Kategoriarkiv: Familie

En ‘pjække’dag

Det der med at blive en familie på fem har været en omvæltning for os alle. Helt overordnet set, er det gået langt bedre end frygtet, men der er da et par storesøskende, der har fået redefineret deres roller en lille smule.

Min datter er seks år. En skolepige. Meget selvstændig og dygtig. Og hende har vi i den sidste tid givet et større ansvar. Samtidig forventer vi også mere af hende, fordi vi nu er en voksen i undertal, når alle børn er vågne. Det giver da et par konflikter ind i mellem, men det er nok, hvad man kan forvente.

I dag havde jeg dog besluttet, at min datter skulle have en ‘pjække’dag. Eller skal vi kalde det en storesøsterdag. Så hun har haft fri fra skole og været hjemme hos mig og mindstemanden. Han er så lille, så han sover det meste af tiden – og dermed har hun haft min fulde opmærksomhed. Noget vi begge nok har savnet lidt.

Dagen er gået så fint. Vi har f.eks. onlineshoppet sommertøj 😍, lagt neglelak, været på biblioteket og taget McD med hjem til frokost. Nu bager solen, og hun truer med at ‘forlade’ mig for en tur i badebassinet. Og det er helt ok. Jeg kan godt lige hvile lidt, for min daglige lur blev aflyst til fordel for storesøsterdag.

En god morgen

Godmorgen her fra barselsland.

Vi har haft sådan en god morgen. Glade børn. Forældre med overskud. Ingen der skulle jages med. Ingen der nægtede at følge ‘planen’. Bare smil og godt humør.

Og ja, det hjælper selvfølgelig på det hele, at vi er to forældre på barsel. At eneste deadline er ringetid på skolen kl. 8. At Lillebror har fået gang i maven. At han har sovet 7 timer i streg. At storebror fik lov at sove længe. At storesøster også liiige fik 20 min længere. At solen skinner. Og at vi alle fik tanket ny energi i går.

Børnene nød søndagen hos mine forældre i sommerhuset med solskin, soppebassin og grillmad.  Manden nød en sejr på stadion, og jeg tog en rolig eftermiddag med mindstemanden.  Konsekvensen var, at alle kom for sent i seng, så potentielt kunne morgenen være endt helt anderledes end den gjorde.

MEN det skete heldigvis ikke, og så gælder det om at glædes 😊🌞

Håber I alle må få en skøn dag – uanset hvordan jeres morgen har været. ❤

Ved den kommende storebror ubevidst, hvad der venter?

Nu skrev jeg godt nok i søndags, at jeg ville holde lidt pause fra bloggen den kommende tid, men jeg har altså noget på hjerte.

Titlen på dette blogindlæg er måske helt ved siden af, men jeg kunne virkelig ikke finde på noget passende, så det her var det mindst ringe af mine 36 forslag… Beklager

I sidste uge var min søn syg, og kombineret med min stadigt mere pressede krop, brugte vi adskillige timer på at putte i min seng med både iPads og lure.

Jeg vil egentlig mene, at han var frisk igen allerede lørdag, men nogen har taget vores ualmindeligt glade dreng fra os. Livet er virkelig hårdt for ham, og han vil bare kun være sammen med sin mor størstedelen af tiden. Så der bliver grædt mange tårer og givet mange krammere. Men jeg har svært ved at rumme ham, og føler ikke, at jeg kan sætte toiletbesøg, madlavning eller andre småopgaver på stand-by, fordi han ‘forlanger’ det.

Mandag morgen vågnede han tidligere end han plejer. Han var pylret hele morgenen, og da jeg tabte to gulerødder, brød hans verden sammen. Da han skulle ud af døren, faldt han i søvn… Vi gav ham en halv time, før vi vækkede ham. Aflevering var (selvfølgelig) grusom, men da jeg hentede ham, fik jeg at vide, at han havde haft en rigtig god dag. Skønt, tænkte jeg – men så startede det forfra med tårer og pyller over de mindste ting.

Her til morgen lod vi ham sove længe. Han var stadig pylret, da han stod op, men tudeturene var bestemt færre. Aflevering i vuggestuen gik næsten uden gråd, så…

Nu er det, jeg tænker… Ved han godt, at verden snart bliver vendt på hovedet? At lillebror vil ‘stjæle’ hans mor? Eller reagerer han måske på min nedsatte mobilitet og overskud? Eller er det en efter-reaktion på sygdom? Er han ikke helt rask?

Måske er det hele bare et tilfælde… Jeg håber i hvert fald, at det bare er en fase. Og lige når jeg skriver dette, tænker jeg på, om det er nye tænder på vej… Hvem ved. I hvert fald er det bare hårdt at være ham. Desværre.

Alenetid og sygt barn…

Den her uge går ikke helt efter planen, men det må jo så være en glimrende øvebane for at ændre kurs og acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Men jeg savner min alenetid…

Lørdag aften fik sønnen feber. Søndag satte vi vores planer stand-by, da han var rimelig afhængig af en voksen hele tiden. Mandag var bedre, men der var jeg så alene med ham. Min lur blev ‘ødelagt’ af uro fra babyalarmen, så jeg var træt, da jeg gik i seng.

Tirsdag var han feberfri, men havde lige en hjemmedag til at blive helt frisk. Puha det var hårdt. Og her blev vores begges lur afbrudt af 8 børn på vores trampolin 🙈 SFO’en var lige på gåtur, og min datter gav dem lov at hoppe.

Så kom onsdag endelig. Jeg var SÅ træt, så selvom jeg var alene hjemme, brugte jeg det meste af tiden på at hvile og sove.

Men i dag vågnede jeg frisk efter en dejlig nats søvn. Nu skulle jeg rigtig nyde det gode vejr og være god ved mig selv. Sønnen var lidt pylret, men vi endte med at køre over til vuggestuen efter en rolig morgen herhjemme. Det gik bare slet ikke, så jeg traf beslutningen om at tage ham med hjem igen. Det kan komme til at straffe mig Big time senere, men det var den helt rigtige beslutning i dag. Efter en halv time herhjemme faldt han i søvn og sov i 3,5 timer!!!!!!!

Da han havde sovet en time indså jeg, at der måske ikke blev en middagslur, så jeg skyndte mig at lukke øjnene også. Så hvilet har jeg – nu må vi se, hvad resten af dagen bringer.

Fredag drømmer jeg om alenetid, men omsorg for mine nærmeste er dog vigtigere. ❤

Håber I andre nyder det skønne solskinsvejr.

Hvad er en kernefamilie?

Der findes efterhånden rigtig mange anerkendte familieformer (omkring 38, hvis jeg ikke husker galt), så hvad er egentlig en kernefamilie?

Mange vil nok svare, at kernefamilien er mor, far og et par børn. Altså lige præcis sådan en familiekonstallation, som jeg er en del af. Hvis man tilmed har to børn af hvert sit køn, så har man tilsyneladende ramt den helt store jackpot.

Udefra set har jeg altså en kernefamilie. Bum.

Men er vi en kernefamilie?

Jeg har tidligere fortalt, hvordan min mand har en psykisk lidelse, og hvordan jeg derfor møder nogle udfordringer som pårørende. (Læs evt. her) Det betyder, at vi måske gør nogle ting anderledes hjemme hos os i forhold til andre familier. Men da rigtig mange ting foregår indenfor hjemmets fire vægge, er det jo ikke altid nemt at vide, hvordan tingene foregår hos naboen eller hos vores venner. Jeg gad godt, at vi havde lidt mere overskud, men hvad er det, jeg sammenligner med? For ude i “offentligheden” udstråler vi jo oftest også selv overskud. Mor sidder i forældrerådet i vuggestuen og far i klassen osv… Det kan godt være, at vi hæver stemmerne derhjemme lidt oftere, end de gør hos naboen – men vi ved det faktisk ikke…

I min forstand er en kernefamilie en familie, hvor der er kærlighed og retningslinjer til alle. I klassisk forstand, så elsker mor og far hinanden, og der er overskud til at sikre en fast, men kærlig opdragelse til børnene. Så betyder det egentlig ikke så meget, om “kernefamilien” bor i et parcelhus, kommer på charterferie osv.

Så ja jeg har nok en kernefamilie, selvom græsset nogle gange er lidt grønnere på den anden side 😉

Og man kan jo ikke sådan bare lige få byttet sin familie. Til gengæld kan man arbejde med sig selv, hvis der er noget, man ikke er tilfreds med. Jeg ved, at jeg er en kærlig mor. Jeg ved også, at jeg lidt for ofte får hævet stemmen (råbt), når jeg taler til mine børn. Det skal jeg arbejde med, for jeg kan ikke bare bytte til nogle sødere børn (hvilket jeg selvfølgelig heller ikke har nogen som helst interesse i, da mine børn er noget af det skønneste)

Vinterferie, sygdom og små glæder

Min krop registrerede det før min hjerne gjorde. Den dreng jeg puttede mandag aften, var lidt varmere end ellers. Og da han i løbet af natten kom ind til mig, forstod min hjerne det også. Feber…

Så tirsdag brugte jeg min ferie med en febermus… Og en hostegøj… Lige præcis den der hoste, som hjemme hos os betyder, at min datter højest sandsynligt vil kaste op efter sengetid. Jeg ‘vandt’ samsovning i ske med febermusen, og så tog min mand hoste og opkast i de par timer, som det nu stod på.

Da onsdagen oprandt, og min datter kaldte allerede før seks, var jeg sikker på, at hendes tomme mave skulle fyldes op. Men hun var brandvarm, og klagede over ondt i hovedet. Efter at have madet hende med lidt youghurt og vand, drattede hun om på madrassen igen.

På trods af at min søn fortsat virkede varm, var det en helt anden energi, han lagde for dagen en lille time senere. Så det var en balance at underholde ham, og samtidig drage omsorg og tage hensyn til storesøster.

Heldigvis tog hosten en pause og gav os alle en god nattesøvn. Morgenen bød stadig på lidt feber, men som dagen er skredet frem har alle spist ok – og alle har været ude og blive luftet. Nu sover begge børn, og jeg håber, at erklære os raske i morgen.

Selcvom vi igen er ramt af sygdom, kan jeg glæde mig  over:

  • At min mand i dag har haft ferie med os, så jeg ikke længere er ene voksen på pinden.
  • Ild i brændeovnen, sne på terrassen og slik inden for rækkevidde.
  • 10 timers nattesøvn og 2 timers middagslur – ahh det var godt til rugemaskinen aka mig.
  • Jeg har ikke været ramt af feber denne gang (7-9-13).

 

På med ja-hatten og ud i solen

Lørdag var ikke en særlig god dag. Jeg havde ondt i min krop, og jeg følte, at hele verden var imod mig – og alting var åh så synd for mig. Jeg følte mig alene som voksen i det lille hjem. Det var jeg nu ikke, men sådan så jeg det med mine negative briller.

Da jeg lå i min seng lørdag aften, reflekterede jeg over dagen, og min egen indstilling. Og som det er sket før, besluttede jeg mig for, at søndag måtte jeg tage ja-hatten på!

Det var nu lige ved at gå galt søndag morgen, da min mand vågnede op med kæmpe hovedpine, og måtte trække sig fra fællesskabet nogle timer. Men jeg trak vejret dybt et par gange, og fandt ja-hatten frem. Og så gennemgik jeg min liste over dagens ‘mål’, og fik slettet (udskudt) alle dem, der ikke var absolut nødvendige.

Da min søn foreslog at lege i haven, var jeg hurtigt med på ideen, og da jeg blev nægtet adgang til legehuset, fandt jeg mig en pude til numsen og en bænk i solen. Lige der, var det hele perfekt.

Inde i varmen igen, spiste vi frokost på hans værelse ved det lille bord. Det var en fest! Og da han var puttet i barnevognen med både boremaskine og bamse, så stod den også på lur til mig.

Efter min skraber, stod jeg ud af mine graviditets-yoga-hjemme-bukser, iklædte mig noget mere præsentabelt og friskede ansigtet lidt op med weekendens første omgang make-up.

Så tog jeg datteren under armen og kørte mod Aarhus Teater, hvor hun skulle have sin debut til Narnia. Vi elskede det begge! Jeg tror aldrig, at jeg har læst bøgerne, så historien var også ny for mig. Nu har vi bestilt den første bog på biblioteket. Så må vi se, om der er tålmodighed til at få den læst højt. Ellers kan det være, at jeg læser den selv.

Hjemme igen stod den på hurtig aftensmad, lidt aftenhygge og så putning.

Så dagen endte med ja-hatten på og et par gode stunder med begge børn. Så må vi få ryddet det sidste vasketøj op en anden dag.

Julelys, tøsehygge og nachos

I dag var det blevet dagen, hvor jeg havde inviteret min datter med ind til Aarhus og se julelysene. Sidste nat var nærmest miserabel med hoste, opkast og andet natteroderi, så vi var to trætte piger, der drog af sted sidst på eftermiddagen.

Første stop blev Salling Rooftop. Nøj hvor er det pænt. Meget større end jeg havde forestillet mig, og udsigten i skumringen var bare så fin.

Vores næste stop var beundring af julelys i gågaden samt indkøb af julegaver til vores drenge derhjemme. Efter også at have rundet Søstrene Grene gik vi mod åens cafeer, hvor eneste krav var, at der skulle være nachos på menuen. Hos Cafe Faust fandt vi både børnemenu med nachos og en børnepose med lidt underholdning. At eneste ledige bord var med en høj sofa/bænk og en høj stol, var kun er plus i den lille dames øjne, og da jeg var færdig med min burger, fik jeg pludseligt selskab på bænken. Så hyggeligt at spise stille og roligt i dejligt selskab.

På hjemturen sagde jeg tak for en dejlig tur. Der var meget stille på bagsædet, men da der endelig blev svaret, lød det således: mor det har været den bedste dag nogensinde. ❤️

Nu sover den trætte pige, mens jeg har fornøjelsen af at forsøge at putte mindstemanden. Dernæst skal jeg kysse min mand godnat og lukke øjnene efter en lang, men meget dejlig dag.

Når man bliver 6 år og selv må bestemme, så….

I går blev min datter 6 år, og hun er blevet fejret i klassen torsdag, af familien lørdag og af pigerne fra klassen søndag.

Når man bliver 6 år og selv må bestemme, så:

  • Deler man flødeboller ud i klassen.
  • Serverer man frikadeller og pommes frites (!) for familien til frokost. (Nogen havde suppleret med sovs, hasselbagte kartofler, sovs, rødkål, asier og salat)
  • Serverer man ris a la mande med varm kakao og skumfiduser for sin familie til eftermiddagskaffe. (Også her havde nogen suppleret lidt)
  • Må fødselsdagslyset stå i en Snøffel. Det er ikke nemt, at stille i ris a la mande 🙈
  • Puster man førnævnte lys ud uden opmærksomhed. Og vil ikke have fødselsdagssang.
  • Inviterer man alle pigerne i klassen til fødselsdag. Og så ens bedste (drenge)ven. Som heldigvis synes, det er helt ligemeget, at der kun kommer piger.
  • Beder man om en kopi af fødselsdagen fra sidste år for børnehaven.  Dvs. både menu og underholdning.
  • Betyder det ingenting, at flere af gæsterne også var med til Ramasjang Mysteriet fra sidste år… (Jeg havde dog ændret skurken 😉)
  • Er man TRÆT søndag aften!

Den sentimentale mor ser tilbage på 6 års gerning

Det var en mørk og stormfuld aften, da min mand kørte mig stønnende og udspilet til det nærmeste sygehus.

Seks timer senere var jeg blevet mor. Mor med stort M, og med en helt ny forståelse for begrebet kærlighed. Dertil fulgte også en ny forståelse af begreber som omsorg og bekymring.

I dag bliver min lille store pige 6 år. Og jeg kan selvsagt fejre 6 år som mor. Det gør jeg nu mest for mig selv, for det er min datters store dag.

Verdens sødeste pige, som står ved sine meninger, uagtet hvad andre mener. Som har temperament. Som får mig til at smile, grine, græde og råbe. Men som vigtigst af alt rører mit hjerte og gør mig stolt hver dag.

Min store pige som hjælper, hvor hun kan – når hun gider. Verdens bedste storesøster som guider, hjælper, sætter grænser og giver igen, når det er nødvendigt. Som er en god og ærlig veninde. Pigen vi alle elsker.

Og så fik jeg vist overskredet grænsen for, hvor sentimentalt et indlæg kan blive, før der er risiko for opkast bag skærmene. Hvis du holdt ud hertil: godt gået!

Tillykke til A med de 6 år. Og tillykke til mig med mit jubilæum som mor.