Fem døgn væk fra mine børn, var noget der gav mig mavepine før afrejse. Men fire døgn inde i forløbet, er der ingen mavepine at spore længere.

Sådan skrev jeg lørdag morgen, og det var faktisk stadig gældende et døgn senere, da jeg landede i Tirstrup lufthavn. Men tanken om at min familie stod lige ude i ankomsthallen og ventede på mig, gav mig alligevel lidt kriller i maven. (Når jeg lukkede øjnene kunne jeg faktisk ikke huske, hvordan stor den mindste var blevet…)

Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lidt imponeret over min (og andres) evne til at være i nuet, og ikke bruge alt for mange kræfter på savn og andre ting, der er svære at agere på.

Alt gik godt – og det gjorde det også derhjemme.  Pga. tidsforskellen og mit meget stramme program, var det ikke oplagt at Skype. Min datter og jeg gjorde det en enkelt dag, hvor jeg havde frokost uden forpligtigelser lige før hendes sengetid. Det var hyggeligt. Men ellers så løste vi det på anden vis.

Jeg havde nemlig fået den (geniale) ide at oprette et fælles album i skyen. Fra min telefon lavede jeg små hilsner på 4-35 sekunder som jeg uploadede, og som min datter så selv kunne gå ind på iPaden og se. Hun lavede faktisk selv en video retur, som jeg blev mega glad for at modtage ❤️ Så hermed et lille tip givet videre til andre der rejser uden børn – og evt. ikke har mulighed for at Skype. Det var fedt for min datter at se flyet, hotelværelset, højhuse osv.  Små ting som gjorde hendes dag hyggelig, og hvor hun følte mit ‘nærvær’. To øve-videoer og 15 ægte rejsevideoer blev det til.

Vel hjemme igen er alt savn afløst af to stride banditter, der virkelig tester os forældre, men det er nok en reaktion, som jeg må tage med – jetlag eller ej…

P.S. Min ‘ugeplan’ var (også) en stor succes, som kom retur med masser af krydser over dagene. Så det tip er hermed også givet videre.