Tag-arkiv: Uheld

Fem på tur – og retur…

Det der med at komme ud af døren, det er ikke en let disciplin hjemme hos os. Det kører ok i hverdagene efter et rimelig fast skema, men lige så snart weekenden rammer os, så stiger kompleksiteten. Den stiger forøvrigt også i samme takt som antallet af børn, der skal gøres klar.

I dag skulle vi på tur. Min onkel fejrer sin 70 års fødselsdag i Odense, og vi skulle selvfølgelig med. Og det gik faktisk ok! Vi fik alle børn i bad, og de fleste af dem fik børstet tænder. Der blev steamet en skjorte til den største dreng, og jeg fik min fine silkenederdel på.

Bilen bakkede ud af carporten så vi havde et helt kvarter mere, end den forventede køretid – og det er dæleme store ting hjemme hos os.

MEN!

E20 – den fynske motorvej var spærret, så den forventede ankomsttid på GPS’en bare steg og steg. Et uheld ved Skanderborg skulle vise sig, at være vores mindste udfordring. Når Lillebæltsbroen er eneste adgang til Fyn, er der virkelig tale om en flaskehals. Så efter 2 timers kørsel endte vi i Madsbyparken ved Fredericia. Det er en kæmpe legeplads! Super fint sted. Vejret var perfekt, og vi mødtes med min far, søster og hendes slæng. Vi var nok lidt overdressed (bare lidt)… Så de velklædte børn fik leget, og min silkenederdel fik pommes frites debut.

E20 er nu lukket delvist op, men med hastighedsbegrænsning på 40 km/t og meget store køer, der skal afvikles. Vi har dog truffet den tunge beslutning at køre retur… Jeg kunne ikke overskue at sætte tre børn i bilen med kurs mod endnu en kø, og uvisheden om hvornår vi nåede frem. For selvom vi kunne nå frem til festen på nogle timer, og derefter hygge med familien i nogle timer, ville vi jo stadig have en halvanden time lang køretur retur, når festen var slut.

Så sådan blev det. Nu skal vi hjem til rod og rugbrødsmadder – forhåbentlig uden kø på vejen…

Mine favorit indlæg fra 2017

Da jeg lå syg før jul, tog jeg en tur ad memory lane i bloggens arkiver. Her fandt jeg mine bedste indlæg fra 2017. Det vil sige, de indlæg som jeg personligt er aller mest glad for. Enten fordi jeg er stolt af dem, eller fordi indhold og pointer er noget af det, der har værdi for mig.

Jeg fandt 12 indlæg, og jeg har ikke en gang gidet at barbere det ned til en pæn liste på 10. Så I må klare jer 😉

Mit aller mest personlige indlæg nogensinde hedder Kære verden – jeg er pårørende. Jeg var drønnervøs for at udgive det, men I tog så pænt imod det. Tak. Når jeg læser det i dag, bliver jeg stadig lidt stolt af, hvordan det lykkedes mig at sætte ord på noget rigtig svært.

På den karriereorienterede del af bloggen skrev jeg lidt om årets MUS samtale. Om at have svært ved at sætte ord på, hvad jeg gerne vil, og om at være tilfreds, hvor jeg er, og samtidig føle at jeg står i stampe.

I marts skrev jeg lidt om, at solen skinner på dem, der ønsker det. Det var et indlæg om at tage ja-hatten på og beslutte sig for at få en god dag . Det virker stadig – når jeg lige husker det.

Jeg endte igen ‘i’ et uheld på motorvejen. Denne gang var jeg heldigvis ikke impliceret, men jeg holdt i kø meget nær uheldsstedet. Derfra skrev jeg indlægget ‘Flashback fra motorvejen’.

Harmonikasammenstød

Så var der en lokalplan i høring, hvor vi var høringsberettigede. I den forbindelse skrev jeg et indlæg om, at min holdning er, at hvis man ikke siger sin mening, så kan man ikke tillade sig at brokke sig når bagefter. Det forsøger jeg at leve efter i alle livets aspekter.

Foråret havde lidt et tema omkring sundhed, men også meget omkring at acceptere nogle ting. Jeg skrev bl.a. indlægget om at elske sig selv (kvinde), hvor jeg efter en længere proces, fik listet en række ting, jeg faktisk rigtig godt kan lide ved min krop.

I juni rejste jeg til USA uden min familie i seks dage. Det krævede lidt snak og planlægning, men det lykkedes rigtig fint. Måske især pga. at jeg lavede små videohilsener til min datter. Det skrev jeg om i dette indlæg.

Og så nåede jeg i august en lidt vild milepæl. Det blev til indlægget: “Der er gået 10 år…” om mit 10 års jubilæum på samme arbejdsplads. Come on jeg var kun 33 år…

Min datter startede i skole, og en af hendes nye klassekammerater kaldte mig smuk. Det var virkelig sødt, men hun er åbenbart utroværdig 😉

Der skete så igen det, at en fremmed dame gav min børn chokolade i supermarkedet, fordi de var så gode til at hjælpe. Det reflekterede jeg lidt over på bloggen, for det er da egentlig en rigtig flot gestus og ros.

Et indlæg om at blive pisset på – i bogstaveligste forstand, fandt også vej herind. Min søn var synderen, der i ly af mørket pissede på mig. Tsk tsk.

Sidst på året blev jeg sentimental og fejrede mit personlige jubilæum som mor. Selvfølgelig kun her på bloggen, for i virkeligheden var det selvfølgelig min datter, der blev fejret.

Flashback fra motorvejen

Så sidder jeg her igen… På den jyske motorvej. Helt stille. Døren står åben. Blid musik strømmer ud af bilens højtalere. Jeg prøver at være afslappet. Jeg kommer for sent til et møde. Det er helt sikkert. For vi kører ingen vegne.

Flashback! Det er kun et år siden, at jeg sad her sidst. Den gang var jeg impliceret. I dag er jeg blot ’tilskuer’. Alligevel gibber det lidt i mig, når vi gør plads til både ambulancer, politi og brandvæsen. Nogen kan jo være kommet til skade. Jeg krydser fingre for, at det kun er materielskade.

Trækker vejret helt ned i maven. Her er varmt. Jeg har lidt vand og en banan. Og røde kinder. En let brise fejer gennem døren. Jeg trækker vejret dybt. Svarer på et par mails. Foretager et par opkald. Mit rullende kontor. Håber jeg snart kan komme videre. Det er ikke just spændende. Godt jeg ikke har trætte/sultne børn på bagsædet. Jeg er bare mig. Og min radio der igen og igen fortæller mig, at motorvejen er spærret på ubestemt tid, og jeg bør finde en anden rute. Det er bare lidt svært…

Men lad os alle køre lidt pænere. Holde lidt mere afstand. Gemme telefonen på bagsædet. Og selvfølgelig spænde vores børn godt fast, når de er med i bilen.

God dag og kør pænt.

En update og spørgsmålet: Hvad kan man lave med kærnemælk?

Kærnemælk – what to make?

Ej først skal I have en update på mit harmonikasammenstød i sidste uge. Det går bedre. Dvs. jeg er stadig meget træt og spændt op i hele kroppen. Jeg tænker på det, som sådan en slags alarmberedskab, som kroppen er i. Men jeg har ingen problemer med at sove. I weekenden kørte jeg på motorvej med begge børn i en lånebil. Det var rimelig grænseoverskridende. Turen gik til Vejle, og jeg kan afsløre, at jeg kun klarede 1/3 af turen på motorvej. Jeg kørte af, da de andre bilister (efter min mening) kørte råddent, og jeg reagerede med kvalme og rystelser. Resten af turen tog jeg ad landevejen. Da jeg skulle hjem igen dagen efter, var det fra Horsens. Her klarede jeg hele turen på motorvejen – dog med et godt stramt greb om rattet – men ingen kvalme eller rysteture. Så jeg arbejder på sagen, og er ved godt mod.

Og nu til det med kærnemælk. Jeg har tidligere givet jer opskriften på min yndlings-chokolade-bradepande-kage. Til den skal der bruges 3 dl kærnemælk. Men hvad med resten?

Jeg har efterhånden flere gange eksperimenteret med brødopskrifter med kærnemælk, men endnu uden held. Brødet bliver robust og ikke særlig luftigt. Dvs. at jeg kun har prøvet opskrifter, hvor der skal rimelig meget i. Det batter jo ligesom ikke meget, hvis der kun skal bruges 1 dl, og jeg har 7 dl…

Så nu er det nærmest endt med, at jeg bager pandekager, hver gang jeg har bagt kage. Men altså sådan nogle kærnemælkspandekager smager totalt af ‘gamle dage’, og de kalder på sukker, syltetøj og is. Så det med at spise dem med grønsager til aftensmad, har jeg svært ved.

Så kage = pandekager…

Jeg har selv tænkt på koldskål, men er stadig sådan lidt med de der æg… Nogen gode erfaringer? Eller hvad med kærnemælkshorn?

Men hvad siger I – kan I hjælpe med nogle gode idéer og evt. opskrifter på, hvordan jeg får brugt 7 dl kærnemælk. (Og kære Martin – svaret er ikke 3 x kage 😉 )

Smid en kommentar under indlægget eller på Facebook/Instagram. Tak 🙂

Kærnemælk

Harmonikasammenstød og blå blink

Der har været lidt stille et par dage, for jeg har været i et harmonikasammenstød, og har brugt (og bruger) tiden på at sunde mig både fysisk og psykisk.

Torsdag tilbragte jeg en hyggelig dag med en veninde. Om eftermiddagen satte jeg Lillebror i bilen og begav mig nordpå ad motorvej E45. Lige ved Skanderborg skete uheldet. Jeg opfatter at en bil ca. 4-5 biler foran mig kører ind i midterrabatten. Jeg bremser og undviger bilen foran mig. Faktisk husker jeg det som om, at jeg lige når at holde stille og ånde lettet op, inden en bagvedkørende bil brager op i mig, så jeg bliver skubbet frem i den forankørende bil. Et harmonikasammenstød er en realitet.

Begge airbags udløses og Lillebror skriger fra bagsædet. Jeg ved ikke hvordan, men da jeg ‘kommer til mig selv’, sidder jeg allerede omme på bagsædet klemt ind mellem de to autostole. Jeg får hevet Lillebror ud af autostolen, og straks stopper han med at græde.

Harmonikasammenstød

De øvrige implicerede er pænt kørt ind til siden, men min bil holder midt på motorvejen. Der kommer straks folk til for at se, om der er sket os noget. Jeg nægter at forlade bilen, og får en mand til at køre den ind til siden. Pænt i chok får jeg ringet til Manden. Jeg sms’er også til den veninde, jeg lige har besøgt. Hun ringer straks, og får mig til at love, at jeg får fat på mine forældre. Så det gør jeg også.

Efter noget tid er jeg klar til at forlade bilen. Jeg får fat i en, der kan holde Lillebror, mens jeg kravler ud. Herefter ankommer politiet, som afhører os og danner et overblik over skaderne. Der har været otte biler i et harmonikasammenstød.

Der bliver tilkaldt en ambulance til Lillebror, så han kan blive tilset. Men han holder en fest! Da lægen ankommer med lægeambulancen, vil han ikke engang mærke på Lillebror, for han griner bare til læren, og følger opmærksomt med i alt hvad der sker.

Jeg får også ringet efter autohjælp, og koordineret med min far, som kan komme bagom til en rasteplads, og dernæst finder os ved at kravle ned ad en skrænt.

Harmonikasammenstød

Vi var på uheldsstedet i halvanden time. Jeg rystede, græd og smilede når Lillebror gav den gas. Fejebladet kører Lillebror og jeg til næste afkørsel, hvor min far samler os op og kører os hjem. Hjemme får jeg knus og kærlighed, selvom A er lidt skuffet over, at hun er gået glip af alt det spændende. Jeg er SÅ lykkelig for, at hun ikke var med. Og lykkelig for at Lillebror sad i en god autostol, og at min bil var stærk og solid.

Så her er min bøn: HOLD AFSTAND!!! Tak. 😘 Og spænd jeres børn godt fast.

Motorvejen var lukket, så pressen skrev også, at der havde været et harmonikasammenstød – læs her.

Fredag var jeg vanvittig træt. Øm i hele kroppen og diffus. Alt overblik var væk. Men jeg fik da besøgt lægen, så det nu står i min journal, at jeg har en ‘træt’ arm. Og snakket med mekaniker og taksator, og konstateret at bilen er totalskadet… Tømt bilen og tænkt shit hvad gør vi nu…

Harmonikasammenstød

I dag lørdag er jeg stadig træt og øm, men fortsætter med smertestillende som ordineret af lægen. Jeg føler, at jeg kan overskue lidt flere ting, men tager stadig en dag af gangen.