Nu hvor min 3. fødsel nærmer sig, har jeg været lidt tilbage i gemmerne og læse mine helt personlige fødselsberetninger. Det har givet mit lyst til at dele med jer – dog i en lidt mindre privat version 🙂
Det var fredag morgen. Jeg vågnede lidt i fem. De nev i mit underliv og i min lænd. Jeg var gået otte dage over termin, så det kunne godt være veer. En halv time senere trådte min mand ind af døren, efter en nat med natarbejde. Jeg nåede slet ikke at fortælle ham, at jeg troede, at jeg havde veer, før han sagde: Jeg har feber!
Jeg lå vel en times tid i sengen og lyttede til min mand, der var gået kold. Så fik jeg morgenmad og småblundede på sofaen indtil kl 10. Jeg fik vasket min beskedne graviditetsgarderobe, og gik ellers bare hele dagen med småveer.
Omkring kl 16 vækkede jeg min mand og fik ham sat ordentligt ind i situationen. Han var stadig brandvarm. Vi nåede frem til den konklusion, at vi havde en snarlig fødsel i vente.
Aftensmaden bød på pizzaer i stuen, og da klokken blev 20 ringede jeg til fødegangen. De ville gerne se mig. Jeg skulle lige i vaskekælderen efter lidt tøj til den der taske, som man skal pakke i goood tid. Så i det tempo, man nu kan forvente af en kvinde i fødsel og en syg mand, gik der halvanden time, før vi kom ud af døren. I bilen var der 2-3 minutter mellem veerne, og da vi nåede sygehuset, konstaterede de i modtagelsen, at jeg var 5 cm åben. Jeg fik en fødestue og kom i badekar. Det var en dejlig pause, som lige varede henover et vagtskifte. Da den nye jordemoder ankom, fik jeg lov at komme op og arbejdede igen med mine veer.
Omkring midnat var jeg 10 cm åben, men mit vand var stadig ikke gået. Min jordemoder syntes, at jeg skulle have lidt tid til at se, om kroppen selv kunne klare det. Under er toiletbesøg et times tid senere gik vandet, og jeg kastede op udover min jordemoder. (Flot!)
Tilbage på fødestuen arbejdede jeg videre med veerne, og omkring kl. 3 blev jeg kommanderet op at stå, så babyen kunne komme det sidste stykke ned i bækkenet. Da hun var på plads, var det ‘blot’ at presse. Her var lattergas og saltvandspapler ikke til megen hjælp, men skønhed skabes åbenbart bedst i smerte. Og uanset smerten følte jeg på intet tidspunkt, at jeg ikke kunne gennemføre.
Knap seks timer efter vores ankomst til sygehuset fødte jeg vores datter på 4 kg og 52 cm. Jeg var en højlydt fødende, og jeg tror, at jeg på de ca. 6 timer på fødestuen, fik sagt/råbt flere bandeord, end jeg har sagt de sidste 10 år… Selv min mand lærte et par nye 🙂
P.S. Min mands dårligdom gjorde, at vi fik forlænget vores ophold på patienthotellet, så jeg kunne få lidt ekstra støtte. Vi kom hjem efter fire dage, og to dage senere blev min mand indlagt med lungebetændelse i fire døgn. D. 20. december blev vi ‘genforenet’ som familie. Og de knap 2.000 julesmåkager, som jeg havde bagt til vores barselsgæster blev smidt ud i starten af januar 😉
