Tag-arkiv: søndag

Søndag aften ved tremmesengen

Jeg sidder ved tremmesengen, og venter på at yngstearvingen overgiver sig til søvnen. Det ser ud til, at det kommer til at tage lidt tid. Hans storesøskende ligger i deres respektive senge med hver deres iPad. Jeg er nemlig eneste voksen på vagten i aften. Min mand er på vej hjem fra en fodboldkamp, der desværre ikke endte godt.

Ny status er at mellemstebarnet sover. Så hans iPad er nu slukket.

Jeg har savnet at blogge, men i mit hoved var det ligesom blevet til, at mit næste indlæg skulle handle om jobstart på det nye job. Gud fader bevares hvor er det kedeligt at skrive om… Jeg har gjort et par forsøg, men teksterne bliver sådan meget opremsende ifht. at jeg har lavet intro, været både i Aalborg, Odense og hovedstadsområdet – udover selvfølgelig at sidde på min plads i Aarhus. Gaaaab det er kedeligt at læse, så det indlæg får I ikke (medmindre at MANGE af jer efterspørger det, eller stiller spørgsmål om emnet)

Så nu får I sådan et søndagsindlæg istedet, hvor jeg lige ser lidt tilbage på den forlængede weekend. Jeg havde nemlig fri torsdag, hvor jeg bl.a. bagte hveder. Der er lidt sjovt at tænke på, at jeg havde min hjemmefødsel sidste år på Store bededag, og bagefter fik både jeg, mine hjælpere og jordemødre hjemmebagte hveder fra aftenen før. Det minde vil nok komme hver gang jeg får varme hveder i fremtiden.

Ellers havde vi lovet børnene i Ree Park i fredags. Det pissede ned. Og den lovede opklaring kom aldrig rigtigt. Så det blev en kort tur, men vi hyggede os. Børnene fik is. Vi så løverne tæt på, og så kunne jeepen ikke trække os op ad bakken på vores safaritur. Så sad vi der og frøs, mens regnen piskede ned. Heldigvis kom hjælpen i form af en gaffeltruck, der kunne trække os fri.

Lørdag var der mødregruppehygge med yngstearvingen. Det er virkelig hyggeligt, selvom vi ikke ses så tit mere.

I dag… Tja. Jeg har brugt dagen på ikke at kunne rumme min 3 årige. Desværre. Men når jeg hverken kan honorere hans grædende krav om en Mickey Mouse poseklemme, slushice i blandede farver og slik efter aftensmaden, så er der grobund for rigtig mange konflikter og frustrationer. Øv. Men i morgen er en ny dag (hvor vi ikke skal gå op af hinanden hele dagen).

Og så kom jeg igang med at blogge. Vi skrives ved 😊

Min udsigt herfra

Jeg ligger ned. På ryggen. Og på mine lår sidder min søn. Han ser iPad. Jeg blogger på min telefon. Det er søndag. Resten af familien sover.

Når jeg drejer hovedet ser jeg LEGO klodser, lastbiler og traktorer. Vi er nemlig på børneværelset.

Ugen er gået med ondt i halsen og sygdom i kroppen. Fredag var jeg forbi lægen til et tjek. Dommen var virus. Det forsvinder gradvist fra min krop. Og forhåbentligt byder den kommende uge på en del mere overskud.

Udsigten for i dag lyder på sommerfest for mine kolleger og deres familier. Vi skal være i vores carport. Maden kommer fra Bones.  Vi skal have hentet lidt borde og stole ved naboerne. Kryds fingre for lidt solskin. Og tørvejr!

Nu kom min datter. Så jeg må hellere bare trykke udgiv og være lidt nærværende igen.

God søndag.

En søndag morgen

Det er søndag morgen, og det regner. Skybrud er der vist nok blevet lovet. Jeg har både intet og alt på hjertet, så det bliver et rodet indlæg, tør jeg godt love.

Vi har haft ferie i to uger. Den sidste af dem har vi tilbragt i sommerhus i Nordjylland. Jeg har utallige gange haft lyst til at skrive på bloggen, men hver gang har jeg været tom for ord. Så det er kun blevet til 2-3 præ’fabrikerede’ indlæg. Det beklager jeg, men bloggen skal jo være lystdrevet.

Så nu sidder jeg her med min morgenmad. Sønnen sidder ved siden af med en iPad. Ham har vi forøvrigt ødelagt med ALT for meget skærmtid her i ferien.  Og i dag kom der en løftet pegefinger fra selveste Lola Jensen om slet ingen skærmtid til børn under to år…

Nå men her sidder jeg. Morgenen startede kl. fem, hvor min datter sad i sin seng og råbte på mig. Hun fik (selvfølgelig) vækket sin lillebror, så jeg fik vist også råbt lidt af hende. Ups. Hendes problem var, at hun ikke kunne sove. Så hun fik selvfølgelig besked på at finde en iPad, så jeg straks kunne bringe hendes lillebror tilbage til drømmeland. Det lykkedes, og på trods af min dårlige samvittighed over at have råbt af hende, så faldt jeg også i søvn. Vi vågnede halv otte, hvorefter jeg fandt min datters seng tom. Men jeg fandt hende trygt sovende i favnen på sin far. Der sover de såmænd endnu.

Når jeg ser på regnen, tænker jeg på dette indlæg om solcreme, som jeg skrev sidste sommer. Og jeg tænker at mit ukrudt nu går endnu mere amok – og det er nærmest fysisk umuligt….

Jeg tænker på, om det er sommervejrets ‘skyld’, at jeg har shoppet så umanerligt meget, at jeg nærmest bliver helt flov? Heldigvis skal meget af det retur… Det letter lidt på min samvittighed.

Og nu skal den rigtige sommer ikke komme ultimo august, for husets mindste beboer er begyndt at være ret presset i sine sandaler, og som udgangspunkt har jeg ikke tænkt mig at købe nye til ham i år. Jeg havde dog fundet et super godt tilbud på Ecco sko, men det viste sig så også at være en model uden lynlås. Og det gider vi ikke, så de skal retur, og jeg har fundet et semi-godt tilbud på nogle andre. Så der kommer pakker til mig igen på tirsdag… (Ja, jeg skrev pakker i flertal 🙈)

Nu er vaskemaskinen færdig med sin sjette vask, siden vores hjemkomst, så den må jeg hellere give min opmærksomhed. Vi skrives ved.

En udmattet mor…

Lad freden sænke sig over det lille hjem på en efterårssøndag – gå væk forbandede sygdom og hosteri…

Søndag forløb ikke lige som planlagt. Manden har været skidt og sovet det meste af dagen, så jeg har været “alene” med lillepigen, som har hostet mindst hver 5 min HELE dagen – og ikke sovet lur pga. den forbandede hoste. En lang (hyggelig) dag med en træt og pylret Lillepige = en træt Krøltop.

Men en gåtur i regnvejret blev det til – og de sultne ænder fik noget brød. Jeg bager en del, så det hænder desværre ofte, at vi har noget gammelt brød “tilovers”. Vi er ikke så gode til at komme forbi ænderne, men det kunne vi jo øve os i. Det er en fin lille gåtur og hyggeligt samvær uden tv, tablet og telefoner.

Brødrester til ænderne
Brødrester til ænderne

Madplanen var lagt, så der blev lavet weekendmad: Jordskokkesuppe med piskefløde og bacon. Mums, så kan man tale om cremet suppe. Og så bagte Lillepigen og jeg nogle suppebrød, jeg har fundet på Arlas hjemmeside. Jeg havde lige overset, at opskriften var to portioner og ikke til to personer… Så vi fik pænt mange små brød ud af. De blev stukket ud med kageforme, så det var de fineste små stjerner og hjerter 🙂