Nu skrev jeg godt nok i søndags, at jeg ville holde lidt pause fra bloggen den kommende tid, men jeg har altså noget på hjerte.
Titlen på dette blogindlæg er måske helt ved siden af, men jeg kunne virkelig ikke finde på noget passende, så det her var det mindst ringe af mine 36 forslag… Beklager
I sidste uge var min søn syg, og kombineret med min stadigt mere pressede krop, brugte vi adskillige timer på at putte i min seng med både iPads og lure.
Jeg vil egentlig mene, at han var frisk igen allerede lørdag, men nogen har taget vores ualmindeligt glade dreng fra os. Livet er virkelig hårdt for ham, og han vil bare kun være sammen med sin mor størstedelen af tiden. Så der bliver grædt mange tårer og givet mange krammere. Men jeg har svært ved at rumme ham, og føler ikke, at jeg kan sætte toiletbesøg, madlavning eller andre småopgaver på stand-by, fordi han ‘forlanger’ det.
Mandag morgen vågnede han tidligere end han plejer. Han var pylret hele morgenen, og da jeg tabte to gulerødder, brød hans verden sammen. Da han skulle ud af døren, faldt han i søvn… Vi gav ham en halv time, før vi vækkede ham. Aflevering var (selvfølgelig) grusom, men da jeg hentede ham, fik jeg at vide, at han havde haft en rigtig god dag. Skønt, tænkte jeg – men så startede det forfra med tårer og pyller over de mindste ting.
Her til morgen lod vi ham sove længe. Han var stadig pylret, da han stod op, men tudeturene var bestemt færre. Aflevering i vuggestuen gik næsten uden gråd, så…
Nu er det, jeg tænker… Ved han godt, at verden snart bliver vendt på hovedet? At lillebror vil ‘stjæle’ hans mor? Eller reagerer han måske på min nedsatte mobilitet og overskud? Eller er det en efter-reaktion på sygdom? Er han ikke helt rask?
Måske er det hele bare et tilfælde… Jeg håber i hvert fald, at det bare er en fase. Og lige når jeg skriver dette, tænker jeg på, om det er nye tænder på vej… Hvem ved. I hvert fald er det bare hårdt at være ham. Desværre.
