Tag-arkiv: Tjener

Da jeg var barn #8

Skal vi lige runde fritidsjobs? Da jeg var barn:

Var mit første job, som avisuddeler i 3 uger i en sommerferie. Det var en lang rute, og søndagsaviserne var så tykke, at min far måtte med rundt. Men jeg tjente penge, og måtte have oprettet en bankbog.

Delte jeg efterfølgende en reklamerute med en veninde. Der skulle deles reklamer ud to gange om ugen. Det var hyggeligt at være to, men fordi vi var to, følte jeg aldrig rigtigt, at udbyttet stod mål med indsatsen.

Herefter begyndte jeg at passe børn. Altså mine søskende havde jeg tjent lidt på at passe før, men det tæller ikke rigtigt. Jeg har nok været barnepige ved 3-5 familier, men særligt en familie var jeg hos i mange år.

De sidste 2 eller 3 år i folkeskolen havde jeg forårsjob på et gartneri. Cykelturen derud var lang og hård, men vi arbejdede på akkord og pengene var gode. Hver fredag fik vi løn udbetalt kontant (det var ikke sort), og jeg følte mig SÅ rig. Det var fedt.

I gymnasiet passede jeg stadig børn ind i mellem. Og så fik jeg job som opvasker på en italiensk restaurant. Det var et hyggeligt sted, og jeg avancerede til tjener. En dejlig tid med utrolig meget pizza hver uge. Og Cocio. Ahh.

Den første sommer, mens jeg studerede på uni, var jeg afløser på et plejehjem ‘derhjemme’. Der var en solid og meget bakket cykeltur på 9 km hver vej. Så den sommer tjente jeg kassen og tog ikke på, på trods af is og kage hver dag. Jeg var forøvrigt så ‘god’, at flere foreslog mig en karriere i plejen. 🙈

Den næste sommer var jeg på et vandrerhjem, hvor jeg bl.a. serverede morgenmad og rengjorde værelser. Til den årlige fisker-festival lavede jeg også madpakker, serverede aftensmad, drak sejrsøl med vinderne og gjorde rent i køleren efter deres klamme maddiker!

Derudover var jeg studentermedhjælp og transkriberede interviews – hvilken fest! Og pakkede breve og andet sjovt.

En sommer var jeg på sommerlejr som hjælper for en dreng med muskelsvind. En spændende og lærerig oplevelse.

To år var jeg også rusinstruktør for de nye studerende, hvilket blev aflønnet med 37 timer  Det var eddermaneme sjovt – og jeg fik to ekstra introture med i bagagen.

Mon jeg har glemt noget?