Kategoriarkiv: – Kærlighed

- Kærlighed, Mig selv

Jeg skylder vist en status på maj…

Jeg er ikke verdens mest stabile blogger – og har ikke været det i over et år. Men sådan er det. Tak til jer, der holder ved 😝

Jeg lagde maj måned ud med et indlæg om mine mål for maj ift. vægt og løb. Og det skal jeg selvfølgelig give en status på.

Målet var at løbe/gå 60 km og komme under 61 kg på vægten. Lad mig sige det med det samme. Det ene mål gik over al forventning, mens det andet gik i vasken 😂

Jeg nåede de 60 km allerede d. 17. eller 18. maj, så jeg opjusterede til 100 km!!! Og da maj måned var gået, havde jeg løbet/gået 100,4 km. Langt langt de fleste af de km er løbet – og jeg er så stolt af mig selv. Mange mange aftener er gået med løbeture. Rekorder er blevet sat. Først løb jeg 7 km og fem dage senere løb jeg 9 km.

Jeg er blevet sådan en slags ‘maskine’. Men tænder bare, og så løber jeg typisk 5-6 km. Det havde jeg ærlig talt aldrig troet, men det er blevet ‘rarere’ og ‘rarere’ jo bedre formen er blevet. Numsen sidder lidt højere og mine ben er blevet mere markerede. Totalt win.

Vægten er til gengæld en anden sag 😂 Jeg har taget knap 1/2 kg på. 🙈 Min træner var så sød at sige, der nok var muskler, meeeen når jeg kigger på indtaget af is (og mad generelt) i maj, så tror jeg ikke kun, at det er muskler. Jeg er ikke lige så motiveret for at kigge på kosten lige nu, men jeg skal da efter det igen på et tidspunkt.

Nu er det juni, og jeg har tilmeldt mig en ny Challenge. Denne gang er det mavebøjninger. Jeg tilmeldte mig til 500 stk i juni, men kunne godt fornemme, at det var alt for uambitiøst. Så efter pres fra min træner, er komromisset nu endt på 1.500 mavebøjninger i juni (han mente jeg skulle på 3.000 🙈🤯). Derudover har jeg lavet en aftale med mig selv om mindst tre ugentlige løbeture (og mindst 15 km om ugen). Go go go 💪🏻

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed

Overvejelser om vores liv under corona

Selvom samfundet lige så stille åbner mere og mere op, så er vi stadig midt i en nedlukning. En nedlukning der influerer på vores liv og hverdag på mange planer.

Jeg tænker, det er naturligt at reflektere over, hvad der fungerer godt, og hvad vi virkelig savner. Måske er der noget, der skal tilpasses i vores liv fremadrettet. Herunder får I blot det gode og mine savn. Reflektionerne rumsterer stadig kun i mit hoved.

Alt det gode:

  • Børnene bliver hentet tidligt, så hver dag kl. 15 tuller jeg rundt med dem. Vi har tid til at hygge længe i haven, før maden sættes i gang (16.30/17.00).
  • Og derfor har min have aldrig været flottere!
  • Jeg arbejder ca. 6 timer hver dag – dejlig overskueligt.
  • Vi har ingen planer i weekenden. Det betyder både, at vi når en masse, og at jeg ikke ‘stresser’ rundt.
  • Hjemmearbejde giver en anden ro. Jeg er mere effektiv de timer, jeg er i gang.
  • Hjemmearbejde sparer transporttid. Det fungerer fint i joggingtøj og en sjælden gang imellem også uden et bad.

Det jeg savner:

  • Min ugentlige fridag helt alene… (Pt. er mine timer fordelt over hele ugen, så børnene har kortere dage i deres telte i børnehaven.)
  • Min familie – altså dem jeg ikke lige bor med.
  • At kunne kramme.
  • At spise ude! Ikke at det skete vanvittig tit, men at få noget god mad på en restaurant eller cafe med min mand eller en veninde. Åh det savner jeg.
  • En arbejdsdag med mine kolleger – og kantinen!
  • At få farve mine øjenbryn. Godt nok er min frisør genåbnet, men de har valgt ikke at farve bryn og vipper. Jeg forstår dem godt, men åhhh jeg savner det.
  • Biblioteket! Behøver jeg sige mere?
  • At kunne lave planer. Pt. venter en hel sommer forude, hvor vi ikke ved, hvad vi kan eller må eller har lyst til….

Hvad bringer nedlukning af godt og savn for dig?

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed, Mig selv

Kom, maj, du søde milde!

2 kommentarer

… gør kroppen atter køn. Og lad ved løb og spisning min numse vokse skøn…

Jeg skal til det igen! Tilbage til at tænke lidt over, hvor meget jeg bevæger mig, og hvad jeg spiser.

Midt i februar udgav jeg dette blogindlæg, hvor jeg fortalte, at jeg vejede 61,3 kg og at målet var at veje 60,x kg.

Marts måned skulle være den måned, hvor jeg nåede mit mål. Der kom fokus på kosten, og jeg fik sat gang i mit løberi. Det kom så vidt, at jeg en fredag i starten af marts løb 6 km for første gang nogensinde ever i hele mit liv. Det var slet ikke meningen, men jeg var så fuld af frustrationer, at mine ben bare løb og løb og løb. Det var den fedeste følelse! Og en kæmpe uventet succes.

Fem dage efter, nemlig onsdag d. 12. marts, vejede jeg om morgenen 60,8 kg. 🍾 Mit mål var nået 💪🏻

Samme aften lukkede vores statsminister landet ned………..

Nu ved jeg jo ikke, hvordan den her nedlukning har påvirket jer andre, men for mig har det været en hård omgang med stress og lange arbejdsdage. Så efter at have haft nogenlunde fokus på kosten den første uge, gik det gevaldigt ned ad bakke. Der var jo påskeæg med marcipan i butikkerne, og det gik jeg ikke ned på 😉 Løbeturene blev nedprioriteret til fordel for arbejde, og sådan gik det også stille og roligt ned ad bakke på den front.

Nu er børnene retur i institution og skole, hvilket frigiver en del tid til mig. I sidste uge åbnede min træner op for udendørs træning, og nu er det 1. maj. Så nu ændrer jeg lige fokus lidt igen. Jeg har tilmeldt mig en challenge hos min træner, hvor jeg skal løbe (eller gå) 60 km i maj måned. (Gisper allerede lidt ved tanken…) Kosten bliver noteret ned dagligt, og så skal jeg tilbage i form og under 61 kg på vægten. Startvægten er 62,1 kg, så det virker muligt, hvis jeg holder fokus. 1-2-3 sæt igang!

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed, Familie

De første to år er de hårdeste…

Skriv en kommentar

Da jeg for to år siden, blev mor til tre, var det ikke fordi, at jeg væltede mig i overskud med de to børn, jeg allerede havde. Men jeg havde en erfaring:

De første to år er de hårdeste, sagde jeg ofte til mig selv (og min mand).

Nu er de to år gået. Vi er hverken blevet skilt, eller blevet mere tossede end vi var i forvejen. Så det er vist gået sådan nogenlunde okay med det.

Men er det så sandt, at de første to år er de hårdeste?

Nu går min erfaring jo kun 8,5 år tilbage, så helt valid er den ikke. Men ift. at stille sin krop, søvn og frihed til rådighed for et andet menneske, så er de første to år bestemt de hårdeste. Faktisk letter det allerede efter det første år, hvorefter mine børn har spist regulær mad, sovet bedre og er blevet passet af andre end mig.

Den store forskel ved de to år, er for mig, at her er det muligt at kommunikere med dem. De snakker. Giver udtryk for ønsker (krav) og behov. De spiser selv. De tager måske selv sko og jakke på. De kan lege selv i længere tid, bare jeg er i nærheden. Og jeg kan både gå på toilet og i bad uden at de deltager (altså halvdelen af gangene 😉).

Så tillykke med de to år min skat. Nu er mor ovre det hårdeste ❤️ Jeg glæder mig til rigtig mange skønne år med dig fremover. Nu nyder vi det næste år, inden vi møder de trodsige tre (som jeg også har gjort mig nogle erfaringer med 🤣)…

Fødselarens yndlingsudtryk for tiden er: Noah sur mor! Han synes, ret ofte, at jeg vil bestemme alt for meget… 😝

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed, Familie

Træning, bagværk og en hæmoride

Skriv en kommentar

Det er vist en meget passende overskrift for den uge, der lige nu lakker mod enden.

Torsdag var jeg af sted til træning for første gang siden 3. marts. Oh Lord det var rart! Og slet ikke så hårdt som frygtet. Det var udendørs. Det var solskin. Det var skønt. Så nu er jeg igang igen.

Og alle ved jo, at én træning skal fejres med masser af kage. Så weekenden har budt på hele tre slags… Yngstearvingen fylder nemlig to år i morgen, og i disse coronatider, havde vi inviteret bedsteforældrene til kaffe og kage i haven – i to hold. Så lørdag fik vi hjemmebagte fødselsdagsboller, lagkage og cookies. I dag havde jeg bagt gulerodsbrud og chokoladekage som blev serveret med de samme cookies som om lørdagen. I morgen, hvor det er den ‘rigtige’ fødselsdag, tænker jeg, at vi kan spise rester 😉

Så var der jo også lige den hæmoride… Den kiggede frem lige inden fødslen for to år siden, og nu kigger den søreme frem igen. Ingen detaljer, men den er da lidt irriterende. Så nu skal det nok snart være slut med kage…

Ellers har ugen budt på minimum 10.000 skridt hver dag. Det er længe siden sidst, så det rart (måske hæmoriden er blevet fremprovokeret af alle de skridt?). Børnenes kreakasse er også blevet opgraderet med ansigtsmaling, skrabebilleder og krympeplast til stor glæde og underholdning.

Sidste ting er noget nyt, min 8 årige datter har lært mig. Næste gang du sender en sms på en iPhone, så hold ‘send-pilen/knappen’ inde. Vupti så får du en masse muligheder for din besked. F.eks. at sende med usynligt blæk, projektør eller balloner. Selv tak! Og god uge forude

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed

Tid, corona og havearbejde

Skriv en kommentar

Det er mærkeligt, som den her corona nedlukning både har givet mig vanvittig travlt, men også vanvittig meget tid…

Mit arbejde fylder jo det samme antal timer. Til gengæld har jeg mine børn hjemme væsentligt mere end normalt. Både da de var hjemsendt, og nu hvor de er af sted med kortere dage. Den store forskel er dog, at stort set alle vores aftaler er aflyst.

Yngstearvingen elsker at være ude. Det er næsten det første, han siger om morgenen: ‘Ud og lege’. Og også noget af det sidste, han siger inden han skal i seng. Så den her nedlukning har givet mig rigtig mange timer udendørs. Når bare jeg er ude i haven, kan han sagtens bruge en time på at tulre rundt i sit eget selskab. Det har givet mig tid og ‘ro’ til faktisk at lave lidt i haven. Noget jeg tidligere år har følt, at jeg ikke havde tid eller ro til.

Vores have er et relativt begrænset projekt, men der er da et stort bed at luge. Jeg har også gravet lidt ud til et nyt bed, til nogle stokroser jeg købte med hjem fra Samsø sidste år. De er sat til at forspire, ligesom nogle blandede sommerblomster. Jeg har sat blomster i op til flere krukker, hvilket jeg ellers aldrig gør. Blomsterne er selvfølgelig fra danske gartnerier. (Tip: stregkoden skal starte med 87 😉)

De sidste par dage har jeg mest vandet, og testet den solseng der her stået stort set uberørt i skuret de seneste par år. Tænk at jeg har så store børn, at jeg faktisk kan ligge på en solseng i et kvarter med kun få afbrydelser 🤣🤣🤣

Ej bare tænk at jeg kan gå i haven og hygge lidt med det, uden at skulle stå til rådighed hvert øjeblik. Måske jeg faktisk kan blive glad for lidt havearbejde? Jeg drømmer allerede om et par højbede til næste år, men altså… Så er vi nok post corona, og så er tiden måske en anden. Men jeg har jo lov at drømme ☀️

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed, Tøj, sko, shopping osv.

En shoelovers bekendelser…

Skriv en kommentar

Hvem skal med mig på job i dag? Er det farverige Laila eller cool Edie? Og hvem skal med ud og spise med mine veninder i aften? Er det Mia eller Daya? Eller mere realistisk; hvem skal bringe lidt farver ind i min hverdag i denne nedlukning? Er det Mila eller måske en helt ny veninde?

Jeg er blevet sådan en crazy ‘catlady’, der omtaler sine … ved navn. For hvem er egentlig Laila, Edie, Mia, Daya og de andre ladies, jeg snakker om? Det er såmænd mine sko!

Mine sko har navne – og komfort. De er blevet er dyrt bekendtskab! Det indrømmer jeg gerne. Det er sko fra Roccamore. De er så stilfulde, farverige og komfortable, at jeg ikke rigtigt kan få nok. Og I får mig ikke til at indrømme, hvor mange par jeg efterhånden har…

Rigtig mange af mine veninder, kolleger og familiemedlemmer har hørt om Roccamore, men aldrig prøvet dem. Så jeg får tit spørgsmålet om, hvorvidt de nu er ligeså gode, som ‘de’ siger. Mit svar er altid noget med, at jeg faktisk er begyndt at smide mine gamle sko ud, fordi komforten er for ringe. Så svaret er JA. Det er virkelig skønne sko.

Den næste kommentar der falder, er ofte noget med, at vedkommende ikke ville kunne gå i sådan nogle stilethæle. Det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om, men jeg kan afsløre, at min egen brug af stilethæle også var yderst begrænset, før jeg blev veninder med Laila og alle de andre. Så måske andre vi have det på samme måde.

Er det her så en reklame? Nej. Men det er et forsøg på at skabe lidt opmærksomhed omkring Roccamore i denne ‘krisetid’. Roccamore er dansk design og italiensk håndværk. Det er en iværksættervirksomhed, der arbejder med kundepleje og kundeinddragelse på en forfriskende måde. Jeg ville ikke kunne bære, hvis de bukkede under – og det ville min fødder heller ikke. Og ærligt talt, så vil jeres fremtids-jeg heller ikke ønske det. 😘

Skal du have nye sko (for din overskydende skat?), så har Roccamore en butik i både Aarhus og København. Pga. corona er der pt. kun åbent for 1:1 session. Det betyder, at du bestiller en tid på deres hjemmeside (også her i påsken), og så har du butikken for dig selv i hele 40 minutter! Der er en ekspedient, der hjælper dig – selvfølgelig med afstand. Du behøver ikke købe noget, men jeg tænker, at det bliver meget svært at lade være 😝
Alternativet er selvfølgelig deres webshop, som jeg er svært begejstret for. Hurtig levering og kanon kundeservice, hvis der er spørgsmål eller lignende.

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed, Tøj, sko, shopping osv.

Karriere, kærlighed og kjoler

Skriv en kommentar

Det her indlæg, hænger lidt sammen med det indlæg om vægt, som jeg udgav i sidste uge. (her)

I mange år har jeg været glad for kjoler, men siden jeg skiftede arbejdsplads, og fik lov at “redefinere” mig selv i en social kontekst, og siden jeg begyndte at tabe mig, så har antallet af kjoler i mit skab vokset sig større og større.

Et slag på tasken er, at jeg har 40-50 kjoler! Og inden min mand får kaffen helt galt i halsen, skal jeg sige, at der er inklusive nederdele og hvis man tæller sommerkjoler, vinterkjoler og festkjoler med. Men det er dæleme mange! Og de er heller ikke købt inden for det seneste år. Nogle af dem har mange år på bagen. Faktisk fandt jeg otte kjoler frem, som jeg ville forsøge at sælge. Så jeg tog dem på for at tage billeder af dem – og det endte med, at jeg kun satte halvdelen af dem til salg 🙈 Det var nærmest som at få fire nye kjoler I skabet 😁

På en normal arbejdsuge har jeg maksimalt bukser på én dag. Mange uger er det kjoler hver dag. Og jeg ELSKER det.

Look for the woman in the dress. If there is no woman, there is no dress. (Coco Chanel)

Jeg kan dog også se på mine lommepengeopgørelser (som jeg stadig fører), at jeg det sidste halve år, har købt mindst en kjole hver måned.

Så jeg har kjoler nok… Og der tegner sig også et billede af, hvilke kjoler jeg køber mig. Det er dyre kjoler.

Jeg er helt vild med de danske mærker Ecouture og Stine Goya. Mine kjoler fra Ecouture køber jeg typisk som forsalg, hvor jeg så efterfølgende skal vente 3-4 måneder på produktionen af min kjole. Mens mine kjoler fra Stine Goya er begyndt at være preloved. Dvs. at andre har haft dem før, men ofte brugt dem ganske ganske lidt. Her følger jeg Anuraa Preloved på Instagram, der fire dage om ugen lægger tre stykker preloved tøj til salg. Og ind i mellem er der en kjole liiiige i min smag og størrelse.

Måske er jeg (lidt) afhængig af pæne kjoler? Jeg tror det… Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Andre kjolepiger på linjen? 🤪

Your dresses should be tight enough to show you’re a woman and loose enough to show you’re a lady. (Edith Head)

P.S. Jeg kunne ikke finde et nyere billede af mig i kjole… Det må jeg selvfølgelig have lavet om på.

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed, Mig selv

Sig mig en gang: Hvad vejer du egentlig?

8 kommentarer

Det er måske de færreste af os, der har lyst til at svare på ovenstående spørgsmål, hvis vi bliver overrasket med det.

Sådan har jeg det i hvert fald selv. Og har haft det i mange år – måske hele mit voksenliv?

Men hvorfor egentlig?

Det er jo ikke vores vægt, der afgør, hvordan vi er som mennesker. Og dem der spørger, har jo allerede kigget på mig, og konstateret hvordan jeg er bygget. Hvor jeg er flad, og hvor jeg buler. Hvor jeg er stram, og hvor jeg er blød.

Så nu har jeg besluttet, at jeg gerne vil fortælle, hvad jeg vejer. Ikke bare til dem der spørger, men også lige her på det store internet.

Jeg har siden d. 17. oktober 2012, med enkelte undtagelser, vejet mig hver onsdag, og noteret min vægt i et skema.

D. 17. oktober 2012 vejede jeg 65,6 kg. Det var ca. 10 måneder efter, at jeg havde født mit første barn. Herefter gik min forbrænding på forunderlig vis i vejret, og jeg tabte mig uden at lave ret meget. Lavpunktet for min vægt var d. 5. juni 2013, hvor jeg vejede 58,9 kg (og skulle velsignes i kirken tre dage senere).

Siden har jeg været gravid flere gange, og min vægt har toppet på hhv. 82,9 kg og 82,8 kg få dage før de to fødsler.

I maj 2019 købte jeg mig et forløb ved en personlig træner. Det er ikke noget med kostplaner, men det at træne hos en og have en at lave aftaler med om træning, fokus på kost osv. Jeg vejede ca. 66 kg på det tidspunkt, og siden er vægten gået lige så stille og roligt ned. Mit mål var (og er) at veje 60,x kg.

Lavpunktet for min vægt i 2019 kom d. 6. november, hvor jeg vejede 61,3 kg. Så blev det jul… (Ja, den startede lidt tidligt 😉 ) Og jeg startede 2020 ud med at veje 63,9 kg.

I dag stod vægten igen på 61,3 kg. Og med en højde på 157 cm, giver det mig en BMI på 24,9. Altså inden for normalområdet 🙂

Mit mål er stadig at forsøge at smide det sidste ½ kg, så jeg kan veje 60,x kg. Og jeg kan mærke, at jeg godt gad have et nyt mål om at kommer under 60 kg. Det er bare sådan en fin grænse.

Men helt seriøst! Livet skal også være værd at leve, og jeg bliver nok hverken en bedre mor, hustru, projektleder eller løber af at tabe 1½ kg. Og så alligevel 😉

Ville du fortælle, hvad du vejer, hvis du bliver spurgt?

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.
- Kærlighed, Familie

Forsætter for 2020

Skriv en kommentar

Ja ja ja, jeg skal starte med at beklage, at vi nu skriver medio februar, før jeg får fortalt lidt om mine nytårsforsætter for 2020. Men bedre sent end aldrig, som man siger.

Mine forsætter består af et stort forsæt og to mindre forsætter. De to mindre går i bund og grund ud på, at jeg gerne vil læse mere skønlitteratur (og dermed bruge mindre tid med min telefon i sengen), og så vil jeg gerne være bedre til at være kritisk ifht. hvor ofte tøj skal vaskes. I første omgang mit eget tøj, og efterfølgende også børnenes tøj. Jeg er igang med begge dele. Små skridt, men det går i den rigtige retning 🙂

Mit store nytårsforsæt er at sænke serviceniveauet herhjemme! Både for børn og mand. Og nej det er faktisk ikke så nemt, som det lyder. Det handler i høj grad om, at jeg husker på at sige nej, sige fra og opfordre dem til selv at løse de opgaver, som de stiller mig.

For ofte er det nemmere at gøre tingene selv, men det lærer de jo ikke noget af… Og hver gang jeg, løser noget for dem, så kommer der jo bare en ny opgave.

Men men men nu skriver vi medio februar, og min datter på 8 år kan nu selv lave toast – og har flere gange tømt opvaskemaskinen. Min søn på 4 år kan nu selv spænde sikkerhedsselen i bilen, og i går konstaterede vi, at han efter at have prøvet nogle dage, selv kan åbne køleskabet – og derved selv kan finde et glas og fylde mælk i.

Det er ikke en ny månelanding vi har gang i, men børn der vokser og oplever succes i kraft af nyvunden selvstændighed. Og på sigt en mor, der får færre opgaver 😉

Og tro nu ikke, at de selv tager deres madkasser op af tasken, eller lægger det rene vasketøj i deres skabe. Eller overhovedet finder sig i at deres mor stiller krav til dem. Slet ikke. Men vi tager det stille og roligt – og jeg kan allerede mærke, at vi har rykket os lidt.

Husk at du kan følge bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.     Tekst og billeder er beskyttet af ophavsretten og tilhører bloggens ejer.