Kategoriarkiv: Grublerier

Karrieretirsdag: Lidt om det der med barsel

Det er blevet Karrieretirsdag, og jeg har ærlig talt en lang liste med emner, jeg bare kan tage fat på. Men jeg føler mig ikke rigtigt inspireret til noget af det… Så i stedet bliver emnet noget meget relevant i min nuværende situation, nemlig lidt om job og barsel.

Rettigheder og goder

Barsel er jo et gode i velfærds Danmark – og tak for det! Selvom alle har næsten de samme rettigheder, er det dog bestemt ikke de samme forhold, der findes rundt om på arbejdsmarkedet. I udgangspunktet har alle forældre ret til 52 ugers orlov ifbm. at de får et barn, men kun de 32 uger kan deles frit.

Det var rettighederne, men hvad så med goderne? På min arbejdsplads har jeg ret til at gå på graviditetsorlov 4 uger før termin. Det er minimum, og indregnet i de 52 ugers orlov. Andre har det gode, at de kan gå på orlov 6 eller 8 uger før termin.

Løn er et helt andet issue. Jeg får fuld løn i 20 uger af min barsel. Resten er på barselsdagpenge. Nogle holder hele barslen på dagpenge, mens andre har en væsentlig længere periode med fuld løn end mig. Derfor kan længden af barslen godt komme til at afhænge af, hvor længe man som familie har råd til, at den ene forældre kun modtager dagpenge i stedet for løn.

Mine valg

Jeg har i mine barsler, valgt at returnere til min arbejdsplads, da mine børn var hhv. 7½ og 9 måneder. Ved vores første barn tog min mand noget barsel efter mig. Den resterende barsel har vi gemt – det kan man indtil barnet er 9 år. Det betyder, at jeg f.eks. i sommers holdt 4 ugers barsel istedet for ferie. Ferien har jeg så afholdt på andre tidspunkter med bl.a. forårstur til Mallorca samt møder og rejse ifbm. min bestyrelsespost.

Min erfaring er, at uanset hvor kort eller lang barsel du vælger at tage, så er der ingen, der takker dig for at komme hurtigt tilbage. Faktisk føler dine kolleger, at du har været væk i en evighed uanset om det er 8 eller 12 måneder. Så det gælder om, at mærke godt efter i maven. Jeg synes selv, at det er lidt svært for mig, at “aktivere” et lidt større barn en hel dag, så for mig har det virket godt at returnere, når jeg gjorde.

Nu venter jeg mit 3. barn, og tankerne kredser da lidt om, hvad jeg skal vælge denne gang. Skal jeg bruge al barslen, og være fuldtidsmor for hele familien? Ellers skal jeg retur igen, når han er 8-9 måneder? Jeg drømmer lidt om, at returnere til en 4 dages uge, og så holde en barselsdag om ugen. Men nu må vi se. Det hele afhænger jo også af min mands ønsker til barsel samt hans jobsituation senere på året.

Det svære afbud…

Flybilletten er bestilt… Min præsentation er forberedt. Alt materialet er læst. Der er tale om kun et af fem årlige møder i bestyrelsen. Den professionelle bestyrelse, som jeg honoreres for at sidde i som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.

Det er sådan et møde, som det er ualmindeligt svært for mig at melde afbud til. Sådan et møde som jeg virkelig gerne vil deltage i.

Men jeg har meldt afbud.

Det var ikke let, men jeg kan mærke, at det var det rigtige.

Der er forskel på at tage på kontoret, hvor jeg kan køre hjem, når kræfterne er brugt. Og så på at tage 12 timer på farten. Jeg er gravid, og tager længere tid om at restituere (og skal passe på mig selv). Det er snart jul, hvor jeg gerne skal være rask. Og helst uden at få smittet alt for mange andre.

Nu ligger jeg i min seng. Jeg ærgrer mig, men jeg klapper også mig selv på skulderen for at træffe den rigtige beslutning. Pt. kunne jeg ikke en gang klare en dag på kontoret.

Flybilletten er ombooket til næste møde i marts. Mine kommentarer til en række af dagsordenspunkterne er sendt til sekretæren. Så nu skal jeg bare koncentrere mig om at blive rask.

Der er gået 10 år…

Tik tak tiden går…

Tid vi aldrig får tilbage. Brug den nu fornuftigt, siger de kloge.

10 år er gået. Jeg gentager: 10 år!

Det er 10 år på den samme arbejdsplads. Og det er mig, der har gennemført det. Det er virkelig uvirkeligt. Jeg er ikke længere en af de nye. Det har jeg ikke været i mange år. Jeg er en af de erfarne. Senior kaldes det inden for mit felt.

Min første dag var en mandag den 6. august 2007. Forud havde jeg nydt en god og velfortjent ferie, siden jeg afsluttede min uddannelse ultimo juni. Den 1. august overtog vi en lejlighed i Aarhus, hvor vores seng var for stor til at komme op i trappeopgangen, så natten var tilbragt på en luftmadras.

Der stod jeg så. Mandag d. 6. august. Jeg havde egentlig ønsket at udskyde min opstart 8 dage, da der lige var en SmukFest, der også skulle gennemføres. Men når man er nyuddannet, og ens nye chef ønsker en på kontoret, så kommer man. (Jeg havde dog fri om fredagen).

Jeg husker ikke meget fra min første dag. Noget fælles morgenmad. Navnerunde. Blå bog. En gammel pc. Og fotografering til mit adgangskort, som jeg har endnu. Tak skæbnen for, at det billede hver dag kan minde mig om årene, der er gået…

10 år, 120 måneder eller 520 uger. 2 forskellige afdelinger. 3 afdelingsledere. Mindst 5 større organisationsændringer. Midlertidigt kontor på den anden side af vejen i mere end 1 år. Titel som Senior Consultant og 3 ½ år i Fondens bestyrelse. Deltagelse i et hav af projekter, varierende fra skolevejsanalyser til VVM-redegørelser for store infrastrukturanlæg.

Er jeg overrasket: Ja!

Er jeg glad: Ja!

Bliver jeg lige hængende lidt længere, for at se hvad fremtiden bringer: Ja!

Karrieretirsdag: Hvad får du i løn?

Det er blevet tirsdag igen, og allerede for flere uger siden, besluttede jeg, at næste emne skulle være løn. Så kom det jo ganske belejligt, at min lønregulering fandt sted i går.

I starten af maj bragte TV2 en artikel om, at vi bør tale meget mere åbent om vores løn, end vi gør. Find artiklen her. Generelt vil åbenhed hjælpe os med at se, hvad vi kan opnå, og det vil give bedre kort til en lønforhandling. Og vi har faktisk en lovbestemt ret til at tale om vores løn, selvom ganske få gør brug af det.

Mit forhold til at tale om min løn er meget ambivalent. Generelt siger jeg ikke min løn højt ude på kontoret. Det skyldes hovedsageligt tre ting:

  1.  Hvad nu hvis de andre tænker: Får hun ikke mere? Haha
  2. Hvad nu hvis de andre tænker: What? Det har hun da ikke fortjent…
  3. Det gør man bare ikke!

Så ja… På grund af normer og tanker om hvad andre tænker, så holder jeg min løn for mig selv. Det er dog ikke helt sandt. For jeg har nogle gode kollegaer, som jeg kan tale om løn med, og hvor det ikke betyder så meget, at sige sit tal højt.

Hvis venner eller familie spørger til min løn, så fortæller jeg dem, også hvad jeg tjener. Men jeg synes alligevel, at det er for personligt at skrive her på bloggen. Kan I følge mig?

Men der var som sagt den årlige lønregulering i går. Vi forhandler ikke selv løn på min arbejdsplads, men ledelsen har nogle forhandlinger med virksomhedsgruppen, og i år endte det ud med et gennemsnit på 1,8 % samt 0,5 % ekstra til markedsområder med særlig konkurrence.

Vi ved godt, hvornår lønreguleringen finder steder, og jeg plejer altid at være forbi min leder og understrege, hvorfor jeg selvfølgelig skal reguleres. Mit mantra er ligesom, at hvis jeg ikke gør opmærksom på mig selv, så kan jeg heller ikke tillade mig at brokke mig bagefter. I år havde jeg bare ikke gjort det… Jeg har fået ny leder, og jeg synes ikke, at mit sidste år (knap et år pga. barsel), har været noget fantastisk. Flere af de opgaver jeg skulle udvikle mig på, er blevet afsluttet før tid, så jeg følte faktisk ikke, at jeg havde noget at “prale” med. Så jeg var da ret spændt på mit lønbrev. Heldigvis blev jeg glad og stolt, og jeg opnåede en lønregulering over gennemsnittet 🙂

Snakker I om jeres løn?

Karrieretirsdag: Robotterne kommer!

Det går super godt med det her Karrieretirsdag – eller noget… Det her indlæg var faktisk skrevet til sidste tirsdag, men i min travlhed glemte jeg at udgive det 🙈 Beklager


Min hjerne har kørt på højtryk et par dage. Det er væltet ud med temaer til Karrieretirsdag, men også en smule ængstelse. For kan jeg overhovedet skrive noget fornuftigt? Nu giver jeg det et skud – og ærlig talt ved jeg ikke mere om arbejdsmarkedet end om mode, og det sidste holder mig ikke tilbage.

I den sidste uge har temaet om robotter fyldt en hel del. Der kører også noget satire på Facebook om, at de første 179 robotter skal erstatte Folketingets medlemmer. Så vidt kommer det nok ikke til at gå.

Men hvad mon der er, med de robotter. I bund og grund sidder der nok en hel del og er bekymrede for, om robotterne vil overtage deres job. Og jeg forstår det godt. Især inden for produktionsfagene. Forskellige undersøgelser har peget på forskellige scenarier. Nogle mener at robotterne vi skabe en anden slags jobs end dem de overtager, mens andre mener, at robotterne vil føre til langt større arbejdsløshed.

Jeg arbejder med planlægning. Det kan f.eks. være en trafikplan for en kommune eller en miljøredegørelse for et vejprojekt. Som sådan ser jeg ikke, at robotter kommer til at lave planlægning. Det kræver en menneskelig hjerne at kunne modtage og indsamle informationer, analysere dem og formidle dem. Og dog… Lige når jeg skriver det, lyder det godt nok som noget en avanceret computer kunne klare… Jeg tror set dog ikke.

Robotter fylder dog stadig i mit arbejde. I min verden arbejder vi med mobilitet. Dvs. hvordan vi bevæger os. Og her spiller fremtidens teknologier da helt sikkert en rolle. Selvkørende biler, droner, flere muligheder i den digitale verden fremfor den fysiske, osv.

Så jo mit arbejde vil helt sikkert ændre sig i fremtiden, men jeg er ikke bange for, at robotterne overtager.

Karrieretirsdag: Er du det rette sted med din karriere?

Nu hedder den her blog jo “Karriere, kærlighed og krøller”, men pt. er karriereindlæggene relativt sjældne. Nu prøver vi med “Karrieretirsdag”, for at se om jeg kan komme frem med lidt mere om emnet.

For noget tid siden skrev jeg et meget læst indlæg om min MUS-samtale. Om hvordan jeg er glad for mit job, men på en eller anden måde ikke føler, at jeg er der, hvor jeg gerne ville være. Jeg lovede endda mig selv, at 2017 skulle være året, hvor jeg prøvede at præcisere dette.

I sidste uge fik jeg et nyhedsbrev fra min fagforening, hvor en enkelt overskrift fangede min opmærksomhed: Nyd det, du er i – Fem tegn på, at du er det rette sted.

Artiklen ramte spot on på min situation, og du bør unde dig selv at læse den. Fokus er på, at selvom det er “moderne” hele tiden at rykke sig, så bør nogle af os tage et bevidst valg om, at det er ok, at være lige præcis der, hvor vi er.

Karriererådgiveren i artiklen lister fem tegn på, at man er på rette sted. Det første går på, at man hver mandag er glad, når man står op og skal på job. Det kan jeg sagtens sige ja til, selvom jeg da synes, at mandage kan være hårde. Det andet tegn går på, om man lærer noget og har det sjovt. Og jo det gør jeg vel egentligt også 🙂

Tredje og fjerde tegn er relationen til kolleger og chef. Her må jeg også sige, at jeg føler, at det er tilfredsstillende, hvad jeg har. Jeg har pt. ingen kolleger, jeg ser privat, hvilket jeg tidligere har haft, men samtidig har jeg nu fået to børn, og det har flyttet mit netværk i en anden retning.

Det sidste tegn går på, om man føler, at man gør en forskel. Det kan være for kunderne eller arbejdspladsen, og igen kan jeg faktisk sige, at det føler jeg da en stor del af tiden.

Artiklen runder af med lidt om timing. Her vil jeg tillade mig at citere karriererådgiveren Jeanette Svendsen:

”Timingen i livet er, at der kan være noget nu og her, der er vigtigere end at udvikle sig – det kan være små børn, sygdom på hjemmefronten, ægtefællens karriere – og her handler det om at tage et bevidst valg om, at for eksempel en MBA ikke harmonerer med ens samlede liv lige nu, men i stedet kan komme på et senere tidspunkt”

Så med den klarhed kan jeg suge luft dybt ned i maven, og måske blive lidt bedre til at acceptere, at være lige præcis der, hvor jeg er.

Men læs endelig hele artiklen selv: Nyd det, du er i – Fem

Årets MUS samtale

Det er den tid på året, hvor der afholdes MUS samtaler på min arbejdsplads. Og da det er en større international virksomhed, hedder det selvfølgelig ikke MUS, men PDP. Jeg troede det stod for Performance Dialog og et eller andet med P, men Google fortæller mig, at det rent faktisk står for Performance and Development Process. Så lærte jeg det.

Måske kender I det, men i et stort firma er det en proces, hvor der ikke er noget overladt til tilfældighederne. Senest fem dage før samtalen skal medarbejderen (mig) udfylde et elektronisk dokument. Det er et dokument, hvor jeg skal sidde og evaluere min egen performance. Både ifht. de mål vi opstillede sidste år, men også ifht. en række mål opsat af virksomheden. Jeg synes altid, at det er lidt langhåret, for jeg føler mig ærlig talt som en blærerøv, når jeg sætter kryds i, at jeg har overgået forventningerne både lidt og meget. Men sådan er det. Dokumentet ryger retur til lederen, som så kan forberede sig til selve samtalen.

Helt oprigtig talt er jeg glad for mit arbejde. Jeg har varierende og spændene opgaver, og jeg bliver jævnligt udfordret med nye opgavetyper eller nyt/mere ansvar. Jeg føler dog ikke helt, at jeg er der, hvor jeg gerne vil være i min karriere…

Det rigtig svære er så, at jeg faktisk ikke kan sætte ord på, hvor jeg gerne vil være. Og når jeg ikke kan sætte ord på det, så er det meget svært at arbejde hen i mod det. Det er også svært at indvie min leder i mine mål, drømme og ambitioner, og endnu sværere for ham at hjælpe mig.

Så måske mit mål for det kommende år bare skal være, at sætte ord på, hvad jeg gerne vil opnå.

1 år fra mit 10 års jubilæum

Lige præcis i dag er der 1 år til, jeg har 10 års jubilæum på min arbejdsplads…

Hvem havde troet det, da jeg startede som nyuddannet tilbage i 2007. Som ung, grøn, kvindelig civilingeniør med kun 23 år på bagen, hvoraf de sidste 5 var tilbagt bag universitetets beskyttende mure.

Jeg kan huske, at en af mine nuværende kolleger, som var blevet færdig året før, var forbi universitetet for at “lokke” os til at søge stillingen. Jeg “gad” umiddelbart ikke, men alligevel fik jeg ringet til afdelingslederen og hørt lidt mere. Det lød faktisk som en stilling, der ville passe godt til mig, så jeg søgte. Desværre troede nogen, at jeg var en anden, og jeg fik en “minus anbefaling” med på vejen… Det blev dog heldigvis opdaget, da de forsøgte at headhunte min specialemakker, og hun kunne fortælle, hvem jeg var – og hvor dygtig jeg var 🙂 Hehe.

Jeg kom til samtale med afdelingslederen, og da vi havde talte sammen i knap 1½ time tilbød han mig jobbet. Ikke noget med at han lige skulle tænke over det. Tale med nogle andre. Eller spørge nogen om lov. Nej, da jeg kørte derfra, var det med et jobtilbud på hånden.

Jeg sagde ja tak.

Så startede jeg i Vejafdelingen, hvor jeg var ansat i 6½ år, hvorefter jeg blev overflyttet til Trafikafdelingen, hvor jeg er ansat i dag.

Hvis I spørger mig, om jeg også holder 10 års jubilæum, så tror jeg, at svaret er ja. Om jeg når de 15 år, det må tiden vise. Indtil videre har mit arbejdsliv løbende udviklet sig, og jeg er blevet udfordret. Hvis det fortsætter, så bliver jeg nok hængende 🙂

Så hurra for mig og de 9 år!

Jubilæum

Om at være mor og/eller karrierekvinde

Så er min barsel ved at være slut, og om lidt kalder hverdagen igen. Jeg både glæder mig og frygter det, men allermest glæder jeg mig.

Selvom jeg elsker, elsker, elsker mine børn, så er jeg nu også god til at være væk fra dem. Jeg synes, at den alder Lillebror har nu (8-9 måneder) er svær. Han er meget vågen, og skal underholdes en del. Det er jeg ærlig talt ikke ret god til. Jeg keder mig. Døm mig bare, men sådan har jeg det.

Ja jeg glæder mig til at komme tilbage på job. Løse faglige opgaver og udfordringer. Snakke med andre voksne uden at emnet er børn (det er det selvfølgelig nogen gange). Spise lækker frokost uden at jage. Gå på toilet alene. Måske dagdrømme en lille smule 😉

Jeg har overvejet, om jeg skulle tilbage på 37 timer eller måske bruge noget af den resterende barsel på at gå ned på 32 timer. Men jeg starter på 37 timer, og det er nok det, jeg frygter lidt. Al logistik med at få børn gjort klar om morgenen. Få dem ud af døren. Afleveret i institution. Hentet igen. Lavet aftensmad. Puttet i seng. Osv.

Heldigvis har jeg meget fleksible forhold på min arbejdsplads. Jeg  skal selvfølgelig være der til møder osv., men jeg kan fint gå en time før og så arbejde lidt om aftenen. Eller møde tidligt og gå tidligt. Jeg ønsker på ingen måde, at arbejde hver aften når børnene er gået i seng, men det er rart med muligheden og den fleksibilitet, det giver.

Så jeg er klar! Klar til at tage kampen op, som både mor OG karrierekvinde.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Karrieretirsdag: Kvinder og løn

Karrieretirsdag er ikke så stabil, men det må I leve med. Indlæggene skriver ikke helt sig selv. De kræver lidt research og tankevirksomhed på en anden måde, end når jeg bare “lukker” tankemylder ud. Og så kan de jo kun udkomme på en tirsdag 🙂

Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville skrive lidt om kvinder og løn. Noget om, hvorvidt og hvorfor kvinder får mindre i løn end mænd – og også lidt om mine egne erfaringer med at bede om mere i løn.

Men henover sommeren har der igen kørt en artikelserie om løn, og hos DR fandt jeg en ganske interessant artikel omkring de jobs, hvor kvinderne faktisk får en højere løn end mændene. Ja de job findes faktisk. Gæt hvilken type job, der er tale om…

Det største løngab er inden for kategorien “tilberedning af fastfood”. Her tjener kvinderne i gennemsnit 18 % mere end mændene. Dernæst følger omsorgsarbejde, hvor løngabet er på 12 %. På tredjepladsen følger receptionistarbejde, hvor kvinderne tjener 6 % mere end mændene.

Et overblik over hele listen viser, at det er typisk fag, der omhandler madlavning eller omsorg. Dvs. det som vi ofte betragter som kvindedyder, der også udføres udenfor arbejdstiden. Jeg ved ikke, om det kan forklare lønforskellen, eller om der måske er tale om, at mændene inden for disse fag bliver i kortere tid, og derfor opnår mindre anciennitet.

Uanset forklaringen, så synes jeg, at der bør være lige løn for lige arbejde – uanset om man er kvinde eller mand. Som en sidebemærkning mener jeg også, at vi ikke altid lønner vores omsorgsmedarbejdere ifht. den kæmpe indsats, som de gør.

Artiklen fra DR kan læses her.