Hjemme hos os…

Hjemme hos os:

  • Kan ‘nogen’ kun spise leverpostej fra Stryhns. Ingen andre mærker går an.
  • Kan ‘nogen’ ikke lide kartofler.
  • Kan ‘nogen’ kun spise Riberhus. Ikke Klovborg eller andre gode oste.
  • Kan ‘nogen’ næsten få kvalme af lugten af smeltet Riberhus.
  • Kan ‘nogen’ ikke lide toastost, men foretrækker skæreost (Riberhus) i sin toast……
  • Kan én virkelig godt lide tomater, men er ret alene om dette.
  • Kan én virkelig godt lide chili chips, og er så heldig, at være alene om dette 😉
  • Kan ‘nogen’ virkelig bedst lide Kærgården…
  • Kan ‘nogen’ virkelig godt lide lakridspiber, hvilket kan ses i toilettet…
  • Kan ‘nogen’ virkelig godt lide mørk chokolade, men nyser altid af den første bid. Og så er det virkelig svært at skjule for resten af familien. 🙈

Så med fire x ‘nogen’ kan det godt være lidt svært at lave mad til alle, men det går 😉

Karrieretirsdag: Mit arbejde i fondsbestyrelsen

I sidste uge skrev jeg lidt om bestyrelser, og jeg prøvede at fortælle lidt om den fondsbestyrelse, som jeg sidder i. Læs det evt, her. Nu vil jeg prøve at fortælle lidt om selve arbejdet.

Hele bestyrelsen mødes til fem bestyrelsesmøder om året. De er planlagt 1-1,5 år ud i fremtiden, så man altid ved, hvornår der er møde. Derudover har vi et ‘årsmøde’, den dag hvor vi også deltager i virksomhedens generalforsamling. På denne dag spiser vi også frokost med virksomhedens bestyrelse og øverste ledelse.

Udover møder som afholdes på hovedkontoret i København, har vi hvert år et seminar, hvor vi besøger et (eller flere) kontor i et andet land. Senest var vi i Chicago og Boston, og sidste år var vi i Hamborg. På seminarer drøfter vi ofte mere overordnede og strategiske emner, som der sjældent er tid til på de almindelige bestyrelsesmøder. Derudover er formålet med seminarerne også, at vi får præsenteret hele ‘fondsmodellen’ for medarbejderne, og at de får mulighed for at præsentere nogle af deres projekter for os. Det er altid meget spændende, at høre hvad vores kolleger laver rundt omkring i verden.

Vi er desuden organiseret i nogle mindre komiteer (udvalg), der løbende arbejder med forskellige emner, bl.a. investering af vores formue og vores donationer. Selv er jeg formand for vores kommunikationskomite, der bl.a. arbejder med løbende kommunikation og vores årsrapport, men som gennem de sidste par år også har været ansvarlige for, at vi har fået vores eget logo og hjemmeside.

Hvad foregår der egentligt på sådan et bestyrelsesmøde? Typisk har vi møde i knap seks timer inkl. frokost. Vores formandskab starter altid med at rapportere om stort og småt, og dernæst plejer vi at blive orienteret om virksomhedens resultater af bestyrelsesformanden. Så er der formalia med protokoller osv., og dernæst input fra vores komiteer. Vi skal altid beslutte, hvem der skal have donationer, og hvem der skal have afslag. Derudover er der løbende emner over året ifht. årsrapport, budget og regnskab, vores målnotat til virksomhedens bestyrelse osv.

Nu hvor jeg skal overveje, om jeg genopstiller, tænker jeg en del over, hvad jeg får ud af det – og hvad jeg bidrager med. Jeg synes, at det er spændende arbejde. Der er en god tone om bordet, hvor alle bliver hørt – også selvom jeg jo nærmest har minus i ledererfaring ifht. nogle af de meget erfarne folk, det sidder om bordet. Jeg får et godt indblik i kulissen i virksomheden, og jeg får ind i mellem stillet de helt skarpe spørgsmål, som gør at vi lige tænker os om igen. Det sker langt fra hver gang, men det er fedt, når det sker!

Jeg betragter min bestyrelsespost som et ‘bijob’. Jeg tager fri fra mit almindelige arbejde, når jeg arbejder for fonden. Jeg får er årligt bestyrelseshonorar, og det er på en måde lidt sjovere, når udbetalingen kommer på en gang istedet for hver måned. Så der forkæler jeg både mig selv og familien 😊 Men tiden skal selvfølgelig også tages i betragtning ifht. om jeg skal genopstille, for det tager noget tid og nogle dage væk fra familien. Men lige nu tror jeg, at jeg kaster mig ud i endnu et valg. Jeg har besluttet, at jeg skal have truffet min beslutning til efterårsferien, så jeg kan nå at skifte mening mange gange endnu.

Hvis I har nogle spørgsmål, så er I selvfølgelig velkomne til at stille dem i kommentarfeltet. Så skal jeg prøve at besvare dem.

Nem og mega lækker jordbærkage – en opskrift

Da jeg foreslog min datter, at vi kunne bage en farvelkage til børnehaven, foreslog hun straks en jordbærkage. Det er jo den perfekte årstid, men min erfaring på det punkt er ikke-eksisterende. En hurtig søgning på nettet viste, at jordbærkager og -tærter findes i mange sværhedsgrader. Min søster mindede mig dog om en jordbærkage vi havde fået tidligere på året, som lød nem – og den opskrift fik jeg fat på. Som altid har jeg tilføjet lidt chokolade – og af hensyn til min datter, fik jeg fjernet et par nødder og tilføjet nogle blåbær.

Opskriften rækker til 15-20 personer.

Til den nemme og mega lækre jordbærkage skal du bruge:

  • 250 g smør
  • 1/2 kg sukker (opdelt i 200 og 300 g)
  • 4 æg (skilt i blommer og hvide)
  • 2 dl mælk
  • 150 g mel
  • 3 tsk bagepulver
  • 2 tsk vanilliesukker
  • 4 dl piskefløde
  • 4 dl creme fraiche 18 %
  • 150 g mørk chokolade
  • 1 kg friske jordbær (eller andre friske bær)

Først piskes smør og 200 g sukker rigtig godt, til det er en samlet lys masse. Æggeblommerne tilsættes, og der røres godt. Mel og bagepulver blandes og tilsættes i mindre mængder til kagedejen skiftevis med mælken.

En bradepande smøres godt. (Min er 29 x 42 cm med en rimelig kant – og den er fyldt helt ud!) Dejen fordeles jævnt i bradepanden. Tænd ovnen på 190 grader (almindelig ovn!)

Æggehviden piskes stiv, og langsomt tilsættes 300 g sukker og vanilliesukker. Dette giver en marengsmasse, som forsigtigt smøres ovenpå den ubagte kagedej.

Kagen bages nu i 30 min på nederste rille. Det er vigtigt, at den står lavt, så marengsen ikke brænder på. Når kagen kommer ud, skal den køle helt af.

Jordbærkage

Hak chokoladen fint. Pisk fløden til flødeskum og vend creme fraiche og chokolade forsigtigt i. Fordel på kagen.

Rens jordbærrene og lad dem ‘tørre’ i et klæde. Fordel bærrene på kagen.

Da min datter er vild med blåbær, udskiftede vi nogle af jordbærrene med friske blåbær.

Jordbærkage

Velbekomme.

Jordbærkage

Min udvikling i min rolle som pårørende – og et par gode råd

I dag skrev jeg med en kær veninde. Hun er ramt af depression, og det er selvfølgelig rigtig synd. Men vi skrev faktisk også om hendes kæreste, som jo er pårørende præcis som mig. Måske bare en mere ‘uerfaren’ en af slagsen.

Det fik mig til at tænke tilbage. Vi er nok alle pårørende på hver vores måde, og med hver vores bagage og erfaring. Men efter at have været pårørende i både gode, lidt dårlige og meget dårlige perioder i snart 10 år, så har jeg bestemt også udviklet mig i min rolle som pårørende.

Hvad er mit bedste råd, ville det nok være fristende at spørge. Men jeg ved det ikke rigtigt.  Eller jo måske gør jeg nok alligevel. For det gælder om at vise omsorg for den ‘syge’, og samtidig passe på sig selv.

Når jeg ser tilbage, brugte jeg rigtig meget tid på at bekymre mig, og på ikke at planlægge ting, for hvad nu hvis min kæreste var skidt. Hvad nu hvis… Mit råd til mig selv ville i dag være, at livet skal leves. Planlæg ting og lav evt. en plan B, hvis det giver ro i maven.

Vi har været på flere ferier, hvor min kæreste var ‘nede’ en dag eller to. Jeg tænker tilbage på, at jeg var i en afventende position, og brugte nogle ‘dumme’ timer på hotelværelset. I dag har vi børn, og jeg synes ikke, vi skal sidde og vente. Så jeg planlægger dagen, og så tager min mand med alle de dage, hvor der er overskud.

Både i hverdagen, men især i ferier er mit bedste råd også at lave klare aftaler i gode perioder, som gælder for de dårlige perioder. Det nemmere at tage en alene-udflugt på ferien  uden dårlig samvittighed (eller med mindre dårlig samvittighed), hvis det er aftalt hjemmefra, at det er OK!

Generelt har jeg brugt meget tid på at gå rundt med store og små emner, som vi skulle drøfte, når der lige var overskud til det. Der kunne både gå dage og uger. I dag beslutter jeg ting, og så må beslutningen ændres, hvis der er stor uenighed.

Mit sidste forløb hos psykologen har generelt sat stor fokus på MIG. For at JEG kan være en god pårørende, skal JEG have energi og overskud. Det kan komme fra alene-tid, løbeture og tøsehygge. Jeg er IKKE en dårlig pårørende, fordi jeg en gang imellem ‘stikker af’. Tværtimod kommer jeg tilbage med fornyet energi, som jeg kan bruge i vores familie.

Jeg kan ikke gøre nogen rask, men jeg kan være der for dem. Husk:

Hold af

Hold om

Hold ud!

 

Intet varer evigt, så husk at holde ud, selvom det er hårdt.

Og snak gerne med nogen om det. Søg evt. råd og vejledning hos læge, psykolog, Psykiatriforeningen eller hos andre pårørende. For mig er det nemmest at tale med personer, der ikke kender min mand så godt, for så føler jeg ikke, at jeg ‘udleverer ham’.

#brydtabuet

Hylden blomstrer…

Det er nu, at hylden blomstrer. Den sender sin sødlige charmerende duft lige i mine næsebor. Og dens flotte hvide blomsterskærme skinner på min nethinde, når jeg går tur. Der er hyld overalt. Først og fremmest i det levende hegn, som vi bor ud til, men også langs marken på den anden side af vejen. Og hele den ene side langs vejen til børnenes institution.

Så det er nu! Nu der skal plukkes hyldeblomster og laves skøn saftevand. Min datter og jeg har været igang i dag, og har nu saft stående og trække. Så kan man tale om den søde ventetid.

Hvis du også drømmer om at være lidt huslig, så er det egentlig ret nemt. Jeg laver en lidt større portion og fryser ned. Min opskrift er:

  • 40 hyldeblomstskærme
  • 4 økologiske citroner
  • 4 spsk citronsyre
  • 1 kg sukker
  • 2 liter vand
  • Atamon

Først klippes hyldeskærme. Når du kommer hjem, skal de rystes fri for dyr og andet. Vask citronerne og skær dem i skiver. (Det er vigtigt, at de ikke er overfladebehandlede – køb derfor økologisk)

Bring vandet i kog i en gryde. Tilsat sukker og citronsyre (OBS et brev med citronsyre er ikke nok) Rør rundt til det er opløst.

Hæld vandet over hyldeblomster og citroner. Lad det køle af og opbevar i køleskab eller et køligt rum i ca. fire dage.

Filtrer saften gennem et klæde. Jeg plejer at bruge et viskestykke (det tager lang tid), men er blevet anbefalet en stofble, så det skal prøves om fire dage.

Skyl flaskerne i kogende vand og giv dem et skvæt Atamon. Der er blandede holdninger til, om det er nødvendigt, men jeg gør det altid i de flasker, jeg fryser ned.

Saften er meget koncentreret og skal blandes op med vand inden servering.

Velbekomme.

De mest læste indlæg fra maj

Vi er godt nok allerede langt inde i juni, men bedre sent end aldrig…. De fem mest læste indlæg fra maj var:

På femtepladsen var et indlæg om at acceptere at lidt er bedre end ingenting. Det kæmper jeg stadig lidt med i hovedet, selvom jeg altid er godt tilfreds, når jeg har løbet tre kilometer – lidt ER nemlig bedre end ingenting.

Ind som nr. fire kom det sidste indlæg om min privatøkonomi, hvor jeg gjorde status på april. Her kunne man sort på hvidt få et overblik over, hvad jeg/vi havde brugt penge på i hele april. Skræmmende!

Sjovt nok handlede det 3. mest indlæg om menstruation… På en badeferie! Øv, siger jeg bare.

På 2. pladsen kom der en Karrieretirsdag, der handlede om løn. Om hvorfor jeg/vi ikke taler åbent om det – og om hvorvidt vi burde.

For de faste læsere kan det ikke være nogen overraskelse, at det igen er et iværksætterindlæg, der snupper 1. pladsen. Denne gang om seje Nina, der arbejder med grafik og koncepter.

Karrieretirsdag: Bestyrelsesarbejde

Der er rigtig mange mennesker, der sidder eller har siddet i en eller anden form for bestyrelse. Det kan være i en idrætsforening, dagtilbud eller lignende. Jeg sidder i en fondsbestyrelse, og det handler Karrieretirsdag om i dag.

Alle virksomheder har en ejer. Måske er det en enkelt person, en familie eller en masse aktionærer på Børsen. I Danmark har vi en tradition for at en virksomhed også kan være ejet af en fond. Det er tilfældet for bl.a. Novo Nordisk, Tryg og Carlsberg. Og også den virksomhed, som jeg er ansat i.

Når man vælger at lade virksomheden eje af en fond, så kan man arbejde langsigtet med at drive virksomheden, og profit er ikke altid det eneste mål. Fonden trækker måske sjældent store beløb ud af virksomheden i afkast, men lader istedet pengene ‘arbejde’ i virksomheden, hvor de kan bruges til udvikling og/eller opkøb. Er man på Børsen, har ens ejere en forventning om et godt afkast hvert eneste år, og det kan gøre det sværere at lave langsigtede investeringer. En virksomhed i familieeje kan møde udfordringer i takt med at familien vokser, og der dermed bliver flere ejere/interessenter.

Den virksomhed jeg er ansat i, er som sagt ejet af en fond og den lille andel af medarbejderne, der har investeret i medarbejderaktier. Fonden drives af en bestyrelse, som i ‘mit’ tilfælde består af otte bestyrelsesmedlemmer, der er selvsupplerende – dvs. de selv vælger, hvem der skal ind, når der er en, der stopper. (Det kan give mulighed for vennetjenester – at man vælger nogen, der minder om en selv – og at det er svært at få kvinder ind i bestyrelserne, men alt det er en sidebemærkning ifht dagens emne…!) Derudover består bestyrelsen af fire bestyrelsesmedlemmer, der er valgt blandt medarbejderne. Dette er et lovkrav, for ellers tror jeg, at der var mange bestyrelser, der ikke havde medarbejdere med.

Jeg er valgt blandt medarbejderne i min virksomhed. Mit mandat er gældende i fire år, og til marts udløber det.

Hvad vil det så egentlig sige, at eje en virksomhed som fond? I vores tilfælde arbejder vi rigtig meget med at være dem, der udstikker de helt overordnede rammer. Vi skal IKKE blande os i den daglige drift eller udvikling af virksomheden. Der er derfor ansat en professionel bestyrelse med personer, der er ansat på ledende poster i andre virksomheder (eller pensioneret fra ledende poster. Det er fonden, der ansætter bestyrelsen i virksomheden. Derudover er der selvfølgelig en direktion, der hver dag gør deres bedste for at lede og drive virksomheden.

Vi forsøger at være en aktiv ejer, der udstikker retningslinjer, og stiller krav til mål der skal opfyldes og rapporteres på. Men hvordan virksomheden opnår målene, det blander vi os ikke i. Vi arbejder meget med virksomheden værdisæt, og forsøger at kommunikere det globalt til alle vores medarbejdere. Derudover er vi en fond, der hvert år donerer penge til forskning og velgørenhed.

Hvad jeg egentlig laver i bestyrelsen, vil jeg prøve at skrive lidt om næste tirsdag.

Status på forårs-shoppelisten


For noget tid siden skrev jeg lidt om min shopping samt præsenterede min forårs-shoppeliste.

Status, er at jeg har indkøb to ud af tre ting og opgivet det sidste. Jeg har indkøbt en lækker pump med kilehæl fra Tamaris og en shapewear shorts fra Primadonna. Især skoene er jeg glade for, mens jeg ikke er blevet helt gode venner med den shapewear (endnu). Det er som om, den ruller ned i toppen, så den ligger mest i skabet…

Vesten har jeg søgt i øst og vest efter, og jeg har også haft en enkelt bestilt hjem. Det er bare som om, at jeg ikke helt kan finde det, som jeg ønsker mig. Og jeg kan heller ikke præcisere det nærmere, så nu er det bare droppet. Jeg har såmænd også købt så meget andet, at jeg nærmest ikke kan huske det

Der røg  en nederdel og et tørklæde med hjem i tasken, da jeg var på Østerbro og passe min veninde med diskusprolaps. Nederdelen har jeg brugt meget, og da jeg i rejste til USA med ondt i halsen, røg halstørklædet med. Jeg elsker det!!! Farven er skøn.

Og så nåede vi april, og jeg begyndte at dele min privatøkonomi med jer. Så det kommer ikke som nogen overraskelse, at jeg har investeret i endnu en buksedragt, denne gang fra Mads Nørgaard og en sportstop af mærket Shock Absorber. Begge dele har været flittigt brugt.

Buksedragt

Da vejret blev varmere kiggede jeg på min 10 år gamle løbejakke, og blev enig med mig selv om, at det var tid til en ny. Og kort tid efter også til shorts og sokker 🙂 Det hele blev igen fra Kari Traa – og selvfølgelig købt på tilbud forskellige steder.

Nå ja, så kom jeg også til at købe de der leggings i fake skind fra Modström, som jeg skrev om i min “shoppeguide” – min veninde tippede om, at de var på udsalg, og så… De er rigtig fine, men efterhånden er det lidt for varmt at have dem på. 🙂

Nu er sommeren jo kommet, og jeg har også købt to sommerkjoler. Denne sorte sag fra Neo Noir og denne lækre koralfarvede fra Esprit. Og så lige en buksedragt fra Neo Noir med korte ben.

Mit bedste køb har dog været en ny Stine Goya kjole. Godt nok med lange ærmer, men jeg har allerede brugt den med bare ben, og jeg er sikker på, at den bliver et kæmpe hit til efteråret. Modellen er så lækker, så jeg har allerede været på udsalgsjagt efter en mere i anden farve/mønster. Jeg fandt faktisk med både 30, 40 og 50 % rabat, og jeg endte med at bestille denne med små skyer (affiliate link).

Stine Goya kjole

Puha det var en voldsom omgang, og nu kommer jeg lige i tanke om, at jeg for mit bestyrelseshonorar har shoppet nogle rigtig fine (og dyre) sko fra Roccamore. De fortjener et ordenligt billede (det gør det hele), men mit kamera er i stykker 🙁

 

Weekenden der gik med…

Som jeg skrev, var sidste uge travl… Weekenden er til gengæld gået med:

  • Hjemmearbejdsdag fredag med en fridag til min trætte datter. Jeg havde troet (håbet?), at jeg så ikke skulle arbejde så meget, men hun havde så meget brug for sit eget selskab, at jeg nærmest ikke så hende… Besluttede mig for at holde fri kl. 15…
  • Været på date med min mand i mine højeste hæle – fik elevatorblikket af en kvinde ved busstoppestedet…
  • Fået mega lækker mad på MASH og en god flaske vin. Når man starter 17.40, er det ingen sag at forlade restauranten 20.27, for at konstatere at bussen kører lige udenfor døren kl. 20.28. PERFEKT timet.
  • Sovet middagslur i 3 timer lørdag… Shit jeg var træt… Vågnede kun fordi min søn stod op fra lur…
  • Tømt Bilka lørdag aften – bliver aldrig fan, men rart at få fyldt depoterne lidt.
  • Hentet min datter på kanotur. Efter 30 timer med bedstefar og en flok “fremmede” bedstefædre og børn, var hun klar til at komme hjem.
  • Sendt mit kamera til reparation – savner det allerede…
  • Bagt grydebrød, burgerboller og bananpandekager. Og lige straks sætter jeg pulled chicken i ovnen.
  • Virkelig forsøgt at holde mig fra det der udsalg – det er næsten lykkedes…

Goddag-dag, sommerfest og jetlag…

Jeg ligger i min seng med tøjet på. Ved siden af ligger min mand og forsøger at ‘kurere’ en forstoppelse med masser af lakrids. Nu kommer der en mjavende kat og ‘tigger’ om aftensmad – for det er da helt naturligt lidt i ni…

Efter at jeg søndag aften faldt i søvn flere gange (ca. fem gange…), da jeg først forsøgte at putte min søn og efterfølgende havde succes med at putte min datter, gik jeg i seng kl ni. Jeg sov til kl syv, kun afbrudt af FIRE vækninger af børnene på skift, hvoraf den ene varede halvanden time… Mandagen gik overraskende godt, og jeg blev først ramt af træthed efter arbejde. Jeg holdt mig vågen til kl ti og sov til vækkeuret ringede til kl seks næste morgen. Og det samme gentog jeg sådan set i går og har tænkt mig at gøre i dag. Så jetlag go home!

Jeg er dog lidt træt… I går aftes var jeg med min (store) pige til goddag-dag på hendes kommende skole. En rolig aften for mig, men jeg kunne forstå på de andre forældre, at det faktisk var en lidt stor dag. Nærmest en slags første skoledag. Ups, sådan opfattede jeg det ikke helt. Vi havde også valgt kun at komme en forælder, men det var jeg/vi nærmest ene om. Det vigtigste var, at A havde en god oplevelse – og det havde hun. Hjemme igen skulle jeg lige putte et barn, bikse en lasagne sammen til onsdagens sommerfest og rydde op i hele hytten, så der kunne blive gjort rent. Og så på hovedet i seng.

I dag er den store sommerfest i børnenes institution så blevet afviklet. De største børn lavede et flot (og langt) akrobatik show, og så var der buffet med sammenbragt mad, slush-ice, popcorn og fri leg. Det fantastiske ved buffeten er altid at retterne afspejler de forskellige kulturer, der er repræsenteret i institutionen. Så udover store mængder pizza, pølsehorn, pastasalat og frikadeller, er der også altid nogen, der har lavet hjemmelavede forårsruller, samosaer, falafler, eksotiske risretter og andre lækkerier. I love it!

Men efter to lange dage er det nu heller ikke så tosset, bare at ligge her. Så det gør jeg lidt endnu, før jeg kravler rigtigt i seng.