Tag-arkiv: Scanning

Graviditets-skriblerier #19: Vægtskøn og om ikke at være klar

Så er jeg 38+5, og dermed 9 dage fra termin. Jeg er temmelig tung at se på, og jeg møder dagligt folk, der spørger, om jeg er klar/er utålmodig osv. Sandheden er, at jeg IKKE er klar. Pt. nyder jeg min alenetid. At gøre ting i mit eget tempo og ordne forskellige små projekter herhjemme. Og jeg forventer faktisk ikke at føde før min terminsdato.

I weekenden fandt jeg babytøj frem og vaskede det – det var måske også på tide 12 dage før termin, men jeg har ikke lige prioriteret det før. Næste step er den berømte hospitalstaske – den skal faktisk pakkes, selvom man satser på at føde hjemme. Derudover kræver en hjemmefødsel lidt anden forberedelse, som jeg også skal i gang med at se på. Så I kan nok høre, at jeg ikke lige er helt klar til at føde 🙈

Men på det personlige plan, har jeg nu både fået en pedicure og været til frisør, så på den vis, er jeg klar til at skulle være ‘bundet’ til en baby igen.

Kroppens formåen svinger virkelig meget fra dag til dag. Nogle dage kan jeg klare rigtig meget, mens jeg andre dage bliver træt og øm i kroppen af at gå 10 m. Så det er med at lytte til kroppen, og hvile når der er behov.

I går var jeg til jordemoder. Her var det mest spændende (for mig) skøn af babys vægt, som kan få ret stor betydning for, om jeg må føde hjemme. Hun skønnede til 3.800 g, hvilket er i den store ende, men ikke ‘mega stort’. Til gengæld syntes hun, at der var lidt meget fostervand, så det ville hun gerne have tjekket.

Allerede her til formiddag blev jeg ringet op med en tid til scanning et par timer senere. En scanning der viste en baby i trivsel. Passende med fostervand og et vægtskøn på ‘kun’ 3.600 g. Alt i alt gode beskeder. Og selvom jeg venter 14 dage med at føde, så bør baby ‘kun’ veje omkring 4.100 g – sådan ca. og med alle forbehold.

Så nu må jeg hellere igang med at forberede og visualisere den hjemmefødsel. Det har jeg ellers holdt lidt (meget) igen med, for hvad nu hvis…

Maven i dag:

Graviditets-skriblerier #5 – den længe ventede scanning

Endnu et indlæg i rækken om min graviditet. Denne gang fra starten af december.


I dag kom den så. Den længe ventede scanning, som jeg havde lovet mig selv, skulle være en milepæl.

Jeg er 20+0, og vi var så heldige, at vi skulle scannes af den samme jordemoder som sidst. Måske var det helt bevist fra hendes side pga. mit lidt ustabile udfald sidst.

Denne gang var jeg mere rolig. Det gav ro, at høre hjertelyd ved jordemoderen for 1,5 uge siden, og så har der efterfølgende været mere og mere liv i maven.

Scanningen gik fint. Dvs. det var et perfekt lille foster, der svømmede rundt derinde. Men også en lille bandit, der nærmest konsekvent vendte ryggen til og lagde hænderne der, hvor jordemoderen skulle kigge. Men det endte med, at hun fik set det hele.

Eneste ubehagelige overraskelse var placeringen af min livmoder. Den ligger åbenbart dybt denne gang, hvilket jo kan betyde kejsersnit. Heldigvis viste den ekstra scanning, at den ligger 1,5 cm væk fra ‘fødselsdagskanalen’ – og det er åbenbart rigeligt… Supplerende scanning af moderkagen skal kun ske, hvis den er under 1 cm væk… Så pt. arbejder vi stadig med en ‘almindelig’ fødsel 😉

Kønnet fik vi også at se, men hvis jeg ikke allerede har offentliggjort det, når I får dette indlæg – ja så kommer det snart. (Efterskrift: Kønnet blev offentliggjort i dette indlæg)


P.S. Selvom jeg har været rigtig stor i alle mine graviditeter, tog jeg ‘kun’ 20 og 21 kg på de to sidste gange. Den falske fact fra den anden dag, var derfor nr. 9.

Graviditets-skriblerier #4 – hjertelyd og tårer

I var godt nok mange, der troede, at de sidste graviditetsskriblerier var ‘live’. Så denne gang må jeg hellere lige slå fast, at nedenstående er skrevet for 3-4 uger siden.


Hurra der var liv i maven… Ergo gik besøget ved jordemoderen (næsten) som forventet.

Når jeg skriver (næsten), så skyldes det, at jeg lige startede med at græde, da hun spurgte, hvordan jeg havde det… Så fik jeg læsset alt min tvivl af, og vi fik en god snak om min ‘bagage’. Hun var heldigvis hurtig til at få mig på briksen til et tjek, inden vi skulle snakke om ‘alt det andet’.

Det blev til en længere snak om de to forrige fødsler, min sen-abort, den kommende fødsel og min mands ‘diagnose’. Jeg var glad og lettet, da jeg gik derfra, men resten af dagen var jeg også træt, på den der måde man kan blive efter at have grædt.

Jeg er nu i 20. uge og om fem dage er der misdannelsesscanning. Det skal bare gå godt. Så får I måske besked her på bloggen. Det kan ikke rigtigt skjules længere in real life. Selvom jeg godt nok var til en fødselsdag i fredags i en ganske stram kjole, men hvor ingen tilsyneladende turde spørge 🙈

Ellers har jeg her i weekenden for første gang oplevet, at min krop bliver træt. Efter 100 projekter, hvoraf en del foregik stående (bl.a. bagning af pebernødder og kreering af juledekorationer), må jeg indrømme, at min krop er træt! Hurra for middagslur, selvom det ikke redder alt.

Graviditets-skriblerier #2 – Når alle veninder skriver ‘What!?’

Jeg er nu kommet så langt, at jeg har været til den første scanning, og fået fortalt nyheden til venner og familie. I dag er jeg 15+6, men jeg vil spole tiden tilbage til scanningen.

Vi var indkaldt til scanning på den dag, hvor jeg ifølge “papirudregningen” var 12+0. Jeg var dog 12+5, da jeg gik derfra, men det har jeg efterhånden prøvet nogle gange 😉 Jeg tror, at jeg var mere nervøs og anspændt, end jeg havde ville erkende. Så da jordermoderen spurgte, om det var min første scanning, begyndte jeg at græde. Hun skyndte sig at scanne mig, og der var heldigvis et fint hjerteblink.

Før jeg fik min søn, havde jeg en senabort i 16. uge. Derfor fik jeg tilbudt ekstra tryghedsscanninger under min sidste graviditet. Det kunne jeg sikkert også have fået under denne, hvis jeg havde bedt om det. Det har jeg ikke. Jeg prøver at gennemføre uden, og på den måde måske fjerne lidt nervøsitet og “unormalhed”.

Efter scanningen var den første, der skulle have besked min datter. Hun bliver snart 6, så det var ikke noget, jeg på nogen måde ville holde hemmeligt for hende. Siden vi fik hendes lillebror, har hun aldrig bedt om flere søskende, så jeg var ret nervøs for hendes reaktion. Heldigvis blev hun glad, og hun glæder sig.

Dernæst fik familie og venner lige så stille besked. Stort set alle de veninder, jeg har givet besked via messenger eller sms, har returneret med følgende: What! Det havde jeg ikke set komme. Stort tillykke.

Det sværeste har sådan set været, at fortælle det til kollegerne. Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor, men måske det med at skulle snakke om det? Eller frygten for at miste igen? Men da jeg var 14+5 spurgte de mig i vuggestuen, om jeg var gravid – og så var det vist på tide at få det meldt ud på jobbet også…

Status pt. er, at jeg har det godt. Jeg er tyk og kvabset at se på, men der er også en antydning af mave det rigtige sted. Jeg er også stadig lidt træt, men ikke så voldsomt, at det fylder mit hoved hele tiden.