Tag-arkiv: Tante Rød

De mest læste indlæg fra maj

Vi er godt nok allerede langt inde i juni, men bedre sent end aldrig…. De fem mest læste indlæg fra maj var:

På femtepladsen var et indlæg om at acceptere at lidt er bedre end ingenting. Det kæmper jeg stadig lidt med i hovedet, selvom jeg altid er godt tilfreds, når jeg har løbet tre kilometer – lidt ER nemlig bedre end ingenting.

Ind som nr. fire kom det sidste indlæg om min privatøkonomi, hvor jeg gjorde status på april. Her kunne man sort på hvidt få et overblik over, hvad jeg/vi havde brugt penge på i hele april. Skræmmende!

Sjovt nok handlede det 3. mest indlæg om menstruation… På en badeferie! Øv, siger jeg bare.

På 2. pladsen kom der en Karrieretirsdag, der handlede om løn. Om hvorfor jeg/vi ikke taler åbent om det – og om hvorvidt vi burde.

For de faste læsere kan det ikke være nogen overraskelse, at det igen er et iværksætterindlæg, der snupper 1. pladsen. Denne gang om seje Nina, der arbejder med grafik og koncepter.

Når Tante rød tager med på ferie

Jeg er rødhåret

Min yndlingsfarve er rød

Min hud bliver rød i solen

Og nu har jeg fået besøg af Tante rød…..

Ærlig talt er der måske kun to af mine tretten årlige cyklusser, der giver mig problemer. Generelt har jeg ikke smerter, jeg bløder ikke ret meget eller i ret mange dage. (Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke nød de 22 måneders pause, som graviditet og amning af E gav mig.)

Men nu er jeg på ferie. BADEferie! Og så er det altså ikke særlig festligt med sådan en Tante, der kun er til besvær, og ikke en gang kan kigge efter børnene.

Det kan selvfølgelig klares. Jeg har hørt om tamponer. Og jeg har også købt nogen. Og brugt dem. Men det ville da have været nemmere uden… 😉

Så kære Tante Rød. Næste gang jeg spenderer en mindre formue på en badeferie, så bliv venligst hjemme – eller køb din egen billet – til et andet sted. Mange tak.

Jamen så siger vi bare det…

Jamen så siger vi bare, at:

  • Det er dejligt at være vågen midt om natten med et grædende barn. Og at krummer i sengen er dejligt. Men hallo – han spiste en halv bolle, kiggede lidt og lagde sig så til at sove. Håber ikke det bliver en dårlig vane med det natspiseri.
  • Det var Mille, det vandt Mini MGP i aften. Det var det bare ikke. Og den (åbenlyst) forkerte vinder, resulterede i et grådudbrud herhjemme. Så har jeg også oplevet det (havde lidt svært ved at finde den rigtige grimasse)
  • Jeg fuldstændig holdt mig til min Black Friday liste i dag. Det gjorde jeg næsten… Næsten!
  • Jeg sparede ca. 1.400 kr + 500 kr på en rabatkupon. Og så snakker vi ikke om, hvorvidt andre hjemmesider havde lavere førpriser. Jeg er tilfreds.
  • Det er pisse nemt at passe to børn. Især hvis det ene barn får behov for hjælp og et bad midt i putningen af det andet barn. Men de sover nu. Begge to!
  • Det er gensynets glæde med Tante Rød efter ca. 22 måneder.  Jpz så heldig har jeg været. Klager ikke 😉
  • Jeg snart skal i seng! Og det skal jeg, for sidste nats natteroderi har sat sine spor.