Tag-arkiv: Glæde

En god morgen

Godmorgen her fra barselsland.

Vi har haft sådan en god morgen. Glade børn. Forældre med overskud. Ingen der skulle jages med. Ingen der nægtede at følge ‘planen’. Bare smil og godt humør.

Og ja, det hjælper selvfølgelig på det hele, at vi er to forældre på barsel. At eneste deadline er ringetid på skolen kl. 8. At Lillebror har fået gang i maven. At han har sovet 7 timer i streg. At storebror fik lov at sove længe. At storesøster også liiige fik 20 min længere. At solen skinner. Og at vi alle fik tanket ny energi i går.

Børnene nød søndagen hos mine forældre i sommerhuset med solskin, soppebassin og grillmad.  Manden nød en sejr på stadion, og jeg tog en rolig eftermiddag med mindstemanden.  Konsekvensen var, at alle kom for sent i seng, så potentielt kunne morgenen være endt helt anderledes end den gjorde.

MEN det skete heldigvis ikke, og så gælder det om at glædes 😊🌞

Håber I alle må få en skøn dag – uanset hvordan jeres morgen har været. ❤

Nøj hvor jeg glæder mig!

I går vågnede vi op til sne, og i dag er jeg vågnet op med snot i hovedet, øm hals og hovedpine.

Det er ingen hemmelig, at vi til maj skal en uge til Mallorca. Og nøj hvor jeg glæder mig!

Forberedelserne er i gang. Jeg har fundet (og købt) en badedragt. Det er vist første gang siden starten af mine teenageår, at det er lykkedes. Min efterhånden store pige som sidste år fik badeshorts, har i år fået en bikini. Det krævede lige et par forsøg at ramme den rigtige størrelse.

Den ene Trunki kuffert var en julegave, og nu har jeg rippet sønnens sparegris og bestilt en til ham også.

Der er bestilt blå sygesikringskort. Næste projekt er pasbilleder af børnene. Den store udfordring bliver her, at E helst vil være på den anden side af kameraet. Tror jeg vil prøve at skyde billederne i løbet af sen kommende uge.

Hvad mangler vi ellers? Solcreme – som jeg bestiller til tax free hjemmefra.  En klapvogn der kan klappes sammen – tror jeg vil forsøge at smøre den, vi allerede har. Og så sommertøj til børnene.

Det skal vi nok nå. I mellemtiden vil jeg glæde mig hver eneste dag. Til ferie, ingen madlavning, solskin, strand og pool.

Solen skinner – på dem der ønsker det!

Efter jeg havde udgivet mit indlæg med brok i fredags (læs her), puttede jeg A på den allerhyggeligste måde. Nemlig der, hvor vi begge ligger i hendes seng under samme dyne. Der hvor hun pludselig stopper sit snakkeri, og hendes åndredræt bliver tungt, alt imens jeg suger hendes kropsvarme til mig.

Efter sådan en gang balsam for sjælen, virkede det næsten umuligt at forlade min dyne for at løbe en tur. Men jeg tog et kompromis og gik en aftentur. Det var også balsam for sjælen. Tankerne flød, fødderne flyttede sig og mine skuldre sænkede sig mod jorden. Mens jeg gik der, besluttede jeg, at lørdag skulle solen skinne på mig!

Så selvom E syntes, at han skulle have mere ud af lørdag end af alle andre dage, og derfor vækkede mig før kl 6, så fik han både kys og kram. Det lykkedes mig at overbevise ham om, at vi skulle hygge lidt i sengen, før vi stod op med A, og sammen dækkede morgenbord med både rundstykker, æg og frugt. Og så hyggede vi os.

Efter Es middagslur kom begge børn i flyverdragterne, og vi fik både besøgt en legeplads og gået en længere opdagelsestur i kvarteret. Skønt med røde kinder og frugtfad til eftermiddagshyggen.

Aftenen stod på sushi med to skønne damer efterfulgt af stand-up leveret af Sanne Søndergård. Hun overraskede mig positivt, og gav mig også noget at tænke over.

Da jeg lukkede min øjne lidt i 1, var det med tanken om at en grå og regnfuld dag havde været fyldt med solskin 🌞

P.S. Der blev slået og grædt knap så meget, og da der blev smadret en Cocio i Netto, glædede jeg mig bare over, at det ikke var en rødvin.


I dag har stået på endnu en fødselsdagsfejring i familien, og inden for et par timer skal jeg i seng. Sidste nat bød ikke på helt nok søvn, og jeg har afgang mod Rødekro i morgen kl 6…. Man skal tidligt op for at se på morgentrafik i det Sønderjyske.

Jeg håber, at I går en skøn uge i møde med masser af solskin – uanset hvad vejret byder på.