Tag-arkiv: Vinter

Kære Kong Frost

Kære Kong Frost

ENDELIG er du her! Du har været savnet. Jeg har savnet, at jeg i en længere periode kunne stå op til frost på ruden og frost i græsplænen. Jeg har savnet frosne vandpytter og søer, som ikke forsvinder ved det mindste solstrejf.

Kom med din afsindige kulde, som giver os røde, men tørre kinder. Kom med din dræbende kulde, så jeg forhåbentlig får lidt færre myggestik til sommer. Kom med din klarhed og renhed som bringer skønhed i min hverdag.

Lidt sne skal også være velkomment hos mig. Lige nok til at give landskabet skønhed, som varer under hele din regeringstid. Ikke så vi drukner, men blot så vi klarer os.

Kong Frost du skal vide, at jeg har savnet dig. Men din sene ankomst vil nok få mange til at beklage sig. For vi nåede næsten at strække ud efter forårets lys og varme. Blomster der springer ud, knopper på træerne og lune temperaturer. Nu er vi slået tilbage – tilbage til vinteren og dit jerngreb, som meteorologerne spår vil vare længe. Jeg både glædes og ærgres. For selvom jeg trænger til frost og kulde, så trænger vi i min sygdomsplagede familie til forår og varme.

så kære Kong Frost: Du er hjertelig velkommen, men bliv nu ikke for længe.

Din M.

Vinterferien der ikke (kun) var god ved os…

Puha vi er ikke sluppet helt billigt gennem vinterferien. Som jeg skrev i sidste uge blev begge børn syge. Onsdag fik jeg dem dog alligevel pakket i bilen, så vi kunne trille mod mine forældres sommerhus, som vi havde lånt. Det var med dyner på bagsædet og min datter i nattøj.

Torsdag skulle vi have haft overnattende gæster, men da helbredet stadig var mest til sofa, dyne og Ramasjang for min datter, blev det udskudt til et en-dags besøg om fredagen.

Selvom vi ikke var på toppen, nød vi dagene i roligt tempo med brændeovn og udsigt over vandet.

Lørdag da vi drog hjem, var det dog de voksne, der ikke følte sig så friske. Og da min søn valgte en tidlig, men for kort, lur i bilen var han ikke i verdens bedste humør resten af dagen. Kombineret med en rask storesøster i drillehumør og matte forældre, gav det virkelig nogle konflikter.

Da jeg havde puttet min søn, måtte jeg kapitulere og gå i seng. Det betød, at jeg gik glip af MGP, men heldigvis hyggede mand og datter sig med det uden mig.

Natten var noget rod for mit vedkommende med alt for lidt søvn. Så jeg nåede faktisk at gå i seng igen søndag inden min syvsover datter stod op 10.30… Og da jeg stod op igen til middag, var min søn faldet i søvn på sofaen til noget OL. Så det blev virkelig en søndag i laveste gear, hvor jeg pakkede alle ambitionerne væk. Mit helbred skrantede mere og mere, og jeg endte med at gå tidligt i seng på to pamol.

Og ja det fortsatte mandag, hvor jeg SKULLE på job 🙈, men nok burde have gjort min feberramte mand selskab derhjemme. Nu hoster jeg bare, så lungerne er ved at ryge ud af munden på mig og blæren er på vej den anden vej… Må jeg snart få det bedre!

Det er simpelthen utroligt, så meget sygdom vi (og især mig) har været ramt af. Selvom jeg stadig drømmer lidt om noget ordentligt vinter med længere perioder med frost og sne, så må jeg nok erkende, at mit helbred glæder sig til forår…

P.S. Jeg forstår godt, hvis I er ved at brække jer over sygdomsindlæg, men de skriver ligesom nærmest sig selv… 😕

Sneen der kom, og sneen der forsvandt

Søndag morgen (formiddag) stod vi på det nærmeste op til en regulær snestorm. Det var helt fantastisk, da vi er blevet snydt for sne hele denne vinter her i Aarhus området. Vi nåede dog aldrig rigtigt at få glæde af sneen, da stormvejret fortsatte og tøvejret skabte en masse sjap. Her til morgen er vi stået op til en grøn græsplæne og plus grader.

Vi har vinterferie, og den håber jeg dæleme vi får mere ud af, end vi gjorde af snevejret!

I nat har jeg f.eks. haft glæde af begge børn i dobbeltsengen. Min datter valgte at falde i søvn med en iPad før klokken otte. Og da hun jo har en køjeseng, valgte vi at lade hende blive liggende, og så tog min mand (igen) sofaen. Jeg frygtede natlige toiletbesøg eller en meget tidlig opvågning, men hun præsterede faktisk at sove til halv syv. Så gav jeg hende en iPad og sendte hende ind på værelset, alt imens jeg boblede videre med lillebror til klokken otte. (Han kom ind en gang efter midnat)

Ferien tæller i første omgang kun os tre og min tykke mave. Jeg drømmer om at klare forskellige projekter, men skal lige lytte til kroppen – og til mine børn, som jo også har ønsker…😉

Lige nu står min pc og kører en backup. Jeg har fået ny, og der er lige en håndfuld data, der skal flyttes. Imens ligger vi alle tre i sengen med hver vores elektronik dims. Ikke særlig pædagogisk, men vanvittig hyggeligt. I min mave er en boksekamp igang, og jeg tror at min blære og to af mine ribben er modstanderne.

Kan I have en dejlig dag 😊

Da jeg var barn… #2

Nu hvor sneen stadig ligger overalt, så tager vi lige en gang barndomsminder i vinteredition.

Da jeg var barn…


Min skole var altid ualmindelig langsom til at melde ind til lokalradioen, hvis skolen var lukket. Jeg er barn af en lærer, så skolen var ca. noget af det vigtigste overhovedet. Så det er sket mange gange, at jeg var en af de få, der mødte op til undervisning. Og det er sket mindst en gang – hvis ikke flere – at jeg er mødt op, for efterfølgende at blive sendt hjem igen. De 1,2 kilometer tilbagelagde vi selvfølgelig i meterhøje snedriver.


Vi boede ned til en mose, og jeg husker en vinter, hvor min far kunne frigive isen i dagene lige efter jul. Resten af den juleferie boede min veninde (naboens datter) og jeg nærmest på isen i døgnets lyse timer. Jeg syntes, at det var SÅ strengt, at jeg skulle komme ind for at spise frokost.


Et år stillede kommunen en slags naturlig skøjtebane op, hvor man kunne skøjte, når den halve/hele meter vand i bassinet frøs til is. Det troede vi, var sket, men som den første på isen, nåede jeg ikke mange pirouetter, før isen brast… Behøver jeg sige, at det var en KOLD gåtur hjem i min lange (tunge og våde) frakke.


Jeg hadede følelsen af en snebold i nakken eller en vasker (gør jeg til dels stadig), så antallet af sneboldkampe jeg har deltager i, kan tælles på en hånd, vil jeg tro.


God vinter(ferie).

Vinterstøvler – en varm anbefaling

Den der har varme fødder bliver ikke forkølet…

Sidste vinter satte jeg jagten ind på et par gode vinterstøvler. Efter jeg er blevet mor, færdes jeg udendørs på en helt anden måde om vinteren. Tidligere har vandrestøvler eller gummistøvler med tykke sokker været fint, men ikke længere.

Jeg ledte både i de fysiske butikker og online. Mine krav var, at de skulle gå godt op af benet, være varme og vandtætte. Og helst kunne gå til strømpebukser, da jeg ofte har uldstrømpebukser, kjole og vinterjakke på 😉

Valget faldt på et par lækre vinterstøvler fra LaCrosse. Jeg har netop set dem på udsalg hos både Stylepit og Skoringen (fysisk butik), men det har måske være en rest fra sidste år, så I skal nok være hurtige og heldige, hvis I skal have fingrene i et par. Normalprisen er 1.300 kr, men jeg mener, at jeg fik dem til 7/800 kr.

Selvom de nu er et år gamle, er de stadig perfekte til en tur på legepladsen i snevejr.

image

P.S. Linket er et afiliate link.

Lignende indlæg: