I sidste uge skrev jeg lidt om bestyrelser, og jeg prøvede at fortælle lidt om den fondsbestyrelse, som jeg sidder i. Læs det evt, her. Nu vil jeg prøve at fortælle lidt om selve arbejdet.
Hele bestyrelsen mødes til fem bestyrelsesmøder om året. De er planlagt 1-1,5 år ud i fremtiden, så man altid ved, hvornår der er møde. Derudover har vi et ‘årsmøde’, den dag hvor vi også deltager i virksomhedens generalforsamling. På denne dag spiser vi også frokost med virksomhedens bestyrelse og øverste ledelse.
Udover møder som afholdes på hovedkontoret i København, har vi hvert år et seminar, hvor vi besøger et (eller flere) kontor i et andet land. Senest var vi i Chicago og Boston, og sidste år var vi i Hamborg. På seminarer drøfter vi ofte mere overordnede og strategiske emner, som der sjældent er tid til på de almindelige bestyrelsesmøder. Derudover er formålet med seminarerne også, at vi får præsenteret hele ‘fondsmodellen’ for medarbejderne, og at de får mulighed for at præsentere nogle af deres projekter for os. Det er altid meget spændende, at høre hvad vores kolleger laver rundt omkring i verden.
Vi er desuden organiseret i nogle mindre komiteer (udvalg), der løbende arbejder med forskellige emner, bl.a. investering af vores formue og vores donationer. Selv er jeg formand for vores kommunikationskomite, der bl.a. arbejder med løbende kommunikation og vores årsrapport, men som gennem de sidste par år også har været ansvarlige for, at vi har fået vores eget logo og hjemmeside.
Hvad foregår der egentligt på sådan et bestyrelsesmøde? Typisk har vi møde i knap seks timer inkl. frokost. Vores formandskab starter altid med at rapportere om stort og småt, og dernæst plejer vi at blive orienteret om virksomhedens resultater af bestyrelsesformanden. Så er der formalia med protokoller osv., og dernæst input fra vores komiteer. Vi skal altid beslutte, hvem der skal have donationer, og hvem der skal have afslag. Derudover er der løbende emner over året ifht. årsrapport, budget og regnskab, vores målnotat til virksomhedens bestyrelse osv.
Nu hvor jeg skal overveje, om jeg genopstiller, tænker jeg en del over, hvad jeg får ud af det – og hvad jeg bidrager med. Jeg synes, at det er spændende arbejde. Der er en god tone om bordet, hvor alle bliver hørt – også selvom jeg jo nærmest har minus i ledererfaring ifht. nogle af de meget erfarne folk, det sidder om bordet. Jeg får et godt indblik i kulissen i virksomheden, og jeg får ind i mellem stillet de helt skarpe spørgsmål, som gør at vi lige tænker os om igen. Det sker langt fra hver gang, men det er fedt, når det sker!
Jeg betragter min bestyrelsespost som et ‘bijob’. Jeg tager fri fra mit almindelige arbejde, når jeg arbejder for fonden. Jeg får er årligt bestyrelseshonorar, og det er på en måde lidt sjovere, når udbetalingen kommer på en gang istedet for hver måned. Så der forkæler jeg både mig selv og familien 😊 Men tiden skal selvfølgelig også tages i betragtning ifht. om jeg skal genopstille, for det tager noget tid og nogle dage væk fra familien. Men lige nu tror jeg, at jeg kaster mig ud i endnu et valg. Jeg har besluttet, at jeg skal have truffet min beslutning til efterårsferien, så jeg kan nå at skifte mening mange gange endnu.
Hvis I har nogle spørgsmål, så er I selvfølgelig velkomne til at stille dem i kommentarfeltet. Så skal jeg prøve at besvare dem.