Tag-arkiv: studenterbrød

Studenterbrød uden kagerester – en opskrift

Den anden dag kørte min mand forbi bageren og forkælede sine kolleger med studenterbrød. Nu har jeg jo haft fødselsdag, så mine kolleger skulle også forkæles. Derfor kastede jeg mig ud i en gang hjemmelavede studenterbrød.

Hjemme hos os, er det altså virkelig sjældent (læs: aldrig), at vi har kagerester. De søde sager skal nok blive spist. Så det problem med at undgå madspild på den front, det har vi ikke. Derfor har jeg også taget udgangspunkt i min opskrift på romkugler, hvor basen er billig roulade og mazarintærte fra supermarkedet.

Studenterbrød

Til studenterbrød skal du bruge:

Mørdej:

  • 150 g mel
  • 75 g flormelis
  • 75 g smør
  • 1 æg

Trøffelmasse:

  • 3 mazarintærter
  • 3 roulader
  • 1,5 flasker rom aroma/romessens
  • 6 spsk kakaopulver

Topping og mellemlæg

  • 1 dl hindbærmarmelade
  • Hvid glasur: flormelis rørt med pasteuriseret æggehvide (eller vand, det bliver bare knap så stift)
  • Chokoladeovertræk: 120 g smeltet ckoloade
  • Krymmel

Alle ingredienser til mørdejen røres sammen, og hviler dernæst i køleskab i 30-45 min.

Alle ingredienser til trøffelmassen røres godt sammen. En form på ca. 20×30 cm (A4 papir) beklædes med film, og trøffelmassen masses ud i formen. Stilles på køl.

Når mørdejen har hvilet, så rulles den ud til 20×30 cm på et stykke bagepapir. Den bages i almindelig ovn ved 200 grader i ca. 12 min.

Studenterbrød

Når kagebunden er kølet af, smøres marmeladen ud derpå. Trøffelmassen tages ud af formen og placeres oven på bunden. Det trykkes godt sammen.

Hvis der skal glasur på, kan dette blot blandes og smøres ud. Dernæst drysses med krymmel og studenterbrødene skæres ud i passende stykker.

Ønskes chokoladeovertræk er det en god ide, at skære studenterbrødet ud, før der smøres chokolade på.

Jeg fik 16 studenterbrød ud af det – samt en del ‘kant’ jeg skar af.

Studenterbrød