Det er ved at være noget tid siden, at jeg jævnligt kom med bogtip og anmeldelser af de bøger, jeg havde læst… Jeg læser stadig en del, men ikke helt så meget som tidligere. Jeg falder simpelthen i søvn om aftenen, når jeg har fået puttet børnene.
Mange af de bøger jeg har læst på det sidste, er ‘fortsættelser’ i serier af kendte danske krimiforfattere. Men lige pt er jeg igang med en (for mig) ny forfatter, og jeg ville derfor lige melde ind med et bogtip.
Det er en spændingsromaner af Helle Vincentz, der hedder Stjålne liv. Bogen handler om en antropolog, der gennemfører et studie på en fertilitetsklinik. Her opdager ejeren, at der er forsvundet befrugtede æg, hvilket er en katastrofe for klinikkens ry og fremtid. Han beder antropologen om hjælp til at opklare det. Sideløbende foregår en historie om justitsministerens særlige rådgiver, der er ved at køre justitsministeren i stilling som ny formand for partiet. Til det skal han bruge en blød sag, og det bliver om rugemødre. Jeg er nået en tredjedel, så jeg ved endnu ikke, hvordan de to historier hænger sammen, men spændende det er det.
Så hermed er mit lille bogtip givet videre.