Tag-arkiv: Sengetid

Jeg glæder mig over…

Jeg har været ramt af den dødsensalvorlige og meget farlige mandeinfluenza. E har nærmest været syg mere end han har været rask de sidste to måneder. I dag er Manden syg (tror jeg har smittet ham…). Jeg sover for lidt osv…. Så alt er en fest. Men for at alt ikke skal gå op i brok, får I her lige et par lyspunkter i mit liv 😊

  • Jeg OVERLEVEDE influenzaen, selvom det så sort ud.
  • De vinterjakker til børnene, som jeg endte med at bestille online, passede perfekt.
  • Det regner – så jeg slipper for at vande de planter, jeg har sat/flyttet i mit bed.
  • Starten til årets pakkekalender er gået. Den første pakke er indkøbt 🙂

image

  • Weekenden byder på hele TO fødselsdagsarrangementer, så der skal formentlig guffes kage og “slappes af”, mens andre underholder mine (forhåbentlig raske) unger.
  • Og den ene fødselsdagsgave som så ud til ikke at nå frem i tide kom på mirakuløs vis med posten i dag
  • A og jeg har forøvrigt lavet sammenbagte kanelsnegle – og der er stadig mange tilbage. Jeg begriber det ikke…

img_3144

  • Min vaskemaskine og tørretumbler er de mest fantastiske opfindelser! Skarpt forfulgt af min opvaskemaskine 😛
  • Efter næsten ½ år er mine nøgler dukket op igen! Ved godt jeg har nævnt det før, men det er da værd at glæde sig over.
  • Jeg hopper lige straks i kassen.

Scener fra en putning

Her den senere tid, har det ofte været sådan, at jeg putter Lillebror og Manden putter A. Den anden aften passede det dog med, at jeg kunne nå at putte begge børn, hvilket A plejer at sætte stor pris på. Det er jo ferie, så hun var ikke så træt – og så skulle jeg nok lige testes. Jeg må indrømme, at det er svært at putte med grineflip, så jeg skyndte mig at tage noter. Det skal tilføjes, at vi plejer at læse en historie og så sidder vi ofte lidt ved hende, til der er ro. Nedenstående udvekslinger er fra efter historielæsningen:

A: Mor vil du se mit største smil nogensinde.

Jeg forsøger at ignorere hende, men bliver alligevel nødt til at se hendes smil.


A snakker og laver det helt store ‘show’. Jeg sidder lidt ‘sammenbidt’ i stolen og forsøger at ignorere hende. A lægger hovedet lidt på skrå og kigger op på mig: Mor hvorfor ser du så sur ud?


Da jeg rejser mig for at gå, som vi altid gør, hvis hun ikke forsøger at falde til ro, går hun med. For hvis jeg ikke vil sidde hos hende, så henter hun sin far. Jeg går selvfølgelig med tilbage på værelset…


A: Moar… Jeg har så ondt i min mave, at jeg tror, jeg skal kaste op.

Mig: Skal jeg finde en spand? Vil du ud på toilettet? Hvad tror du hjælper?

A: Det eneste der hjælper er, hvis jeg ikke sover…


A: Mor jeg har taget mine underbukser af

Mig: Hvorfor?

A: Fordi jeg synes det er sjovt at gå med bar numse. Nu har jeg taget dem på igen, men jeg havde ægte taget dem af…


A: Mor vi skal have klippet en neglerod.

Mig: Det må vi gøre i morgen (siger vi altid).

A: Så kan jeg aldrig sove. Så piller jeg bare i den. Og det gør rigtig ondt. Den går helt i stykker. Og så kommer jeg til at pille i den.


Mig: NU gider jeg ikke mere. Læg dig ned.

A: Du er dum! Så gider jeg ikke aldrig mere snakke med dig. Du er også en numse og en tissemand og en tissekone. Du er dum og en numse.


A: Mor vi skal have klippet den neglerod nu. Den er træls at have på. Og jeg kommer til at pille i den. Og det kommer til at gøre ondt.


A: Mor jeg gider ikke sove nu, for det er morgen nu.

Mig: Nej

A: Må jeg gerne kigge ud af mit ene vindue om det er nat?

Mig: Nej

A: Er det nat? For jeg vil gerne i seng, når det er lige ved at være nat. Så er det nat?


A: Må jeg lige gå over og se noget på min tavle?

Mig: Nej

A: Jo jeg gør det hurtigt.

Mig: Jeg går, hvis du går ud af sengen!


A: Hvor er min drikkedunk? HUN ser den på gulvet: Du har væltet den!!!


A kigger på sin plakat med alfabetet: Er der en mus ved M? Hva? Er det der lille dyr en mus?

Mig: Jeg ved det ikke, og jeg er pisse ligeglad.

A: Jeg er også pisse ligeglad og du er dum. Og nu putter jeg dig ind i et skab med alle monstrene.


A: Vil du se, jeg hælder vand ud af min drikkedunk?

Mig: NEJ. Nu kravler du under dynen og lægger hovedet på puden og lukker munden.

A: Man kan da ikke lukke munden…

Mig: Der skal bare ikke komme lyde ud!

A: McDonalds…

Og det blev så hendes sidste ord i aften.

Mor må jeg ikke nok selv bestemme, hvornår jeg skal i seng?

Den nye seng - uden dyne, da der puttes i stuen

Mor må jeg ikke nok selv bestemme, hvornår jeg skal i seng?

Sådan sagde A den anden dag, da vi sad og spiste aftensmad. Min første tanke var, hvor det mon kom fra. Dernæst svarede jeg kækt, at det måtte hun gerne, hvis bare hun bestemte, at det var kl syv… Det er nemlig det tidspunkt, vi siger, at hun kommer i seng på. Hun kan ikke klokken, så det er nemt at rykke lidt frem og tilbage, men oftest går vi igang med putning lidt over syv, og så sover hun omkring halv otte.

Jeg spurgte dernæst videre: Er det fordi, du gerne vil være længe oppe? Hendes svar overraskede mig: Nej, jeg vil gerne i seng nu.

Hehe nogen gange minder hun mig sådan om mig selv som barn 🙂 Jeg kan huske, hvordan jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte komme i seng.

Men selvom hun var sød, og hun mindede mig og mig, så var Manden og jeg enige om, at kl 17.45 var for tidligt at blive puttet. Hun er nemlig glad for at stå tidligt op, og det er vi ikke så store fans af.

Kompromisset blev, at hun fik sin dyne ind i sofaen, og hvis hun faldt i søvn, ville vi bære hende i seng. Hun holdt en time, men kl 18.45 forbarmede jeg mig over hende, og så blev hun puttet af mor.

Lignende indlæg: