Kategoriarkiv: Familie

Alenetid og sygt barn…

Den her uge går ikke helt efter planen, men det må jo så være en glimrende øvebane for at ændre kurs og acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Men jeg savner min alenetid…

Lørdag aften fik sønnen feber. Søndag satte vi vores planer stand-by, da han var rimelig afhængig af en voksen hele tiden. Mandag var bedre, men der var jeg så alene med ham. Min lur blev ‘ødelagt’ af uro fra babyalarmen, så jeg var træt, da jeg gik i seng.

Tirsdag var han feberfri, men havde lige en hjemmedag til at blive helt frisk. Puha det var hårdt. Og her blev vores begges lur afbrudt af 8 børn på vores trampolin 🙈 SFO’en var lige på gåtur, og min datter gav dem lov at hoppe.

Så kom onsdag endelig. Jeg var SÅ træt, så selvom jeg var alene hjemme, brugte jeg det meste af tiden på at hvile og sove.

Men i dag vågnede jeg frisk efter en dejlig nats søvn. Nu skulle jeg rigtig nyde det gode vejr og være god ved mig selv. Sønnen var lidt pylret, men vi endte med at køre over til vuggestuen efter en rolig morgen herhjemme. Det gik bare slet ikke, så jeg traf beslutningen om at tage ham med hjem igen. Det kan komme til at straffe mig Big time senere, men det var den helt rigtige beslutning i dag. Efter en halv time herhjemme faldt han i søvn og sov i 3,5 timer!!!!!!!

Da han havde sovet en time indså jeg, at der måske ikke blev en middagslur, så jeg skyndte mig at lukke øjnene også. Så hvilet har jeg – nu må vi se, hvad resten af dagen bringer.

Fredag drømmer jeg om alenetid, men omsorg for mine nærmeste er dog vigtigere. ❤

Håber I andre nyder det skønne solskinsvejr.

Hvad er en kernefamilie?

Der findes efterhånden rigtig mange anerkendte familieformer (omkring 38, hvis jeg ikke husker galt), så hvad er egentlig en kernefamilie?

Mange vil nok svare, at kernefamilien er mor, far og et par børn. Altså lige præcis sådan en familiekonstallation, som jeg er en del af. Hvis man tilmed har to børn af hvert sit køn, så har man tilsyneladende ramt den helt store jackpot.

Udefra set har jeg altså en kernefamilie. Bum.

Men er vi en kernefamilie?

Jeg har tidligere fortalt, hvordan min mand har en psykisk lidelse, og hvordan jeg derfor møder nogle udfordringer som pårørende. (Læs evt. her) Det betyder, at vi måske gør nogle ting anderledes hjemme hos os i forhold til andre familier. Men da rigtig mange ting foregår indenfor hjemmets fire vægge, er det jo ikke altid nemt at vide, hvordan tingene foregår hos naboen eller hos vores venner. Jeg gad godt, at vi havde lidt mere overskud, men hvad er det, jeg sammenligner med? For ude i “offentligheden” udstråler vi jo oftest også selv overskud. Mor sidder i forældrerådet i vuggestuen og far i klassen osv… Det kan godt være, at vi hæver stemmerne derhjemme lidt oftere, end de gør hos naboen – men vi ved det faktisk ikke…

I min forstand er en kernefamilie en familie, hvor der er kærlighed og retningslinjer til alle. I klassisk forstand, så elsker mor og far hinanden, og der er overskud til at sikre en fast, men kærlig opdragelse til børnene. Så betyder det egentlig ikke så meget, om “kernefamilien” bor i et parcelhus, kommer på charterferie osv.

Så ja jeg har nok en kernefamilie, selvom græsset nogle gange er lidt grønnere på den anden side 😉

Og man kan jo ikke sådan bare lige få byttet sin familie. Til gengæld kan man arbejde med sig selv, hvis der er noget, man ikke er tilfreds med. Jeg ved, at jeg er en kærlig mor. Jeg ved også, at jeg lidt for ofte får hævet stemmen (råbt), når jeg taler til mine børn. Det skal jeg arbejde med, for jeg kan ikke bare bytte til nogle sødere børn (hvilket jeg selvfølgelig heller ikke har nogen som helst interesse i, da mine børn er noget af det skønneste)

Vinterferie, sygdom og små glæder

Min krop registrerede det før min hjerne gjorde. Den dreng jeg puttede mandag aften, var lidt varmere end ellers. Og da han i løbet af natten kom ind til mig, forstod min hjerne det også. Feber…

Så tirsdag brugte jeg min ferie med en febermus… Og en hostegøj… Lige præcis den der hoste, som hjemme hos os betyder, at min datter højest sandsynligt vil kaste op efter sengetid. Jeg ‘vandt’ samsovning i ske med febermusen, og så tog min mand hoste og opkast i de par timer, som det nu stod på.

Da onsdagen oprandt, og min datter kaldte allerede før seks, var jeg sikker på, at hendes tomme mave skulle fyldes op. Men hun var brandvarm, og klagede over ondt i hovedet. Efter at have madet hende med lidt youghurt og vand, drattede hun om på madrassen igen.

På trods af at min søn fortsat virkede varm, var det en helt anden energi, han lagde for dagen en lille time senere. Så det var en balance at underholde ham, og samtidig drage omsorg og tage hensyn til storesøster.

Heldigvis tog hosten en pause og gav os alle en god nattesøvn. Morgenen bød stadig på lidt feber, men som dagen er skredet frem har alle spist ok – og alle har været ude og blive luftet. Nu sover begge børn, og jeg håber, at erklære os raske i morgen.

Selcvom vi igen er ramt af sygdom, kan jeg glæde mig  over:

  • At min mand i dag har haft ferie med os, så jeg ikke længere er ene voksen på pinden.
  • Ild i brændeovnen, sne på terrassen og slik inden for rækkevidde.
  • 10 timers nattesøvn og 2 timers middagslur – ahh det var godt til rugemaskinen aka mig.
  • Jeg har ikke været ramt af feber denne gang (7-9-13).

 

På med ja-hatten og ud i solen

Lørdag var ikke en særlig god dag. Jeg havde ondt i min krop, og jeg følte, at hele verden var imod mig – og alting var åh så synd for mig. Jeg følte mig alene som voksen i det lille hjem. Det var jeg nu ikke, men sådan så jeg det med mine negative briller.

Da jeg lå i min seng lørdag aften, reflekterede jeg over dagen, og min egen indstilling. Og som det er sket før, besluttede jeg mig for, at søndag måtte jeg tage ja-hatten på!

Det var nu lige ved at gå galt søndag morgen, da min mand vågnede op med kæmpe hovedpine, og måtte trække sig fra fællesskabet nogle timer. Men jeg trak vejret dybt et par gange, og fandt ja-hatten frem. Og så gennemgik jeg min liste over dagens ‘mål’, og fik slettet (udskudt) alle dem, der ikke var absolut nødvendige.

Da min søn foreslog at lege i haven, var jeg hurtigt med på ideen, og da jeg blev nægtet adgang til legehuset, fandt jeg mig en pude til numsen og en bænk i solen. Lige der, var det hele perfekt.

Inde i varmen igen, spiste vi frokost på hans værelse ved det lille bord. Det var en fest! Og da han var puttet i barnevognen med både boremaskine og bamse, så stod den også på lur til mig.

Efter min skraber, stod jeg ud af mine graviditets-yoga-hjemme-bukser, iklædte mig noget mere præsentabelt og friskede ansigtet lidt op med weekendens første omgang make-up.

Så tog jeg datteren under armen og kørte mod Aarhus Teater, hvor hun skulle have sin debut til Narnia. Vi elskede det begge! Jeg tror aldrig, at jeg har læst bøgerne, så historien var også ny for mig. Nu har vi bestilt den første bog på biblioteket. Så må vi se, om der er tålmodighed til at få den læst højt. Ellers kan det være, at jeg læser den selv.

Hjemme igen stod den på hurtig aftensmad, lidt aftenhygge og så putning.

Så dagen endte med ja-hatten på og et par gode stunder med begge børn. Så må vi få ryddet det sidste vasketøj op en anden dag.

Julelys, tøsehygge og nachos

I dag var det blevet dagen, hvor jeg havde inviteret min datter med ind til Aarhus og se julelysene. Sidste nat var nærmest miserabel med hoste, opkast og andet natteroderi, så vi var to trætte piger, der drog af sted sidst på eftermiddagen.

Første stop blev Salling Rooftop. Nøj hvor er det pænt. Meget større end jeg havde forestillet mig, og udsigten i skumringen var bare så fin.

Vores næste stop var beundring af julelys i gågaden samt indkøb af julegaver til vores drenge derhjemme. Efter også at have rundet Søstrene Grene gik vi mod åens cafeer, hvor eneste krav var, at der skulle være nachos på menuen. Hos Cafe Faust fandt vi både børnemenu med nachos og en børnepose med lidt underholdning. At eneste ledige bord var med en høj sofa/bænk og en høj stol, var kun er plus i den lille dames øjne, og da jeg var færdig med min burger, fik jeg pludseligt selskab på bænken. Så hyggeligt at spise stille og roligt i dejligt selskab.

På hjemturen sagde jeg tak for en dejlig tur. Der var meget stille på bagsædet, men da der endelig blev svaret, lød det således: mor det har været den bedste dag nogensinde. ❤️

Nu sover den trætte pige, mens jeg har fornøjelsen af at forsøge at putte mindstemanden. Dernæst skal jeg kysse min mand godnat og lukke øjnene efter en lang, men meget dejlig dag.

Når man bliver 6 år og selv må bestemme, så….

I går blev min datter 6 år, og hun er blevet fejret i klassen torsdag, af familien lørdag og af pigerne fra klassen søndag.

Når man bliver 6 år og selv må bestemme, så:

  • Deler man flødeboller ud i klassen.
  • Serverer man frikadeller og pommes frites (!) for familien til frokost. (Nogen havde suppleret med sovs, hasselbagte kartofler, sovs, rødkål, asier og salat)
  • Serverer man ris a la mande med varm kakao og skumfiduser for sin familie til eftermiddagskaffe. (Også her havde nogen suppleret lidt)
  • Må fødselsdagslyset stå i en Snøffel. Det er ikke nemt, at stille i ris a la mande 🙈
  • Puster man førnævnte lys ud uden opmærksomhed. Og vil ikke have fødselsdagssang.
  • Inviterer man alle pigerne i klassen til fødselsdag. Og så ens bedste (drenge)ven. Som heldigvis synes, det er helt ligemeget, at der kun kommer piger.
  • Beder man om en kopi af fødselsdagen fra sidste år for børnehaven.  Dvs. både menu og underholdning.
  • Betyder det ingenting, at flere af gæsterne også var med til Ramasjang Mysteriet fra sidste år… (Jeg havde dog ændret skurken 😉)
  • Er man TRÆT søndag aften!

Den sentimentale mor ser tilbage på 6 års gerning

Det var en mørk og stormfuld aften, da min mand kørte mig stønnende og udspilet til det nærmeste sygehus.

Seks timer senere var jeg blevet mor. Mor med stort M, og med en helt ny forståelse for begrebet kærlighed. Dertil fulgte også en ny forståelse af begreber som omsorg og bekymring.

I dag bliver min lille store pige 6 år. Og jeg kan selvsagt fejre 6 år som mor. Det gør jeg nu mest for mig selv, for det er min datters store dag.

Verdens sødeste pige, som står ved sine meninger, uagtet hvad andre mener. Som har temperament. Som får mig til at smile, grine, græde og råbe. Men som vigtigst af alt rører mit hjerte og gør mig stolt hver dag.

Min store pige som hjælper, hvor hun kan – når hun gider. Verdens bedste storesøster som guider, hjælper, sætter grænser og giver igen, når det er nødvendigt. Som er en god og ærlig veninde. Pigen vi alle elsker.

Og så fik jeg vist overskredet grænsen for, hvor sentimentalt et indlæg kan blive, før der er risiko for opkast bag skærmene. Hvis du holdt ud hertil: godt gået!

Tillykke til A med de 6 år. Og tillykke til mig med mit jubilæum som mor.

Hvordan jeg lader op

Der er i perioder en del snak og skriverier om at være henholdsvis introvert og ekstrovert. Jeg tænker ikke, at jeg som sådan kan sætte en label på mig selv, men jeg har da alligevel gjort mig nogle tanker om, hvad der giver mig energi og lader mig op.

I dag har jeg haft en hjemmearbejdsdag. Og så er jeg i udgangspunktet en afbalanceret og nogenlunde frisk mor, der henter børn i institutionerne. At jeg har arbejdet hjemme, betyder ikke, at jeg ikke har haft travlt. Men mit hoved har været ‘isoleret’ fra en helt masse stimuli, som i hverdagen er med til at gøre mig træt. Jeg kan dog på ingen måde forestille mig at arbejde alene hver dag. Så ville jeg hurtigt kede mig uden disse stimuli.

Vi sidder på et storrumskontor i min afdeling. Jeg har aldrig prøvet andet, og jeg er glad for det. Jeg kan nemt få sparring. Jeg har en nogenlunde ide om, hvad mine kolleger laver og så er der næsten altid en at sludre lidt med. Mine omgivelser vil nok sige, at jeg snakker meget. Og at jeg er en social person, man altid kan stedfæste på lyden. Det er også sandt, men kun når jeg er i trygge rammer. Jeg er ikke fan af kundemøder, der involverer frokost og dermed smalltalk. Jeg øver mig, og er meget bevidst om min ‘svaghed’, men ærlig talt kommer jeg nok aldrig til at bryde mig om at snakke med ‘fremmede.

Jeg elsker elsker elsker at være alene hjemme. Det er nok noget af det bedste jeg ved. Men som med alt andet, skal man ikke overdrive. I sommers gav jeg mig selv 4 dages sommerferie ‘alene hjemme’, mens min datter havde opstart i SFO’en. Det er seriøst noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv, siden jeg fik børn. Men jeg nyder bestemt også at være sammen med dem og min mand.

For tiden ser jeg stort set ikke tv (eller min mand 🙈). Jeg nyder, at gå tidligt i seng når børnene er puttet. Så slapper jeg af med en god krimi og ro omkring mig.

Så som alt andet i denne verden, er det nok et spørgsmål om balance. En hjemmearbejdsdag om ugen er perfekt til mig. Et par venindedates i ny og næ og måske en eftermiddag alene en gang i mellem, og så er jeg ladet op til hverdagen.

Giver det mening, eller er det helt anderledes for jer?

P.S. Jeg startede på indlægget før spisetid, hvor jeg stadig emmede af overskud. Men aftensmaden kørte igen af sporet, så træerne vokser ikke ind i himmelen 😉

Jeg har….

Jeg har stegt 1 kg bacon. Bagt 24 boller og skåret frugt til en stor skål med frugtsalat og chokolade. Så har jeg stegt knap 40 pandekager og lige så mange pølser. Dertil er 20 æg blevet til røræg efter en tur på panden

Bønnerne var fra en dåse. Rugbrødet var fra bageren. Og så havde min søde svigermor bagt kagemand og min søde mor lavet lagkager.

Med andre ord har vi fejret 2 års fødselsdag med brunch og eftermiddagskaffe. Alle blev vist mætte. Gaverne var gode og børnene så ud til at hygge sig.

Køleskabet er nu fyldt med lagkage og pandekager, men min mave kalder på en bolle med smør. Jeg ved endnu ikke, hvad aftensmaden byder på, så måske jeg bare skal spise en bolle og se tiden an.

Det har været en dejlig dag! Og selvom gæsterne kom ‘allerede’ 10.30, så slap jeg gennem morgenen uden stress.

Nu sidder vi alle fire på sofaen. Vi er trætte. Og vi sidder med hver sin skærm. Jeg forudser, at aftenen bliver ganske rolig.

Hav det godt derude.

2 år

I dag er det to år siden, at jeg steppede mit moderskab op til vol. 2.

Det er to år siden, at jeg fødte den kærligste lille dreng, som var faktisk var ret stor (4.630 g).

For to år siden fik jeg samtidigt den bedste storesøster i huset, som man kan tænke sig. Og den mest jaloux kat… (han er kommet over det).

I dag har jeg to skønne børn. Min ‘lille’ dreng er nu 2 år. Snakker som et vandfald og har sine meninger om det meste. Samtidig er han så gavmild med sin kærlighed, og så god til at sige undskyldning (selvom han hellere burde lade være med at slå).

Jeg elsker når hans små arme, lægger sig til rette om min hals. Det er kun overgået af, når han og hans søster krammer og kysser. ❤️

I dag er lover vejrudsigten, at det bliver mildt og blæsende med mulighed for lidt spredt regn. Det lyder fuldstændig som en dag med min søn. Tillykke skat. Jeg elsker dig.