i 12 klumper. Rul dem hårdt, og lad dem hvile under et fugtigt klæde i ca. 10 min.

Rul hver enkelt kugle ud til en cirkel med en diameter på ca. 15 cm. Læg på bagepapir. Det er nemmest, hvis hver enkelt pitabrød har sit eget stykke bagepapir.

Lad pitabrødene hæve i ca. ½ time.

Tænd ovnen på maksimum og lad den varme op med en plade i midten. Læg nu fire pitabrød i ovnen af gangen. Brug f.eks. en pizzaspade. De skal bage i ca. 3 min. De er færdige, når de hæver op. Pas på, at de ikke bliver for brune. Lad dem køle af på en rist. Når de er lune, så læg et klæde over, så de forbliver bløde.

Inden servering skal de lunes igen (bages færdig).

Velbekomme.

image

image

image

image

image

Lignende indlæg:

Dagens hit og shit #67

Alenetid, tøsehygge og oprydning.

Hit:

  • At julen er båret ud. Læs her.
  • At der er ryddet op på kontor og gæsteværelse – det trængte der til!
  • At spise hjemmelavede pitabrød.

Shit:

  • At opdage tre rådne appelsiner, en muggen stump agurk og en halv pose splattede gulerødder i grønsagsskuffen.
  • At konstatere, at vi vidst ikke har været så flittige gæster i grønsagsskuffen i julen 😉

image

image

Lignende indlæg:

 

Madplan uge 1

Et nyt år = en ny begyndelse  – også for fryseren…

Jeg har ryddet op i vores fryser. Jeg trængte godt nok til et overblik, og var lidt overrasket over at finde seks åbne poser med revet ost, tre poser med tykke grillpølser og fire poser med 1-2 tortillas i hver. Der var også en del frosne bær, så vi skal vidst have et par smoothies. Og ja så kunne jeg fylde en stor skuffe kun med is og kage…

image

  • Lør: Hjemmelavet pizza. Vi må hellere få brugt nogle pølser (almindelige), revet ost og parmaskinke. Fandt også en frisk mozarella i køleskabet, der trænger til at blive spist.
  • Søn: Julefrokost. Turen går til svigermor, så vi sparer nok aftensmaden.
  • Man: Lakse-spinat tærte. En rest fra fryseren til 1 person. Manden er på tur med drengene, og min mor tager Lillepigen. Så skal jeg bare have skrevet opgave…
  • Tir: Pitabrød. Sidst jeg havde planlagt at bage pitabrød, blev det ikke til noget. Så nu prøver vi igen. Vi har en rest af en steg i fryseren, så den regner jeg med at skære i tern og riste på panden.
  • Ons: Take-away. For første gang i fem år er vi ikke værter nytårsaften. Vi skal nordpå. Og årets værter har taget den fornuftige beslutning, at bestille maden udefra.
  • Tor: Karbonader med pommes frites. Nemt og snasket til 1. januar. Måske udskifter vi karbonaderne med frankfurtere 🙂
  • Fre: Jordskokkesuppe. Der skal bacon i – og det har jeg søreme også i fryseren…
  • Lør: Boller i karry. Der lå søreme også en portion boller i fryseren…

Ja så går madplanenfor uge 1 ikke længere, men jeg har noteret flere retter fra fryseren på bagsiden, så de når nok med på næste uges madplan.

Lignende indlæg:

Madplan uge 49

Lillepigen har lavet modellervoks, og jeg har lavet madplan 🙂

Næste uge byder på både opstart i børnehave og fødselsdag(e), og det bærer madplanen præg af…

image

  • Søn: Boller i karry
  • Man: Spaghetti med kødsovs. Jeg er på seminar, og ved ikke om jeg når hjem til aftensmad, så det bliver en nem ret fra fryseren. Mon ikke også Lillepigen er træt efter første dag i børnehaven…
  • Tir: Tapas. Jeg er på kursus og først hjemme 17.30. Mine forældre kommer til fødselsdag, så det skal være let og lækkert.
  • Ons: Take-away
  • Tor: Laks
  • Fre: Karbonader
  • Lør: Hemmelighed 🙂 Vi skal fejre Lillepigens fødselsdag med familien.
  • Søn: Pitabrød. Jeg bager dem selv – det tager lidt tid, men så er der også til fryseren 🙂

Forslag til næste uges madplan, må I da gerne smide i kommentarfeltet 🙂