Det er en rigtig mandags mandag i dag. Sååå jeg gider ikke så meget, men en Status pt. er det da blevet til
Den anden dag mødte jeg en hund, der var bange for barnevogne. Det er godt nok op ad bakke…
Et lille mor tip: Hvis du laver trøfler med dine børn, og der kommer for meget romessens i ‘dejen’, så kommer du til at spise alle trøflerne selv. Æv æv. 😉
Jeg har vundet en konkurrence (igen). Denne gang en børnefotografering inkl. et print. Lur mig om jeg ikke kommer til at købe flere 🙈 Det er en times kørsel væk, så jeg har droppet ideen om at tage alle børnene med. Istedet bliver det et barselsprojekt og et babybillede 😍
Natten efter jeg vandt, drømte jeg til gengæld gentagende gange, at jeg modtog en regning på 5.800 kr før fotograferingen. Så jeg havde fat i Forbrugerombudsmanden….
Pokemon go er nu igen at finde på min telefon – og min datter er nu ret glad for at gå tur med barnevognen sammen med mig. (Jeg spiller også selv – når ingen ser det…)
I efterårsferien havde jeg en rimelig stor kvælerslange på skuldrene for at få lidt credit fra mine børn. Det virkede i lige præcis 0 sekunder… Og nej – ingen tog et billede. Eller det passer ikke – der var en mand, jeg ikke kender, der knipsede løs…
I sidste uge var det fuldmåne. Ikke helt i to nætter, men hhv. 100 og 99 %. Og det var åbenbart nok for mine børn. Den ene nat vågnede to af dem kl. 5, og næste nat var der to vågne kl. 4.45. Gaaab.
Heldigvis er skiftet til vintertid gået rimelig gnidningsfrit (indtil videre)
Og så er mindstemanden blevet ½ år. Tiden går stærkt, når man har det sjovt.
Denne uge har været min sidste på barsel (officielt ferie…), og Lillebror er blevet “kørt ind” i vuggestuen. Jeg havde planlagt, at det i det mindste torsdag og fredag ville give mig mulighed for lidt forkælelse af mig selv. Det lykkedes også, men ikke uden forhindringer!
Torsdag stod den på et besøg hos min frisør. Mit hår var ikke blevet klippet siden februar, så det var næsten umuligt at rede ud efter bad. Hos frisøren gik tingene smertefrit – og jeg fik klippet de spaltede spidser af og løftet frisuren lidt. Nu er det i hvert fald hverken håret eller Lillebrors fedtede fingre der er skyld i, hvis/når håret ender i en knold…
I julegave fik jeg en Smartbox (affiliate link), der hed Smuk&Dejlig. Jeg havde derfor bestilt en tid ved Hudplejeinstituttet til en ansigtsbehandling fredag morgen kl 9. Herefter ville jeg have god tid til at ose, shoppe lidt og ordne nogle praktiske ting inden børnene skulle hentes. Men sådan gik det ikke!
Tidligere på ugen ville jeg aktivere mit gavekort, men det ville den ikke. Et opkald til Smartbox kundeservice viste, at det var hos Magasin, gavekortet ikke var registreret rigtigt. Deres kundeservice var virkelig ringe. Jeg blev stillet om seks gange, snakkede med flere forskellige folk, hvoraf INGEN beklagede, at de havde lavet en fejl. Konklusionen var, at jeg skulle ind forbi Magasin, fordi gavekortet skulle tages retur og sælges til mig igen. Virkelig godt jeg ikke bor i Skagen eller Thyborøn! Og ikke nok med, at jeg skulle komme ind – jeg skulle også medbringe kvitteringen. HALLO det var en gave… Jeg fik til jul… Hvordan skaffer man lige den kvittering? Heldigvis havde Manden den faktisk liggende, så jeg slap for yderligere besvær…
Nu åbner Magasin som bekendt først kl. 10, så jeg ringede og fik flyttet min behandling til kl. 11.30… Jeg havde planlagt at være i Aarhus kl. 10, så jeg stadig kunne nå lidt inden min behandling. Desværre opdagede jeg halvvejs derinde, at jeg havde glemt min pung, så jeg parkerede først i Aarhus kl. 10.30. Første stop blev (heldigvis) Magasin. Her fandt jeg endelig den rigtige afdeling, og blev mødt af en rigtig sød ekspedient, der fandt fejlen og rettede den. Men ak jeg kunne stadig ikke aktivere gavekortet, og måtte derfor ringe til Smartbox, som oplyste, at der kunne gå op til 48(!!) timer fra et salg, til gavekortet kunne aktiveres. MEN hvis Magasin ville stå inde for det, så kunne de åbne det manuelt nu. Jeg overdrog min telefon til den søde ekspedient, som opgav sit navn og alt muligt for at de ville åbne. Enden på det hele blev, at de ville ringe mig op “lige straks”, og give mig de nødvendige koder… Kl. 11.10 begav jeg mig videre mod min forkælelse, men jeg hørte ikke noget fra dem hverken før eller efter…
Hos Hudplejeinstituttet var de søde, og vi blev enige om, at vi nok skulle finde ud af det betaling. Jeg satte telefonen på lydløs, og forberedte mig på forkælelse. Og ja det var lækkert, og ja min hud er dejlig blød nu. BTW har jeg en fin hud uden de store problemer 😉
Citat fra væggen
Jeg havde tilkøbt retning og farvning af bryn samt skulder og nakkemassage. Retning af bryn foregik åbenbart med voks… Men så har jeg da prøvet det. Ubehageligt, men alligevel bedre end pincet. Underligt nok har jeg en “plet” af hvide hår i det ene øjenbryn. Fatter ikke, hvorfor de ikke er enten farvede eller fjernede?! Eller at hun ikke på noget tidspunkt viste mig resultatet i et spejl, og spurgte om jeg var tilfreds… Massagen var da meget lækker, men jeg havde nok troet, at hun ville tage lidt fat og løsne op. Det gjorde hun ikke. Så det var kun lækkert, mens det stod på – efterfølgende føler jeg ikke noget. Der var heldigvis et stykke chokolade, da jeg færdig, så jeg gik derfra i ok humør 😉 (Jeg er så nem…)
Inden jeg var færdig, var kl. 13, og så var tiden ligesom knap. Jeg fik afleveret min jakke hos skrædder, spurgt efter noget medicin på apoteket (to gange), som ikke var kommet, kopieret nogle nøgler og købt en barselsgave. Jeg nåede også at finde tre t-shirts i Salling, som er arbejdsegnede og ikke barselsegnede, og jeg nåede at reklamere over min amme-bh, som for tredje gang er gået i stykker. De havde desværre ikke flere i min størrelse i den pågældende butik, så det hjalp ikke meget – og jeg havde ikke tid til at smutte i en anden butik. Jeg fik heller ikke købt lækker chokolade eller is – og frokosten blev en hurtig foccacia fra 7-11 og ikke sushi eller kebab, som jeg aldrig får…
Så jeg fik lidt forkælelse, men jeg nåede ikke det jeg drømte om.
BTW var der vanvittigt mange Pokestops og Pokemons i Aarhus!!! Men jeg fandt ud af, at jeg syntes, at det er lidt meget pinligt, at fange Pokemons midt på gågaden 😉
Haft Lillebror med på sin første cykeltur. A var også med, og jeg havde planlagt ruten forbi tre Pokestops 😝
Både haft og været på besøg ved en del forskellige dejlige mennesker.
Fået popcorn salat!
Gjort mig tanker om, at det her barsel er slut og arbejdet kalder.
Været sammen med to vennepar, der har jævnaldrende børn med vores. Og oplevet at alle bare legede (og sov), så alle seks voksne kunne spise og snakke i ro og fred…
Haft besøg af nogle dygtige malere, så hele min carport nu har samme farve. Tak.
Haft fornøjelsen af at Lillebror er begyndt at kravle… Det giver helt nye udfordringer.
Oplevet at Lillebror kravlede in på As værelse, hvorefter de lukkede døren…. Så stod jeg på den anden side og kunne høre de grinte – og bekymrede mig, når der var alt for stille.
Forsøgt at lære Lillebror at sove i egen seng. Det går ikke så godt, og projektet blev sat på pause, da Lillebror blev småsyg…
Bagt en vildt god p-tærte kage!!! Og spist den! Og overvejet hvornår jeg skal bage den igen…
Haft den festligste putning af A!!! Hvis du ikke har læst om den, så skynd dig at klikke her.
Været i Cirkus Summarum med A og Manden. Der kommer et indlæg om det senere.
Så er der gået endnu en uge… Og jeg var jo “hemmeligt” i sommerhus, så denne her “Ugen der gik” går altså helt tilbage fra lørdag, hvor vi tog af sted…
I ugen der gik, har jeg bl.a.:
Lavet en sommerhus-lasagne. Dvs. den bedste fra Knorr med brændt ost og i en rund form…
Forsøgt at forklare A, hvordan en sluse virker. Alle ved da, at det er en elevator for både…
Besøgt Djurs Sommerland på den første sommerdag i skolernes sommerferie. Er du vimmer, der var MANGE mennesker. Vi havde nogle gode venner med, så det var hyggeligt, men ærlig talt mistede jeg orienteringen (hvilket passer mig dårligt), og prøvede kun én ting (hvilket til dels skyldes, at jeg frivilligt tog tjansen som barnevognspasser). Men jeg fik is og fregner på skuldrene.
Haft min familie med på en café OG en restaurant. Hvabehager siger jeg bare. Det havde jeg på ingen måde troet hjemmefra, så jeg havde ingen pæne sko med… Og caféturen var så impulsiv, at jeg var i joggingbukser… #Pinligt
Været totalt alko-Frans og fået to glas vin på hele ferien. Det samme har Manden, så vi har faktisk en slat med hjem. #Pinligt
Skrevet totalt ferie-indkøbsseddel med nem aftensmad, slik og chips. A mente bestemt, at vi manglede noget frugt og fik med lidt hjælp tilføjet det. (Hun spiste kun bananer…)
Forsøgt at lære A, hvordan man vasker op uden opvaskemaskine. Det blev meget hurtigt for kedeligt for hende!
Lavet 590 squats… Har nemlig downloadet en squat challenge til min telefon, og den har jeg ikke holdt ferie fra, selvom løbeskoene har samlet støv.
Sovet over mig den dag vi skulle forlade sommerhuset. Begge mine levende vækkeure svigtede den morgen. Tsk tsk.
Fanget 142 Pokemons i samarbejde med Manden, og gået 11,58 km med app’en åben.
Nu er jeg ikke typen, der fortæller på de sociale medier, når mit hus står tomt i længere tid, så det er vel en slags hemmelig, at jeg har tilbragt den sidste uge i et sommerhus ved Ebeltoft. SKØN ferie! Og det kommer I til at høre mere om en anden dag…
Man ved, at det har været en god/usund/afslappende/rolig/osv. ferie, når:
Grønsagsindtaget i høj grad skal måles i pommes frites (?!) og fyld i burgere.
Løbeskoene stadig ligger ubrugte i en pose… (En af ulemperne)
Næsen er fyldt med hudorme efter stort sukker og fedtindtag.
Man kan ryste sand af alle sine ting – og tørret Mariekiks af alle Lillebrors ting.
Den vildeste fysiske aktivitet har været stangtennis – og nå ja, jagten på Pokemons.
BTW boede vi i Ebeltoft lige ved siden af et Pokestop, men der var ikke så mange Pokemons. Hjemme igen bor vi ret langt fra et Pokestop, men der er vildt mange Pokemons at fange.
Antallet af hår på benene er væsentligt forøget – og man er ligeglad.
Antallet af fregner er væsentligt forøget. Der er mindre solcreme i flasken end da man tog hjemmefra. Og nå ja, man er lidt lyserød hist og pist 😉
Vægten blinker faretruende, når man stiger på den.
Ens datter nægter at stige ind i bilen, når man skal hjem. Og nægter at forlade den igen, når man er kommet hjem.
Jeg downloadede Pokemon Go i går, og tænkte hele dagen, at det måtte jeg da skrive et indlæg om. Og så opdager jeg, at jeg er blevet ‘overhalet’ af Miriam fra Miriams Blok. Men hva – indlægget skal I da ikke snydes for.
Ærligt talt havde jeg ikke liiiige tænkt, at jeg skulle være med på Pokemon bølgen. Jeg gik ikke op i Pokemons, da de sidst var populære (i 90’erne?), og jeg føler faktisk ikke for at gå med min telefon fremme, når jeg er på tur. Men hypen tog til. Min lillesøster spillede, min mor gik i gang, og Manden havde stor interesse, men desværre ikke en egnet telefon. Så ja jeg downloadede det.
Den første Pokemon var lige foran mig, og A var med til at fange den. Og så var hun klar på jagt. Hun sad tålmodigt i entréen og ventede på, at jeg kunne gå med hende ud på jagt. Det var et lidt sølle udbytte i går, hvor vi tilbragte en stor del af dagen i Ree Park. Der var ikke mange Pokemons, men til gengæld nogle Pokegyms, som vi ikke kunne ‘komme ind i’, da vi ikke var på et højt nok level. Så nu må vi se, om A og Manden skal låne min telefon på Pokejagt i dag.
Jeg må i hvert fald sige, at det er let at blive bidt af – og det er selvom vi ikke rigtigt er kommet i gang – og heller ikke fatter reglerne. Men jeg har da sat et æg til udrugning 😝
Så skeptikere har ret til at være det, for det virker dumt, at vi ‘allesammen’ går rundt med hovedet nede i vores telefoner, men når man møder andre Pokejægere, ja så har man altså ‘noget’ sammen. Måske lidt ligesom rygere 😉 – bare sundere.
Så let the hunt begin!
En ok startguide har de lavet hos M. Læs evt. her.
Nå ja. Der er også lige de der serverproblemer, som ‘alle’ snakker om. Det betyder, at man en gang imellem må vente… Og vente…