Altså kan vi lige tale lidt om kvindefodbold. Om succes. Om krav. Og om offentlige konflikter.

Jeg var en af dem, der tidligere på året, fulgte med i og nød kvindelandsholdets succes. Og her taler vi altså fodbold, hvor man ‘altid’ kun har snakket om herrernes succes og til tider mangel på samme.

Kvinders sølvmedaljer blev fejret på behørig vis, og de fik efter min mening den hæder og ære, som de fortjente.

Men herfra gik det galt. Deres succesfulde træner stoppede. I offentligheden ved vi vel egentlig slet ikke hvorfor. Og det er fair nok! Forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager er jo ikke offentlige, bare fordi der er tale om en stilling i en ‘offentlig position’.

Så skulle kvinderne forhandle en ny ‘overenskomst’ med DBU. Og hvilket tåkrummende mareridt vi er blevet vidne til. En del foregår bag lukkede døre, men begge parter flager også i offentligheden. Jeg har meget svært ved at dømme i konflikten, da stridspunkterne jo ikke umiddelbart er offentligt kendte. Jeg gør mig ikke til dommer over, hvem der har ‘ret’ i konflikten, men gennem medierne er det spillerne, der har præsteret at opnå min sympati… Nogle siger dog at spillernes forhandler kræver for meget. Andre siger at DBU negligerer forhandlingerne.

Summen er dog bare, at en vigtig landskamp er blevet aflyst. En aflysning vi endnu ikke kender omfanget af. Vi kan forvente sanktioner fra UEFA… Det er brandærgerligt. Især fordi det kan få betydning mange år ud i fremtiden. Det er lige nu, at vi har et talentfuldt hold…

Når det er sagt, så vil jeg også rose spillerne. Hvis de mener, at deres krav er så væsentlige, at de er værd at aflyse en landskamp for – ja så kæmper de ikke kun for sig selv, men i høj grad også for kommende generationer.  Og det har min største respekt. Søstersolidaritet, kvindekamp osv. har ikke levet forgæves.