Side efter side forsvinder, og handlingen udvikler sig overraskende…
Før jeg fik Lillepigen, læste jeg utrolig meget. Siden er det gået lidt op og ned. Og efter jeg har fået bloggen, går tiden oftere med den, end med bøger. MEN jeg har faktisk læst en bog på fire dage 🙂 Og den skal I da have en anmeldelse af.
Bogen hedder Forfølgerne og er skrevet af A.J. Kazinaski (2014)
Jeg fandt forsiden dyster, og jeg havde bogen liggende på natbordet 14 dage, før jeg kom igang. Faktisk overvejede at levere den ulæst tilbage til biblioteket. Men igang kom jeg.
Bogen handler om fire folk, der af forskellige årsager som hævn, kærlighed og økonomi begynder at følge efter nogle folk. Deres forfølgelser krydser hinanden, og lige til det sidste udvikler historien sig uventet. Jeg tror faktisk, at der kommer en 2’er.
Bogen er skrevet i et meget let sprog, der gør, at siderne hurtigt er læst. Der er ikke så meget at reflektere over i de enkelte kapitler, men her bagefter har jeg alligevel reflekteret over emnet omkring forfølgelse – og den uventede afslutning. Bogen kan godt anbefales som let ferielæsning.
Fra bogens bagside:
Vejfest i et villakvarter et sted i Danmark. De fire naboer Julie, Casper, Beatrice og Asger kender ikke hinanden særlig godt, men ender ved samme bord. Og ud på de små timer betror Julie pludselig de andre, at hun har brugt dagen på at følge efter den kvinde, der stjal hendes mand for tre år siden. Julie så hende tilfældigt i Magasin, og hun opdagede at kvinden var i færd med at forføre endnu en gift mand. Og så kunne Julie ikke lade være.
De andre er lamslåede. Kan man tillade sig at følge efter et andet menneske? Se ind i hendes hjem, lytte til hvem hun taler med, tage billeder af hende mens hun dyrker sex?
Langsomt slår tanken rod i dem alle: Er der et menneske derude jeg har lyst til at forfølge? Én jeg vil hævne mig på? Én jeg ønsker at vide alt om? Én jeg har været hemmeligt forelsket i? De fire naboer indleder hver deres forfølgelse. Med fatale konsekvenser.