I efteråret fik jeg en beskedanmodning på messenger. Den var fra vores lokale præst, der nu og da læser min blog (say what 🙈). Han forespurgte på, om jeg ikke ville dele nogle skriblerier i kirkeebladet. Jeg sagde ja, og gik så i tænkeboks. 2,5 måneder skulle der gå, før jeg var klar til at sætte pennen på papiret.
Resultatet blev godkendt, og den anden dag dumpede kirkebladet ind ad brevsprækken. Er spændt på, hvor mange af mine lokale bekendte, der ‘opdager’ min artikel. I skal dog under ingen omstændigheder snydes.
Når børn går i kirke
Jeg har været i IKEA i dag, kom min 2-årige søn hjem og fortalte mig en dag i december. Jeg vidste dog fra pædagogerne i vuggestuen, at han ikke havde været i IKEA, men i kirke til julegudstjeneste. Det havde været en stor oplevelse for ham.
Min datter deltog også i en julegudstjeneste med skolen. Der havde været to præster, og den ene havde været skør! Og så var der nogle, der blev klædt ud som forældrene til Jesus. Hun kunne ikke huske deres navne – altså Maria og Josef – men det var vist lige meget for selve oplevelsen.
Da vi nåede 1. juledag har vi tradition for at gå i kirke. Men efter en rigtig dårlig nat, må jeg indrømme, at jeg så mit snit til at aflyse. Jeg tror endda, at jeg fremlagde det således for min datter: Vil du helst i kirke, eller skal vi beholde nattøjet på og gå i gang med at samle nogle af dine julegaver? Pigebarnet valgte kirken… Og det var jeg bagefter glad for.
Et ‘besøg’ i kirken giver mig sådan en god ro. Mine børn sluger hele oplevelsen, og selvom præstens ord måske ikke opnår fuld forståelse hos dem, så hører de orglet, korsangeren og salmerne. De ser udsmykningen, min datter hjælper med at finde salmer i salmebogen, og når hun er opmærksom hører hun faktisk efter. Er der noget hun ikke forstår, er hun ikke bleg for at stille spørgsmål, og vi har da nogen gange fået opklaret ting fra prædikenen ved den efterfølgende kaffetår i våbenhuset. Hun vil også gerne modtage nadver, og i år deltog den 2-årige også. Druesaften var lige hans mærke, så jeg nåede kun et lille sip, før han også tømte mit bæger.
Det er ikke kun selve kirkehandlingen, der giver anledning til spørgsmål fra min datter, og jeg elsker de gode snakke, vi har haft. Denne gang spurgte hun til, hvor mange oldefædre hun havde haft, hvad de hed, farven på deres hår og ikke mindst, hvor de lå begravet. På den måde blev turen gennem kirkegården en fortælling om hendes forfædre, døden og ritualer for hvor man begraves.
En anden gang havde vi en god snak om, hvorfor vi fejrer påske, og at hendes muslimske veninder ikke fejrer påske ligesom os. De tror på en anden Gud, men helt basalt så tror vi alle på kærlighed blandt mennesker.
Jeg elsker, når kirken kan give mig selv og mine børn et ståsted, men samtidig åbne vores nysgerrighed for alt det andet her i livet. Uanset om det er døden eller forståelsen af andre trosretninger.
