Tag-arkiv: storesøster

10 Blandede bolcher – om mig!

Så er der simpelthen lige 10 mere eller mindre ligegyldige facts om mig. Og for at det ikke skal være løgn, så har flere af tingene være nævnt her på bloggen før.

  • Jeg er storesøster – både i min væremåde og i søskendeflokken. Jeg er nemlig så heldig at have de to skønneste yngre søstre.
  • Min mor er fynbo og min far er vestjyde – så jeg blev østjyde 😉
  • Mine øjne er blå. Faktisk temmelig blå – noget jeg ofte får kommentarer omkring.
  • Jeg handler ved Bilka to-go i gennemsnit en gang om ugen. Det har jeg gjort i halvandet år! Sidst mine børn var med i Netto, opførte de sig som om vi var i en legetøjsbutik. Mon jeg frarøver dem noget af deres barndom ved altid kun at hente mine varer? 🙈
  • Min livret var i mange år roastbeef med pommes frites og bearnaise sauce. På stående fod kan jeg ikke lige ‘finde på’ en livret.
  • Men jeg er vild ned karbonader. Jeg troede langt ind i mit voksenliv, at de skulle serveres med smeltet ost på toppen, men altså… Det var bare noget min mor havde fundet på, for at lokke mig/os til at spise dem (det virkede – og smager virkelig godt).
  • Jeg har faktisk spist karbonader juleaften i rigtig mange år. De andre ville helst have and, hvilket jeg ikke er vild med, og karbonader vinder for mig over en flæskesteg.
  • Jeg spiste mine julekarbonader med rugbrød og salat… Fordi. Altså jeg er heller ikke så vild med kartofler. Men rødkålen er jeg kommet efter med årene.
  • Jeg sover med vinduet åbent – også om vinteren. I hvert fald ned til 5 graders frost.
  • Langt de fleste dage får jeg, udover et glas mælk om morgenen, kun vand at drikke. Jeg elsker vand.

Billedet har ikke en skid med teksten at gøre – udover at begge dele handler om mig 😉

En ‘pjække’dag

Det der med at blive en familie på fem har været en omvæltning for os alle. Helt overordnet set, er det gået langt bedre end frygtet, men der er da et par storesøskende, der har fået redefineret deres roller en lille smule.

Min datter er seks år. En skolepige. Meget selvstændig og dygtig. Og hende har vi i den sidste tid givet et større ansvar. Samtidig forventer vi også mere af hende, fordi vi nu er en voksen i undertal, når alle børn er vågne. Det giver da et par konflikter ind i mellem, men det er nok, hvad man kan forvente.

I dag havde jeg dog besluttet, at min datter skulle have en ‘pjække’dag. Eller skal vi kalde det en storesøsterdag. Så hun har haft fri fra skole og været hjemme hos mig og mindstemanden. Han er så lille, så han sover det meste af tiden – og dermed har hun haft min fulde opmærksomhed. Noget vi begge nok har savnet lidt.

Dagen er gået så fint. Vi har f.eks. onlineshoppet sommertøj 😍, lagt neglelak, været på biblioteket og taget McD med hjem til frokost. Nu bager solen, og hun truer med at ‘forlade’ mig for en tur i badebassinet. Og det er helt ok. Jeg kan godt lige hvile lidt, for min daglige lur blev aflyst til fordel for storesøsterdag.

Den sentimentale mor ser tilbage på 6 års gerning

Det var en mørk og stormfuld aften, da min mand kørte mig stønnende og udspilet til det nærmeste sygehus.

Seks timer senere var jeg blevet mor. Mor med stort M, og med en helt ny forståelse for begrebet kærlighed. Dertil fulgte også en ny forståelse af begreber som omsorg og bekymring.

I dag bliver min lille store pige 6 år. Og jeg kan selvsagt fejre 6 år som mor. Det gør jeg nu mest for mig selv, for det er min datters store dag.

Verdens sødeste pige, som står ved sine meninger, uagtet hvad andre mener. Som har temperament. Som får mig til at smile, grine, græde og råbe. Men som vigtigst af alt rører mit hjerte og gør mig stolt hver dag.

Min store pige som hjælper, hvor hun kan – når hun gider. Verdens bedste storesøster som guider, hjælper, sætter grænser og giver igen, når det er nødvendigt. Som er en god og ærlig veninde. Pigen vi alle elsker.

Og så fik jeg vist overskredet grænsen for, hvor sentimentalt et indlæg kan blive, før der er risiko for opkast bag skærmene. Hvis du holdt ud hertil: godt gået!

Tillykke til A med de 6 år. Og tillykke til mig med mit jubilæum som mor.