Tag-arkiv: soya

Thai-deller med nudelsalat og peanutdressing – en opskrift

Den dag der blev serverer thai-deller med nudelsalat og peanutsdressing i vores kantine, var en af de sjældne gange, hvor jeg gik to gange til buffeten. Mums det smagte godt.

Da jeg spurgte i køkkenet efter en opskrift (og selvfølgelig roste maden), var svaret nedslående: Jamen jeg har bare puttet lidt af dit og lidt af dat i. Det var faktisk på samme måde, da jeg spurgte til opskriften på peberfrugt puré, men her var ingredienslisten så kort, at jeg nemmere kunne kalibrere mig ind på nogle mængder.

Heldigvis er Google min ven, og jeg har været vidt omkring for at finde og sammensætte den opskrift, det er blevet til. For ingen opskrifter passede lige på det vi havde fået i kantinen (eller min families smagsløg). Heldigvis faldt det i god jord 👍🏻

Thai-deller:

  • 1/2 kg svinefars
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 tsk revet ingefær
  • 1 spsk soya
  • 1 spsk østerssauce
  • 1 dl mel
  • 1 dl mælk
  • 1 æg
  • Evt. chili, peberfrugt, koriander eller andre smagsgivere.

Kold nudelsalat (2 voksne):

  • 150 g ægnudler
  • 2 spsk østerssauce
  • Agurk
  • 1-2 forårsløg
  • Spidskål
  • Syltede rødløg
  • Peanuts

Peanutsdressing:

  • 1 dl peanutbutter – chruncy
  • 1-2 spsk soya
  • 1-2 spsk limesaft
  • 1-2 spsk mælk
  • 1/2 tsk revet ingefær

Thai-deller: Bland alle ingredienserne godt (pres hvidløget). Vi er lidt kræsne herhjemme, men man kunne sagtens tilføje chili. peberfrugt eller lignende. Steg frikadellerne i olie på panden.

Kold nudelsalat: Kog nudlerne. Skyl i koldt vand og vend derefter i østerssauce. Snit grønsagerne og bland i. Mængder er lidt svære at angive, men vægt ifht. dine præferencer.

Kold nudelsalat

Peanutdressing: Bland alle ingredienserne. Brug mælken til at justere på konsistensen. Igen kan der skrues op for f.eks. ingefær, hvis I ikke er så sarte som os 😉

Peanutsdressing

Peanutsdressing

Thai-dellerne blev først færdige, da det var mørkt, så jeg fik aldrig taget et billede af dem – eller af den færdige ret. Beklager.

P.S. Til børnene lavede jeg en kold nudelsalat med nudler vendt i lidt olie, og dernæst blandet med agurk, majs, ananas og peanuts.