Tag-arkiv: Slik

700 g bland selv slik, en tur over Storebælt og britisk stand-up

Fredag eftermiddag pakkede jeg bilen med min mand, vores dyner og 700 g bland selv slik. Så gik turen over Storebælt mod Fields parkeringskælder.

Vi fandt en italiensk restaurant i deres food court, hvor vi nød lidt aftensmad i ‘fred og ro’.  Vi lignede måske ind i mellem sådan et par, der ikke har noget at snakke om, men efter 3,5 timer sammen i en bil, og aftensmåltider der normalt er præget af kaos, var det helt rart bare at spise i ro og mag.

Dernæst gik turen mod Royal Arena. Turens mål var et stand-up show med britiske Ricky Gervais. Det var min mands fødselsdagsgave, som han har kendt til, siden billetterne kom i salg i februar (Han har fødselsdag i morgen). Han er stor fan, mens jeg var på mere ukendt grund. Jeg er generelt glad for stand-up, men har stort set ingen erfaringer med den udenlandske slags. Jeg var lidt bekymret for, om jeg ville forstå det, men det blev hurtigt gjort til skamme.

Jeg må sige, at fredag aften fik Ricky Gervais en ny fan! Hold nu op, han var dygtig. Halvanden time fløj af sted. Der var ikke som sådan nogen rød tråd, men emnerne kom let og elegant – og pointerne var SÅ skarpe. Ham må jeg helt sikkert se igen. Måske bare på tv i første omgang.

Vi overnattede i min venindes lejlighed på Østerbro, og dagen efter serverede hun morgenmad for os i kærestens lejlighed på Vesterbro. Rigtig hyggeligt.

På turen hjemad fik vi næsten spist det sidste slik. Snakket lidt mere uden børnenes normale afbrydelser. Og så sov jeg vist også et kvarters tid.

Det var en skøn tur! Snak, grin, og godt selskab. Tak 😘

Når tiden løber stærkt…

Jeg synes, at tiden forsvinder lidt mellem hænderne på mig i disse dage. Og hvad laver jeg så, når jeg nu ikke blogger? Tja den sidste uges tid har jeg bl.a. brugt på nedenstående:

  • Smurt madpakker med blød mad og alt udskåret i små bidder. En skal skåne sine fortænder…
  • Hostet en del. Det tager lidt energi, men i dag har været god, så jeg er nok nærmest rask.
  • Været til åbent hus på min mands arbejde. Der var både en pølsevogn og en Hjem-is bil. Jeg kunne være blevet der for evigt 😝
  • Deltaget i en skattejagt til selvsamme arrangement. Den hurtigste brugte vist 17 minutter og gik 800 meter. Med tre (uenige) børn brugte ‘jeg’ 47 min og gik 2,4 km… Men vinderne blev fundet ved lodtrækning, og den nailede vi da lige. Jubiii slik til os 👍🏻
  • Været i hovedstaden til bestyrelsesmøde – sådan en dag, hvor jeg forlod mødet ca. hver time pga et hosteanfald. Great….
  • Haft en lækkende mælk i bagagerummet. Jeg troede, jeg havde gjort tilstrækkeligt rent, men i dag stank det simpelthen som en sur lorteble! Stakkels den dreng, der fik tjekket sin ble et par gange, før jeg fangede sammenhængen.
  • Været totalt inaktiv på min egen Instagram. Men til gengæld haft et Facebook opslag, hvilket sker sjældnere og sjældnere. Men vi havde lige en lejlighed uden lejere 🙈 Det er forhåbentligt snart løst.

Det er ca. det. Så kan I jo sagtens se, at der ikke er tid til at blogge. Haha.

10 tegn på en længe ventet weekend

Det er fredag. Børnene og jeg er lige ankommet på hjemmets matrikel. Det er weekend nu. En weekend uden planer. Og det er tiltrængt. For en gang skyld er det solskin, så vi sidder udenfor og får lidt fredagsslik. Jeg kan mærke, hvordan roen lige så stille sænker sig.

Weekenden er SÅ tiltrængt for mig. Nu er jeg jo en rimelig civiliseret voksen, men hvis jeg havde været et barn, er her 10 tegn på, at jeg trængte til weekend.

  • Jeg ville nægte at stå op om morgenen. Bare vende mig om og sove videre.
  • Jeg ville nægte at tage med hjem, hvis min mor havde tjekket mig ud uden min accept.
  • Jeg ville skrige højlydt, hvis der sad en plasticmand fast i en legetøjsbus, jeg havde fundet.
  • Jeg ville græde vildt og voldsomt, hvis jeg blev nægtet at få selvsamme legetøjsbus med hjem.
  • Jeg ville lave en lort, mens jeg fortsat græd over legetøjsbussen.
  • Jeg ville nægte at gå selv – nogen steder.
  • Jeg ville sætte mig ned midt på parkeringspladsen – uagtet lorten i min ble.
  • Jeg ville lave et større drama ud af, hvor ubehageligt et hul i mine strømper føltes i mine sko.
  • Jeg ville fortsætte dramaet, når jeg fandt ud af, at strømperne stod til at blive kasseret.
  • Og så ville jeg falde helt til ro, når fredag indfandt sig og min mor serverede fredagsslik på terrassen.

Hav en skøn weekend!!!!

Hvordan går det med din bikiniform?

Der er nogen én, der har været så flabet venlig at spørge, hvordan det går med min bikiniform aka min vægt…

Det går desværre ikke så godt. Alt gik jo godt i januar. Og som sådan også ok i februar, men de gode resultater blev lidt ædt op af runde fødselsdage med god mad og alkohol.

I marts gik det helt op i hat og briller, hvor jeg slap tøllerne helt. Vi var ramt af sygdom, og jeg havde ondt af mig selv. Og så skal der spises chokolade og alt muligt andet. Jeg er nok lidt en alt eller intet person, så det med at komme tilbage på hesten kræver en del viljestyrke.

Min vægt denne onsdag siger det samme som i slutningen af januar. Det er ikke godt nok, når jeg er træt af de ekstra kg. Helt ærligt – det drejer sig om 3 skide kg. Jeg vil gerne derned, men omvendt har jeg også aftalt med mig selv, at hvis det er for svært at holde vægten, så er det måske bedre at blive glad for de ekstra 3 kg, og så kunne leve uden at skulle tænke så meget over det. Men jeg skal jo først lige derned… Jeg burde bare tage mig sammen.

Det ville jeg så gøre i dag. Det gik vel ok i den forstand, at jeg sagde nej til kage, men jeg spiste nok stadig for meget til både frokost og aftensmad. Lige forude venter 10 dages påskeferie. Og for mit vedkommende står den altså på kage og chokolade.

Så konklusionen er, at den der bikini/badedragt der kalder om halvanden måned, den er jeg ikke i form til.

Bikiniformen ude af sigte…

Den der bikiniform, som jeg arbejdede på, er pt. lidt ude af sigte. Det gik mægtig godt i januar. Faktisk også ok i februar, hvor jeg undgik udskejelser i hverdagene, men samtidig var både til 30, 60 og 70 års fødselsdag, med alt hvad det indebærer.

Så kom marts… Og en uge med alt for meget arbejde og for lidt søvn… Og i onsdags, hvor jeg arbejdede hjemme, stod jeg pludselig med hænderne i slikkassen. Noget jeg ikke rigtigt har praktiseret i år – før nu. Torsdag var der en fejring på arbejdet, hvor jeg bestemt ikke holdt mig tilbage – og det samme var tilfældet fredag, hvor der var fødselsdagskage. Weekenden er gået, som den slags kan gå.

Min Bootcamp er netop slut, og i dag var der vejning. Dygtige mig fik ikke sendt resultaterne til mig selv, men de tal jeg kunne huske fra den avancerede vægt, var næsten det samme som ved indvejningen. Vægttab var dog på 1,3 kg og en ny fysisk alder på 39 – hvilket er bedre end de 42 fra sidst . Især når jeg kun er 33 🙈Damen med centimetermålet, målte mig større end sidst, men hun målte godt nok også løst. Så jeg målte selv, da jeg kom hjem, og så fik jeg mindre tal 😉

Jeg har heldigvis tilmeldt mig endnu en omgang Bootcamp. Det er så fedt. Anderledes øvelser, frisk luft og sved på panden. Så nu satser jeg bare på, at min muskelmasse vokser så meget, at min forbrænding stiger til et passende niveau ifht. de mængder af ‘mad’ jeg kører indenbords.

Så den der bikiniform, jeg satsede på at ramme til maj, den er pt. ude af sigte. Jeg har heldigvis købt en badedragt 🙈 Og så var det problem løst – eller noget.

Hep lige på, at jeg kan tage et nyt lille sukkerstop (og modstod?), så jeg kan blive bikiniklar.

Onsdag er vejedag…

Så blev det onsdag igen, og som alle andre onsdage gennem de sidste 4 år, så starter jeg morgenen på vægten. Resultatet noterer jeg ’sirligt’ i et regneark, for jeg er jo ingeniør.

Dvs. jeg ret præcist kender min vægt efter mit første ammestop, til mit bryllup, i forbindelse med min abort, graviditet, amning, jul, sommerferie osv osv osv.

Og det er ikke sådan, at vægten styrer mit liv. Ofte er tallet blot en konstatering, men lige her i januar følger jeg nu godt med.

Her i januar har jeg jo (igen) kørt ‘Nej tak’ til slik, kage, alkohol og chips. Det er gået godt! Udover alle fejringerne på job, så har jeg også gennemført to familiefødselsdage uden kage og is. Eneste store ’synd’ var en totalt syndig chokoladekage med is på en venindedate, men den havde jeg bevilliget mig selv i forvejen. Derudover fik jeg en (måske to) håndfulde pommes frites en dag familien fik McD (og jeg fik rugbrød). Ellers har jeg fået pålægschokolade til morgenmad ved ‘behov’, og  i går spiste jeg et lille stykke mørk chokolade.

Jeg er jo også begyndt at træne lidt mere/anderledes. Så måske bliver jeg lidt stærkere. Jeg fortalte om de små ‘tips’ til at spise lidt sundere, men jeg har også udviklet nogle små tips til at bevæge sig lidt mere. De fleste af jer, kender nok tricket med at parkere lidt længere væk fra sit mål eller hente kaffe i kaffeautomaten lidt længere væk. Men jeg er faktisk begyndt at udnytte tiden ved printeren til Wall-sit eller squat. Bliver jeg opdaget, så mister jeg vist al respekt på kontoret 😉 Og når jeg børster tænder går jeg op og ned af børnenes 30 cm høje skammel. Alt tæller.

Men skal I vide, hvad vægten sagde i morges? Den sagde præcis 1,9 kilo mindre end for fire uger siden. Det er super ok, så længe jeg stadig spiser panerede karbonader, sovs og pizza.

Men nu er jeg klar til 30 års fødselsdag i weekenden med alt, hvad det nu indebærer.

Kan vi lige tale lidt om Halloween…

Bum så blev det Halloween, men er det egentlig ikke lidt som om, at det har varet hele oktober?

Jeg læste et sted, at Halloween nu er fire gange større end fastelavn her i Danmark. FIRE gange… Det må være målt på butikkernes omsætning af diverse “gejl”. Men det er godt nok helt vildt alligevel.

Jeg plejer at være ok til at huske at købe slik ind til fastelavn og til dels også til Halloween. I år havde jeg glemt det, og aldrig før har vi haft så mange børn forbi. Hurra for utrolig mange slikkepinde og overskydende fødselsdagsslik på lageret.

img_3258

Herhjemme startede det med “Slik eller ballade” allerede fredag aften, og siden har vi haft besøgende både lørdag aften, søndag eftermiddag og aften samt idag. Den første i dag kom allerede kl. 15 . Det er godt nok tidligt en mandag eftermiddag for os, der har et almindeligt arbejde. Men det var den kæreste lille drage, som jeg skyder til at være 3 år. Jeg havde sådan et lyst til både at give ham et kram og tage et billede.

A har også spurgt flere gange, hvornår hun skulle ud og lave Slik eller ballade. Jeg har haft meget svært ved at rumme det oveni fødselsdag og søvnmonster, så jeg har holdt hende lidt hen. Heldigvis er hun blevet inviteret med sin bedste ven og hans far i dag, så nu slipper jeg for at have dårlig samvittighed. Og som I kan se på billedet, har vi også bidraget til butikkernes omsætning, for hun snørede mig for en slags kurv i Netto tidligere på måneden.

img_3256

Den anden dag overhørte jeg også As veninde spørger, hvorfor vi dog ikke havde et græskar? Det er vi åbenbart de eneste på hele vejen, der ikke har… Jeg har også haft ambitionen, men så blev vi syge i efterårsferien, og jeg blev “frarådet” at kaste mig ud i det, den weekend jeg var alene med begge børn…

Men hvad er det Halloween egentlig? Er I skarpe på det, eller er det bare græskar og slik? Det er jo allehelgensaften, der kaldes “All Hallows Eve”. Det er en kristen tradition, og derfor ikke noget nyt i Danmark. (Det nye er måske Slik eller ballade delen) Ret beset er det en festdag, for alle de helgener der ikke har deres egen dag, og sådan har det været siden år 731. Allehelgensdag er d. 1. november (hvor E er født), og aftenen før kaldes allehelgensaften. Ifølge folketroen var den forbeholdt hekse og genfærd, som kom frem for at håne de helgener man fejrede den kommende dag. Allehelgensdag og -aften blev afskaffet ved helligdagsreformen i 1770, og har siden kun eksisteret i den kirkelige kalender.

Så blev det fredag…

Ja så blev det fredag. Jeg har ramt sofaen og nyder lige lidt ro, mens E sover – så længe det varer. Altså ro er så meget sagt, for A ‘hopper’ rundt i sofaen og udskyder sin sengetid med det ene gode argument efter det andet, samtidig med at hun ser Bamse og spiser chips.

Fredag har ramt os. Og helt uventet ramte vi den med overskud. Vi sov alle ok i nat. Pigerne ud af døren i morges (under højlydte protester fra A), mens drengene tog en hjemmedag.

Overskuddet bragte os alle fire i Bilka efter fredagsslik og pludselig var weekendens indkøb også klaret.


Så nu ligger jeg her og spiser slik i min sofa. Begge børn sover,  og jeg tæller ned til min sengetid.

Tusind tak for jeres gode tanker og vibrationer til mit indlæg fra i går. Hav en skøn weekend.

Jeg ser tilbage på Sund September

Så er September ovre, og Sund September er overstået for mit vedkommende. Hermed får I en kort status:

  • Grønsager til alle tre hovedmåltider. Det var faktisk lidt svært. Især til frokost i weekenden – og til flere aftensmåltider. Motivationen til at få lavet salat til aften, var størst i starten (før vi blev ramt af sygdom…)
  • Rugbrød til morgenmad på alle hverdage. Gennemført uden problemer.
  • Et gennemsnit på mindst 8.000 skridt om dagen set over en uge. Det er gået over al forventning – hold op jeg går meget. På en hverdag ligger jeg ofte mellem 8.000 og 10.000 skridt. Gennemsnit for hele måneden er 11.503 skridt pr dag
  • En form for motion mindst to gange om ugen. Det var værre! Faktisk blev det alle uger kun til enten en løbetur eller en cykeltur til og fra arbejde.
  • Nej tak til slik, chips og kage i hverdagen – og også de fleste weekenddage. Det blev gennemført ret flot. Jeg havde booket to “fridage” ind, hvor jeg den ene fik en is og den anden gik lidt amok i kage og chokolade og flødeboller. Derudover har jeg ikke en gang spist mørk chokolade.
  • Mindst 8 glas vand pr. dag. Intet problem – det gjorde jeg åbenbart allerede i forvejen.
  • Vitaminpiller hver dag. Gennemført 90 % af dagene.

Hvad har jeg så opnået?

  • Mere energi – også selvom vi har været ramt af sygdom.
  • Mindre sukkertrang, selvom der stadig er en sukkerlyst, så er det ikke en trang eller afhængighed.
  • Vægttab på ca 1 kg
  • Og så har jeg mega meget savnet min pålægschokolade til morgenmad. Jeg er åbenbart den eneste, for da pakken var tom, var der ingen andre i familien, der fandt en ny frem.

Ugen der gik #17 og status på Sund September

I ugen der gik, har jeg bl.a.:

  • Været til ørelæge med A. Det blev så mit eneste “kig” på Aarhus Festuge i år. #kedeligtype
  • Leget “Sonofon godaften” på jobbet. Hurra for videomøder når kollegerne sidder i Vejle og KBH.

image

  • Været til foredraget: “Sådan holder du dig ung og smuk – med mindst mulig indsats”. Og desværre følt mig lidt snydt over indholdet… 🙁
  • Heldigvis har de en skøn udsigt fra 15. sal – selv på toilettet.

image

  • Lært lidt om, hvornår A lærer at høre efter – og konstateret, at man ikke spiser ret meget yoghurt med en pind.
  • Været på skolevejsbesigtigelse og nydt en skøn solstråle.

image

  • Haft ondt i mit håndled. Overbelastning? Don’t know, men knap så praktisk med 10 kg ikke-gående barn…
  • Haft TO vågne børn søndag ‘morgen’ kl 5.20….
  • Startet Sund September med nogle kloge ord fra Mærsk Mc-Kinney Møller.

image

Status på Sund September. På dag 1-4 har jeg bl.a.:

  • Overlevet TRE jubilæer på mit arbejde med dertilhørende servering af chokolade, slik, chips, sodavand og vin. Heldigvis også frugt, nødder og dansk vand.
  • Konstateret at jeg uden problemer drikker 9-10 glas vand dagligt.
  • Gået ml. 7.500 og 21.000 skridt pr. dag.
  • Løbet én gang.
  • Haft en overkommelig sukkertrang.

image