Tag-arkiv: Tis

Ikke mere pis…

Ældstesønnen på 3 år elsker sin ble… Hans mor knap så meget. Ældstesønnen elsker også at snakke, så her kommer lige tre små citater fra vores bleskift i juleferien.

Mor, du har lige nulret min tissemand…

Mor! Du må ikke hive i min tissemand.

Mor, jeg skal nok lade være med at tisse på dig.

Ikke så meget pis der!

Men læs evt. om den gang, jeg helt bogstaveligt blev pisset på (her). Og om dengang jeg tissede i sengen (her).  Eller dengang jeg hældte varm urin ud over mig selv… (her)

Babyhumor…

Lillebror her! Mor har ladet mig få ordet. Så nu skal I høre, hvad jeg synes, er rigtig sjovt 🙂

(Mor siger, at jeg skal advare mod tis og lort nu..)

Noget af det sjoveste jeg ved, er når jeg prutter. Det kan jeg grine længe af. For tiden skider jeg ikke så tit, så I kan tro, jeg kan slå nogle rigtige stinkere! De lugter efterhånden værre end min mors prutter. Det sjoveste er, hvis jeg kan slå en ordentlig stinker, mens jeg ligger helt tæt med mor. Gerne under en amning, så hun ikke kan stikke af – hehe.

Når jeg er er mæt og tilfreds, kunne jeg stikke min mor et smil fyldt med kærlighed. Men det bliver helt ærligt lidt kedeligt i længden. Istedet bider jeg mine tandløse gummer stramt sammen om hendes trætte bryster – og så trækker jeg hovedet tilbage. Så skal I bare se min mor i hovedet. Jeg griner selvfølgelig lidt til hende imens, så hun ikke bliver alt for sur.

Jeg kan forresten et ammetrick mere. Og igen er det bedst at gøre, når man er færdig med at spise, for ellers risikerer jeg, at mælkebaren lukker. Det er ret simpelt: Fyld munden med mælk. Slip brystet og sig brrrr. Hvis det går rigtig godt, så får mor mælk i hovedet. Det er dæleme sjovt!

Nu blev det nærmest helt stuerent, så her kommer lidt mere om lort… Nogen gange når min familie spiser, så skal jeg ligge i en skråstol oppe på bordet, hvor de kan holde øje med mig. Her kan jeg rigtigt få ro til at presse, og I skulle se, hvordan de voksne flyver en halv meter op i luften, når jeg skyder med mit maskingevær. Haha. Det er jo ikke for sjov, at vi kalder den skidestolen.

Mor er rigtig sød til at lade mig lufte numsen, når vi skifter ble. Det belønner jeg selvfølgelig med lidt ekstra vasketøj. Hendes trick er at placere en klud på mine ædlere dele. En gang imellem (ret tit), så sparker jeg den af, så jeg kan pisse på gulvet. Ahhh den herlige følelse af at pisse langt. Nogen gange rammer jeg min mor – og det gør da ikke glæden mindre.

Pt. er jeg i gang med at øve mit overhåndskast. Jeg forudser, at jeg i nærmeste fremtid finder på en helt masse tricks med det kast.

Planer for april og de mest læste indlæg fra marts

I april vil jeg føde! Det er virkelig den store og alt overskyggende plan for april. Jeg skal hvile og lytte til kroppen – og mentalt forberede mig på fødslen. Derudover har jeg en del ‘klargørings’projekter i form af at finde og vaske babytøj, blive klippet og bygge lidt rede.

Marts gik med flere besøg i sommerhuset, sygdom, gevinst i det store skattelotteri, ny bil og start på orlov kombineret med påskeferie.

I marts kom der 21 indlæg på bloggen, og de fem mest læste får I lige links til her.

Det ligger meget tæt omkring 5. pladsen denne gang, men “vinderen” bliver det Karrieretirsdags indlæg, der omhandlede den mulige storkonflikt.

Som nr. 4 finder vi en gang Status pt. Det er mine små liste indlæg med stort og småt fra min hverdag. Dem har I taget virkelig godt imod. Tak for det.

På en 3. plads er der graviditetsskriblerier. Denne gang om lægebesøg og en historie mere om tis.

Det 2. mest læste indlæg fra marts handler om shopping 🙂 For på trods af alle mine gode intentioner om at vente, til jeg har født og  smidt lidt graviditetsvægt, så hoppede der alligevel lidt lækkerier hjem til mig… Ups ups.

Det mest læste indlæg var min fødselsberetning om min første fødsel. Jeg var lidt i tvivl, om det var for grænseoverskridende, men synes selv, at jeg har fået skrevet en rimelig “lødig” beretning. Og I var rigtig mange, der var glade for at læse den. Snart kommer min næste fødselsberetning også.

Status pt #2

Jamen status pt. er således:

  • Jeg har tabt min (yndling skrællekniv) på gulvet og samlet den op i to dele. Den kan selvfølgelig ikke købes længere.
  • Jeg har hældt tis udover mit tøj og sko
  • Efter at have været plaget af hoste og tykt snot i over 14 dage, ser det endelig ud til, at det er ved at slippe. (7-9-13)
  • Min søn var til gengæld haft en hygge-fridag med sin Bedste. Og da jeg kom hjem, havde de både støvsuget, gjort badeværelse rent og lagt alt mit vasketøj sammen. Jeg er dybt taknemmelig.
  • Hun sov her forøvrigt og TO nætter i træk var der ingen børn, der forstyrrede min nattesøvn. Det var der så til gengæld meget andet, der gjorde.
  • Jeg er nu færdig med at se Broen. Den var god! Men der er godt nok mange historier og plots at holde styr på/gennemskue.
  • Jeg har haft min debut som skribent i et kirkeblad…
  • Mine børn elsker frosne bønner, gulerødder og pommes frites. Det virker nærmest som om, de spiser mere frossent end tilberedt…

.

Graviditets-skriblerier #14 – lægebesøg og lidt mere om tis

Så gik der endnu en uge, så der nu er syv uger til termin og tre uger til orlov. Men ærlig talt hvem tæller 🤣

Ugen har budt på sidste lægebesøg i graviditeten, medmindre der dukker noget uventet op. Baby har endnu ikke vendt sig, men det troede jeg nu heller ikke. Der er så meget aktivitet syd for navlen, at der helt sikkert ligger er par ben. Eneste lille ‘obs’ ved undersøgelsen var min urinprøve, hvor der var spor af blod i. Det var ellers lige før urinprøven slet ikke blev til noget, for klodset som jeg (åbenbart) er, så præsterede jeg at tabe bægeret med urin ned over min nederdel, strømpebukser, sko og gulvet…. Meget elegant må man sige. Jeg reddede dog en lille smule urin, og der var lige nok til undersøgelsen. Efterfølgende laboratorieundersøgelse viste, at der ikke var grund til bekymring ifht. spor af blod. Så alt er godt og mit tøj og sko er vasket 😉

Jeg døjer stadig ikke med fysiske smerter, så det er rigtig rart. Jeg kan dog heller ikke holde til så meget, så jeg forsøger at passe på mig selv. Min sygemelding fungerer rigtig fint, og både dage med hvil og lur er gode. Mandag var jeg lige på en 11+ timers tur til København, men det gik faktisk også overraskende godt, og jeg fik både lavet lidt mad og puttet et barn, da jeg kom hjem. Tirsdag nåede jeg kun et kort hvil, så onsdag var jeg meget træt, og måtte hvile og sove lidt ekstra.

Den sidste uge er der to personer, der uafhængigt af hinanden har kigget på min vinterjakke og konstateret, at foråret vist godt må komme snart. Den strammer ikke, men pladsen er yderst begrænset, så selvom det er en ‘mama’ jakke, kan den snart ikke lukkes mere. Samme opdagelse gjorde jeg med en graviditetsskjorte i går. Så tyk mave!!!

Ugens bekymringer har gået på det faktum, at baby ikke har vendt sig, og hvorvidt jeg kommer til at bruge min ‘korte’ orlov inden babys ankomst på først påske og efterfølgende børnepasning pga. strejke. Og selvfølgelig føde med nødberedskab pga. strejken. Sig ikke at jeg kun ser worst case – haha 🙈

Graviditets-skriblerier #13: Natteroderi og en pinlig indrømmelse

Så er der gået endnu en uge, og jeg er nu 32+0. Vægten siger + 14,5 kg, og maven vokser fortsat. Flere har sagt til mig, at jeg ligner en, det har bagt færdig… Der begynder at komme lidt væske i kroppen, men jeg går da stadig med min vielsesring, så det er i små mængder indtil videre. Til gengæld er min kropsradiator skruet gevaldigt op. Jeg render rundt i bare arme og sveder. Det er måske ved at være tid til sandaler eller andet let fodtøj 😉

Havde jeg været ansat ved eksempelvis en kommune, så ville i dag have været min sidste dag før orlov. Det er jeg ikke, så jeg skal arbejde fire uger endnu. Tiden nærmer sig, og der begynder at blive fundet afløsere til mine arbejdsopgaver. Så bliver det ‘virkeligt’. Jeg kan godt arbejde fire uger mere, så længe jeg udnytter min deltidssygemelding, og får hvilet/sovet før jeg henter børn.

Det med hvile er stadig relevant – især efter nætter, hvor jeg har sovet dårligt/alt for lidt. Jeg har indtil nu helt været forskånet for, at skulle op og tisse om natten. Men sidste weekend da jeg endelig var faldet i søvn i en ‘behagelig’ sovestilling efter et par timer med diverse tankemylder,  drømte jeg, at jeg var på toilet. Og så kan I næsten selv regne resten ud… Natten blev ikke bedre af, at jeg så igen var vågen for at skifte sengetøj, og at jeg sov resten af natten med to juniordyner istedet for en voksendyne. Det har selvsagt givet lidt paranoia, og nu er jeg oppe at tisse hver nat… I nat var det heldigvis kun en gang, da jeg alligevel var inde hos min datter, men tidligere på ugen, var det hver gang jeg vågnede og hostede, så det blev nok til 5-6 toiletbesøg den nat.

Jeg er blevet pisset på…

Når jeg vågner midt om natten uden at føle mig frisk, så er det virkelig sjældent, at jeg håber, at vækkeuret snart vil ringe. Men det gjorde jeg godt nok i nat!

Jeg vågnede af noget uro og mærkede, at jeg var våd på siden/maven. Der gik lige lidt tid, før min trætte hjerne indså, at den sovende byld, der lå tæt op af mig, også var våd…

Det var tis – og jeg var altså blevet pisset på midt om natten 🤣. Lige der håbede jeg, at vækkeuret snart ville ringe. At jeg bare kunne lukke øjnene og ignorere det. Men da vækkeurets digitale tal lysende fortalte mig, at der var længe til morgen, måtte jeg jo gøre noget.

Mit eget nattøj kom jeg let ud af, og det lykkedes mig faktisk også at befri den sovende byld for både nattøj og blev, uden at han blev mere vågen af den grund. Jeg nåede dog ikke, at dække den våde plet på lagenet, før han igen havde lagt sig godt tilrette. Hvilket minder mig om, at jeg hellere må skifte lagen, inden jeg går i seng 😉

Overrasker det nogen, at det lige tog mig en time at falde i søvn igen? Så jeg var temmelig baldret i morges. Men er kommet efter det, og har både været til gymnastik med natpisseren, ryddet op og lavet madpakker. Nu er jeg sofa- og snart putteklar.

P.S. Billedet har absolut ingen relevans – jeg ser bare så frisk ud 👍🏻