I dag er det fire år siden, at jeg endelig holdt dig i mine arme. Du kom på en måde, før jeg havde ventet det, og alligevel så havde jeg ventet så længe. (Læs fødselsberetningen her)

Jeg vidste godt, at alle mennesker er forskellige. Også børn. Og også søskende. I takt med at du vokser dig til en stor dreng, er det så tydeligt, at du er dit helt eget unikke smukke jeg.

Du er en rigtig puttegøj, der elsker fysisk kontakt. Og boller. Og iPad. Du er meget opmærksom på dine omgivelser. Du er empatisk, og du opfanger lyde, som jeg filtrerer ude, og stemninger som jeg ikke fornemmer.

Du snakker som et vandfald og har et meget stort vokabularie. Når du mangler ord, så opfinder du dem selv. Ikke på sådan noget børne’russisk’, men snarere på latin. Jeg kan ikke latin, så ind i mellem googler vi voksnes dine ord, og mange af dem findes… Når du fortæller os om ‘gamle dage’, bliver vi fanget af dine historier. Historier fra dengang, hvor det kun var dig og far, der levede, og jeg slet ikke var blevet født.

Da vi gav dig en 2-hjulet cykel i sommers, så cyklede du. Og cyklede og cyklede. Når bedstefar bygger, så tager du en boremaskine og kravler med op på stigen. Det er det, du elsker.

Du smiler til mig med hele din krop. Dine blå øjne er en tro kopi af mine. Dit hår er rødt og rodet som på en lille trold. Du charmer os alle, så jeg næsten glemmer, at du trænger til at blive klippet 😉

Du lever i den komplekse rolle, at være både lillebror og storebror. At være både lille og stor. Det er en svær rolle, men du gør det godt. Verdens bedste storebror og verdens bedste lillebror.

Kære lille store dreng. Tillykke med de fire år. Jeg elsker dig.