Tag-arkiv: Trist

Det har været en af de dage…

… hvor det hele ligesom ramlede…

Kender I de dage, hvor læsset ligesom vælter, og man “pludseligt” bare får lyst til at græde? Sådan blev min dag i dag… Hvis I ikke kender det, så er det nok lidt svært at forklare. Det er bare som om, at det gode humør forsvinder, himlen bliver lidt mørkere, og det eneste jeg har lyst til er at ligge i min seng – og gerne med en hulens masse chokolade.

Måske er det cyklusbestemt? Jeg kan ikke finde et mønster, men jeg er pt. lige i optakten til min menstruation, så det er da en form for undskyldning.

Manden er stadig ikke på toppen, så jeg føler nok, at jeg har trukket det store læs de sidste par dage, hvor jeg heller ikke selv har været helt på toppen… Da jeg fik fri fra arbejde, indså jeg, at det var til udsigten til endnu en aften, hvor de fleste pligter lå på mine skuldre.

I dag havde jeg det en del bedre med hensyn til snot osv. Til gengæld har mine øjne (eksem) være et helvede. Så det var nok ikke lige overskudsmor, der kørte hjem fra arbejde i dag. Da Lillepigen og jeg var ved at blive involveret i et sammenstød pga. en anden bilist der ikke overholdt sin vigepligt, så knækkede filmen. Der skete heldigvis ikke noget, men jeg tog en lille tudetur i bilen og en større da jeg kom hjem.

Manden foreslog, at vi droppede aftensmaden, og det var ganske fornuftigt af ham. Så den stod på rugbrød og selvbetjening. Træning blev droppet, og så var aftenens største opgave en totaloprydning inden rengøring i morgen.

Da jeg ikke gad mere, brød jeg mit sukkerstop. Tog et stort stykke chokolade. Gik ind i min seng og nød det i fred og ro. Og ærlig talt har jeg ikke en gang dårlig samvittighed.

Nu er det vist over and out. Manden skal putte, og jeg skal enten læse krimi eller se Arvingerne fra i søndags, hvor jeg gik meget tidligt i seng.
image