Da jeg for to år siden, blev mor til tre, var det ikke fordi, at jeg væltede mig i overskud med de to børn, jeg allerede havde. Men jeg havde en erfaring:
De første to år er de hårdeste, sagde jeg ofte til mig selv (og min mand).
Nu er de to år gået. Vi er hverken blevet skilt, eller blevet mere tossede end vi var i forvejen. Så det er vist gået sådan nogenlunde okay med det.
Men er det så sandt, at de første to år er de hårdeste?
Nu går min erfaring jo kun 8,5 år tilbage, så helt valid er den ikke. Men ift. at stille sin krop, søvn og frihed til rådighed for et andet menneske, så er de første to år bestemt de hårdeste. Faktisk letter det allerede efter det første år, hvorefter mine børn har spist regulær mad, sovet bedre og er blevet passet af andre end mig.
Den store forskel ved de to år, er for mig, at her er det muligt at kommunikere med dem. De snakker. Giver udtryk for ønsker (krav) og behov. De spiser selv. De tager måske selv sko og jakke på. De kan lege selv i længere tid, bare jeg er i nærheden. Og jeg kan både gå på toilet og i bad uden at de deltager (altså halvdelen af gangene 😉).
Så tillykke med de to år min skat. Nu er mor ovre det hårdeste ❤️ Jeg glæder mig til rigtig mange skønne år med dig fremover. Nu nyder vi det næste år, inden vi møder de trodsige tre (som jeg også har gjort mig nogle erfaringer med 🤣)…
Fødselarens yndlingsudtryk for tiden er: Noah sur mor! Han synes, ret ofte, at jeg vil bestemme alt for meget… 😝