Tag-arkiv: Putning

Status pt #33

Status pt:

  • Jeg er pt. igang med at putte yngstearvingen. For første gang i egen seng. Og på eget værelse!
  • Jeg tror, at han ender med at falde i søvn i mine arme, for så at blive vippet ned i tremmesengen. Det er da en begyndelse.
  • Fra køkkenet kan jeg høre hans storebror sige: Jeg tisser…. Han øver sig i at gå uden ble, og han tager uheld meget tungt og alvorligt.
  • Jeg troede, at det var tid til at købe nye hårelastikker snart. Men så smed en af børnene en figenstang ind under vores meget tunge vitrine. Da vi trak den ud fra væggen, lå der ca. 37 kæmpe nullermænd og 13 hårelastikker.
  • Det er forøvrigt katten, der jagter hårelastikker indtil de forsvinder under vitrinen.
  • I weekenden kunne jeg ikke finde min ene vandrestøvle, men i skoreolen fandt jeg både min datters vinterstøvler fra sidste vinter samt en avis med georgine’knolde’. Støvlerne er nu afl eget til genbrug og knoldene er kommet i jorden.
  • Jeg har fundet min skridttæller frem igen. I går ved denne tid stod den på ca. 5.000 skridt. I dag står den på 13.500 skridt.
  • Og ja, det er en ferie Nutella på billedet 🙏🏻

Mandag aften i sofaen

Så blev det mandag – igen. Vi har nu næsten overstået mandagen, hvilket for manges vedkommende er rart.

Her bruger vi mandag aften i sofaen – alle fem. De to store spiller på hver deres iPad, men formår på fineste vis at inddrage deres far, så han ligesom spiller sammen med dem. Den ene laver mad, og den anden bygger biler.

I den anden ende sidder jeg med en sovende baby på armen. Jeg har været igennem både Instagram og Bloglovin utallige gange. Jeg har også vendt min hjerne for blogindlæg, jeg gerne vil skrive. Men de rummer alle mere indhold end min hjerne kan overskue lige nu.

Så mandag aften i sofaen er pt. ligeså rolig som mandag aften på et plejehjem. Men mon ikke den kommende klargøring til putning bliver mere a la en løbsk teenagefest i provinsen. Det plejer det. Så for nu, nyder vi alle roen.

Jeg får mail(s) om at min(e) ordre(r) er pakket. Det er nemlig dyrt at være på barsel, og med både noget træning, en sommerferie med badeland og et sølvbryllup lurende lige om hjørnet, så er der (igen) bestilt pakker. Men sådan er mandag aften på sofaen også.

Er der ikke noget fodbold i aften? Sådan når jeg lige at tænke er kort øjeblik, men jeg spørger ingen. Tænk hvis det ødelagde roen i sofaen.

Nu siger min kalender, at der i aften er middag med fondens bestyrelse. I morgen er der seminar og onsdag bestyrelsesmøde. Det foregår i Stockholm, så jeg har meldt afbud/barsel for denne gang. Til næste møde i september er jeg klar igen. For nu bruger jeg mandag aften i sofaen.

Om lidt rejser jeg mig. Der skal ryddes op i køkkenet, og der skal sengetøj på børnenes senge. Så er mandag aften i sofaen ovre for denne gang. Måske genoptages den efter putning…

Ti ting du (måske) ikke vidste om mig

I bedste bloggerstil har jeg samlet ti mere eller mindre tilfældige facts om mig. Noget af det ved du måske allerede, men sådan er livet jo 😉

  1. Uanset hvilket barn jeg putter, så er den putning min mand er igang med overstået først 9 ud af 10 gange…
  2. Jeg er totalt A-menneske. Det har jeg nævnt før, men pt. har jeg fået en vane med at sove omkring 21.30. Og så vågner jeg altså før vækkeuret ringer kl 6.
  3. Tæerne på min venstre fod starter ‘før’ end på den højre. I ‘åbne’ sko kan man altid se revnerne på den venstre, men sjældent på den højre.
  4. Jeg elsker krimier, men lige pt. er jeg faktisk igang med Blækhat af Sissel-Jo Gazan. Den er yderst velskrevet, men altså 500 sider uden et mysterium – det er lidt hårdt…
  5. Jeg savner Miracolis lasagne!
  6. Jeg mangler to gaver til børnenes pakkekalender. Hvis alt andet glipper, så får de slik 😉
  7. Jeg er ofte håbløst bagud med vasketøjet. Det bliver vasket, men kommer ikke rigtigt ud i skabene. Så når min datter dukker op i tynde gamacher og hjemmestrikkede sokker på en kold novemberdag, så er der virkelig lavvande i hendes tøjskab.
  8. Jeg skriver de fleste af mine blogindlæg på telefonen.
  9. Hver weekend laver jeg en ugeplan for den kommende uge. Den indeholder hele familiens aktiviteter, madplan samt mine egne ‘opgaver’.
  10. Nu sover min søn! Og jeg er først færdig med at putte – for min datter sover slet ikke hjemme. 😝

Jeg ser Luksusfælden og gør mig store tanker

Det er en maraton forestilling at putte E disse dage. Da han stadig bliver puttet i min seng og til dels bliver ammet i søvn, er jeg tvangsindlagt til hele forestillingen.

Men nu er der ro, og jeg er faldet om på sofaen til Luksusfælden. Min guilty pleasure. Og her er et lille uddrag af mine tanker fra aftenens program.

Pokerrejser? Med binding på hvor mange timer man mindst skal spille… Løber man tør for penge, må man sætte flere ind. Crazy.

Ingen forsikring… Ikke noget sikkerhedsudstyr. Motorcykelulykke. Hmm ubehageligt!

110.000 kr på casino og pokerrejser. Wauw!

Udbyneder – hvor ligger det? Hvordan staver man til det? Det lyder som et ‘nedern’ sted.

En diverse-post på 17.000 kr pr måned. Det er jo en månedsløn for ret mange mennesker.

Bruger de kondicyklen som vasketøjsstativ?

Citat: Jeg skulle have sat hælen noget hårdere i og ikke have været sådan et bløddyr.

Overtøj er overvurderet – åbenbart også i regnvejr.

Reklamer igen!?

Ser hendes øreflipper ikke lidt underlige ud?

Hold da op!!! Han ser godt nok helt anderledes ud uden skæg. Og de har da vist tabt sig. Og hun smiler. Og han kan også.

Slap af!!!! Forhandlinger med kreditorerne har givet besparelser på næsten 1/2 mio kr. Sindssygt!

Sikke en succeshistorie. Nu vil jeg lægge tøj frem til i morgen og kravle i seng.

De mest populære indlæg fra juli

Der er gået endnu en måned, og jeg har med en vis nysgerrighed kigget tilbage på, hvilke af de indlæg jeg udgav i juli, der havde flest læsere. Selvom det har været sommerferie, og der også har været lidt sommerstille, så er der nogle indlæg, der har fået rigtig pæne læsertal.

Som altid starter vi bagfra med det 5. mest læste indlæg. Det var mini-portrættet med frisør og make-up artist Nanna. De er lidt seje de iværksættere, og jeg kan se, at det ikke kun er mig, der læser deres historier, når de er på bloggen 🙂

Indlægget på 4. pladsen handler om mig selv 🙂 Det var nemlig 10 facts om mig. Det er første gang, jeg har lavet den slags indlæg på bloggen, men jeg kan love jer, at jeg har et mere i støbeskeen med yderligere 10 unyttige facts om mig 😉

image

Vi skal møde endnu en iværksætter i det 3. mest læste indlæg. Nemlig Jelena der har startet sit eget børnetøjsmærke med økologisk unisex tøj.

Åh ja lidt “ulykke” har der også sneget sig ind, og det næstmest læste indlæg fra juli handler om den dag, jeg tilbragte på børnemodtagelsen med Lillebror. Han er heldigvis rask igen 😉

image

Ta da! Det mest læste indlæg fra juli er de skønne scener fra putningen af A! Det ser ud til, at I morede jer (næsten) ligeså meget som mig.

Ugen der gik #12

I ugen der gik, har jeg bl.a.:

  • Haft Lillebror med på sin første cykeltur. A var også med, og jeg havde planlagt ruten forbi tre Pokestops 😝

image

  • Både haft og været på besøg ved en del forskellige dejlige mennesker.
  • Fået popcorn salat!

image

  • Gjort mig tanker om, at det her barsel er slut og arbejdet kalder.
  • Været sammen med to vennepar, der har jævnaldrende børn med vores. Og oplevet at alle bare legede (og sov), så alle seks voksne kunne spise og snakke i ro og fred…
  • Haft besøg af nogle dygtige malere, så hele min carport nu har samme farve. Tak.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

  • Haft fornøjelsen af at Lillebror er begyndt at kravle… Det giver helt nye udfordringer.
  • Oplevet at Lillebror kravlede in på As værelse, hvorefter de lukkede døren…. Så stod jeg på den anden side og kunne høre de grinte – og bekymrede mig, når der var alt for stille.

image

  • Forsøgt at lære Lillebror at sove i egen seng. Det går ikke så godt, og projektet blev sat på pause, da Lillebror blev småsyg…
  • Bagt en vildt god p-tærte kage!!! Og spist den! Og overvejet hvornår jeg skal bage den igen…

P-tærte

  • Haft den festligste putning af A!!! Hvis du ikke har læst om den, så skynd dig at klikke her.
  • Været i Cirkus Summarum med A og Manden. Der kommer et indlæg om det senere.

image

Scener fra en putning

Her den senere tid, har det ofte været sådan, at jeg putter Lillebror og Manden putter A. Den anden aften passede det dog med, at jeg kunne nå at putte begge børn, hvilket A plejer at sætte stor pris på. Det er jo ferie, så hun var ikke så træt – og så skulle jeg nok lige testes. Jeg må indrømme, at det er svært at putte med grineflip, så jeg skyndte mig at tage noter. Det skal tilføjes, at vi plejer at læse en historie og så sidder vi ofte lidt ved hende, til der er ro. Nedenstående udvekslinger er fra efter historielæsningen:

A: Mor vil du se mit største smil nogensinde.

Jeg forsøger at ignorere hende, men bliver alligevel nødt til at se hendes smil.


A snakker og laver det helt store ‘show’. Jeg sidder lidt ‘sammenbidt’ i stolen og forsøger at ignorere hende. A lægger hovedet lidt på skrå og kigger op på mig: Mor hvorfor ser du så sur ud?


Da jeg rejser mig for at gå, som vi altid gør, hvis hun ikke forsøger at falde til ro, går hun med. For hvis jeg ikke vil sidde hos hende, så henter hun sin far. Jeg går selvfølgelig med tilbage på værelset…


A: Moar… Jeg har så ondt i min mave, at jeg tror, jeg skal kaste op.

Mig: Skal jeg finde en spand? Vil du ud på toilettet? Hvad tror du hjælper?

A: Det eneste der hjælper er, hvis jeg ikke sover…


A: Mor jeg har taget mine underbukser af

Mig: Hvorfor?

A: Fordi jeg synes det er sjovt at gå med bar numse. Nu har jeg taget dem på igen, men jeg havde ægte taget dem af…


A: Mor vi skal have klippet en neglerod.

Mig: Det må vi gøre i morgen (siger vi altid).

A: Så kan jeg aldrig sove. Så piller jeg bare i den. Og det gør rigtig ondt. Den går helt i stykker. Og så kommer jeg til at pille i den.


Mig: NU gider jeg ikke mere. Læg dig ned.

A: Du er dum! Så gider jeg ikke aldrig mere snakke med dig. Du er også en numse og en tissemand og en tissekone. Du er dum og en numse.


A: Mor vi skal have klippet den neglerod nu. Den er træls at have på. Og jeg kommer til at pille i den. Og det kommer til at gøre ondt.


A: Mor jeg gider ikke sove nu, for det er morgen nu.

Mig: Nej

A: Må jeg gerne kigge ud af mit ene vindue om det er nat?

Mig: Nej

A: Er det nat? For jeg vil gerne i seng, når det er lige ved at være nat. Så er det nat?


A: Må jeg lige gå over og se noget på min tavle?

Mig: Nej

A: Jo jeg gør det hurtigt.

Mig: Jeg går, hvis du går ud af sengen!


A: Hvor er min drikkedunk? HUN ser den på gulvet: Du har væltet den!!!


A kigger på sin plakat med alfabetet: Er der en mus ved M? Hva? Er det der lille dyr en mus?

Mig: Jeg ved det ikke, og jeg er pisse ligeglad.

A: Jeg er også pisse ligeglad og du er dum. Og nu putter jeg dig ind i et skab med alle monstrene.


A: Vil du se, jeg hælder vand ud af min drikkedunk?

Mig: NEJ. Nu kravler du under dynen og lægger hovedet på puden og lukker munden.

A: Man kan da ikke lukke munden…

Mig: Der skal bare ikke komme lyde ud!

A: McDonalds…

Og det blev så hendes sidste ord i aften.