Tag-arkiv: tasker

Mød en iværksætter #9 – taskedesigneren der vil redde verden

Det er tid til at møde endnu en iværksætter. Denne gang er det Michala, som jeg er stødt på via Instagram, hvor jeg “fandt” hendes profil gennem en konkurrence. Jeg vandt ikke, men blev hængende, da jeg synes, at hun gør et fremragende stykke arbejde med at promovere sin virksomhed MicMic.

Tag godt imod hende 🙂

Alle billeder er lånt af MicMic. Links markeret med * er affiliate links.

De tidligere mini-portrætter kan I finde her.

1. Fortæl lidt om dig selv
Mit navn er Michala, og jeg er 25 år. I går var jeg 18, men tiden flyver!
Jeg bor i en lille ét-værelses lejlighed på Amager med min kæreste – jeg er dog tilflytter. Egentlig er mine forældre jyder, men jeg har altid boet på Nordsjælland og i Cambodia, så jeg fremstår måske lidt forvirret, når folk spørger mig, hvor jeg egentlig kommer fra.  Men nu er min plan altså at forblive ny-amagergenser (hvis der er noget, der hedder det).

2. Hvad er din uddannelse?
Jeg har læst en professionsbachelor i Kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. En skole med et super ry, men vi var desværre de første på den (dengang) nyoprettede linje – så vi blev test-kaniner, og det var, hvad det nu engang var…

3. Fortæl om din virksomhed
Min virksomhed hedder MicMic. Den kan findes på www.MicMic.dk*

Den korte version er, at jeg designer og får produceret læder items af højeste kvalitet.

Den lidt længere version er, at jeg længe havde haft to drømme. Den ene var at drive min egen biks, og den anden var, at give tilbage til de samfund, der ikke har samme muligheder, som vi har herhjemme – på en eller anden måde. I kraft af min opvækst i Cambodia har jeg set, de fatale konsekvenser det har, ikke at have mulighed for uddannelse, at leve i et land med ulige muligheder, at være underkastet fordi man er kvinde, og jeg kunne blive ved. Jeg ønskede (og ønsker) derfor, at gøre en forskel, der hvor jeg kan.

Min oprindelige tanke var at fokusere lidt mindre på min egen ”arbejdskarriere” og i stedet få et job, som jeg kunne springe ud og ind af. Det ville muliggøre, at jeg i perioder kunne arbejde i u-lande og bidrage med noget. Det slog mig dog forholdsvis hurtigt, at jeg med en virksomhed faktisk kunne målrette min produktion til udsatte områder. Således ville jeg kunne tilføre økonomi og på sigt skabe flere arbejdspladser med fair vilkår.

Jeg har sikret, at forholdene er retfærdige, og at lovkrav bliver overholdt. Derudover samarbejder jeg med mindre værksteder i Etiopien, der f.eks. ansætter udsatte unge, der ellers havde haft meget begrænsede muligheder for et arbejde. Jeg samarbejder også med et værksted, der støtter unge piger med skoleuniformer. De fleste af pigerne har mistet deres forældre i krig eller til HIV/AIDS – uden denne støtte, ville deres muligheder for at gå i skole være begrænsede. Jeg har ikke altid arbejdet med disse, men har bygget på, når muligheden var der – og det vil jeg fortsætte med. Man skal jo starte et sted.

Læder er et fantastisk produkt, der både er smukt og holder i rigtig mange år – og så er det en af de få ting her på jorden, der bare bliver smukkere med tiden. Dét kan jeg virkelig godt lide, derfor endte MicMic som en designbutik med højkvalitets lædervarer.

4. Hvad er din rolle i virksomheden?
Jeg har mange roller!
Jeg er først og fremmest ejer. Men derudover håndterer jeg alt den daglige drift. Det inkluderer, at opdatere hjemmeside, alt markedsføring, pakke ordrer, designe osv. osv.  Jeg har faktisk lavet, opsat og arrangeret alt selv, så jeg kunne bruge økonomien på produkter.

5. Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du kastede dig ud i iværksætterlivet?
Ærligt, ikke særlig mange. Måske ikke det svar, man søger efter i sådan et spørgsmål.

Men overvejede selvfølgelig mit privatliv og økonomi. Vi bor lige nu billigt, har ingen gæld eller forpligtelser overfor børn. Da jeg er 25 og livet pludselig indhenter mig, følte jeg derfor, det var nu eller aldrig. Jeg er impulsiv, og hvis jeg får en idé, så gør jeg det. Det kan jo vise sig både godt og skidt, men indtil videre har det heldigvis været mest godt.

Dog har jeg ét princip, som jeg selv holder mig til, og som jeg vil anbefale – så vidt muligt. Selvom det måske lyder sådan, kastede jeg mig altså ikke helt hovedløst ud i projektet. Jeg har lige fra starten sikret, at de penge jeg investerede, eller den tid jeg brugte, var noget jeg personligt kunne hæfte for – og dermed kunne ”tåle” at tabe uden at side i (dyb) gæld eller uden tag over hovedet. Jeg ser det lidt som at gå på casino. Man skal afsætte et beløb i starten, og det beløb, skal kunne tabes uden det har store personlige konsekvenser.
Når de hårde tider rammer, og det gør de uundgåeligt, kan man altid sige ”hvad er det værste, der kan ske?”, og så vil det aldrig være HELT slemt!

6. Hvad var det mest skræmmende ved at kaste sig ud som iværksætter?
Det klassiske svar er ”uvisheden”. Og det vil jeg egentlig bare bekræfte. Man ved ikke, hvordan ens arbejde bliver modtaget, man ved ikke hvor længe der går, før man kan leve af sin virksomhed (eller om den tid kommer!), og i det hele taget er alt bare usikkert –især i opstarten. I den her branche er risikoen for at fejle meget stor. Det er helt sikkert også lidt skræmmende. Man vil jo gerne imponere både sig selv om omverdenen. Men man kan kun gøre sit bedste!

7. Hvad startede du med, da virksomheden skulle i gang?
Jeg oprettede mit CVR i marts 2014. Det var nok mest af alt en blanding af mangel på udfordringer og min impulsivitet, der gjorde, at det blev lige der. Da jeg oprettede min virksomhed, og CVR-nummeret, var jeg studerende. Så jeg følte ikke rigtig behov for forsikringer, lokaler osv. Det var bare en bibeskæftigelse, eller nærmere en hobby.

I dag, hvor jeg er 100% selvstændig, har jeg dog en sygeforsikring, hvis uheldet skulle være ude. For at spare på økonomien arbejder jeg hjemme hver dag – og mit lager, ja det er hos mor og far (hvad skulle man gøre uden dem, right?).

Så hvis man starter op som mig, er der faktisk ikke et kritisk behov for særlig meget. Vigtigst er at få oprettet et CVR, lavet en hjemmeside og blive importregistreret. Derudover skal man selvfølgelig have lidt kapital at lege med.

8. Hvad var din startkapital?
Det var omkring 50.000 kr. Penge som jeg havde tjent i mit sabbatår.
Jeg brugte omkring 1.000 kr. på min website (hosting, domæne, back-up, tema), men ellers gik resten udelukkende til produktudvikling.
Jeg startede med at bruge 10.000-15.000.- og så steg det i takt med, at jeg designede flere produkter. Som I måske kan regne ud var lageret meget lille (omkring 15-25 stk af hver).

9. Hvornår forventer du at kunne leve af din virksomhed?
Forhåbentlig om 1,5 år. Så har jeg været selvstændig i 2 år. Fingers crossed!

Denne her taske er min (Marie) personlige favorit 🙂 Find den her*.

10. Hvor mange timer om ugen arbejder du?
40-50 timer om ugen. Men det kan slet ikke mærkes!

Jeg holder også en masse fri i weekender. Nogle gange endda med dårlig samvittighed – ikke fordi jeg har ting hængende over hovedet, men fordi jeg altid hører, at man som iværksætter skal arbejde HELE tiden for at få succes. Så hvis jeg følger statistikken, får jeg enten ikke succes, eller også er jeg bare ikke nået langt nok (endnu) til at opleve mega travlhed. Jeg satser stærkt på det sidste.

11. Hvad har været det mest lærerige som iværksætter?
Det er faktisk rigtig svært at sige. Jeg synes ikke, at jeg endnu har opnået dybdegående kendskab til noget endnu. Men til gengæld har jeg lært sindssygt meget om alt muligt på et mere overfladisk niveau! Alt fra fragt løsninger, forsikring, pakker, hjemmesider, bannere, design, bogføring, markedsføring og jeg kunne blive ved. Jeg har dog stadig rigtig, rigtig meget at lære.

12. Hvor er virksomheden i dag?
Jeg sagde mit fuldtidsarbejde hos et reklamebureau op i juni 2018. Så for første gang siden opstarten, har jeg aktivt forsøgt at drive MicMic som en indtjenende forretning – altså ydet mere end blot at holde hjemmesiden kørende og drive det som hobby.

Så selvom det er 4 år siden, jeg oprettede CVR-nummeret, er det først i år, der rigtig er begyndt at ske noget. Omsætningen er ikke noget at prale af, men der sker da mere end tidligere, og det er jo positivt.

13. Hvad betyder de sociale medier for en virksomhed som din?
Alt!
Jeg bruger ikke andet. Jeg kan ikke konkurrere med Adax, Neye, Magasin osv. på søgeord på som eksempelvis ”tasker”, ”læder tasker” og ”computer covers” – derfor er SEO og Google annoncering en lidt for stor mundfuld på nuværende tidspunkt.

Jeg bruger udelukkende sociale medier til markedsføring. Da jeg også arbejdede med sociale medier på mit tidligere arbejde, har jeg dybdegående kendskab til lige dette felt.
Det er muligt at nå rigtig langt ud til langt færre penge end på andre platforme. Og vigtigst, jeg kan målrette mine budskaber til personer, der med stor sandsynlighed har interesse i mit brand. Det er meget afgørende for mig, da jeg ikke har et stort budget at smide efter indholdet.

Visuelt behøver man heller ikke at have store tekniske/grafiske færdigheder, og man bestemmer selv hvad der skal stå, hvornår indhold skal op, og hvor det skal publiceres. Derudover kan man oprette og vedligeholde et nært forhold til sine følgere – det glæder både mig og følgerne (håber jeg! haha).

14. Hvad ville du gerne have vist, inden du blev iværksætter? 
Jeg synes ikke, jeg har oplevet noget der overraskede mig helt vildt omkring ”at være iværksætter”. Jeg var faktisk forberedt på det værste. Men jeg kunne godt have tænkt mig at arbejde 1-2 år hos en anden webshop inden, da jeg tydeligt mærker, at jeg starter helt fra bunden uden viden. Og så er det en rigtig lang proces!

Så hvis man er helt på bar bund, kan det være en idé, at skaffe en form for relevant ”studiejob” ved siden af. Et sted hvor man kan suge en masse viden til sig, og efterfølgende benytte i sin egen virksomhed.

15. Hvor ser du dig selv (og virksomheden?) om 10 år?
Når (hvis?) eventyret fortsætter, håber jeg, at jeg har mit eget lille kontor et sted tæt på mit hjem. Gerne i baghaven.
Det ville være super fedt at have en ansat, der både kan hjælpe med det praktiske, men også som sparringspartner i hverdagen. Jeg vil helst fokusere på at sælge i webshoppen – desværre er det en udfordring for mine kunder (og mig), at de ikke kan mærke og dufte det lækre læder. Derfor skal jeg også have varer i butikker. Målet om 10 år må være mindst 200 udvalgte butikker, og gerne med salg i Sverige også.

16. Hvis du skulle lave noget helt andet, hvad skulle det så være?
Amen jeg har så mange crazy drømme.
Jeg er nok mere til den ”ustabile” og uforudsigelige hverdag. Så hvis jeg kunne få et job, måske kun i sommerhalvåret, og arbejde med nødhjælp det andet halvår, ville jeg være taknemmelig.

17. Hvad betyder virksomhedens navn, og hvordan kom du på det?
Da jeg startede op hed virksomheden ”Michala” – altså mit navn. Men jeg fandt hurtigt ud af, at ingen kunne udtale det korrekt, huske det eller stave til det. Det er naturligvis upraktisk, når man har et brand. Derfor ændrede jeg det undervejs til MicMic, som kommer fra mit kælenavn ”Mic”. Faktisk er det kun mine gamle veninder fra gymnasiet og folkeskolen, der stadig kalder mig Michala.

18. Hvad er det bedste ved at være iværksætter/selvstændig?
Jeg elsker selv at bestemme og træffe valg. Godt nok er det ikke altid de rigtige (haha), men jeg kan godt lide det.

19. Hvad er det værste ved at være iværksætter/selvstændig?
Jeg savner rigtig meget noget sparring. En jeg kan vende idéer, tanker og frustrationer med. Det er bare ikke det samme at tale med folk udefra, der ikke er del af virksomheden, så det savner jeg.

Jeg mangler også altid viden, og det kan også være udfordrende. Da jeg kun er mig, er meget af min hverdag en stor jagt på viden og hjælp. Det kan godt være frustrerende ikke bare at være god til alt det, man nu engang laver. Men jeg prøver altid at minde mig selv om, at andre ikke arbejder både som speditør, marketingschef og design-ansvarlig samtidig – men det gør jeg.

Sidst men ikke mindst, føler jeg mig aldrig god nok. Jeg kan altid blive bedre, og det kan godt mærkes på dårlige dage.

Opsummeret er det værste, at jeg ikke bare ved ALT om ALT!

20. Hvad har højdepunktet været i din karriere som iværksætter (indtil nu)?
Jeg er virkelig stolt af mine nye samarbejdsaftaler i Etiopien. Det er et valg jeg har truffet med hjertet og er et helt unikt tiltag, jeg ikke har set andre steder.
Dem kan man læse alt om lige her.

Sidste års julesalg og højeste omsætning nogensinde i august måned (udover jul) var også fedt. Det er bare lidt sjovere, når der sker noget.

Se alle produkterne fra MicMic her*.