Update på alt muligt…

Den anden dag så jeg en anden blogger, der brød lidt ‘tavshed’ med sådan en blandet update. Så det får I da også lige fra mig…

  • Når ens søn falder i søvn kl. 18, så vågner han åbenbart op med feber en time senere.
  • Når man har håndværkere i sin lejlighed, så skal man ikke forvente at toilettet er rent bagefter.  Håber de nye lejere overlever min overfladiske rengøring. Nu har de i hvert fald fået nøglen.
  • Men udover det så kan en 5 årig og en 2 årig virkelig hurtigt producere en masse pebernødder.
  • Og tre piger på 5-7 år kan hurtigt producere en masse juledekorationer. Jeg kan konstatere, at gran ikke er så moderne blandt de unge…
  • Jeg har fødselsdag på lørdag. De eneste gæster er mine forældre. Jeg kan hverken finde på eller overskue at købe ind til en menu 🙈
  • Måske Bilka to go skal testes…
  • Juleklippedag på skolen er et bedsteforældrearrangement – totalt win!!!
  • Forældresamtaler på selvsamme skole gik over al forventning. Selvom jeg flere gange overvejede, om de talte om mit barndoms-jeg…
  • De sidste tre dage har jeg været til kundemøder i Vejle, Middelfart og så Vejle igen. Jeg savner faktisk lidt at sidde ved min computer.
  • Coop præsterede at levere en helt anden bog, end den jeg havde bestilt. Efter at have siddet i telefonkø som nr. 15 lykkedes det mig, at få tilsendt den rigtige.
  • Apropos telefonkø er det åbenbart ikke så nemt at bestille tid ved en hudlæge i Aarhus området. Alle har kun en times telefontid om dagen – og det forhindrer dem ikke i at sætte en telefonsvarer til i selve telefontiden. De må have ‘kunder’ nok…

Det var vist nogenlunde den update.

I dag skete det igen… Eller fremmede damer og chokolade.

Ja i dag skete det så igen…

Jeg havde taget begge børn med i Netto. Det sker faktisk relativt tit. For det meste foregår det sådan nogenlunde i ro og fred, men jeg indrømmer da gerne, at det er væsentligt ‘hårdere’ at handle med to børn frem for et.

Allermest luksus ville det være at handle alene hver gang, men mine børn elsker at komme med. Og så er det jo fint, at de lærer lidt om huslige projekter. Eller selv er med til at vælge varerne. Det er kun to uger siden, at min datter højlydt stod og råbte: Mor kan vi ikke godt købe en broccoli? Jeg eeeeelsker broccoli. Min reaktion var nok mest overrasket og forvirret. Jeg har ikke serveret broccoli for nogen af mine børn, siden jeg kogte grønsagsmos til dem. Hun fik selvfølgelig en broccoli, men den var helt sikkert ikke røget i kurven (eller hendes mave), hvis hun ikke havde været med på indkøb.

Men det var et sidespring. I dag foregik indkøbsturen med både en stor vogn og to små. Det kræver nerver af stål at lade mine børn ‘ræse’ rundt med hver deres vogn. Især mindstemanden giver mig dårlige nerver. Men vi nåede gennem butikken, uden at jeg behøvede hæve stemmen ret meget. Da vi nåede kassen hjalp alle mand til med at få varerne på båndet. Jeg lukker øjnene for, om det ligger i et lag, om stregkoden vender opad eller om vi får mast bananerne lidt. For alle gør det så godt, som de kan.

Da vi var kommet godt gennem kassen, og varerne var næsten pakket, kom den dame der havde stået bag os i køen hen til mig. Hun havde to Kinder stænger, og spurgte meget høfligt, om hun måtte give dem til mine børn. Hun syntes simpelthen, at de var så dygtige til at hjælpe, hvilket hun gerne ville anerkende dem for. Hun fik selvfølgelig lov 😊

Børnene blev glade, og det blev jeg også. Stolt over mine børn, men også glad for at en fremmed dame ‘ser’ mine børn og anerkender de værdier, vi arbejder med i vores familie. Så mange tak 😘

Det er jo bare en madkasse…

En lille historie om køn og madkasser…

Da min datter startede i børnehave, erkendte vi hurtigt, at hendes forskellige ‘reklame’madkasser var for små til at indeholde den banan, der var et must i hendes daglige madpakke. Vi købte derfor en fin metal madkasse med yndige Disney prinsesser på.

Hun var meget glad for den, men på et tidspunkt var hun med Bedste på shoppetur og fik lokket en ny madkasse ud af hende. Samme model, men med flyvemaskiner fra Disney. Den var nok egentlig tiltænkt drenge, men det kommenterede vi aldrig.

Min datter legede på det tidspunkt mest med drenge, så for hende var det kun fedt, at de to andre i børnehaven, der havde samme madkasse, selvfølgelig var drenge. Hun fik en gang imellem en kommentar for sin madkasse, men tog det i stiv arm.

Da min søn startede i vuggestue, arvede han først et par ‘reklame’madkasser. Da de efterhånden gik i stykker, var husets eneste ledige madkasse den lyserøde med Disney prinsesser. Han var nok lige fyldt 1 år på det tidspunkt, så for ham betød det ingenting.

Nu er han 2 år, og er rigtig glad for sin lyserøde madkasse. Den har et håndtag, så han bærer den selv frem og tilbage fra bilen både morgen og eftermiddag. En dag kom han stolt hjem og fortalte mig, at jeg var den ene af prinsseserne, og at de to andre var to af pædagogerne. ❤️

Den sidste tid er han/jeg/vi efterhånden blevet konfronteret med madkassen en del gange. Det er piger fra børnehaven, det har meget svært ved at forstå, at han skal have en madkasse med prinsesser. Måske er de lidt misundelige? Han forstår overhovedet ikke, hvad de spørger om, for I hans verden, er det den perfekte madkasse. Der kan være mad i + den har et håndtag = perfekt!

Så herhjemme er den blå madkasse min datters, mens den lyserøde er min søns. Og det fungerer for os 😊 Men fordomme kan man åbenbart møde hos både børn og voksne…

Selvom det lugter lidt af frisind, så vil i aldrig se min søn i en arvet lyserød flyverdragt – det er jeg slet ikke rummelig nok til 🙈

Hvordan jeg lader op

Der er i perioder en del snak og skriverier om at være henholdsvis introvert og ekstrovert. Jeg tænker ikke, at jeg som sådan kan sætte en label på mig selv, men jeg har da alligevel gjort mig nogle tanker om, hvad der giver mig energi og lader mig op.

I dag har jeg haft en hjemmearbejdsdag. Og så er jeg i udgangspunktet en afbalanceret og nogenlunde frisk mor, der henter børn i institutionerne. At jeg har arbejdet hjemme, betyder ikke, at jeg ikke har haft travlt. Men mit hoved har været ‘isoleret’ fra en helt masse stimuli, som i hverdagen er med til at gøre mig træt. Jeg kan dog på ingen måde forestille mig at arbejde alene hver dag. Så ville jeg hurtigt kede mig uden disse stimuli.

Vi sidder på et storrumskontor i min afdeling. Jeg har aldrig prøvet andet, og jeg er glad for det. Jeg kan nemt få sparring. Jeg har en nogenlunde ide om, hvad mine kolleger laver og så er der næsten altid en at sludre lidt med. Mine omgivelser vil nok sige, at jeg snakker meget. Og at jeg er en social person, man altid kan stedfæste på lyden. Det er også sandt, men kun når jeg er i trygge rammer. Jeg er ikke fan af kundemøder, der involverer frokost og dermed smalltalk. Jeg øver mig, og er meget bevidst om min ‘svaghed’, men ærlig talt kommer jeg nok aldrig til at bryde mig om at snakke med ‘fremmede.

Jeg elsker elsker elsker at være alene hjemme. Det er nok noget af det bedste jeg ved. Men som med alt andet, skal man ikke overdrive. I sommers gav jeg mig selv 4 dages sommerferie ‘alene hjemme’, mens min datter havde opstart i SFO’en. Det er seriøst noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv, siden jeg fik børn. Men jeg nyder bestemt også at være sammen med dem og min mand.

For tiden ser jeg stort set ikke tv (eller min mand 🙈). Jeg nyder, at gå tidligt i seng når børnene er puttet. Så slapper jeg af med en god krimi og ro omkring mig.

Så som alt andet i denne verden, er det nok et spørgsmål om balance. En hjemmearbejdsdag om ugen er perfekt til mig. Et par venindedates i ny og næ og måske en eftermiddag alene en gang i mellem, og så er jeg ladet op til hverdagen.

Giver det mening, eller er det helt anderledes for jer?

P.S. Jeg startede på indlægget før spisetid, hvor jeg stadig emmede af overskud. Men aftensmaden kørte igen af sporet, så træerne vokser ikke ind i himmelen 😉

Mine ønsker 2017 #3

Nu nærmer min fødselsdag sig, så her kommer sidste del af min ønskeseddel. Det er sådan de sidste blandede ting, der bl.a. indeholder juleting, som jeg jo kan nå at få glæde af, hvis jeg får dem i fødselsdagsgave. Første og anden del af min ønskeseddel findes her og her.

Og som tidligere er affiliatelinks markeret med *

Til mit juletræ ønsker jeg mig lysholdere fra Georg Jensen*. Jeg er ligeglad med, om de er fra årets kollektion.

Deruover ønsker jeg mig igen Trip trap nissen Emil. Vi har de andre tre nisser med vores navne, men Emil har været udsolgt læææænge, så måske er han udgået 🙁

Vi mangler virkelig en god rygsæk til når vi skal på tur. Det kan bare være en tur i zoo, eller som håndbagage på flyet. Jeg tænker det skal være en Haglöfs i str. large. F.eks. denne. (Kære mor – måske er den købt…?)

Ligesom sidste år ønsker jeg mig et juletræstæppe. Det, jeg har, er sådan noget sækkelærred med malede nisser på. Jeg har arvet det, og jeg synes, det er tid til noget andet. Dette kunne være dette* eller dette*.  Begge er fra Ferm Living.

Så havde jeg skrevet solcellelamper. Jeg fik to til mit jubilæum, men vi kan godt bruge to mere til vores lange havegang. Det er disse her. Ønsket er dog ikke længere gældende, da min mand fik dem i forsinket fødselsdagsgave sidste weekend.

Til vores tv ønsker vi/jeg mig en smal harddisk, der kan sidde fastmonteret. Så kan jeg optage de tv-programmer, der bliver sendt efter min sengetid. Eller som vises på tv2, og jeg ikke efterfølgende kan genfinde på nettet. Vi har ingen streamingtjenester, så en lille harddisk kunne være smart. Den skal dog være ret smal, for at være bag fladskærms-tv’et.

Vi var også blevet enige om, at vi i år ønskede os nye håndklæder. Det var så heldigt, at det var en af de julegaver, jeg kunne vælge fra mig arbejde, så jeg får disse håndklæder fra Georg Jensen*.

Til grillen ønsker jeg mig et nyt grillbetræk. Jeg tror, at det er det her, der passer 🙂

Vores barstole er efterhånden ret hærgede. Jeg har forelsket mig i disse fra Hay. Problemet er bare, at de har et meget lavt ryglæn, og da det mest er mine børn, der sidder “i baren”, kan jeg frygte for deres sikkerhed. Nogen erfaringer derude? (De sidder på skamler i både vuggestue og skole, så de er vant til at undvære ryglæn).

Deruover tænker jeg, at vi snart skal have et verdenskort (i ramme), så vi hurtigt kan finde forskellige steder i verden. Nok især vigtigt for en nysgerrig skolepige. Måske det bare skal hænge i entreen…

Og et sidste ‘bonus’ønske, der burde have været med på del 1. Min yndlingsbuksedragt fra Mads Nørgaard er nu lavet i postkasserød, som er noget nær min yndlingsfarve… Den kan ses her*. Ønsker mig den i str. 36 – og har en rabatkode på 15 % 🙂

Buksedragt Fra Mads Nørgaard

Jeg er blevet pisset på…

Når jeg vågner midt om natten uden at føle mig frisk, så er det virkelig sjældent, at jeg håber, at vækkeuret snart vil ringe. Men det gjorde jeg godt nok i nat!

Jeg vågnede af noget uro og mærkede, at jeg var våd på siden/maven. Der gik lige lidt tid, før min trætte hjerne indså, at den sovende byld, der lå tæt op af mig, også var våd…

Det var tis – og jeg var altså blevet pisset på midt om natten 🤣. Lige der håbede jeg, at vækkeuret snart ville ringe. At jeg bare kunne lukke øjnene og ignorere det. Men da vækkeurets digitale tal lysende fortalte mig, at der var længe til morgen, måtte jeg jo gøre noget.

Mit eget nattøj kom jeg let ud af, og det lykkedes mig faktisk også at befri den sovende byld for både nattøj og blev, uden at han blev mere vågen af den grund. Jeg nåede dog ikke, at dække den våde plet på lagenet, før han igen havde lagt sig godt tilrette. Hvilket minder mig om, at jeg hellere må skifte lagen, inden jeg går i seng 😉

Overrasker det nogen, at det lige tog mig en time at falde i søvn igen? Så jeg var temmelig baldret i morges. Men er kommet efter det, og har både været til gymnastik med natpisseren, ryddet op og lavet madpakker. Nu er jeg sofa- og snart putteklar.

P.S. Billedet har absolut ingen relevans – jeg ser bare så frisk ud 👍🏻

Slut prut søndag

Så var søndagen gået, og det var en god en af slagsen, hvor en masse mindre projekter blev streget på listen, bl.a. var det den søndag, hvor:

  • Jeg sov hele natten uden børn i sengen – faktisk vågnede jeg først 6.30, da den yngste kaldte, selvom jeg jo pt. vågner før 6 næsten dagligt. Lækkert!
  • Jeg fik vaskehallens bedste vaskeprogram gratis inkl. både kaffe og juice. Min vaskenøgle virkede ikke, og chefen kunne først gøre noget i morgen. Det er dæleme god service! Tak Shell/7-eleven. 👍🏻
  • Jeg fik vasket min hvide dug!
  • Og katten valgte at tage en lur på min hvide dug – selvfølgelig med jord på poterne – argh….
  • Jeg fik vist jer mine nye sko , der er både feminine og praktiske. 😊
  • Jeg fik årets første æbleskiver – og det er som bekendt de bedste! Jeg spiste fem 😉
  • Vi havde As legegruppe samlet for første gang.  Det gik ok, og jeg kan sagtens se, at det kan give nogle relationer. Selvom det da også er lidt svært at lege ‘på kommando’ med nogen, man normalt ikke leger med.
  • Jeg bagte de her gulerodsboller for første gang i lang tid. De har vist været savnet – vi har i hvert fald spist til vi revnede.
  • Jeg fik sat et par blomsterløg i haven. Lidt vel sent – de var faktisk begyndt at spire i potterne. Så nu må vi se, om de kommer til foråret.
  • Gennemførte en putning hurtigere end min mand 😝

Håber også at I har haft en god søndag.

Feminin og praktisk….

Indlæg udgivet i samarbejde med Footway/sponsoreret indhold

Jeg erkender blankt, at jeg ikke lige er den slankeste udgave af mig selv lige nu. Men heldigvis har jeg altid haft en lille feminin fod. Så når alt andet glipper, kan jeg jo altid shoppe sko 😝

Jeg er rigtig glad for sneakers, men på job foretrækker jeg noget med hæl, for at fremhæve mine feminine sider. Men en mellemting er nu også rigtig rart. Sko jeg kan gå langt i, men samtidig føle mig feminin i.

Da Footway kontaktede mig om et samarbejde, var det første jeg gjorde, at tjekke deres udvalg af lækre Ecco sko. De havde ikke lige den støvlet, der står på min ønskeseddel, og heldigvis for det. Deres udvalg var ganske stort, men jeg forelskede mig hurtigt i en brun ankelstøvle med en ganske lille kilehæl. De var fremme dagen efter, at jeg bestilte, hvilket må siges at være hurtig levering (naturligvis gratis) Og jeg har stort set haft dem på på job lige siden. De passer både til bukser og kjoler/nederdele. Det er perfekt! Og så er de selvfølgelig smørbløde indvendigt, og tilpas feminine udvendigt 🙂

Min datter var også heldig, for der røg et par pæne indendørs sko med i pakken til hende. Her havde især Donna Girl et fint udvalg af pæne sko. Priserne er yderst fornuftige i betragtning af, hvor få fester, vi nogen gange når, før hun er vokset til næste størrelse. Bedst af det hele var, at hun blev meget glad 😊

Ti ting du (måske) ikke vidste om mig

I bedste bloggerstil har jeg samlet ti mere eller mindre tilfældige facts om mig. Noget af det ved du måske allerede, men sådan er livet jo 😉

  1. Uanset hvilket barn jeg putter, så er den putning min mand er igang med overstået først 9 ud af 10 gange…
  2. Jeg er totalt A-menneske. Det har jeg nævnt før, men pt. har jeg fået en vane med at sove omkring 21.30. Og så vågner jeg altså før vækkeuret ringer kl 6.
  3. Tæerne på min venstre fod starter ‘før’ end på den højre. I ‘åbne’ sko kan man altid se revnerne på den venstre, men sjældent på den højre.
  4. Jeg elsker krimier, men lige pt. er jeg faktisk igang med Blækhat af Sissel-Jo Gazan. Den er yderst velskrevet, men altså 500 sider uden et mysterium – det er lidt hårdt…
  5. Jeg savner Miracolis lasagne!
  6. Jeg mangler to gaver til børnenes pakkekalender. Hvis alt andet glipper, så får de slik 😉
  7. Jeg er ofte håbløst bagud med vasketøjet. Det bliver vasket, men kommer ikke rigtigt ud i skabene. Så når min datter dukker op i tynde gamacher og hjemmestrikkede sokker på en kold novemberdag, så er der virkelig lavvande i hendes tøjskab.
  8. Jeg skriver de fleste af mine blogindlæg på telefonen.
  9. Hver weekend laver jeg en ugeplan for den kommende uge. Den indeholder hele familiens aktiviteter, madplan samt mine egne ‘opgaver’.
  10. Nu sover min søn! Og jeg er først færdig med at putte – for min datter sover slet ikke hjemme. 😝

Bare lige 10 min…

Jeg har plantet min krop i sofaen – helt på langs. Øjnene er solidt fæstnet til telefonen. Ved siden af sidder min datter med en iPad og i køkkenet er sønnen udstyret med selvsamme samt en bolle med masser af smør.

Tiden suser af sted og lige straks er mine 10 min gået. De der 10 min jeg bare lige skulle hvile, inden dagens sidste aftale.

Min mor har inviteret mig til foredrag om at være pårørende. Hendes veninde meldte afbud, og heldigt for mig var der også bestilt bord på en restaurant. Win! Selvom jeg er træt, og jeg i søndags både var ude og spise og til Tina Dickow koncert, så trænger jeg til aften ude. Nogen stjal min hovedpude i nat, og syntes at dagen startede 5.30. Så jeg håber, at jeg kan holde mig vågen 🙈

Nu vil jeg lige straks rejse mig og pudre næsen. Tage et pift parfume på og finde mine nye støvler frem.

Så skal jeg bare lige kramme børnene godnat, og så er jeg den der ude herfra 😉

Hav en god aften.