Kategoriarkiv: Familie

Goddag-dag, sommerfest og jetlag…

Jeg ligger i min seng med tøjet på. Ved siden af ligger min mand og forsøger at ‘kurere’ en forstoppelse med masser af lakrids. Nu kommer der en mjavende kat og ‘tigger’ om aftensmad – for det er da helt naturligt lidt i ni…

Efter at jeg søndag aften faldt i søvn flere gange (ca. fem gange…), da jeg først forsøgte at putte min søn og efterfølgende havde succes med at putte min datter, gik jeg i seng kl ni. Jeg sov til kl syv, kun afbrudt af FIRE vækninger af børnene på skift, hvoraf den ene varede halvanden time… Mandagen gik overraskende godt, og jeg blev først ramt af træthed efter arbejde. Jeg holdt mig vågen til kl ti og sov til vækkeuret ringede til kl seks næste morgen. Og det samme gentog jeg sådan set i går og har tænkt mig at gøre i dag. Så jetlag go home!

Jeg er dog lidt træt… I går aftes var jeg med min (store) pige til goddag-dag på hendes kommende skole. En rolig aften for mig, men jeg kunne forstå på de andre forældre, at det faktisk var en lidt stor dag. Nærmest en slags første skoledag. Ups, sådan opfattede jeg det ikke helt. Vi havde også valgt kun at komme en forælder, men det var jeg/vi nærmest ene om. Det vigtigste var, at A havde en god oplevelse – og det havde hun. Hjemme igen skulle jeg lige putte et barn, bikse en lasagne sammen til onsdagens sommerfest og rydde op i hele hytten, så der kunne blive gjort rent. Og så på hovedet i seng.

I dag er den store sommerfest i børnenes institution så blevet afviklet. De største børn lavede et flot (og langt) akrobatik show, og så var der buffet med sammenbragt mad, slush-ice, popcorn og fri leg. Det fantastiske ved buffeten er altid at retterne afspejler de forskellige kulturer, der er repræsenteret i institutionen. Så udover store mængder pizza, pølsehorn, pastasalat og frikadeller, er der også altid nogen, der har lavet hjemmelavede forårsruller, samosaer, falafler, eksotiske risretter og andre lækkerier. I love it!

Men efter to lange dage er det nu heller ikke så tosset, bare at ligge her. Så det gør jeg lidt endnu, før jeg kravler rigtigt i seng.

Om at rejse væk fra mine børn

Fem døgn væk fra mine børn, var noget der gav mig mavepine før afrejse. Men fire døgn inde i forløbet, er der ingen mavepine at spore længere.

Sådan skrev jeg lørdag morgen, og det var faktisk stadig gældende et døgn senere, da jeg landede i Tirstrup lufthavn. Men tanken om at min familie stod lige ude i ankomsthallen og ventede på mig, gav mig alligevel lidt kriller i maven. (Når jeg lukkede øjnene kunne jeg faktisk ikke huske, hvordan stor den mindste var blevet…)

Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lidt imponeret over min (og andres) evne til at være i nuet, og ikke bruge alt for mange kræfter på savn og andre ting, der er svære at agere på.

Alt gik godt – og det gjorde det også derhjemme.  Pga. tidsforskellen og mit meget stramme program, var det ikke oplagt at Skype. Min datter og jeg gjorde det en enkelt dag, hvor jeg havde frokost uden forpligtigelser lige før hendes sengetid. Det var hyggeligt. Men ellers så løste vi det på anden vis.

Jeg havde nemlig fået den (geniale) ide at oprette et fælles album i skyen. Fra min telefon lavede jeg små hilsner på 4-35 sekunder som jeg uploadede, og som min datter så selv kunne gå ind på iPaden og se. Hun lavede faktisk selv en video retur, som jeg blev mega glad for at modtage ❤️ Så hermed et lille tip givet videre til andre der rejser uden børn – og evt. ikke har mulighed for at Skype. Det var fedt for min datter at se flyet, hotelværelset, højhuse osv.  Små ting som gjorde hendes dag hyggelig, og hvor hun følte mit ‘nærvær’. To øve-videoer og 15 ægte rejsevideoer blev det til.

Vel hjemme igen er alt savn afløst af to stride banditter, der virkelig tester os forældre, men det er nok en reaktion, som jeg må tage med – jetlag eller ej…

P.S. Min ‘ugeplan’ var (også) en stor succes, som kom retur med masser af krydser over dagene. Så det tip er hermed også givet videre.

Nå planerne ændrer sig…

I dag rejser jeg til USA. Tirsdag til søndag skal jeg være væk. Det er Karrieretirsdag, og jeg havde planlagt at skrive om min rejse og mit arbejde som bestyrelsesmedlem. Istedet hænger jeg slapt ind over et bord i Tirstrup Lufthavn. Hoster, sveder, snotter og jeg ved ikke hvad…

Pinsen startede med et skønt bryllup. Og efter 4 timers søvn vågnede jeg op til besked om en sløjt barn derhjemme. Som dagen gik snørede min hals sig mere og mere sammen, og da jeg søndag aften gik i seng kl 20, var jeg ualmindeligt skidt… Mandag kom og havde jeg ikke haft børn, var mandag også gået uden, at jeg havde sat så meget som et komma. Men jeg havde lovet dem en tur til Dyrehaven og fodre rådyr og en is på lystbådehavnen. Så dopet med Pamol drog vi af sted.

Jeg havde bare lige glemt, at en ung herre ved navn Justin havde inviteret 40.000 gæster til fest på travbanen. Det skaber selvsagt nemt lidt trafikkaos. Så da vi nåede Dyrehaven, var det ganske givet, at vi IKKE skulle retur til lystbådehavnen. Heldigvis findes der andre isbutikker, og mine børn er meget samarbejdsvillige.

Min mave slår lidt knuder af savn allerede, så det var langt fra planen, at jeg skulle være den dårligste udgave af mig selv på min sidste dag hjemme, men sådan gik det. Nu er min datter bevæbnet med en fin plan over min rejse og et fælles album i skyen, hvor jeg skal uploade små film til hende. Håber alt går godt – for os begge to. Og også for drengene, som I mindre græs sætter ord på deres savn – af forskellige årsager 😉

Den aften vi blev bange!

Det aften vi blev bange, var vores sidste aften på Mallorca.

Som flere andre aftener sagde min datter tak for mad, før vi andre var helt færdige. Og som de øvrige aftener gik hun ud fra restauranten for at deltage i/vente på mini disco. Vi tre andre nød vores dessert, og der gik måske 5-10 minutter, før vi forlod restauranten. Udenfor var mini disco endnu ikke startet, da vi havde spist lidt tidligere end vanligt. Min datter var heller ikke at se.

Vi kiggede os lidt omkring, hvorefter jeg tjekkede dametoilettet og min mand herretoilettet. Begge steder uden resultat.

Da hun var blevet ret gode venner med drengen i nabolejligheden, blev vi enige om, at hun nok var løbet hjem til ham. Så vi vendte snuden mod  lejlighederne. Heller ikke ved naboen fandt vi hende, og så begyndte uroen at brede sig. Jeg blev tilbage i lejligheden, hvis hun skulle dukke op der, og min mand vendte retur til restaurant og mini disco. I mellemtiden gik naboen en runde ved de nærmeste pools og legepladser.

De næste 5 – 10 minutter føltes uendelige. Jeg nåede at tænke de værste tanker om kidnapninger og jeg ved ikke hvad. Min mand nåede at gå flere runder, og var lige på vej ind i receptionen for at bede om hjælp, da han så et lille lyshåret hoved foran scenen. Der var vores datter. ❤️ Hun sad pænt og ventede på mini disco.

Der havde hun selvfølgelig ikke været hele tiden. Nej hun havde været på toilet og efterfølgende besluttet sig for at fjerne sin ansigtsmaling.  Havde hun så været fræk og ikke givet sig til kende, da vi ledte efter hende? Nope. Hun havde såmænd bare benyttet handicaptoilettet, hvor ingen havde ledt…

Åh hvor var jeg lettet og glad for at se hende 😊 Og hvor var det flot, at hun selv havde fjernet sin ansigtsmaling 😝

5 år! Og den falske fact

Jeg skylder jer selvfølgelig svar på, hvilken af de ti facts fra tidligere på ugen, det var falsk. Det var den med sutten. Jeg aner ikke hvor længe, jeg brugte sut, men i hvert fald ikke til jeg var fire år…. Og mine tænder har ikke lidt skade

Ellers er det en stor dag i dag. Faktisk en ret voksen dag. Jeg har nemlig været gift i FEM år! Det føles helt vildt, og vi har da også været igennem lidt af hvert. Men jeg er glad for det sted, hvor vi er nu. ❤️

Fem år er egentlig ret lang tid, men det føles nærmest som om, at vi lige er blevet gift. Vi blev viet på Aarhus rådhus med vores datter og forældre som vidner. Bagefter var der frokost på Rådhus Cafeen inden vi kørte hjem igen. Det var en meget varm dag, husker jeg.

Om små to uger fejrer vi endnu en slags bryllupsdag. Nemlig at vi har været velsignet i fire år. Det var med hvid kjole, taler og dans til den lyse morgen. På den ‘bryllupsdag’ er jeg bortrejst, så vi har skålet med vores børn i aften og fået både rødvin og øl. Hurra for fredag.

Når jeg er træt…

Lige nu er jeg (igen) inde i en periode, hvor der bor et søvnmonster under min seng. Jeg får for lidt søvn.., Så her til aften er jeg træt!

Når jeg er træt, så…

  • Skider jeg hul i salat og sund livsstil
  • Spiser jeg chokolade – masser af chokolade
  • Vrisser jeg af min mands ‘jokes’, fremfor at grine
  • Giver jeg min mand skylden for næsten alting
  • Laver jeg flere fejl. F.eks. kan min telefon ende i køleskabet og strømperne i skraldespanden.
  • Er jeg hurtig på aftrækken med skarpe bemærkninger. Både over for min mand og mine kolleger
  • Forsøger jeg at putte mine børn lidt tidligere
  • Spiser jeg chokolade – har jeg nævnt det? 😉
  • Går jeg tidligt i seng!

Så godnat 😴

Guldkorn…. #9

Det er længe siden, der sidst har været en omgang guldkorn på bloggen. Måske kommer der ikke helt så mange længere – ellers også tager mindstebarnet så meget opmærksomhed, at jeg ikke dvæler ved guldkornene så længe? Her er i hvert fald nogle stykker.


A: Mor jeg skal til at lave morgengymnastik. Og også noget mere gymnastik

M: Hvorfor?

A: Fordi så bliver jeg bedre til gymnastik. Og jeg bliver også stærkere.  Og hvis jeg spiser lidt mere, bliver jeg også stærkere. Og får mere ilt.


Jeg har bestilt en ferie, og fortæller A, at vi skal til Mallorca.

A: Ej jeg vil hellere til Tyrkiet og se pyramider!


A bliver spurgt, hvorfor hun stoppede til svømning.

A: Fordi jeg hellere ville til Frankrig.

Mig: ?!?!?!


A var blevet køresyg, og fortalte det til mig.

A: Mor jeg fik kørekvalme! (Eller køre-qvalme, som hun udtaler det)


A: Mor der er kommet et hul i mine bukser.

Jeg kigger, og konstaterer, at det er et ret stort hul. Spørger: Har du klatret i træer? 😊

A: Ja, men der skete ikke noget. Lige pludseligt kunne jeg bare mærke kold luft på mit knæ!


A: Mor hvornår skal vi have et hønsehus?

Mig: Hvad vil du med det?

A: Have høns selvfølgelig.

Mig: Skal vi så samle æg?

A: Nej da. Æg skal du bare blive ved med at købe. Jeg vil bare gerne ae kyllingerne.

En kontrastfyldt dag…

I dag var i sandhed en kontrastfyldt dag, hvor jeg gik fra at rydde op i joggingbukser til at være omsorgsfuld mor til at være konsulent til at være den hjemvendte savnede mor for til sidst at ende på sofaen.

Det var dagen, hvor jeg for første gang i min 5 år og 4 1/2 måneder lange karriere som mor, måtte have et barn i narkose.

Vækkeuret ringede kl 5.30. Pigen der ikke kan høre skulle have tidlig morgenmad for fra kl 6 stod den på faste. Formiddagen gik i joggingbukser, og først da jeg havde lagt makeup og skiftet til buksedragt, og vi sad i bilen, meldte mavepinen sig. Klokken var blevet 11.30, og pigen på bagsædet havde ondt i maven. Om det var sult eller spænding var svært at afgøre, men hun var stille. Jeg var dog MEGET imponeret over hendes evne til at faste – jeg havde ikke klaret det uden brok.

Vores destination var ørelægen. Far kom også, og med en i hver hånd blev hun lagt i narkose. Jeg kunne godt se på hende, at hun ikke var tryg, men hun var så sej. Puha jeg syntes, at det tog lang tid, før hun var væk. Men væk kom hun, og da hun 10 min senere blev båret ind til os i opvågningsrummet, var hun fortsat helt væk.

Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men det var vigtigt for mig at være der. Og jeg kunne især mærke det, da jeg sad med hende under opvågningen. Det var sen rigtige beslutning.

Da vi var færdige ved ørelægen var det min svigermor, der kørte med dem tilbage. Jeg vendte snuden mod Padborg. En lang tur for et kort møde. Mit tjekkede image krakelerede dog lidt, da jeg på skolen, hvor mødet blev holdt, skulle tage blå overtræksfutter ud over mine støvler 😉 Jeg rettede ryggen og spillede cool.

Vel hjemme lige ved puttetid blev jeg modtaget med kæmpe krammere og kys. Utroligt hvordan disse velkomster kan svinge. Efter endnu en lang putning af husets yngste beboer, har jeg nu ramt sofaen. Mit aktivitetsarmbånd siger, at jeg fortsat mangler 500 skridt, så dem må jeg nok op og få gjort kål på inden længe.

God aften til jer.

Folkekirken, påske, LEGO og en snak om at være god ved andre

Det er ikke så tit, at jeg skriver om tro her på bloggen, og det fylder heller ikke så meget i min hverdag. Men jeg er døbt og konfirmeret, ligesom mit ægteskab er velsignet i folkekirken og mine børn er døbt. Jeg kan faktisk også godt lide at komme i kirken, hvor jeg altid får tænkt en masse dybe tanker. Desværre er jeg dårlig til at prioritere at komme af sted mere end til de klassiske ‘begivenheder’.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at en gudstjeneste på 60+ minutter ikke altid er det mest børnevenlige. Da jeg havde min datter med i kirke 1. juledag, blev rumpetten roteret nogen gange i sædet, men hun samlede alligevel stumper af præstens prædiken op. Han havde nemlig hørt helligånden julenat, hvilket hun ikke forstod. Så det måtte vi selvfølgelig stille spørgsmål til efterfølgende, hvor hun også fik et godt svar på sit spørgsmål.

Folkekirken

For at åbne kirken for alle var der i år en LEGO gudstjeneste 2. påskedag. Jeg tog min datter med derhen, og allerede på vores cykeltur fik vi os en god snak om påsken, som vi helt sikkert ikke havde fået derhjemme. Der var nemlig ingen (tsk tsk de forældre), der havde fortalt hende, hvorfor vi holder påske. Efter en snak om påske bevægede vi os videre mod andre trosretninger. Hun har flere veninder, der ikke tilhører folkekirken. Det der fylder mest, er, at de ikke spiser svinekød. Vi snakkede om, at de havde en anden slags kirker, og troede på en anden Gud. Og at det var helt ok. Fælles for alle guderne er jo, at man skal være gode ved hinanden.

I kirken var der ‘dækket’ op med en ordentlig bunke LEGO klodser, hvor de fremmødte børn (og deres forældre) kunne forlyste sig gennem hele gudstjenesten. Formålet var et bygge dele af påskens fortællinger. Resultatet blev bl.a. Jesus på æslet Palmesøndag, Jesus og de to forbrydere på hvert deres kors, den sidste nadver og grotten hvorfra Jesus genopstod. Når der var bygget noget, viste præsten det frem for den del af menigheden som ikke sad med næsen begravet i klodser.

Folkekirken

Prædikenen var udskiftet med en æggejagt i kirken, hvor der blev fundet små poser med påskeæg, og vi lærte, hvor de gemmer tal til salmetavlerne, hvor kirkebøssen står, og hvor de har jord til begravelser. Vi lærte også, at man i gamle dage medbagte æg i kirken, som man fik velsignet.

Udover korte påskefortællinger, nadver og fire salmer nåede vi også at synge Lille Peter Edderkop og Op lille Hans. Og så nåede præsten omkring kirkens malerier, som bl.a. viser den sidste nadver og grotten. Efter 45 min bar vi alle LEGO kreationerne ud i våbenhuset, hvor der var kaffe og småkager som altid, men også påskeæg og skumharer.

Folkekirken

Det var efter min mening et rigtig fint arrangement, som jeg godt kunne se os genbesøge. Tak til folkekirken for lidt ‘fornyelse’   😊

Totalt opturs tirsdag

I morges var sådan en morgen, hvor der i nattens løb var sneget sig et stk ekstra mandfolk ind i min seng, som før kl seks begyndte at hive nulre i mit hår, mens han nussede og moslede rundt. Da han efter en halv times urolig søvn bekendtgjorde at nu var det morgen, kunne jeg med det samme se, at hans blik var fyldt med krudt og kærlighed – ligesom dagen før.

Ikke længe efter stod hans søster ud af sin skønhedssøvn, og også hun var i et fantastisk humør. Vi besluttede i fællesskab at gøre en indsats for at reducere antallet af overmodne bananer i husstanden, og jeg gik igang med at producere en omgang bananpandekager. Begge børn stod klar på en skammel ved komfuret og indtog deres morgenmad i fællesskab lige ved siden af mig. Da deres far stod op, var der kun de sørgelige rester tilbage.

Bananpandekager spises næsten direkte fra panden.

Han tog på job, og vi andre pakkede sammen til en tur i Aalborg zoo. Vores sæsonkort til Givskud giver en gratis adgang til Aalborg Zoo, og da de udløber i starten af maj, var det oplagt at komme af sted nu.

Vel fremme i Aalborg må jeg sige, at begge børn opførte sig eksemplarisk. Især var jeg imponeret af E, som var blevet snydt for en ordentlig lur, men alligevel sugede indtryk til sig. Jeg forsøgte selvfølgelig at indrage børnene i at planlægge en rute rundt forbi dyrene, men ret hurtigt måtte vi ændre rute for at finde et toilet, og dernæst var det legepladsen, der kaldte.

Det var nu også en fin legeplads.

Så da jeg havde accepteret at dyr var sekundært, og legepladsen var turens primære formål, så tog jeg en mental slapper, mens jeg nød solen og mine legende børn.

Turens eneste lavpunkt indtraf, da jeg havde lovet børnene en is, men det eneste salgssted var zooshoppen, der var proppet med folk. Vi forhandlede en anden løsning, som dog senere blev ændret…

Efter godt tre timer i zoo vendte vi snuden tilbage mod bilen. Yngstemanden fik sin dyne, og jeg forventede, at han ville gå ud som et lys, mens vi kørte mod Aalborg C. Det var dog ikke tilfældet. Mundtøjet kørte uafbrudt, så da vi nåede vores destination i centrum, valgte jeg at parkere og give en lille sightseeing. Jeg havde nemlig planlagt, at A skulle se min ungdomshybel fra bilen, men i stedet trak jeg begge børn med hen forbi. Samtidig fik de indløst den lovede is, og jeg fik nydt den ‘udsigt’, jeg havde fra mit spisebord i fire år. Fra den lejlighed, som jeg fraflyttede for 10!!! år siden.

Bestukket med is poserer mine børn foran min ungdomshybel.

Alt i alt en skøn tur. Hjemme igen indtog tre trætte ‘trunter’ suppe fra karton og risengrød kogt på minutris inden vi faldt om med tv, iPad og telefon i dobbeltsengen.