I dag skrev jeg med en kær veninde. Hun er ramt af depression, og det er selvfølgelig rigtig synd. Men vi skrev faktisk også om hendes kæreste, som jo er pårørende præcis som mig. Måske bare en mere ‘uerfaren’ en af slagsen.
Det fik mig til at tænke tilbage. Vi er nok alle pårørende på hver vores måde, og med hver vores bagage og erfaring. Men efter at have været pårørende i både gode, lidt dårlige og meget dårlige perioder i snart 10 år, så har jeg bestemt også udviklet mig i min rolle som pårørende.
Hvad er mit bedste råd, ville det nok være fristende at spørge. Men jeg ved det ikke rigtigt. Eller jo måske gør jeg nok alligevel. For det gælder om at vise omsorg for den ‘syge’, og samtidig passe på sig selv.
Når jeg ser tilbage, brugte jeg rigtig meget tid på at bekymre mig, og på ikke at planlægge ting, for hvad nu hvis min kæreste var skidt. Hvad nu hvis… Mit råd til mig selv ville i dag være, at livet skal leves. Planlæg ting og lav evt. en plan B, hvis det giver ro i maven.
Vi har været på flere ferier, hvor min kæreste var ‘nede’ en dag eller to. Jeg tænker tilbage på, at jeg var i en afventende position, og brugte nogle ‘dumme’ timer på hotelværelset. I dag har vi børn, og jeg synes ikke, vi skal sidde og vente. Så jeg planlægger dagen, og så tager min mand med alle de dage, hvor der er overskud.
Både i hverdagen, men især i ferier er mit bedste råd også at lave klare aftaler i gode perioder, som gælder for de dårlige perioder. Det nemmere at tage en alene-udflugt på ferien uden dårlig samvittighed (eller med mindre dårlig samvittighed), hvis det er aftalt hjemmefra, at det er OK!
Generelt har jeg brugt meget tid på at gå rundt med store og små emner, som vi skulle drøfte, når der lige var overskud til det. Der kunne både gå dage og uger. I dag beslutter jeg ting, og så må beslutningen ændres, hvis der er stor uenighed.
Mit sidste forløb hos psykologen har generelt sat stor fokus på MIG. For at JEG kan være en god pårørende, skal JEG have energi og overskud. Det kan komme fra alene-tid, løbeture og tøsehygge. Jeg er IKKE en dårlig pårørende, fordi jeg en gang imellem ‘stikker af’. Tværtimod kommer jeg tilbage med fornyet energi, som jeg kan bruge i vores familie.
Jeg kan ikke gøre nogen rask, men jeg kan være der for dem. Husk:
Hold af
Hold om
Hold ud!
Intet varer evigt, så husk at holde ud, selvom det er hårdt.
Og snak gerne med nogen om det. Søg evt. råd og vejledning hos læge, psykolog, Psykiatriforeningen eller hos andre pårørende. For mig er det nemmest at tale med personer, der ikke kender min mand så godt, for så føler jeg ikke, at jeg ‘udleverer ham’.
#brydtabuet
