Kategoriarkiv: Grublerier

Karrieretirsdag: Hvad får du i løn?

Det er blevet tirsdag igen, og allerede for flere uger siden, besluttede jeg, at næste emne skulle være løn. Så kom det jo ganske belejligt, at min lønregulering fandt sted i går.

I starten af maj bragte TV2 en artikel om, at vi bør tale meget mere åbent om vores løn, end vi gør. Find artiklen her. Generelt vil åbenhed hjælpe os med at se, hvad vi kan opnå, og det vil give bedre kort til en lønforhandling. Og vi har faktisk en lovbestemt ret til at tale om vores løn, selvom ganske få gør brug af det.

Mit forhold til at tale om min løn er meget ambivalent. Generelt siger jeg ikke min løn højt ude på kontoret. Det skyldes hovedsageligt tre ting:

  1.  Hvad nu hvis de andre tænker: Får hun ikke mere? Haha
  2. Hvad nu hvis de andre tænker: What? Det har hun da ikke fortjent…
  3. Det gør man bare ikke!

Så ja… På grund af normer og tanker om hvad andre tænker, så holder jeg min løn for mig selv. Det er dog ikke helt sandt. For jeg har nogle gode kollegaer, som jeg kan tale om løn med, og hvor det ikke betyder så meget, at sige sit tal højt.

Hvis venner eller familie spørger til min løn, så fortæller jeg dem, også hvad jeg tjener. Men jeg synes alligevel, at det er for personligt at skrive her på bloggen. Kan I følge mig?

Men der var som sagt den årlige lønregulering i går. Vi forhandler ikke selv løn på min arbejdsplads, men ledelsen har nogle forhandlinger med virksomhedsgruppen, og i år endte det ud med et gennemsnit på 1,8 % samt 0,5 % ekstra til markedsområder med særlig konkurrence.

Vi ved godt, hvornår lønreguleringen finder steder, og jeg plejer altid at være forbi min leder og understrege, hvorfor jeg selvfølgelig skal reguleres. Mit mantra er ligesom, at hvis jeg ikke gør opmærksom på mig selv, så kan jeg heller ikke tillade mig at brokke mig bagefter. I år havde jeg bare ikke gjort det… Jeg har fået ny leder, og jeg synes ikke, at mit sidste år (knap et år pga. barsel), har været noget fantastisk. Flere af de opgaver jeg skulle udvikle mig på, er blevet afsluttet før tid, så jeg følte faktisk ikke, at jeg havde noget at “prale” med. Så jeg var da ret spændt på mit lønbrev. Heldigvis blev jeg glad og stolt, og jeg opnåede en lønregulering over gennemsnittet 🙂

Snakker I om jeres løn?

Karrieretirsdag: Robotterne kommer!

Det går super godt med det her Karrieretirsdag – eller noget… Det her indlæg var faktisk skrevet til sidste tirsdag, men i min travlhed glemte jeg at udgive det 🙈 Beklager


Min hjerne har kørt på højtryk et par dage. Det er væltet ud med temaer til Karrieretirsdag, men også en smule ængstelse. For kan jeg overhovedet skrive noget fornuftigt? Nu giver jeg det et skud – og ærlig talt ved jeg ikke mere om arbejdsmarkedet end om mode, og det sidste holder mig ikke tilbage.

I den sidste uge har temaet om robotter fyldt en hel del. Der kører også noget satire på Facebook om, at de første 179 robotter skal erstatte Folketingets medlemmer. Så vidt kommer det nok ikke til at gå.

Men hvad mon der er, med de robotter. I bund og grund sidder der nok en hel del og er bekymrede for, om robotterne vil overtage deres job. Og jeg forstår det godt. Især inden for produktionsfagene. Forskellige undersøgelser har peget på forskellige scenarier. Nogle mener at robotterne vi skabe en anden slags jobs end dem de overtager, mens andre mener, at robotterne vil føre til langt større arbejdsløshed.

Jeg arbejder med planlægning. Det kan f.eks. være en trafikplan for en kommune eller en miljøredegørelse for et vejprojekt. Som sådan ser jeg ikke, at robotter kommer til at lave planlægning. Det kræver en menneskelig hjerne at kunne modtage og indsamle informationer, analysere dem og formidle dem. Og dog… Lige når jeg skriver det, lyder det godt nok som noget en avanceret computer kunne klare… Jeg tror set dog ikke.

Robotter fylder dog stadig i mit arbejde. I min verden arbejder vi med mobilitet. Dvs. hvordan vi bevæger os. Og her spiller fremtidens teknologier da helt sikkert en rolle. Selvkørende biler, droner, flere muligheder i den digitale verden fremfor den fysiske, osv.

Så jo mit arbejde vil helt sikkert ændre sig i fremtiden, men jeg er ikke bange for, at robotterne overtager.

Karrieretirsdag: Er du det rette sted med din karriere?

Nu hedder den her blog jo “Karriere, kærlighed og krøller”, men pt. er karriereindlæggene relativt sjældne. Nu prøver vi med “Karrieretirsdag”, for at se om jeg kan komme frem med lidt mere om emnet.

For noget tid siden skrev jeg et meget læst indlæg om min MUS-samtale. Om hvordan jeg er glad for mit job, men på en eller anden måde ikke føler, at jeg er der, hvor jeg gerne ville være. Jeg lovede endda mig selv, at 2017 skulle være året, hvor jeg prøvede at præcisere dette.

I sidste uge fik jeg et nyhedsbrev fra min fagforening, hvor en enkelt overskrift fangede min opmærksomhed: Nyd det, du er i – Fem tegn på, at du er det rette sted.

Artiklen ramte spot on på min situation, og du bør unde dig selv at læse den. Fokus er på, at selvom det er “moderne” hele tiden at rykke sig, så bør nogle af os tage et bevidst valg om, at det er ok, at være lige præcis der, hvor vi er.

Karriererådgiveren i artiklen lister fem tegn på, at man er på rette sted. Det første går på, at man hver mandag er glad, når man står op og skal på job. Det kan jeg sagtens sige ja til, selvom jeg da synes, at mandage kan være hårde. Det andet tegn går på, om man lærer noget og har det sjovt. Og jo det gør jeg vel egentligt også 🙂

Tredje og fjerde tegn er relationen til kolleger og chef. Her må jeg også sige, at jeg føler, at det er tilfredsstillende, hvad jeg har. Jeg har pt. ingen kolleger, jeg ser privat, hvilket jeg tidligere har haft, men samtidig har jeg nu fået to børn, og det har flyttet mit netværk i en anden retning.

Det sidste tegn går på, om man føler, at man gør en forskel. Det kan være for kunderne eller arbejdspladsen, og igen kan jeg faktisk sige, at det føler jeg da en stor del af tiden.

Artiklen runder af med lidt om timing. Her vil jeg tillade mig at citere karriererådgiveren Jeanette Svendsen:

”Timingen i livet er, at der kan være noget nu og her, der er vigtigere end at udvikle sig – det kan være små børn, sygdom på hjemmefronten, ægtefællens karriere – og her handler det om at tage et bevidst valg om, at for eksempel en MBA ikke harmonerer med ens samlede liv lige nu, men i stedet kan komme på et senere tidspunkt”

Så med den klarhed kan jeg suge luft dybt ned i maven, og måske blive lidt bedre til at acceptere, at være lige præcis der, hvor jeg er.

Men læs endelig hele artiklen selv: Nyd det, du er i – Fem

Årets MUS samtale

Det er den tid på året, hvor der afholdes MUS samtaler på min arbejdsplads. Og da det er en større international virksomhed, hedder det selvfølgelig ikke MUS, men PDP. Jeg troede det stod for Performance Dialog og et eller andet med P, men Google fortæller mig, at det rent faktisk står for Performance and Development Process. Så lærte jeg det.

Måske kender I det, men i et stort firma er det en proces, hvor der ikke er noget overladt til tilfældighederne. Senest fem dage før samtalen skal medarbejderen (mig) udfylde et elektronisk dokument. Det er et dokument, hvor jeg skal sidde og evaluere min egen performance. Både ifht. de mål vi opstillede sidste år, men også ifht. en række mål opsat af virksomheden. Jeg synes altid, at det er lidt langhåret, for jeg føler mig ærlig talt som en blærerøv, når jeg sætter kryds i, at jeg har overgået forventningerne både lidt og meget. Men sådan er det. Dokumentet ryger retur til lederen, som så kan forberede sig til selve samtalen.

Helt oprigtig talt er jeg glad for mit arbejde. Jeg har varierende og spændene opgaver, og jeg bliver jævnligt udfordret med nye opgavetyper eller nyt/mere ansvar. Jeg føler dog ikke helt, at jeg er der, hvor jeg gerne vil være i min karriere…

Det rigtig svære er så, at jeg faktisk ikke kan sætte ord på, hvor jeg gerne vil være. Og når jeg ikke kan sætte ord på det, så er det meget svært at arbejde hen i mod det. Det er også svært at indvie min leder i mine mål, drømme og ambitioner, og endnu sværere for ham at hjælpe mig.

Så måske mit mål for det kommende år bare skal være, at sætte ord på, hvad jeg gerne vil opnå.

1 år fra mit 10 års jubilæum

Lige præcis i dag er der 1 år til, jeg har 10 års jubilæum på min arbejdsplads…

Hvem havde troet det, da jeg startede som nyuddannet tilbage i 2007. Som ung, grøn, kvindelig civilingeniør med kun 23 år på bagen, hvoraf de sidste 5 var tilbagt bag universitetets beskyttende mure.

Jeg kan huske, at en af mine nuværende kolleger, som var blevet færdig året før, var forbi universitetet for at “lokke” os til at søge stillingen. Jeg “gad” umiddelbart ikke, men alligevel fik jeg ringet til afdelingslederen og hørt lidt mere. Det lød faktisk som en stilling, der ville passe godt til mig, så jeg søgte. Desværre troede nogen, at jeg var en anden, og jeg fik en “minus anbefaling” med på vejen… Det blev dog heldigvis opdaget, da de forsøgte at headhunte min specialemakker, og hun kunne fortælle, hvem jeg var – og hvor dygtig jeg var 🙂 Hehe.

Jeg kom til samtale med afdelingslederen, og da vi havde talte sammen i knap 1½ time tilbød han mig jobbet. Ikke noget med at han lige skulle tænke over det. Tale med nogle andre. Eller spørge nogen om lov. Nej, da jeg kørte derfra, var det med et jobtilbud på hånden.

Jeg sagde ja tak.

Så startede jeg i Vejafdelingen, hvor jeg var ansat i 6½ år, hvorefter jeg blev overflyttet til Trafikafdelingen, hvor jeg er ansat i dag.

Hvis I spørger mig, om jeg også holder 10 års jubilæum, så tror jeg, at svaret er ja. Om jeg når de 15 år, det må tiden vise. Indtil videre har mit arbejdsliv løbende udviklet sig, og jeg er blevet udfordret. Hvis det fortsætter, så bliver jeg nok hængende 🙂

Så hurra for mig og de 9 år!

Jubilæum

Om at være mor og/eller karrierekvinde

Så er min barsel ved at være slut, og om lidt kalder hverdagen igen. Jeg både glæder mig og frygter det, men allermest glæder jeg mig.

Selvom jeg elsker, elsker, elsker mine børn, så er jeg nu også god til at være væk fra dem. Jeg synes, at den alder Lillebror har nu (8-9 måneder) er svær. Han er meget vågen, og skal underholdes en del. Det er jeg ærlig talt ikke ret god til. Jeg keder mig. Døm mig bare, men sådan har jeg det.

Ja jeg glæder mig til at komme tilbage på job. Løse faglige opgaver og udfordringer. Snakke med andre voksne uden at emnet er børn (det er det selvfølgelig nogen gange). Spise lækker frokost uden at jage. Gå på toilet alene. Måske dagdrømme en lille smule 😉

Jeg har overvejet, om jeg skulle tilbage på 37 timer eller måske bruge noget af den resterende barsel på at gå ned på 32 timer. Men jeg starter på 37 timer, og det er nok det, jeg frygter lidt. Al logistik med at få børn gjort klar om morgenen. Få dem ud af døren. Afleveret i institution. Hentet igen. Lavet aftensmad. Puttet i seng. Osv.

Heldigvis har jeg meget fleksible forhold på min arbejdsplads. Jeg  skal selvfølgelig være der til møder osv., men jeg kan fint gå en time før og så arbejde lidt om aftenen. Eller møde tidligt og gå tidligt. Jeg ønsker på ingen måde, at arbejde hver aften når børnene er gået i seng, men det er rart med muligheden og den fleksibilitet, det giver.

Så jeg er klar! Klar til at tage kampen op, som både mor OG karrierekvinde.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Lidt om karrieremennesker…

Hvornår er man karrierekvinde? Eller bare et karrieremenneske?

Når jeg grubler over mit arbejde og min egen karriereplan, er noget af det jeg tit tænker over, hvornår man egentlig er karrieremenneske? I går faldt jeg over denne artikel på Berlingskes netavis. Den omhandler en større undersøgelse blandt danskerne, der hedder: »Karrierekvinder og -mænd – hvem er de? Og hvor travlt har de?«

I undersøgelsen er karrieremennesker defineret til at være dem, der efter eget udsagn, arbejder mindst 42 timer om ugen, samt har personaleansvar. I undersøgelsen er 12 % af mændene og 4 % af kvinderne defineret som karrieremennesker.

Ud fra den definition er jeg ikke et karrieremenneske. Jeg har ikke personaleansvar, og min arbejdsuge vil jeg selv gætte til 40 timer om ugen i gennemsnit… (Overarbejde som jeg enten kan afspadsere eller få udbetalt – ahh)

I virkeligheden gør jeg mig en del tanker om, hvad jeg vil med min karriere. Jeg kunne godt tænke mig at få personaleansvar, men jeg frygter det der med alt for mange arbejdstimer om ugen… Heldigvis maner undersøgelsen nogle af fordommene til jorden. For faktisk viser den, at selvom karrieremenneskerne arbejder lidt mere end deres underordnede, så er det ikke nødvendigvis 70 timer om ugen. Og så sover de i gennemsnit 7,5 timer pr. nat, og de bruger mere tid på fritidsaktiviteter. Til gengæld bruger de mindre tid på huslige pligter, som jeg så kan gætte på, at de køber sig hjælp til.

Så håbet er lysegrønt for kvinder med ambitioner om at gøre karriere. Det behøver ikke koste på familie- og fritidslivet, men tværtimod giver den højere indtægt nogle muligheder for at fravælge at bruge tid på de ting, man ikke føler giver værdi.

Herhjemme har vi fravalgt rengøring og vinduespudsning, som aktiviteter der ikke giver værdi. Næste skridt er måske online indkøb af dagligvarer, men pt. er det virkelig noget Lillepigen elsker at deltage i – så på den måde giver indkøb faktisk værdi til vores familieliv.

Hvilke tanker gør I jer om jeres arbejdsliv – er I karrieremennesker, eller er det noget, I stræber efter?

Lignende indlæg:

 

Min karriereplan er blevet væk…

Hvad er en karriere? Hvordan går det med min karriere? Og har jeg egentlig en karriere?

Da jeg blev færdiguddannet som civilingeniør for 7 år siden (åh suk er det så længe siden), havde jeg en klar karriereplan. Noget med at være skidegod og sørge for at skifte job efter 2-3 år. Så stiger man nemlig i løn og får nye udfordringer.

Men er det sket, spørger du så? Næææ… Jeg har aldrig skiftet job, og har kun én gang været tæt på. Hvorfor mon? Jeg har hele tiden været glad for mit job og fået mange spændende udfordringer, og så er det med lønnen kommet i anden række (men det er altså sandt nok, at alle mine kolleger der har skiftet job, har fået mere i løn).

Det seneste års tid har jeg dog gjort mig en del overvejelser om, om jeg udvikler mig i den rigtige retning, Jeg tænker ikke som sådan, at jeg skal skifte job – men måske mere tage et aktivt valg om, hvordan jeg skal udvikle min faglighed. Jeg er ikke specialist – og det skal jeg heller ikke være, men lidt mere faglighed vil ikke skade. Spørgsmålet er bare, hvilket fag jeg skal vælge…

Hvilke tanker gør I jer, om jeres karrierevalg? Og står I det rigtige sted karrieremæssigt?

Hvordan går en “karrierekvinde” klædt?

Habit, kjole, jeans, uniform eller sweater – mulighederne for arbejdsbeklædning er mange.

Men hvordan går en karrierekvinde klædt?  På min arbejdsplads er der ikke nogen defineret dress-code, og et blik rundt på kontoret viser også en del forskellige arbejdsbeklædninger. Jeg er nok en af de mere “velklædte”, men det har dog også sine afvigelser…

Jeg synes ikke selv, at jeg har en defineret stil, og i virkeligheden er jeg nok mere “klassisk” og nedtonet, end jeg godt gad være. Hvis jeg helt selv kunne vælge, gad jeg godt have en lidt flabet/drenget stil, men med mine kvindelige hofter og bryster samt de korte ben, så synes jeg aldrig helt det er sådan jeg ser ud, når jeg hopper i noget drenget tøj… Og derfor ender jeg tit på det sikre valg.

Jeg har mange hverdagskjoler og nederdele, og dem eeelsker jeg at have på. Både fordi jeg synes, at det er behageligt og feminint.

Se lige en fed farve, denne 'efterårs'kjole har. Det er en strikkjole, der bare er vildt behagelig og ikke strammer nogen steder. Fra Esprit.
Se lige en fed farve, denne ‘efterårs’kjole har. Det er en strikkjole, der bare er vildt behagelig og ikke strammer nogen steder. Fra Esprit.

 

Det største problem med kjoler og nederdele er cykelturen, men det kan løses med et tøjskifte, når jeg når på arbejde.

Generelt gælder det dog om ikke at være så fint klædt på, at mine kunder (som ofte er offentligt ansat), føler at jeg er overdressed ifht. dem.

Hvordan går I klædt på arbejde?

Karriereplan med uddannelsesvalg

Naturvidenskabelig, Aalborg, flytte hjemmefra…

Jeg havde et par år i gymnasiet, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg ville… Jeg overvejede et sabbatår, men pga. en bøjle jeg først fik monteret lige inden 3. år, var der stor sandsynlighed for, at en længere udlandsrejse ikke var mulig. Så jeg besluttede mig for, at uddannelse var vejen frem.

Jeg kan huske at jeg en dag i foråret havde to mellemtimer. Jeg gik hen til uddannelsesvejlederens kontor, hvor der stod sådan en bog med uddannelsesmuligheder, og så gik jeg ellers igang med at læse.  Alle de sider hvor jeg ikke fandt noget relevant, rev jeg simpelthen ud. Da jeg var færdig, var det en relativt tynd bog, jeg havde tilbage. (Desværre findes den slags bøger ikke i dag – og det er ikke helt så let, at få overblik på det store internet…)

Om aftenen bestilte jeg materiale fra de pågældende uddannelser. Det kom med posten to dage senere, og efter en gennemlæsning kunne jeg fortælle min (lidt overraskede) mor, at jeg flyttede til Aalborg til sommer, for jeg skulle læse civilingeniør. Og siden har jeg reelt set ikke kigget mig tilbage…

Valget faldt på Aalborg Universitet
Valget faldt på Aalborg Universitet

Mere om de fem år i Aalborg i et senere indlæg 🙂