Tag-arkiv: Sygehus

Fødselsberetning – den første gang

Nu hvor min 3. fødsel nærmer sig, har jeg været lidt tilbage i gemmerne og læse mine helt personlige fødselsberetninger. Det har givet mit lyst til at dele med jer – dog i en lidt mindre privat version 🙂


Det var fredag morgen. Jeg vågnede lidt i fem. De nev i mit underliv og i min lænd. Jeg var gået otte dage over termin, så det kunne godt være veer. En halv time senere trådte min mand ind af døren, efter en nat med natarbejde. Jeg nåede slet ikke at fortælle ham, at jeg troede, at jeg havde veer, før han sagde: Jeg har feber!

Jeg lå vel en times tid i sengen og lyttede til min mand, der var gået kold. Så fik jeg morgenmad og småblundede på sofaen indtil kl 10. Jeg fik vasket min beskedne graviditetsgarderobe, og gik ellers bare hele dagen med småveer.

Omkring kl 16 vækkede jeg min mand og fik ham sat ordentligt ind i situationen. Han var stadig brandvarm. Vi nåede frem til den konklusion, at vi havde en snarlig fødsel i vente.

Aftensmaden bød på pizzaer i stuen, og da klokken blev 20 ringede jeg til fødegangen. De ville gerne se mig. Jeg skulle lige i vaskekælderen efter lidt tøj til den der taske, som man skal pakke i goood tid. Så i det tempo, man nu kan forvente af en kvinde i fødsel og en syg mand, gik der halvanden time, før vi kom ud af døren. I bilen var der 2-3 minutter mellem veerne, og da vi nåede sygehuset, konstaterede de i modtagelsen, at jeg var 5 cm åben. Jeg fik en fødestue og kom i badekar. Det var en dejlig pause, som lige varede henover et vagtskifte. Da den nye jordemoder ankom, fik jeg lov at komme op og arbejdede igen med mine veer.

Omkring midnat var jeg 10 cm åben, men mit vand var stadig ikke gået. Min jordemoder syntes, at jeg skulle have lidt tid til at se, om kroppen selv kunne klare det. Under er toiletbesøg et times tid senere gik vandet, og jeg kastede op udover min jordemoder. (Flot!)

Tilbage på fødestuen arbejdede jeg videre med veerne, og omkring kl. 3 blev jeg kommanderet op at stå, så babyen kunne komme det sidste stykke ned i bækkenet. Da hun var på plads, var det ‘blot’ at presse. Her var lattergas og saltvandspapler ikke til megen hjælp, men skønhed skabes åbenbart bedst i smerte. Og uanset smerten følte jeg på intet tidspunkt, at jeg ikke kunne gennemføre.

Knap seks timer efter vores ankomst til sygehuset fødte jeg vores datter på 4 kg og 52 cm. Jeg var en højlydt fødende, og jeg tror, at jeg på de ca. 6 timer på fødestuen, fik sagt/råbt flere bandeord, end jeg har sagt de sidste 10 år… Selv min mand lærte et par nye 🙂

P.S. Min mands dårligdom gjorde, at vi fik forlænget vores ophold på patienthotellet, så jeg kunne få lidt ekstra støtte. Vi kom hjem efter fire dage, og to dage senere blev min mand indlagt med lungebetændelse i fire døgn. D. 20. december blev vi ‘genforenet’ som familie. Og de knap 2.000 julesmåkager, som jeg havde bagt til vores barselsgæster blev smidt ud i starten af januar 😉

Graviditets-skriblerier #16: jordemoderbesøg og fødselstanker

Jeg er nået til uge 35… Plukkeveerne er hyppigere, og tissetrangen ligeså. Nogle nætter sover jeg skønt, mens andre byder på utallige toiletbesøg, søvnløshed og ondt i ryggen.

Jeg har i løbet af den sidste uge haft besøg af min jordemoder. Det foregik hjemme hos os, fordi jeg faktisk håber, at kunne føde hjemme. I mit hoved var der inden mødet en række ‘hvis’er. Bl.a. skal vi have styr på nedenstående:

  • Babyen skal ikke være ‘for stor’.
  • Babyen skal vende ‘rigtigt’.
  • Strejke… Lockout… What ever. Pt. er jordemødrene i Skejby udtaget til strejke, så jeg kan risikere at skulle føde i en helt anden by – som i hvert fald ikke er hjemme.

Pt. er babyen større end gennemsnittet, så vi følger lige udviklingen. Jordemoderens råd var vist, at jeg ikke skulle forberede mig 100 % på en hjemmefødsel, for det kunne tyde på endnu en stor baby – og så risikerer jeg igangsættelse, hvor fødslen skal ske på sygehuset.

Hun mente, at han vender rigtigt, men hun var lidt i tvivl. Derfor har jeg endnu en konsultation i næste uge, hvor det lige får et ekstra tjek. Bevægelserne i min mave har ændret sig, så han kan godt have vendt sig. Det virker bare lidt mærkeligt, at jeg nærmest kun mærker liv syd for navlen.

Det med strejke/lockout tog jordemoderen ikke ret tungt. Der ville komme et nødberedskab, så jeg skulle i hvert fald ikke til en anden by. Hun troede heller ikke, at man ville annullere alle hjemmefødsler.

Så når vi har styr på ovenstående, så tror jeg, at jeg er klar til at føde hjemme. I hvert fald mentalt 😉 Om jeg få lov er nok en anden sag…