Kategoriarkiv: Jul

Julelys, tøsehygge og nachos

I dag var det blevet dagen, hvor jeg havde inviteret min datter med ind til Aarhus og se julelysene. Sidste nat var nærmest miserabel med hoste, opkast og andet natteroderi, så vi var to trætte piger, der drog af sted sidst på eftermiddagen.

Første stop blev Salling Rooftop. Nøj hvor er det pænt. Meget større end jeg havde forestillet mig, og udsigten i skumringen var bare så fin.

Vores næste stop var beundring af julelys i gågaden samt indkøb af julegaver til vores drenge derhjemme. Efter også at have rundet Søstrene Grene gik vi mod åens cafeer, hvor eneste krav var, at der skulle være nachos på menuen. Hos Cafe Faust fandt vi både børnemenu med nachos og en børnepose med lidt underholdning. At eneste ledige bord var med en høj sofa/bænk og en høj stol, var kun er plus i den lille dames øjne, og da jeg var færdig med min burger, fik jeg pludseligt selskab på bænken. Så hyggeligt at spise stille og roligt i dejligt selskab.

På hjemturen sagde jeg tak for en dejlig tur. Der var meget stille på bagsædet, men da der endelig blev svaret, lød det således: mor det har været den bedste dag nogensinde. ❤️

Nu sover den trætte pige, mens jeg har fornøjelsen af at forsøge at putte mindstemanden. Dernæst skal jeg kysse min mand godnat og lukke øjnene efter en lang, men meget dejlig dag.

Årets TV julekalender – første kig

Så blev det den 1. december, og herhjemme er der blevet åbnet pakkekalendre og lågekalendre og slikkalendre og skrabekalendre til den store guldmedalje. Højdepunktet for mig er nu altid, når den første låge (afsnit) af årets nye TV julekalender glider over skærmen.

Lige så mange år tilbage som jeg kan huske, har jeg hvert år fulgt med i en julekalender. DR og TV2 har været flinke til at lave en helt ny kalender på skift, så det er virkelig sjældent, jeg har ‘genbrugt’ en kalender.

Årets nye kalender hedder Den Anden Verden, og har, så vidt jeg har forstået, ikke rigtig noget med nisser at gøre, men i højere grad en masse eventyr af Brødrene Grimm.

Aftenens afsnit inviterede os med ind i en teenageverden, hvor de to ret forskellige tvillingesøstre (Anna og Sara) indtager henholdsvis hovedrollen og rollen som sufflør i skolens julespil, som det i øvrigt er deres mor, der instruerer. Moderen snakker med et ‘spøgelse’, som jeg formoder er pigernes far, og da den ældste tvillingesøster søger ud til sit eventyrlige sted, ser hun et underligt lys i åens vand. Måske er der en anden verden et sted?

Derudover har vi selvfølgelig en sød dreng, der skal kysse Sara i teaterstykket, men ikke rigtigt kan engagere sig, da hans kæreste ser på. Det lykkedes dog til sidst at skabe et magisk kys.

I morgen må jeg på den igen. Nu er persongalleriet sat op, så i morgen forventer jeg, at historien ruller! Det er på DR kl 19.30.

P.S. De to tvillingesøstre er slet ikke søskende i virkeligheden 😉

Kun en måned til…

Da jeg i formiddag til dagens første møde skulle skrive datoen på min blok, slog mit hjerte lige et ekstra slag.  Selvom jeg i går skrev d. 23.11.2016 hele dagen, så var det først i dag, at det gik op for mig, at det er d. 24., og der er derfor kun er én måned til juleaften. Puha…

Så hvad skal jeg nå, den næste måned?

  • Vi skal nok starte med at finde ud af, hvor vi holder jul. Det har været i proces lidt tid, men vi er stadig i tvivl.
  • Købe julegaver… Regner nu med at gå forbrugsamok i morgen til Black Friday.
  • Skrive min lille bitte pige op til skolestart næste år. Gulp!
  • Fejre fødselsdag – 33 år!
  • Ja også for min lille bitte pige, hendes børnehave og vores familie.
  • Se min lille bitte pige gå sit første luciaoptog.
  • Få et klarsyn om at min lille bitte pige er ved at være stor.
  • To dage til London…….
  • En tur til Ishøj.
  • Arangere noget nytårshalløj.  Nogen gode forslag 🙈
  • Til hudlæge med mit eksem (som pt går amok)
  • Pakke 32 gaver til pakkekalenderen ind. (De er heldigvis indkøbt)
  • Og så bare lige sørge for juledekorationer, julepynt, julekager, julekonfekt, julelys og julestemning.

Bring it on!

Farvel du kære…

Farvel til julen 2014 og alle dens nisser, gaver og konfekt.

Så er julen pakket ned. Juletræet er båret ud. Kasserne er båret væk. Tilbage er de halvtomme hylder. De venter på selskab fra det sædvanlige “nips”. Mon ikke det kommer meget snart.

Julen har budt på lys, nisser, forventninger, glæde, gaver, mad, sne og masser af kærlighed. Tilbage er der stadig lidt sne. Men tøvejret truer, og lige straks er også sneen væk.  Dryp. Dryp. Dryp. Det grønne græs titter allerede frem.

Resterne af julen består af småkager. Mon vi får dem spist? Eller skal de bæres ud med skraldet? Maverne er fulde. Hovederne fyldt med indtryk.

I bryggerset venter kasser og sække. Tomme skaller der har skabt forventning om deres indhold. Det er taget i brug til stor glæde for os alle. Nu skal indpakningen køres væk.

Farvel du kære jul. Tak for visit. Vi glæder os til næste år.

Vi ses.

image

Lignende indlæg:

 

Julefrokost, pandekager med laks og en opskrift

I køkkenet fra morgenstunden – mad skal der til…

I dag står den på julefrokost med min familie. Dvs. mine forældre, to søstre samt Manden, Lillepigen og undertegnede. Konceptet er rimelig simpelt. Alle medbringer en ret samt en ordentlig bunke pakker til pakkeleg. Så sørger mine forældre for rugbrød, pålæg, kiks, ost, guf, drikkevarer osv.

Vi tager pandekager med flødestuvet laks med, og I skal da ikke snyde for den meget lækre opskrift. Det kan både fungere som en forret til ca. 8 personer eller som hovedret for ca. 3-4 voksne inkl. salat.

  • 8 madpandekager – du har sikkert selv en opskrift
  • 1 lille løg
  • 15 g smør/flydende becel
  • 2½ dl madlavningsfløde
  • Lys saucejævner
  • 2 æg
  • 150 g laks
  • 100 g spinat (frossen)
  • 1 bdt frisk dild
  • Salt og peber

Kog de to æg, pil dem og hak dem. (De skal være hårdkogte)

Snit løget fint. Smelt smørret ved middel varme og put løgene i. De skal ikke blive brune, men glasklare. Hæld fløde i og lad det småsimre i ca. 5 min. Jævn saucen rimelig tyk . Smag til med masser af peber og lidt salt. Tilsæt æg, laks skåret i små stykker, snittet spinat samt hakket dild.

Rul 8 pandekager med fyldet og server straks. Eller stil dem på køl og lun i ovnen inden servering.

Velbekomme.

image

image

image

Lignende indlæg:

Hvid jul og hviledag

Julefreden sænker sig – og med et blev alle lyde dæmpet…

Sent i seng, mætte og tilfredse. Sværen blev sprød, og selvom sovsen var tyk, smagten den dejligt. Mandlen blev fundet, sange blev sunget og gaver pakket op. Konfekten blev spist, og mavepinen indtraf…

Morgenstund med det smukkeste snelandskab. Sneen dæmper alle lyde. Kirkegang med ro i sjælen, kælketur og et hvil.

På trods at morgenens første tanker om ikke at røre mere juleknas, har sukkertrangen meldt sin ankomst midt på eftermiddagen, og slikfadet er fundet frem (igen).

Om lidt skal der endnu en gang leges i sneen.

Se det er derfor, at 1. juledag er perfekt som hviledag i Tour de Jul.

image

image

image

image

Lignende indlæg:

Glædelig jul og lidt om julemad…

Glædelig jul og tak fordi I læser med!

Hermed dagens sidste indlæg fra mig med ønsket om en glædelig jul til jer alle. Jeg er glad for, at I læser med, og har taget så pænt imod min blog. Og så kan I sagtens undvære hit og shit i aften. Jeg vil nemlig koncentrere mig om at holde jul 🙂

Her er status den, at det bliver Frk. Nielsen, der skal hjælpe med julemiddagen – så vi er ret fortrøstningsfulde. Ris a la manden står allerede i køleskabet, der er bagt thebirkes til morgenmaden 1. juledag, og vi har netop nydt en lille julefrokost med hjemmebagt leverpostej med bacon, laks og æg.

Nu er der kun tilbage at bytte julegaver med Bedste inden den står på MIDDAGSLUR 🙂

God eftermiddag og aften.

image

image

image

image

Lignende indlæg:

 

Når juleaften ikke er så fantastisk…

Jeg elsker jul – tvivl ikke på det.

Jeg elsker jul af mange grunde, bl.a.:

  • Familiehygge
  • Ferie
  • Masser af chokolade
  • Ro

Men selvom jeg elsker jul, har juleaften ikke altid være så fantastisk… Faktisk har jeg i mange år, været meget mere vild med alt det, der pakker selve juleaften ind.

Eksempelvis har jeg været ret glad for at pynte juletræ, lave konfekt samt spise risengrød og æbleskiver d. 23. december.

D. 24. har jeg været meget glad for vores tradition med at ønske mine bonusforældre (som desværre ikke er her mere) glædelig jul om formiddagen. Og dernæst spise en lækker julefrokost med min familie med både varm leverpostej, laks, rullepølse, sild osv. Og sove middagslur (det begyndte jeg nok først på, da jeg blev teenager)…

Jeg har også altid været glad for, at 1. juledag er hviledag i min familie. Her står den på fælles morgenmad med hjemmebagte the-birkes, kirkegang, frokost med suppe, tarteletter og appelsindessert. Og ellers fri leg med julegaverne.

Men selve juleaften sætter jeg størst pris på at være sammen med min familie – og på konfektfadet. Sandheden er den, at jeg hverken bryder mig om and, kartofler, rødkål eller ris a la mande… I mange år har jeg spist karbonader, rugbrød og salat juleaften. Samt en lille portion ris a la mande – for jeg skal da liiiiige se, om jeg ikke kan finde mandlen. (I år står menuen på flæskesteg, men jeg skal stadig have rugbrød og salat til.) Det positive ved mine madvaner er, at jeg sjældent er forspist, når jeg forlader julebordet.

Selve gavebytteriet juleaften er såmænd rigtig hyggeligt. Jeg havde dog mange år som teenager, ung og til dels også som “nu”, hvor jeg bliver lidt skuffet… Øv jeg ved det godt. Det er bare ikke fedt at give gaver til sådan en, men ak… Jeg har jo fødselsdag i december, så de ting der står øverst på min ønskeseddel, får jeg som oftest i fødselsdagsgave. Og uden at lyde alt for utaknemmelig, så er det tit “2. rangs” ønskerne, der er tilbage på ønskesedlen til jul… Jeg har nok sat forventningerne ned, for jeg føler, at jeg er blevet bedre til at tackle det med årene… 🙂

Så konklusionen er, at jeg eeeelsker jul, men at selve juleaften ikke er det vigtigste i julen for mig.

Glædelig jul!
image

 

 

Er I klar til jul?

… Jeg er ikke, men det nærmer sig…

Da jeg kom hjem fra arbejde fredag, var jeg intet mindre end udkørt. Jeg kunne sætte mig på en stol og græde, men istedet for valgte jeg at handle på mine frustrationer. Jeg følte nemlig slet ikke, at jeg havde overblik over julen. Heldigvis var Manden med mig. Jeg fik lavet aftensmad, og mens det var i ovnen, blev alle de julegaver der er kommet med posten  pakket ind.

Mens vi spiste fik vi drøftet julemenuen – en lille ting, men det havde vokset sig stort i mig hoved. Vi fik lavet en indkøbsseddel, og så tog vi alle tre på indkøb i Bilka. Lillepigen elsker det…

Så nu mangler jeg sådan set kun julegave til Manden (suk…), juletræ og de sidste småindkøb.

I dag går turen til Sjælland, da vi skal fejre Fætter Os fødselsdag. Vi tager færgen derover, og kører hjem i aften, men håb om at Lillepigen sover i bilen.

Officielt er jeg også gået på juleferie, men Lillepigen skal i børnehave, da jeg skal skrive på en eksamensopgave i projektledelse. Deadline er først i det nye år, så det er bare great… Not.

Er I juleklar?

Trip trap nisse
Trip trap nisse
Engle
Engle
God jul
God jul

Hvem er manden i det røde tøj, som kommer med pakker?

Nu er det snart jul og alle steder vrimler det med mænd i rødt tøj…

Men hvem er egentlig ham manden i det røde tøj, som kommer med alle pakkerne?

Herhjemme er det postbudet 🙂

Siden vi flyttede væk fra Aarhus C til en forstad – og samtidig fik travlt med at være forældre, er størstedelen af mine (læs: vores) julegaveindkøb foregået som netshopping. Jeg har for længst opgivet illusionen om det hyggelige julegaveindkøb, hvor man bruger en hel dag med at gå i butikker, udvælge små søde gaver, drikke varm kakao og smile til alle man møder. Jow jow det kan helt sikkert lade sig gøre, men jeg har ikke tid til det. Dvs. jeg prioriterer ikke at finde tid til det. Vi har jo altså også lige to fødselsdage at holde.

Så istedet sætter jeg mig under tæppet med pc’en i skødet og måske en lille skål med juleknas. Og så bliver der ellers surfet. Jeg bruger faktisk en del energi på at finde de rigtige julegaver. Og jeg vil selvfølgelig have dem til den bedste pris og med lavest mulig fragt – og gode returmuligheder for modtagerne. Klik, klik, klik og så er det bare at vente på manden i det røde tøj 🙂

 

Hvad posten har bragt til os de sidste par dage...
Hvad posten har bragt til os de sidste par dage…