Kender I den følelse, der ofte rammer mod slutningen af en rejse? Uanset hvor dejlig rejsen har været, så er man klar til at skulle hjem. Sådan har jeg det i hvert fald.
På en måde skete lidt det samme igår eftermiddags, da min mand trådte ind af døren. Så blev jeg træt! Ikke af at se ham, men nok nærmere fordi mit hoved tænkte, at nu var jeg ikke længere alene…
Fra jeg hentede min børn fredag eftermiddag med svedigt træningstøj og øl-ånde, og så et døgn frem, har jeg nemlig været den eneste ansvarlige voksen herhjemme. Og det er gået så godt! (Og jeg blev først træt, da det var ‘overstået’.)
Vi har både fået varm mad. Været på apoteket efter salve til børnehavedrengens meget voldsomme bygkorn. Været i Bilka efter fredagsslik og en tur i IKEA lørdag formiddag. Jeg er ikke typen, der tager frivilligt i IKEA – og slet ikke med tre børn. Men det gik så fint. Vi var der én time, og det var inkl. fortæring af den donut, som min datter kunne huske, var belønningen for at gennemføre IKEA.
Jeg har også leget frisør, og det er jeg altså ikke særlig god til, men der kommer fotograf i børnehaven på tirsdag – og jeg er den eneste, der må klippe drengen 🙈 Og ja, da drengen var klippet, kom jeg til at se på det føromtalte bygkorn 😱 Så virkede frisuren nærmest ubetydelig.
Selv natten klarede alle tre børn til UG. Der var ro 20.30, så jeg fik en aften på sofaen alene, og de to store sov til 7.30 næste dag. Mange tak. Som belønning fik de Nutella til morgenmad og vafler til eftermiddagsmad (og så har I lige glemt det, jeg skrev om fredagsslik og donuts i IKEA).
Så bare kald mig Supermom!
Lige nu flader jeg ud, efter vores fællesbad i den lokale svømmehal. Om lidt lurer der en oprydning, og ondulering af en rest vaffeldej fra i går. Og så kan jeg nok ikke trække ret meget mere ud af den weekend. ❤️
