Tag-arkiv: Tøsehygge

Julelys, tøsehygge og nachos

I dag var det blevet dagen, hvor jeg havde inviteret min datter med ind til Aarhus og se julelysene. Sidste nat var nærmest miserabel med hoste, opkast og andet natteroderi, så vi var to trætte piger, der drog af sted sidst på eftermiddagen.

Første stop blev Salling Rooftop. Nøj hvor er det pænt. Meget større end jeg havde forestillet mig, og udsigten i skumringen var bare så fin.

Vores næste stop var beundring af julelys i gågaden samt indkøb af julegaver til vores drenge derhjemme. Efter også at have rundet Søstrene Grene gik vi mod åens cafeer, hvor eneste krav var, at der skulle være nachos på menuen. Hos Cafe Faust fandt vi både børnemenu med nachos og en børnepose med lidt underholdning. At eneste ledige bord var med en høj sofa/bænk og en høj stol, var kun er plus i den lille dames øjne, og da jeg var færdig med min burger, fik jeg pludseligt selskab på bænken. Så hyggeligt at spise stille og roligt i dejligt selskab.

På hjemturen sagde jeg tak for en dejlig tur. Der var meget stille på bagsædet, men da der endelig blev svaret, lød det således: mor det har været den bedste dag nogensinde. ❤️

Nu sover den trætte pige, mens jeg har fornøjelsen af at forsøge at putte mindstemanden. Dernæst skal jeg kysse min mand godnat og lukke øjnene efter en lang, men meget dejlig dag.

Tøsetur med den sødeste tøs!

Den sidste tid herhjemme har budt på en del jalouxi mellem A og E. Og de er faktisk lige stride, men ofte ‘vinder’ E min opmærksomhed med sine ‘baby’behov…

Så i dag stod den på tøsetur. Jeg havde inviteret A allerede i torsdags, og vi havde snakket om hvad en gågade er,  hvordan der er pyntet til jul, og at vi kunne gå på cafe. Hun har glædet sig! Og i morges var hun også klar, indtil hun lige kom i tanke om, at hun gerne ville lege med nabopigen, og vi da bare kunne tage af sted i morgen. Så hurtigt kan man blive droppet.

img_3530

Hun nåede nu begge dele, og vi havde en fantastisk tur! VI startede med at shoppe hoveder, øjne og diverse til Rullinger (alle med børn i Ramasjang alderen, ved hvad jeg taler om. I andre må leve i uvished 🙈). Så ramte vi gågaden og dernæst cafeerne ved Aarhus å. A udvalgte sig en, og med det begrænsede børnevenlige udvalg, valgte vi at dele en gang nachos samt en friskpresset juice og en saft. Vi havde fået en vinduesbord, og det passede os begge perfekt. Vi var godt underholdte, og fik snakket om alt det vi så.

Sallings julepynt hvor hele bygningen er en gave, vakte stor begejstring, selvom A var ret skuffet over indholdet. Deres juleudstilling bestående af et LEGO landskab med elementer fra Aarhus, var også ret fedt.

img_3533

Efter et par indkøb og nogle pølsebrød, var vi klar til at vende næsen hjemad. Selvom p-billetten kun viste 1 time og 59 minutter (hvor heldig har man lov at være), så følte vi, at vi havde brugt næsten hele dagen sammen.

Kære A – tak for dig! ❤️

Jeg har en skøn flok tøser / trunter / damer / ingeniører i mit liv…

Ja kvinder i flok har mange navne, men uanset hvad de kaldes, er de skønne at have. Og jeg er så heldig at have flere af dem, og i dag skal det som tidligere lovet handle om i lørdags.

Vi er en flok tøser, der har været aktive i samme studenterforening, da vi læste til ingeniører. En gang mødtes vi 3-4 gange om året til aktiviteter, hygge og alkohol. Med tiden er vi blevet spredt en del, og der er kommet flere børn til, så derfor har modellen ændret sig lidt. Nu mødes vi til brunch, eftermiddagssnack og aftensmad. Dagens vildeste udflugt plejer at være en gåtur eller et spil, mens dagens absolute højdepunkt er rendyrket samvær og snak – og selvfølgelig lækker mad.

img_2988

Det var også skabelonen i lørdags, hvor vi var inviteret i en kolonihave i Aalborg. Og hvor heldige var vi ikke lige med vejret? Jeg blev faktisk lidt solskoldet i panden – midt i september… Vi var otte ud af ni samlet, så det var ganske godt. Derudover var der to, der havde babyer med i armene, samt to der medbragte babyer i maverne 😉

Dagen startede med brunch i skyggen. Så rykkede vi stolene ud på græsset og snakkede og snakkede. På et tidspunkt kom der gang i et spil med tepotteord. Det var rigtig sjovt, og uden at prale for meget, kan jeg godt afsløre, at jeg vandt temmelig stort.

Nogen bagte kage, og mente at jeg skulle tage et billede til bloggen. Jeg var for doven til at hente mit kamera, og min fotografering endte i nedenstående…

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Til aftensmad fik vi testet en ret, jeg har set på Facebook nogle gange. Nemlig løgringe med bacon om og hakkebøf med bacon og fyld af ost. Det var rigtig lækkert, men jeg blev godt nok også mæt.

img_3019

Efter aftensmaden kørte jeg sydpå til mine forældres sommerhus, hvor jeg havde “parkeret” familien i det skønne vejr. Så nåede jeg også at suge det sidste sommerhusstemning til mig inden efteråret nu for alvor lurer.

Jeg har tidligere skrevet om en vores komsamner, det kan læses her.