Tag-arkiv: Lydbog

Vil du høre noget spændende?

Ej beklager den virkelige tarvelige overskrift… Det er nemlig ikke en stor hemmelighed (måske en lille for nogen), som jeg løfter sløret for.

Det spændende der er at høre, er nemlig krimier! Og det er ganske gratis 👍🏻

Landets biblioteker (tør ikke lægge hovedet på blokken for, at det er dem alle), har nemlig en aftale med eReolen om udlån af lydbøger (og ebøger). Det var her jeg startede, da jeg for halvandet års tid siden begyndte at høre lydbøger. Og det er her, jeg stadig hører alle mine lydbøger. I starten irriterede det mig meget, at jeg ikke kunne låne de nyeste bøger derinde, men nu har jeg efterhånden fundet rigtig mange gode krimiserier, og så låner jeg bestseller listen som fysiske bøger på biblioteket.

På eReolen fungerer det sådan, at bøgerne er delt op i to kategorier. Dem der er begrænsning på, og dem der er frit udlån af. Det afhænger af din kommune, hvor mange bøger med begrænsning du kan låne pr. måned. Heldigvis er der mange af de krimier, som jeg anbefaler herunder, der er med frit udlån. Bøgerne du låner, kan du enten høre online eller downloade til telefonen, så de kan høres på flyveturen eller i udlandet.

Herunder tips til gode krimiserier. Istedet for at skrive alle titler, har jeg blot henvist til forfatterne, som man nemt kan søge på inde på eReolen.

Sofie Sarenbrant: har bl.a. skrevet en krimiserie om den kvindelige politibetjent Emma Skjöld, der involveres i en masse spektakulære drabssager. Bøgerne er meget ‘letlæste’, men til tider er plottet også lidt fantasifuldt 😉 Derudover har samme forfatter skrevet krimien uge 36, om en gravid kvinde der forsvinder, samt en efterfølger der pt. ikke er tilgængelig på eReolen.

Helle Vincentz: har skrevet nogle virkelige fantastisk krimier, hvoraf hendes triologi om juristen Caroline Kayser er at finde på eReolen. Caroline har SÅ meget at bevise over for sin far, at hun over tre bøger påtager sig at rejse ud i verden for at løse vanskelige opgaver for sin arbejdsgiver. Tro mig – det er ikke småting, hun bliver involveret i, men virkelig spændende læsning, hvor plottet først åbenbarer sig sidst i fortællingen.

Michael Katz Krefeld: har skrevet en længere række af dystre krimier, hvor den tidligere politibetjent Ravn påtager sig mere eller mindre umulige efterforskningsopgaver som ‘privatdetektiv’. Ofte har mysterierne spor tilbage i tiden, og han hvirvles ud i en række voldsomme situationer. Som ofte set før, så drikker vores hovedperson til tider lidt for meget, og har ikke styr på sit liv, men jeg fatter virkelig sympati for Ravn, og de ar han har på sjælen. Hør dem!

Jørn Lier Horst: har skrevet en ret lang krimiserie om politikommissæren William Visting og hans datter journalisten Line Visting, der gang på gang krydser hinanden veje – og hjælper hinanden – i drabssager af den ene eller anden art. Jeg er kun nået til bog to, så jeg kan ikke give et samlet overblik, men indtil videre er jeg godt underholdt, og tænker at jeg hører serien færdig.

Linda Castillo: har skrevet en række krimier, der foregår i amish samfundet i USA  Hun er politibetjent, men er opvokset som amish, og står derfor ofte over for at skulle forsøge at bygge bro i de drabssager, der involverer amish samfundet. Jeg har skrevet lidt om serien på bloggen tidligere, læs evt. her.

Fælles for alle forfatterne er, at deres bøger selvfølgelig også kan læses som helt almindelige fysiske bøger. Ofte skal man have fat i en fysisk bog, hvis man skal læse den nyeste bog i serien, men det er også ok for mig, hvis jeg har hørt de foregående 4-5 bøger, når jeg kører bil, slår græs eller lægger vasketøj sammen.

Vores 2. feriedag, blev dagen hvor…

Vi er nået til mandag i mine ferieskriblerier. Og det blev dagen hvor:

Min søn måtte VÆKKES kl 9.30, så vi kunne nå hotellets morgenmad inden kl 10.00….. Ok han havde så også været ramt af dårlig mave dagen inden, så måske var der lidt sygdom, der skulle soves væk.

Min datter sov til 8.30. Og ja, jeg selv vågnede kl 7… Hurra for lydbog.

Min datter ‘opdagede’ Kids Club. Så der var hun henne to gange. Generelt er hun meget ‘modig’ og siger Hi og Hola til fremmede. Og i aften deltog hun i Mini Disco fra forreste række, hvor hun i går så til fra afstand.

Mini disco er åbenbart med Nik og Jay. Ligesom man kan få Tyrkisk Peber i kiosken og rugbrød på morgenmadsbuffeten…

Jeg konstaterede, at der (selvfølgelig) er parfume i spansk zink salve. Men effekten er heldigvis som i Danmark. Helt fantastisk.

Kombinationen af middagslur til drengene og Kids Club gav mig halvanden time helt for mig selv!!! Med min bog og en pose chips. Win for alle parter.

Dårlig mave og pool er en dårlig kombi… Ups.

Besøg af tante rød og badeferie er også en dårlig kombi. Nemmere at håndtere og knap så klam, men stadig besværlig.

Forøvrigt var vi pludselig blevet det par, der sad og sippede rom og cola/gin og tonic, mens der var børne disco. Totalt charter 🙈 But hey it works…!

Jamen øh… Så lærte jeg det.

Et indlæg med diverse mere eller mindre unyttig viden, som jeg har tilegnet mig inden for den seneste uges tid…

Altså man fryser (heldigvis) ikke længere vorter på børn. Man smører bare tryllevand på, og så forsvinder de langsomt at sig selv. Fantastisk, hvis det virker – vi venter stadig i spænding…

Når mine meget trætte børn falder om, og der er ro allerede kl. 19, så skal de stadigvæk vækkes næste morgen kl. 6.50…. Kom nu weekend 🙂

I den lydbog jeg hører, har lægen en trøstes-hoppende kone. Gad vide hvor hun hopper hen? Jeg vil hellere trøste-shoppe…

Det er åbenbart påske og dermed 10 dages ferie om en uge! Det opdagede jeg seriøst først i mandags. Totalt fed følelse i maven – det er jo lige om lidt 🙂

Hvis man begynder at gå i vinterhalvåret, så er ens eneste fodtøj vinterstøvler. Og… Vinterstøvler er nok snart for varmt. Ligesom vinterjakke, elefanthue og flyverdragter. Hurra for mig, men avs for pengepungen.

PostNord kan åbenbart nemmere finde manglende pakker, når afsenderen (en virksomhed) rykker dem, end når modtageren (lille mig) gør…

Man får filtret hår af at farve/afblege det. Åbenbart helt generel viden – bare ikke for mig…

DesignLetters har lavet nyt melamin service med værktøj på. Det er så fint! Og vi (jeg) elsker bare det, som E allerede har med bogstaver. Må man shoppe mere uden grund? Mon han ønsker sig det i påskeæg? (Affiliate links)

 

 

 

 

(Lyd)boganmeldelse #16 – Hvil i fred

Nå… Flere lydbøger er det blevet til. Da jeg skulle låne den næste, var min kvote for ‘populære’ lån opbrugt, så jeg søgte lidt rundt blandt ‘fri’lånene, og faldt over en forfatter, jeg tidligere har læst noget af.

Det var Sofie Sarenbrant, der har startet en krimiserie, hvor der indtil videre er udgivet tre bøger. De første to lå som frilån, så jeg kastede mig over krimien Hvil i fred.

image

Historien udspillet sig på et luksuriøst japansk inspireret spahotel. Her findes en kendt skuespillerinde i kritisk tilstand en tidlig morgen, og hun hastes til hospitalet. Da der efterfølgende findes et ældre ægtepar døde på deres hotelværelse, sættes politiet på sagen. Undersøgelser tyder på, at der ikke er tale om naturlige dødsfald, og snart er jagten på en mulig seriemorder indledt.

Kriminalassistent Emma Skjöld sættes på sagen, og igennem bogen følges hendes politimæssige arbejde, men vi indvies også i hendes problemer med barnløshed, omverdenens forståelse af hendes karriere fordi hendes far er politichef og hendes problemer med søsteren Josefin.

Bogen læses op af en kvinde, hvilket jeg lige skulle vænne mig til. Oplæsningen var behagelig, men oplæseren var ikke så god til at læse ‘replikker’ op med forskellige tonefald efter personerne. Men det betød ikke noget, for bogen var spændende, og det var svært at lægge øretelefonerne fra sig.

Lydbogen varer ca. 9 timer og kan bestemt anbefales.

Bogen kan købes her. (affiliate link)

(Lyd)boganmeldelse #13 – Det perfekte sted at dø

Jeg har hørt endnu en lydbog – det bliver åbenbart en hel vane, at høre lydbog når jeg går tur med barnevognen, løber og kører bil.

Denne gang vil jeg anmelde “Det perfekte sted at dø” af Inger Wolf. Det er 7. bind i serien om den østjyske politibetjent Daniel Trokic.

image

Denne gang sendes Daniel til Japan, hvor han skal undersøge en danskers dødsfald i en berygtet selvmordsskov. Det japanske politi har henlagt sagen som selvmord, og Daniel sendes af sted som privatperson uden politimæssige beføjelser. Han indlogerer sig på det hotel, hvor danskeren har boet med sine kolleger ifbm. deres arbejde i selvmordsskoven. Herfra forsøger han at afdække, hvorvidt der er tale om selvmord eller mord – og hvem der ved mere end de fortæller.

Det er en velskrevet krimi, der giver et indblik i den japanske kultur, men samtidig byder på skræmmende detaljer og dramatiske begivenheder. Den kan helt klar anbefales.

Som lydbog varer den ca. 9 timer. Jeg havde lidt svært ved oplæseren til at starte med, da jeg tror, at han også ligger stemme til nogle programmer på Ramasjang. Men jeg vænnede mig til det, og endte med at nyde hans personliggørelse af de enkelte personer i bogen.

Fordele (og ulemper) ved at løbe

Jeg er blevet lidt bidt af det med at løbe – sorry!!! Hvem havde troet det??? Dem der følger mig på Instagram, er allerede blevet spammet, men altså ja – I andre skal da ikke snydes…

Så her er en række fordele (og ulemper) ved at løbe!


Fordel: Man kan løbe alle steder! 🙂

Ulempe: Man kan f.eks. komme til at tage sine løbesko med på ferie… Og så er der ligesom evig dårligt samvittighed.


Fordel: Når man er sådan en rigtig løber, så kan man købe det lækreste “udstyr”, såsom fede løbesko, farverige tights, armbånd til telefon, svedbånd, øretelefoner osv.

Ulempe: Man kan hurtigt bruge månedens (og næste måneds) shoppebudget på udstyr.


Fordel: Man sover så skønt om natten efter en god løbetur.

Ulempe: Det kan være svært at holde sig vågen helt til sengetid…


Fordel: Man kan høre lydbøger, mens man løber.

Ulempe: Det kan være lidt forvirrende både at have gang i en lydbog og en fysisk bog.


Fordel: Man kan tabe sig af at løbe.

Ulempe: Man risikerer at blive meget sulten af at løbe.


Fordel: Man har en ½ time helt for sig selv!

Ulempe: Der er ingen ulempe – det er lige præcis fred og ro, der er den største fordel ved at løbe som mor.

 

 

(Lyd)boganmeldelse #12 – De uegnede

At høre lydbog er en god idé, hvis man skal køre langt, eller ikke er så god til at få læst selv. Det går lidt for langsomt, for en som mig. Sådan har jeg altid tænkt, men da jeg i sidste uge både skulle til Nordjylland og Billund “alene”, tænkte jeg, at det måske var på tide at teste en lydbog.

Gennem mit bibliotek har jeg adgang til @reolen, hvor jeg fandt en af de krimier, jeg stod på venteliste til, nemlig De uegnede af Hjorth og Rosenfeldt. Det er nemt at downloade bogen, så man ikke er afhængig af wifi.

Lydbog

Bogen er nr. 4 i en serie om kriminalpsykologen Sebastian Bergman og Rejseholdet i Sverige. Denne gang møder vi “Reality-seriemorderen”, der mener, at der er for mange “dumme” mennesker, der får alt for meget taletid i det offentlige rum. Så det vil han råbe befolkningen op om. Det bliver til en hæsblæsende jagt, der som altid krydres af de personlige historier på Rejseholdet. Vanja der ikke kan finde mening i sit liv, efter at hun har vendt sine forældre ryggen, da de har løjet om, hvem hendes biologiske far er. Ursula der er alene efter et skudattentat og en skilsmisse. Billy med sine uhyggelige masochistiske tendenser og rejseholdets leder Thorkild, der søger efter kærligheden. Og så selvfølgelig Sebastian Bergman, der bruger sex til at aflede sine tanker.

Bogen var 13 timer, og de to køreture bød “kun” på knap 5 timer. Men jeg har fundet ud af, at ture med barnevognen, løbeture og oprydning i køkkenet når børnene er lagt i seng, også er glimrende stunder til en lydbog.

Bogen kan I høj grad anbefales – uanset om man er til papir eller lydbog.

Se min liste over forfattere jeg læser lige her.