Jeg vidste det godt i søndags. Faktisk vidste jeg det allerede før efterårsferien. I denne uge ville jeg få en del at se til.
Mandag startede som mandage efter en ferie nu gør. Trægt for især børnene. Jeg arbejder længe om mandagen, men nåede hjem til spisetid.
Tirsdag bød på spisning og foredrag med Hella Joof og en god veninde. Mit telefonmøde i bilen på vej hjem fra job trak ud og endte med at blive et længere telefonmøde på børnehavens parkeringsplads. Så afhentning og efterfølgende overdragelse til faderen blev lidt hektisk. Men jeg kom af sted og havde en super hyggelig, tankevækkende og sjov aften. I det sekund jeg kom hjem satte yngstearvingen sig op. Det fortsatte han så med at gøre ca. hvert 20. minut indtil en gang efter midnat. Han skulle liiiige sikre sig, at jeg var der. Så farvel nattesøvn.
Onsdag morgen var der da også et par børn, der lige skulle markere, at jeg havde ‘forladt’ dem aftenen før. Så en nægtede at spise morgenmad og en anden smækkede lidt rigeligt med døre og gloser. Alle endte dog med at få en god dag, som vi sluttede af på skolen til en hyggelig klassefest. Sådan en slags med fællesspisning, hvor vi skulle medbringe en ret, hvilket jeg også lige nåede at stresse lidt over 🙈
Endnu en gang blev min nattesøvn forstyrret, og jeg vågnede alt for tidligt torsdag morgen – med hovedpine. Jeg valgte at gennemføre min træning, men da jeg nogle timer senere blev ramt af svimmelhed, så måtte jeg skubbe min lange to-do til side og tage en pause. Det blev til flere pauser, og da jeg lettere panisk måtte ud og proviantere noget rugbrød, endte der et par færdigretter i kurven også – kvinde kend dine genveje.
Jeg gik i seng med hovedpine, men sov ok en del af natten. Desværre vågnede jeg igen alt alt for tidligt, så trætheden har virkelig været tung i dag. En dag med møde på møde på møde. Så da hovedpinen kom snigende, anede jeg, at dagen måske endte før end planlagt. 😕 Der var nemlig fredagslounge med stand-up på kontoret i dag. Noget jeg havde glædet mig til. Både det sociale og det sjove. Men da svimmelheden også tittede frem, var beslutningen nem. Jeg skulle hjem på weekend.
Og her er jeg så. Derhjemme med mine kære. Og det var det den helt rigtige beslutning.
Nu vil jeg snuppe lidt frisk luft og nogle skridt til regnskabet, og så krydse fingre for en god nattesøvn. Det fortjener jeg. Og det trænger jeg til!