Nu nærmer det her barselsliv sig snart enden, og jeg har endnu kun fået udgivet et indlæg med titlen “Ting jeg gjorde på barsel“. Jeg har dog længe haft en kladde liggende, som jeg har tilføjet ting i – så den får I her.
Barnevognsture:
- Gået tur med barnevognen iført morgenkåbe, jakke og gummistøvler. Det er jo ikke altid, at man liiiige når i tøjet inden Lillebror er klar til morgenlur.
- Gået tur med barnevognen kl. 5 om morgenen. Jeg gik kun på havegangen og med havedøren åben, da jeg var alene hjemme med børnene…
- Vugget indkøbsvognen frem og tilbage i Bilka. Ja alle de andre mødre vidste nok, hvad jeg havde gang i.
- Navigeret med næsen på min iPhone. Jeg kan både låse den op, trykke kode til netbank osv. Ja det har jeg så ikke gjort siden vantesæsonen sluttede 😉
Bleskift:
- Tabt en fuld lorteble på gulvet + de dertilhørende brugte vaskeklude… Og ja det splattede ud…
- Fået tis direkte ned i kavalergangen. Nok ikke noget man scorer med.
Diverse barselsliv:
- Brugt Mandens strømper til at tørre snot væk, da Lillebror næsten druknede i snot efter et stort nys. Jeg brugte kun skaftet, og så kan Manden lære at smide sine sokker alle mulige steder.
- Stået midt i City Vest, da min amme-bh sprang, og mit ene tunge bryst søgte nedad… Suk – og det er sket to gange, at min amme-bh har givet op. (Reklamation!)
- Tog kun den ene linse ud inden sengetid… Jeg troede, at det var en fedtplet, så jeg pudsede mine briller. TO gange, før jeg fattede det.
- Taget koldt bad til babysvømning… Babyerne slap heldigvis, og blev afvasket med vådservietter.