Tag-arkiv: Tegneserie

Mød en iværksætter #10 – illustratoren med den velkendte streg

Endnu en sej iværksætter har ladet sig “interviewe” til bloggen. Denne gang skal I møde Kristina, der er selvstændig illustrator – og jeg vil gætte på, at de fleste af jer, er stødt på hendes tegninger rundt omkring. Her er hun i hvert fald på min blog 🙂

Alle billeder er lånt af Kristina Ricken.
De tidligere mini-portrætter kan I finde her.

1. Fortæl lidt om dig selv
Jeg hedder Kristina. Jeg er 39 år og bor sammen med min kæreste og vores 3 hunde på en gård på Lolland.

2. Hvad er din uddannelse?
Jeg har ingen!

3. Fortæl om din virksomhed
Min virksomhed hedder kristinaricken.dk – under den laver jeg en masse forskelligt arbejde, dog mest tegne-relateret arbejde. Jeg tegner til min egen blog, livefralolland.dk og laver ugentlige tegneserier til Hendes Verden og folketidende.dk.

Herudover skriver og tegner jeg mine egne bøger, illustrerer bøger for andre forlag og en masse andre tegneopgaver, der spænder lige fra bryllupsinvitationer til en kampagne mod livmoderhalskræft for Region Sjælland. Samtidig har jeg også en lille webshop, hvor jeg primært sælger postkort og plakater fra mit Live fra Lolland-univers.

Jeg oprettede min virksomhed i 2013. Indtil da havde jeg boet mange år i København og arbejdet med kundeservice. Da jeg ikke kunne finde et job efter jeg flyttede til Lolland, begyndte jeg at læse HF og startede min blog som jeg senere begyndte at tegne til. Pludselig gik det stærkt, og jeg var nødt til at droppe at læse, da jeg fik så mange tegneopgaver.

3a. Hvorfor flyttede du til Lolland?
Jeg arbejdede i København, da jeg flyttede til Lolland. Jeg arbejdede som koordinator i en kundeservice i den samme virksomhed som min kæreste arbejder i (det var sådan vi mødte hinanden ☺️). Jeg flyttede ned til ham på Lolland, og fortsatte i mit job derinde i et lille års tid der efter. Da jeg var supertræt af forholdene på mit job, og havde været det i flere år (og af at bruge 4 timer i transport hver dag) sagde jeg op og ledte efter et job hernede (så vi ikke begge behøvede at være væk hjemmefra i 12 timer om dagen og skulle have andre til at passe hundene hver dag). Hele mit liv har jeg arbejdet indenfor kundeservice, og den slags job er der ingen af hernede, så derfor begyndte jeg at læse HF i stedet for. Og så begyndte jeg samtidig at tegne.

4. Hvad er din rolle i virksomheden?
Jeg er en enkeltmandsvirksomhed, så jeg tager mig selv af det hele. Lige fra at tegne, til at sende pakker, lave regnskab, gøre rent, lave frokost, købe ind, og alt der imellem.

5. Hvordan fik du idéen til at blive selvstændig?
Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle være selvstændig, og slet ikke illustrator, da jeg aldrig havde tegnet noget før 2013. Det var ligesom bare noget der skete fra den ene dag til den anden.

6. Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du kastede dig ud i iværksætterlivet?
Ikke så mange. Jeg læste HF på det tidspunkt, men fordi jeg fik så mange tegneopgaver, havde jeg tidsmæssigt kun tid til den ene af delene, og så virkede tegneriet som det mest oplagte valg.

7. Hvad var det mest skræmmende ved at kaste sig ud som iværksætter?
Stort set ingen fast løn. Den er svær når man ellers hele sit liv har været vant til at der går løn ind til den 1. hver måned.

8. Hvad startede du med, da virksomheden skulle i gang?
Jeg startede med at få et CVR-nummer. Jeg arbejder hjemmefra, så lokaler var ikke et issue. Da jeg allerede var lidt i gang, inden jeg blev ’rigtig’ selvstændig, gjorde jeg ikke andet end at oprette et CVR-nummer.

9. Hvad var din startkapital?
Jeg havde ikke rigtig noget startkapital. Jeg havde i forvejen mit digitale tegnebræt, som er mit primære arbejdsredskab, og da de fleste af de ting jeg laver er digitale, har det heller ikke rigtigt været nødvendigt med en startkapital. Da jeg åbnede min lille webshop, lavede jeg postkort for ca. 800 kr. Da de postkort havde solgt nok til, at udgiften var tjent hjem, lavede jeg nogle nye, og den model er jeg sådan set fortsat med lige siden, så jeg ikke har store summer ude og svømme.

10. Hvordan fik du de første kunder?
De henvendte sig selv efter at have set mine tegninger på nettet. På den måde fungerer min blog glimrende som en slags CV. De eneste jobs jeg selv har ’skaffet’, var først mit stribejob hos FEMINA og siden mit stribejob hos Hendes Verden. Jeg har været utroligt heldig, at der er rigtigt mange ting, der er landet hos mig, uden jeg har været nødt til at lave et kæmpe opsøgende arbejde. Det har været en rigtig god ting, for det er først for nylig, at jeg er begyndt at have så meget tiltro til mine egne evner som tegner til at kunne holde bare en lille salgstale.

11. Hvornår kunne du leve af din virksomhed?
Jeg har sådan set fra starten levet af min virksomhed og gør det stadig. Vi bor på en gård, der er købt kontant og har ingen børn, så vi har ikke de store omkostninger. Og da min kæreste har et godt job med en god løn, har det ikke været brændende nødvendigt, at jeg også skulle hive en hel månedsløn hjem hver måned. Jeg har mine ’faste’ jobs hos blandt andet Hendes Verden, men ellers veksler min løn meget fra måned til måned.

12. Hvor mange timer om ugen arbejder du?
Det er meget forskelligt, men min arbejdsdag er som minimum på 7-8 timer om dagen, de fleste dage også mere. Nogle uger arbejder jeg i weekenden, andre uger gør jeg ikke. Men det er svært når ens arbejde også er ens hobby, jeg sidder f.eks. tit og tegner om aftenen når jeg har ’fri’. På en måde er det jo arbejdsrelateret, da det kan være skitser til kommende projekter, osv.

Noget af det jeg bruger mest tid på er helt klart at finde på ’vittighederne’ og så tilpasse dem. Hendes Verdens målgruppe er f.eks. en helt anden, end dem jeg tegner for hos folketidende.dk eller på min egen blog, og jeg er nødt til at tilpasse det hele efter den målgruppe, den skal vises for. Jeg falder nok selv personligt lidt udenfor målgruppen hos Hendes Verden, da jeg er lidt yngre, og ikke selv laver håndarbejde, så derfor må jeg opsøge viden om de ting, for at kunne finde på noget der passer til målgruppen. Læserne på min egen blog er yngre, og de kan sagtens få et bandeord, og de fleste bruger digitale redskaber i deres dagligdag. Hos Hendes Verden ville jeg nok aldrig smide et bandeord ind, ej heller ville jeg gå ud fra at alle læserne vidste hvad Über eller Pinterest var. Samtidig skal tingene i alt jeg laver også have en rød tråd, så man kan kende det, uanset hvilket blad eller andet medie det er i, og det har taget lang tid, at finde en linie der kunne passe til det hele.
Så den del af det med at udvikle ideerne er den del af arbejdet, der tager allerlængst tid. Og den del af arbejdet kan ske på alle tider af døgnet, og mange af de bedste ideer kommer selvfølgelig altid når jeg går i seng om aftenen, eller når jeg overhører en samtale i køen i Netto. Så på en måde er min hjerne hele tiden på arbejde, haha.

13. Hvad har været det mest lærerige som iværksætter?
At man skal se sig for. Lige så mange søde, reelle kunder der er, lige så mange er der, der gerne vil have en bid af din kage, uden at give noget for det. I begyndelsen blev jeg tit slået helt ud, når virksomheder f.eks. tog mine tegninger uden at have fået lov, når folk overbeviste mig om ,at jeg da lige skulle lave 20 tegninger til dem og ville betale for dem ’senere’, hvor projekterne aldrig er blevet til noget, og jeg har arbejdet gratis i månedsvis, osv. Der er jeg blevet bedre til at være lidt skrappere og passe på mine ting. Tager nogle mine tegninger uden at have fået lov, så får de tilsendt et krav og en faktura, og betaler de ikke, sender jeg dem bare direkte videre til retten. Hvis folk gerne vil have, at jeg skal lave nogle illustrationer til deres projekter, så koster det penge.
Det har været irriterende for sådan en ellers ret naiv type som mig, der gerne vil tro det bedste om alle, at jeg har været nødt til at blive lidt hårdere, men af skade bliver man som bekendt klog.

14. Hvad betyder de sociale medier for en virksomhed som din?
Alt. Næsten, i hvert fald. Havde jeg ikke muligheden for at dele mine ting på de sociale medier, ville antallet af læsere til min blog, og dermed også potentielle kunder, være så få, at jeg helt sikkert ikke ville kunne leve af det.

15. Hvad ville du gerne have vist, inden du blev iværksætter?
Af en eller anden grund var der ikke så mange ting der kom bag på mig. Det er selvfølgelig altid en god idé at sætte sig ind i hvordan man laver regnskab, hvilken virksomhedsform der passer bedst til en, osv. Men ellers skal man nok bare sørge for at være klar på at arbejde rigtigt meget og indstille sig på, at ting tager tid.

16. Hvor ser du dig selv (og virksomheden?) om 3 år?
Forhåbentlig følger udviklingen den kurve, der har været indtil videre, hvor det hele lige så stille og roligt er gået fremad, så jeg selv kan følge med, men måske samtidig også har en lidt større og stabil indtjening.

17. Hvor ser du dig selv (og virksomheden?) om 10 år?
Om 10 år er jeg 49, og til den tid skulle virksomheden gerne være nået til et punkt hvor den kører, så jeg har f.eks. en eller to ansatte, så jeg bedre kan koncentrere mig om selve tegnearbejdet.

18. Hvis du skulle lave noget helt andet, hvad skulle det så være?
Noget med dyr. Helt sikkert. Jeg elsker dyr!

19. Hvad er det bedste ved at være iværksætter/selvstændig?
At jeg selv bestemmer over min tid, til en vis udstrækning, og selv kan bestemme hvilke opgaver jeg vil tage ind.

20. Hvad er det værste ved at være iværksætter/selvstændig?
Søvnløse nætter, økonomiske bekymringer, og at jeg i lange perioder (når jeg f.eks. skriver en bog er så meget i den process at man) ofte glemmer at få set familie, venner, osv.

21. Hvad har højdepunktet været i din karriere som iværksætter (indtil nu)?
Jeg er meget stolt af at have tegnet så kort tid og alligevel både have haft en fast stribe i Hendes Verden og FEMINA. Og så er den kampagne, jeg tegnede for Region Sjælland, også noget jeg er super stolt af at have lavet.