Tag-arkiv: Fregner

En status Fra coronaland

Fem uger gik der, fra at vores statsminister en onsdag aften lukkede landet ned, til vi igen kunne sende alle tre børn af sted i hhv. vuggestue, børnehave og skole.

Fem uger hvor min datter har savnet sin skole og sine venner. Fem uger hvor drengene har nydt at være hjemme. Og fem uger hvor jeg sammen med min mand har kæmpet med at passe både børn og arbejde.

I sidste uge vendte børnene tilbage til en ny hverdag, mens jeg fortsat arbejder hjemmefra. Nu uden afbrydelser og forhåbentlig uden aftenarbejde hver dag… Børnene er startet op med kortere dage end vanligt. Både for at give dem mulighed for at vænne sig til den nye situation, og for at lette presset lidt i institutionerne.

Hvad har fem ugers nedlukning så givet mig?

  • Fregner! Vejret har jo været fremragende. Det eneste vi mangler er lidt natteregn….
  • Påskemave… Jeg E L S K E R marcipanæg! Men ofte køber jeg kun ganske få, da de plejer at sætte sig på sidebenene. Men når man skal overleve 5 uger med sin familie samtidig med aftenarbejde, så skal der dæleme nogle marcipanæg til. Tak for timingen corona.
  • Hjemmekontor i sengen… Når man fylder sit hus ud med børneværelser, så er dobbeltsengen det eneste rolige sted, at gennemføre videomøder under en nedlukning. Heldigvis var langt de fleste møder uden video 😉
  • En undskyldning for at shoppe. Så længe man støtter lokale/små/danske erhvervsdrivende, så gør man jo en god gerning. Og når men samtidig opdager, at drengen der skal tilbringe hele dagen udendørs i børnehaven hverken har forårsjakke, softshell dragt eller kondisko i en passende størrelse, så må der jo shoppes. Ligesom jeg ‘manglede’ tøj. Og sko. Og datterens sko gik i stykker. Og der var tilbud på creme. Og der skulles købes fødselsdagsgaver. Og sendes påskechokolade til de savnede. Og sikkert noget mere.
  • Kontakt til sundhedsvæsenet. Det kan godt være, at danskerne generelt har været tilbageholdende med at kontakte lægerne, men det er åbenbart ikke os. Vi har haft fat i lægen en gang pr. barn. To gange vagtlæge og en gange egen lægen med hhv. influenza/corona, klemt finger og forvredet knæ. Alle har det godt og ingen var behandlingskrævende.
  • Mangel på tid. Det er lidt et underligt punkt, for når alting er aflyst, så har vi jo faktisk uanede mængder af tid. Men ikke den tid, jeg bruger for mig selv. Tid til at fordybe mig. Tid til at læse. Tid til neglelak. Tid til at sortere mit tøj. Tid til MIG! Åh jeg glæder mig til en fridag helt alene. En gang ude i fremtiden…

Så er vi landet i solrige Danmark

Hjemme igen!

Den sidste uge har jeg tilbragt med mine kære på Mallorca. Med pool, all inclusive og høj sol. Vi ‘reklamerer’ aldrig med at vores hus står tomt, så derfor denne stilhed om ferien.

Med mig hjem har jeg:

  • Tonsvis af nye fregner
  • Alt for mange myggestik
  • Fedtet hår
  • En mave fyldt med is, pizza, øl og hvidvin
  • Bunkevis af vasketøj
  • Stakkevis af blogindlæg, som vil komme de næste par uger
  • Et stort smil på læben
  • Lollo og Bernie sangen på hjernen….

Jeg kommer hjem til:

  • Høj sol og ‘sommer’ i Danmark
  • En bil med defekt air condition
  • En meget langhåret græsplæne
  • En meget kælen kat, som trods gode kattepassere har savnet os
  • Et tomt køleskab
  • En levering fra nemlig med rugbrød, leverpostej og koldskål
  • Min seng ❤️

10 ting jeg savner – og lidt farlig selvdiagnostisering

Solen skinner og alt er godt, men alligevel savner jeg lidt…
Jeg savner:

– Et varmt bad, der varer længere end et splitsekund. Jeg skal måske ikke klage, for pt. kommer jeg faktisk i bad hver dag. E affinder sig med at putte i min seng med youtube på telefonen og en bolle i hånden. Det giver krummer i sengen, men jeg får min skyller – og sådan vågner jeg nu bedst.

– At kunne synke, uden at det gør ondt. Det har nu stået på en uge, og min gode ven på internettet har fortalt mig, at en virusinfektion ikke varer så længe, og at en bakterieinfektion giver feber. Så nu står jeg tilbage med strubekræft…

– At kunne frisere mig, uden at jeg decideret er ved at ødelægge min hårbørste. Så i virkeligheden savner jeg nok nyklippet hår.

– Normale tøjvaner hos min datter. De sidste par dage har hun hver morgen iført sig tre t-shirts, kjole og cardigan. Hun ligner en, der er ved at eksplodere – ligesom vasketøjskurven… Michelin manden kan godt gå hjem og lægge sig.

– Min vægt fra før jeg blev gravid, min ryggrad og min røv. Og jeg ved godt, at jeg bare kan tage mig sammen, men pt. er tid til f.eks. motion en mangelvare – og når jeg har ondt af mig selv, spiser jeg ca. hele tiden.

– Mine fregner. Selvom jeg er fregnet all-year-around, så savner jeg nogle friske fregner 🙂

– Urge! No words needed… Den der grønne sodavand. Mums.

– En god mascara! Jeg blev træt af, at min mascara ikke gav nok volumen. Så jeg gik tilbage til den mascara, jeg brugte for nogle år siden. SUK den er håbløs.

– Den time vi mister natten til søndag. Selvom vi ikke har mistet den endnu, så ved jeg allerede, at jeg kommer til at savne den hele søndag – og sikkert også mandag morgen.

– S O M M E R!!! Læs 10 punkter om det lige her.

Man ved, at det har været en god ferie når…

Nu er jeg ikke typen, der fortæller på de sociale medier, når mit hus står tomt i længere tid, så det er vel en slags hemmelig, at jeg har tilbragt  den sidste uge i et sommerhus ved Ebeltoft. SKØN ferie! Og det kommer I til at høre mere om en anden dag…

Man ved, at det har været en god/usund/afslappende/rolig/osv. ferie, når:

  • Grønsagsindtaget i høj grad skal måles i pommes frites (?!) og fyld i burgere.
  • Løbeskoene stadig ligger ubrugte i en pose… (En af ulemperne)
  • Næsen er fyldt med hudorme efter stort sukker og fedtindtag.
  • Man kan ryste sand af alle sine ting – og tørret Mariekiks af alle Lillebrors ting.
  • Den vildeste fysiske aktivitet har været stangtennis – og nå ja, jagten på Pokemons.
  • BTW boede vi i Ebeltoft lige ved siden af et Pokestop, men der var ikke så mange Pokemons. Hjemme igen bor vi ret langt fra et Pokestop, men der er vildt mange Pokemons at fange.
  • Antallet af hår på benene er væsentligt forøget – og man er ligeglad.
  • Antallet af fregner er væsentligt forøget. Der er mindre solcreme i flasken end da man tog hjemmefra. Og nå ja, man er lidt lyserød hist og pist 😉
  • Vægten blinker faretruende, når man stiger på den.
  • Ens datter nægter at stige ind i bilen, når man skal hjem. Og nægter at forlade den igen, når man er kommet hjem.

image