Tag-arkiv: Sommer

Status pt #38

Ferien lakker mod enden. Mandag går det løs igen 🙈 På den ene side ønsker jeg ikke, at ferien skal ende. På den anden side savner jeg hverdagen og dens rytme. Status pt. er:

  • Mine børn sover til mellem kl. 8 og 9 stort set hver dag. Alle tre! Så jeg sover også til over kl. 7 – weee.
  • I lørdags var jeg til Ed Sheeran koncert med min mand. Super fed koncert selvom jeg ikke var nogen særlig fan inden (det er jeg nok nu). Et døgn uden børn var så skønt et afbræk i ferien. Også selvom vi sov på vandrerhjem og fik alt for lidt søvn.
  • I dag var vi været i Cirkus Summarum. I år havde jeg fået billetter på første række, så gæt hvem der blev valgt, da der skulle findes en mor til at deltage i et nummer…. Nemlig – mig! Men kun fordi min datter sagde, at jeg var en sød mor ❤️
  • I går var vi i Munkholm Zoo, hvor jeg holdt en fugleedderkop.
  • Og så fik jeg endelig pumpet en to-hjulet cykel til den 3-årige i torsdags. Efter 20 minutter cyklede han selv, så nu står den på daglige ture ud på cyklen – han skal nemlig stadig have hjælp til at komme igang, hver gang han stopper.
  • Træningen er gået i stå. I starten undskyldte jeg mig med at børnene gik sent i seng. Så var det varmen, og nu er det bare træthed. Glæder mig ikke specielt meget til onsdag, hvor jeg skal se, om jeg har holdt min vægt henover ferien – det var nemlig målet 😉
  • Jeg skulle forestille at lave madplan lige nu… For i morgen står den på det ugentlige indkøb (Bilka to go). Mit hoved er helt tomt for ideer, og jeg får nok ikke ros for 7 x rugbrød med spejlæg… Så jeg må hellere komme igang.

God aften

Sommerhusferie i Danmark – Samsø edition

Vi har nu for sjette år i træk tilbragt en uge af vores sommerferie i et sommerhus i Danmark. Vores ferier har været tilbragt i henholdsvis Blåvand, Kerteminde, Ebeltoft, Sæby, Jesperhus (ok ikke helt et normalt sommerhus) og så Samsø i år.

Når jeg tænker tilbage, har vi haft godt vejr på alle vores ferier. Vi har i hvert fald badet, og været meget mere udenfor end hvis vi var herhjemme. I år fik vi også badet. Det blev dog kun til 2,5 gange i havet, da det store badekar i sommerhuset var et langt større hit hos børnene 😝

Udover badekarret var det et stort hit at male på sten! Og finde dem – flere strandture var kun med det formål at samle sten. Og der blev malet udenfor i både kulde og varme. Jeg havde købt de her tuscher (reklamelink), som var nemme at håndtere for både ham på 3 år, hende på 7 år og så mig selv 😉

Ellers har vi virkelig ikke lavet ret meget. Altså vi har besøgt Verdens største labyrint – det kan anbefales for alle aldersgrupper. Så har vi fået is forskellige steder. Gået lidt rundt i idylliske Nordby, leget på Tarzanbanen i Tranebjerg og set på det hektiske lystbådeliv i Ballen.

Der er kun fire supermarkeder på øen, og sådan noget som en Matas finder man ikke. Til gengæld er der boder med skidt og kanel ALLE steder. Du kan købe fine hjemmelavede smykker, malede sten, brugt tøj, plastic skrammel, blomsterfrø osv osv.

Forskellen fra denne ferie og tidligere sommerhusferier har været, at hvor vi andre steder godt kan finde på at køre en times tid til en attraktion, så har vi i år ligesom været begrænset til Samsø. Det har passet os rigtig fint, og der har været rigtig meget tid i sommerhuset, som heldigvis var stort og børnevenligt.

Det største minus har for mig været, at min kæbe har gjort virkelig virkelig ondt. Efter nogle døgn på både ipren og pamol, har jeg nu også levet af flydende og blød kost de sidste to døgn. Det har stort set fjernet mine smerter, og jeg føler mig næsten som mig selv igen. Bortset fra, at mæthedsfølelsen er lidt anderledes, når man lever af youghurt med havregryn, suppe, blødt brød og chokolade.

Nu er vi hjemme. Vaskemaskinen kører, og jeg kan mærke min egen seng kalde. Jeg havde dog fortrængt, at vores opvaskemaskine er stået af, så lige nu længes jeg tilbage til sommerhus med opvaskemaskine…

Status pt #17

Ferien lakker mod enden, og jeg starter genoplivning af bloggen med en gang status pt.

  • I nat har jeg for første gang været ‘alene’ hjemme med alle tre børn. Jeg ‘frygtede’ mellemstebarnet, der plejer at sove med sin far. Han sov bare. Desværre fik ældstebarnet ondt i et øre, så hende var jeg vågen med i halvanden time. Gaaab.
  • Jeg havde drømt om grønt græs til barnedåben. Der er to uger til, så det bliver vist i mine drømme.
  • Jeg mangler også lige at finde min talje, for at kunne se lidt smart ud til den barnedåb. Det bliver nok også i mine drømme… Lille suk.
  • Her i slutningen af ferien gjorde Facebook mig opmærksom på, at de 130 følgere af bloggens Facebook side savnede at høre fra mig… Ahhh? Mon ikke I også bare har nydt ferien?

  • Mine tanker har forøvrigt ikke haft ferie. Jeg har oprettet en del kladder her på bloggen, men ikke ‘gidet’ skrive dem færdige til udgivelse. Det sker nok snart, nu hvor jeg igen får lidt ‘ro’ herhjemme.
  • Jeg har forøvrigt badet i havet TRE gange i år. Det minder om en form for rekord.

  • Antallet af is jeg har konsumeret er helt sikkert en rekord og burde indbringe mig en form for medalje. Vi (jeg) har simpelthen sprængt madbudgettet med indkøb af is. 😋
  • Den anden dag så jeg, at anlægsgartneren, der vedligeholder vores fællesarealer, gik rundt med en brandslukker i den ene hånd, da der skulle beskæres. Så er det her tørke altså seriøst.
  • Bålfadet min mand fik til Fars dag må også føle sig ret uønsket efterhånden…

Gratis og billige sommerferie-aktiviteter

I dag startede skolernes sommerferie, så varer det ikke længe, inden sommerferien står for døren for de fleste. Herhjemme skal min datter i SFO den første uge af skolernes sommerferie, men derefter har alle tre børn fire ugers sommerferie. Dvs. at der ikke er længe til, at vi dagligt skal høre spørgsmålet: Hvad skal vi i dag?

Vi er af den holdning, at vi gerne vil lave sommerferieaktiviteter med vores børn, men at vi hverken har tid, lyst eller penge til, at det skal være Djurs Sommerland hver dag. Så jeg er i god tid startet op på en lille liste med gratis og/eller billige sommerferieaktiviteter, som ikke tager en hel dag. For mig er det rart, at vi kan lave noget på 1- 3 timer, hvorefter resten af dagen er til fri leg og afslapning.

Min liste er til dels meget lokal, men jeg tror bestemt også, der er sommerferieaktiviteter, der kan kopieres i andre dele af landet. I første omgang har jeg prøvet at kategorisere dem i gratis og billigt.


Gratis sommerferieaktiviteter

Der er ikke meget, der er helt gratis, da der ofte er lidt transport og en is, men næsten.

Legepladser er altid et hit herhjemme – og nye legepladser er spændende. På min liste er legepladsen på Lisbjerg Skole, som nok bør besøges uden for SFO’ens åbningstid. Derudover har vi en lokal legeplads med hoppepude, som jeg tænker, er et besøg værd samt en byggelegeplads med dyr.

Sommerferieaktiviteter

Lige i nærheden ligger Topkærgård, som er en økologisk gårdbutik, hvor man kan gå rundt og se på deres dyr. Der har mine børn været én gang, og det var en hyggelig lille tur. Lige ved siden af ligger en fin legeplads i Kasted, som jeg tænker også kan underholde dem ½ times tid.

Naturen er også en gratis fornøjelse. Her har vi en skov i nærheden, men pakker vi bilen, kan vi også køre til stranden eller en tur i Dyrehaven med en pose gulerødder. Vi har heller aldrig besøgt Den uendelige bro i Aarhus Bugten, så det er også på min liste.

Ebeltoft

I Aarhus er en udflugt til Mindeparken også hyggelig. Man kan besøge slotshaven ved Marselisborg Slot, og lege på legepladsen i selve Mindeparken. Her er også mulighed for at grille og brænde en masse krudt af på de store græsarealer. Sidste år havde vi den skønneste tur til Himmelbjerget med madkurv og efterfølgende badning i Knudsø. Det kan godt tage næsten en hel dag, men er til gengæld helt gratis – altså bortset fra is og evt. en tur i tårnet.

Er vejret knap så godt, så er mine børn også glade for en tur på biblioteket. Det lokale bibliotek er måske en kende kedeligt efterhånden, men det står os jo frit for at besøge et andet bibliotek i kommunen. Her skal jeg selvfølgelig nævne hovedbiblioteket Dokk1, hvor der er masser af “underholdning” både ude og inde. Her er der udover legepladsen også noget vandkunst på selve havnepladsen (som nok kræver skiftetøj). Og så åbner det nye havnebad i Aarhus jo lige straks…

Ustadigt vejr kan også benyttes til en tur i væksthusene i Botanisk Have. Her er altid varmt og fugtigt – og børnene synes, at det er ret eksotisk. Er vejret med os, er en tur på lystbådehavnen et hit. De store og små både er fascinerende for de fleste, og så kan man jo altid nyde en is (mens man stresser over, om ens børn er ved at dratte i vandet).

Sommerferieaktiviteter

Mine børn har aldrig besøgt Bazar Vest, så drømmer man om sydlandsk stemning og friske grønsager, så kunne en tur derud også være en mulighed.

En cykeltur plejer også at være hyggeligt. Enten bare ud i det blå eller måske med en af legepladserne som mål. En picnickurv gør bestemt ikke turen mindre hyggelig.

Bliver vi hjemme på egen matrikel, så er det altid en fest, når der kommer vand i badebassinet eller i havevanderen. I år har vi fået bålfad, så jeg ser også for mig, at vi skal have snobrød og hygge med det. Derudover har jeg fundet et telt i skuret. Det skal vi da helt sikkert prøve at slå op. Hvis det ikke er helt råddent, så kan børnene nok få nogle timer til at gå med at lege i det – og måske endda sove derude!

Sommerferieaktiviteter

Sommerferieaktiviteter

Til alle Ramasjang elskere kan jeg fortælle, at deres sommer koncept i år er lavet om. Det nye koncept hedder Sommer i Ramasjang. Alle programmer optages i DR haven i Aarhus, dagen før de vises. Det er gratis at være publikum, så det tænker jeg helt sikkert, at vi skal en dag  – eller måske to.


Billige sommerferieaktiviteter

Ikke alting er gratis, men billigt kan også gøre det 🙂

Her er første punkt på listen at køre med letbanen i Aarhus. Jeg tænker, at tage bilen til Skejby og så tage letbanen derfra ind til centrum og retur. I centrum skal vi nok på Dokk1 og/eller Havnepladsen. Udover en tur med letbanen, kan det at køre med bus eller tog også være en hel udflugt i sig selv for sådan nogle bilbørn som vores.

I City Vest (og sikkert mange andre storcentre) kan man købe en sommerferiebillet til 50 kr/barn. Så kan børnene lege på en lille legeplads og hente en gave i ca. 10-15 af centerets butikker. Mine børn synes det er sjovt, og er meget glade for de småting de får med hjem. Det er helt sikkert en idé til en regnvejrsdag, eller hvis jeg lige har nogle ærinder i centeret selv.

En tur i Toys’r’us er også et hit. Her kan der gå laaaang tid med at kigge på hylderne – og evt. vælge en ting for nogle penge fra sparegrisen. Derudover er der jo en del legetøj stillet frem, som man må lege med, bl.a. køretøjer. Med en tålmodig mor (eller far), tænker jeg, at der hurtigt kan gå en time i Toys’r’us. Perfekt i regnvejr – og gratis for forældrene, hvis der tages penge i sparegrisen 🙂

Sommerferieaktiviteter

Jeg er jo vant til dårligt vejr, så jeg har også noteret både svømmehallen og biografen på min liste. Begge dele behøver ikke tage en hel dag, og ødelægger heller ikke feriebudgettet herhjemme. Svømmehallen kan vi være fælles om, mens biografen nok mest er for lidt større børn.

Sommerferieaktiviteter

Mit sidste punkt er en tur i Tivoli Friheden. Det er bestemt ikke billigt, men vi har købt billige billetter gennem mit arbejde. Og hvis det er, som det plejer, så gælder et turarmbånd købt i juli hele måneden. Dvs. at vi har gratis adgang hele juli – og så skal vi nok derind en gang mere. Enten hele banden eller nogle af os.


Derudover har vi også bestilt en sommerferie i Jesperhus Feriepark, ligesom børnene har booket overnatninger hos deres bedsteforældre. Så mon ikke vi nok skal blive underholdt i alle fire uger.

Status pt #13

Her kommer der en ny omgang status pt., da min hjerne stadig bedst fungerer i punktform 🙂

  • Jeg har altid syntes, at Birkenstock sandaler ikke var særlig kønne. Nu er jeg selv ejer at et par. Og de er stadig ikke pæne… Men de er virkelig behagelige, så jeg forstår bedre hvorfor folk er så pjattede med dem. Jeg har svoret, at mine ikke må forlade matriklen – jeg er spændt på, hvor længe det holder.
  • Til gengæld har jeg købt nye sandaler fra Billi Bi til at forlade matriklen i. De er helt flade – hvilket plejer at være no go, men jeg er jo på barsel 😉

  • Jeg er startet i mødregruppe. Ifht. min sidste mødregruppe tyder det på at blive en succes – i hvert fald mødte vi alle seks op den første gang. Kan afsløre at med min ældste søn, var vi TO, der mødte op første gang.
  • Nu er der en pause i det gode sommervejr, men jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg dagligt skal høre for, at jeg da rigtigt må nyde det gode vejr. Sandheden er, at jeg er mest indenfor. Når baby sover ordner jeg huslige pligter – eller hviler/sover. Men jeg nyder da de lyse nætter, når jeg er oppe om natten 😉
  • Jeg har lige sat min anden portion hyldeblomstsaft til at trække. Vi bor lige ud til et levende hegn fyldt med hyld, så det er svært at lade være. Sidste portion blev dog lidt sur på den friske måde, da jeg var lidt gavmild med citronsyren – så jeg håber, at kunne trylle en sødere variant frem denne gang 🙂

  • Min søde barndomsveninde har været på besøg i weekenden. Hun har både samlet mit meget problematiske mini-drivhus (må være en mandagsmodel, jeg har modtaget), leget med mine børn og klippet min mand. Sådan en veninde er guld værd.
  • Selvom drivhuset ikke kom helt i mål, har jeg nu udpottet mine agurker og tomater, så jeg igen kan få lidt plads i min vindueskarm.

  • Vi fik forøvrigt tapas, da min veninde var her. Nu har jeg dadler ‘til overs’, og overvejer at lave en portion dadelkugler.
  • Det er over en uge siden, jeg havde mine fødder i sådan nogle gel-sokker for at få babyfødder. Jeg er nu endelig begyndt at tabe min hud.

Jeg undres… #2

Jeg undrer mig over:

Hvordan en Mickey Mouse bil efter 8 år stadig kan spille musik midt om natten (og vække mig). Den har A L D R I G fået skiftet batterier.

Hvornår min datter blev så stor, at hun selv går i bad, og først kommer ud, når hun er i tøjet igen. Hvis ikke hun havde vådt hår, ville jeg tænke mit.

Hvor solen mon er henne denne sommer? Jeg har selvfølgelig en ja hat. Og det har også været strandvejr enkelt dage, men come on…

Hvorfor der er mange hundeejere, der vælger at have to forskellige slags hunde. Jeg ville til hver en tid vælge to hunde af samme race. Bortset fra at jeg ikke skal have en hund…

Hvordan jeg har taget så meget på i ferien 🙈 Alt mit tøj strammer, så jeg render rundt i joggingbukser, meeeen den går nok ikke på job mandag…

En søndag morgen

Det er søndag morgen, og det regner. Skybrud er der vist nok blevet lovet. Jeg har både intet og alt på hjertet, så det bliver et rodet indlæg, tør jeg godt love.

Vi har haft ferie i to uger. Den sidste af dem har vi tilbragt i sommerhus i Nordjylland. Jeg har utallige gange haft lyst til at skrive på bloggen, men hver gang har jeg været tom for ord. Så det er kun blevet til 2-3 præ’fabrikerede’ indlæg. Det beklager jeg, men bloggen skal jo være lystdrevet.

Så nu sidder jeg her med min morgenmad. Sønnen sidder ved siden af med en iPad. Ham har vi forøvrigt ødelagt med ALT for meget skærmtid her i ferien.  Og i dag kom der en løftet pegefinger fra selveste Lola Jensen om slet ingen skærmtid til børn under to år…

Nå men her sidder jeg. Morgenen startede kl. fem, hvor min datter sad i sin seng og råbte på mig. Hun fik (selvfølgelig) vækket sin lillebror, så jeg fik vist også råbt lidt af hende. Ups. Hendes problem var, at hun ikke kunne sove. Så hun fik selvfølgelig besked på at finde en iPad, så jeg straks kunne bringe hendes lillebror tilbage til drømmeland. Det lykkedes, og på trods af min dårlige samvittighed over at have råbt af hende, så faldt jeg også i søvn. Vi vågnede halv otte, hvorefter jeg fandt min datters seng tom. Men jeg fandt hende trygt sovende i favnen på sin far. Der sover de såmænd endnu.

Når jeg ser på regnen, tænker jeg på dette indlæg om solcreme, som jeg skrev sidste sommer. Og jeg tænker at mit ukrudt nu går endnu mere amok – og det er nærmest fysisk umuligt….

Jeg tænker på, om det er sommervejrets ‘skyld’, at jeg har shoppet så umanerligt meget, at jeg nærmest bliver helt flov? Heldigvis skal meget af det retur… Det letter lidt på min samvittighed.

Og nu skal den rigtige sommer ikke komme ultimo august, for husets mindste beboer er begyndt at være ret presset i sine sandaler, og som udgangspunkt har jeg ikke tænkt mig at købe nye til ham i år. Jeg havde dog fundet et super godt tilbud på Ecco sko, men det viste sig så også at være en model uden lynlås. Og det gider vi ikke, så de skal retur, og jeg har fundet et semi-godt tilbud på nogle andre. Så der kommer pakker til mig igen på tirsdag… (Ja, jeg skrev pakker i flertal 🙈)

Nu er vaskemaskinen færdig med sin sjette vask, siden vores hjemkomst, så den må jeg hellere give min opmærksomhed. Vi skrives ved.

1-2-3 ferie!

Yeps så blev det ferie!!! Selvom tidsplanen skred – gør den ikke altid det? – og jeg først forlod kontoret et par timer senere end planlagt, så har jeg officielt fire – altså F I R E – ugers ferie!!! Eller det er orlov, men det er jo kun min bankrådgiver, der går op i den slags.

Børnene startede ferie i onsdags, hvor mine forældre hentede dem fra børnehaven. Og så har vi to voksne tosser ellers spist hhv Bones og Burger King, mens vi har set film, været på sygebesøg i Herning, arbejdet og sovet igennem.

Nu slukker jeg for min arbejdsmail og kører sydpå for at hente mine børn. De har haft en fest er jeg sikker på. Billederne viser i hvert fald både hestevognstur, strandtur og hygge.

God weekend!

Når sommerferien nærmer sig…

Min sommerferie nærmer sig med hastige skridt – det er sikkert og vist. Og de sidste dage er I blevet ‘snydt’ for en række yderst velskrevne, sjove og hyggelig indlæg, der kun er blevet skrevet i mit hoved. Beklager 😝

Men her kommer lige et lille catch up. Ti tegn på at sommerferien er lige om hjørnet:

  1. Sommerfest med øl og tarteletter med arbejdet er gennemført!
  2. Brandert sovet ud og tarteletter returneret i kummen.
  3. Forstuvet fod efter dansestunt er fortsat blå – jeg skulle jo nødig blive lokket på vandretur i ferien.
  4. Tur i Tivoli Friheden med tømmermænd gennemført.
  5. Jordbærbed tømt igen og igen.
  6. Venindedate med gåtur i min barndomsby gennemført.
  7. Hyggestemning på job – min motivation er desværre ikke helt i top.
  8. Taskerne er pakket til børnenes sommerferie i morgen.
  9. Shorts og is da vi kom hjem fra børnehave (i dag).
  10. Og ja så sidder jeg her med ondt i halsen og trætte øjne. Det er bare SÅ typisk mig at blive sløj op til en ferie. Nu må vi se, om det kan soves væk…

Hylden blomstrer…

Det er nu, at hylden blomstrer. Den sender sin sødlige charmerende duft lige i mine næsebor. Og dens flotte hvide blomsterskærme skinner på min nethinde, når jeg går tur. Der er hyld overalt. Først og fremmest i det levende hegn, som vi bor ud til, men også langs marken på den anden side af vejen. Og hele den ene side langs vejen til børnenes institution.

Så det er nu! Nu der skal plukkes hyldeblomster og laves skøn saftevand. Min datter og jeg har været igang i dag, og har nu saft stående og trække. Så kan man tale om den søde ventetid.

Hvis du også drømmer om at være lidt huslig, så er det egentlig ret nemt. Jeg laver en lidt større portion og fryser ned. Min opskrift er:

  • 40 hyldeblomstskærme
  • 4 økologiske citroner
  • 4 spsk citronsyre
  • 1 kg sukker
  • 2 liter vand
  • Atamon

Først klippes hyldeskærme. Når du kommer hjem, skal de rystes fri for dyr og andet. Vask citronerne og skær dem i skiver. (Det er vigtigt, at de ikke er overfladebehandlede – køb derfor økologisk)

Bring vandet i kog i en gryde. Tilsat sukker og citronsyre (OBS et brev med citronsyre er ikke nok) Rør rundt til det er opløst.

Hæld vandet over hyldeblomster og citroner. Lad det køle af og opbevar i køleskab eller et køligt rum i ca. fire dage.

Filtrer saften gennem et klæde. Jeg plejer at bruge et viskestykke (det tager lang tid), men er blevet anbefalet en stofble, så det skal prøves om fire dage.

Skyl flaskerne i kogende vand og giv dem et skvæt Atamon. Der er blandede holdninger til, om det er nødvendigt, men jeg gør det altid i de flasker, jeg fryser ned.

Saften er meget koncentreret og skal blandes op med vand inden servering.

Velbekomme.