Alle indlæg af Krøltoppen

Jeg skylder vist en status på maj…

Jeg er ikke verdens mest stabile blogger – og har ikke været det i over et år. Men sådan er det. Tak til jer, der holder ved 😝

Jeg lagde maj måned ud med et indlæg om mine mål for maj ift. vægt og løb. Og det skal jeg selvfølgelig give en status på.

Målet var at løbe/gå 60 km og komme under 61 kg på vægten. Lad mig sige det med det samme. Det ene mål gik over al forventning, mens det andet gik i vasken 😂

Jeg nåede de 60 km allerede d. 17. eller 18. maj, så jeg opjusterede til 100 km!!! Og da maj måned var gået, havde jeg løbet/gået 100,4 km. Langt langt de fleste af de km er løbet – og jeg er så stolt af mig selv. Mange mange aftener er gået med løbeture. Rekorder er blevet sat. Først løb jeg 7 km og fem dage senere løb jeg 9 km.

Jeg er blevet sådan en slags ‘maskine’. Men tænder bare, og så løber jeg typisk 5-6 km. Det havde jeg ærlig talt aldrig troet, men det er blevet ‘rarere’ og ‘rarere’ jo bedre formen er blevet. Numsen sidder lidt højere og mine ben er blevet mere markerede. Totalt win.

Vægten er til gengæld en anden sag 😂 Jeg har taget knap 1/2 kg på. 🙈 Min træner var så sød at sige, der nok var muskler, meeeen når jeg kigger på indtaget af is (og mad generelt) i maj, så tror jeg ikke kun, at det er muskler. Jeg er ikke lige så motiveret for at kigge på kosten lige nu, men jeg skal da efter det igen på et tidspunkt.

Nu er det juni, og jeg har tilmeldt mig en ny Challenge. Denne gang er det mavebøjninger. Jeg tilmeldte mig til 500 stk i juni, men kunne godt fornemme, at det var alt for uambitiøst. Så efter pres fra min træner, er komromisset nu endt på 1.500 mavebøjninger i juni (han mente jeg skulle på 3.000 🙈🤯). Derudover har jeg lavet en aftale med mig selv om mindst tre ugentlige løbeture (og mindst 15 km om ugen). Go go go 💪🏻

Overvejelser om vores liv under corona

Selvom samfundet lige så stille åbner mere og mere op, så er vi stadig midt i en nedlukning. En nedlukning der influerer på vores liv og hverdag på mange planer.

Jeg tænker, det er naturligt at reflektere over, hvad der fungerer godt, og hvad vi virkelig savner. Måske er der noget, der skal tilpasses i vores liv fremadrettet. Herunder får I blot det gode og mine savn. Reflektionerne rumsterer stadig kun i mit hoved.

Alt det gode:

  • Børnene bliver hentet tidligt, så hver dag kl. 15 tuller jeg rundt med dem. Vi har tid til at hygge længe i haven, før maden sættes i gang (16.30/17.00).
  • Og derfor har min have aldrig været flottere!
  • Jeg arbejder ca. 6 timer hver dag – dejlig overskueligt.
  • Vi har ingen planer i weekenden. Det betyder både, at vi når en masse, og at jeg ikke ‘stresser’ rundt.
  • Hjemmearbejde giver en anden ro. Jeg er mere effektiv de timer, jeg er i gang.
  • Hjemmearbejde sparer transporttid. Det fungerer fint i joggingtøj og en sjælden gang imellem også uden et bad.

Det jeg savner:

  • Min ugentlige fridag helt alene… (Pt. er mine timer fordelt over hele ugen, så børnene har kortere dage i deres telte i børnehaven.)
  • Min familie – altså dem jeg ikke lige bor med.
  • At kunne kramme.
  • At spise ude! Ikke at det skete vanvittig tit, men at få noget god mad på en restaurant eller cafe med min mand eller en veninde. Åh det savner jeg.
  • En arbejdsdag med mine kolleger – og kantinen!
  • At få farve mine øjenbryn. Godt nok er min frisør genåbnet, men de har valgt ikke at farve bryn og vipper. Jeg forstår dem godt, men åhhh jeg savner det.
  • Biblioteket! Behøver jeg sige mere?
  • At kunne lave planer. Pt. venter en hel sommer forude, hvor vi ikke ved, hvad vi kan eller må eller har lyst til….

Hvad bringer nedlukning af godt og savn for dig?

Kom, maj, du søde milde!

… gør kroppen atter køn. Og lad ved løb og spisning min numse vokse skøn…

Jeg skal til det igen! Tilbage til at tænke lidt over, hvor meget jeg bevæger mig, og hvad jeg spiser.

Midt i februar udgav jeg dette blogindlæg, hvor jeg fortalte, at jeg vejede 61,3 kg og at målet var at veje 60,x kg.

Marts måned skulle være den måned, hvor jeg nåede mit mål. Der kom fokus på kosten, og jeg fik sat gang i mit løberi. Det kom så vidt, at jeg en fredag i starten af marts løb 6 km for første gang nogensinde ever i hele mit liv. Det var slet ikke meningen, men jeg var så fuld af frustrationer, at mine ben bare løb og løb og løb. Det var den fedeste følelse! Og en kæmpe uventet succes.

Fem dage efter, nemlig onsdag d. 12. marts, vejede jeg om morgenen 60,8 kg. 🍾 Mit mål var nået 💪🏻

Samme aften lukkede vores statsminister landet ned………..

Nu ved jeg jo ikke, hvordan den her nedlukning har påvirket jer andre, men for mig har det været en hård omgang med stress og lange arbejdsdage. Så efter at have haft nogenlunde fokus på kosten den første uge, gik det gevaldigt ned ad bakke. Der var jo påskeæg med marcipan i butikkerne, og det gik jeg ikke ned på 😉 Løbeturene blev nedprioriteret til fordel for arbejde, og sådan gik det også stille og roligt ned ad bakke på den front.

Nu er børnene retur i institution og skole, hvilket frigiver en del tid til mig. I sidste uge åbnede min træner op for udendørs træning, og nu er det 1. maj. Så nu ændrer jeg lige fokus lidt igen. Jeg har tilmeldt mig en challenge hos min træner, hvor jeg skal løbe (eller gå) 60 km i maj måned. (Gisper allerede lidt ved tanken…) Kosten bliver noteret ned dagligt, og så skal jeg tilbage i form og under 61 kg på vægten. Startvægten er 62,1 kg, så det virker muligt, hvis jeg holder fokus. 1-2-3 sæt igang!

De første to år er de hårdeste…

Da jeg for to år siden, blev mor til tre, var det ikke fordi, at jeg væltede mig i overskud med de to børn, jeg allerede havde. Men jeg havde en erfaring:

De første to år er de hårdeste, sagde jeg ofte til mig selv (og min mand).

Nu er de to år gået. Vi er hverken blevet skilt, eller blevet mere tossede end vi var i forvejen. Så det er vist gået sådan nogenlunde okay med det.

Men er det så sandt, at de første to år er de hårdeste?

Nu går min erfaring jo kun 8,5 år tilbage, så helt valid er den ikke. Men ift. at stille sin krop, søvn og frihed til rådighed for et andet menneske, så er de første to år bestemt de hårdeste. Faktisk letter det allerede efter det første år, hvorefter mine børn har spist regulær mad, sovet bedre og er blevet passet af andre end mig.

Den store forskel ved de to år, er for mig, at her er det muligt at kommunikere med dem. De snakker. Giver udtryk for ønsker (krav) og behov. De spiser selv. De tager måske selv sko og jakke på. De kan lege selv i længere tid, bare jeg er i nærheden. Og jeg kan både gå på toilet og i bad uden at de deltager (altså halvdelen af gangene 😉).

Så tillykke med de to år min skat. Nu er mor ovre det hårdeste ❤️ Jeg glæder mig til rigtig mange skønne år med dig fremover. Nu nyder vi det næste år, inden vi møder de trodsige tre (som jeg også har gjort mig nogle erfaringer med 🤣)…

Fødselarens yndlingsudtryk for tiden er: Noah sur mor! Han synes, ret ofte, at jeg vil bestemme alt for meget… 😝

Træning, bagværk og en hæmoride

Det er vist en meget passende overskrift for den uge, der lige nu lakker mod enden.

Torsdag var jeg af sted til træning for første gang siden 3. marts. Oh Lord det var rart! Og slet ikke så hårdt som frygtet. Det var udendørs. Det var solskin. Det var skønt. Så nu er jeg igang igen.

Og alle ved jo, at én træning skal fejres med masser af kage. Så weekenden har budt på hele tre slags… Yngstearvingen fylder nemlig to år i morgen, og i disse coronatider, havde vi inviteret bedsteforældrene til kaffe og kage i haven – i to hold. Så lørdag fik vi hjemmebagte fødselsdagsboller, lagkage og cookies. I dag havde jeg bagt gulerodsbrud og chokoladekage som blev serveret med de samme cookies som om lørdagen. I morgen, hvor det er den ‘rigtige’ fødselsdag, tænker jeg, at vi kan spise rester 😉

Så var der jo også lige den hæmoride… Den kiggede frem lige inden fødslen for to år siden, og nu kigger den søreme frem igen. Ingen detaljer, men den er da lidt irriterende. Så nu skal det nok snart være slut med kage…

Ellers har ugen budt på minimum 10.000 skridt hver dag. Det er længe siden sidst, så det rart (måske hæmoriden er blevet fremprovokeret af alle de skridt?). Børnenes kreakasse er også blevet opgraderet med ansigtsmaling, skrabebilleder og krympeplast til stor glæde og underholdning.

Sidste ting er noget nyt, min 8 årige datter har lært mig. Næste gang du sender en sms på en iPhone, så hold ‘send-pilen/knappen’ inde. Vupti så får du en masse muligheder for din besked. F.eks. at sende med usynligt blæk, projektør eller balloner. Selv tak! Og god uge forude

Tid, corona og havearbejde

Det er mærkeligt, som den her corona nedlukning både har givet mig vanvittig travlt, men også vanvittig meget tid…

Mit arbejde fylder jo det samme antal timer. Til gengæld har jeg mine børn hjemme væsentligt mere end normalt. Både da de var hjemsendt, og nu hvor de er af sted med kortere dage. Den store forskel er dog, at stort set alle vores aftaler er aflyst.

Yngstearvingen elsker at være ude. Det er næsten det første, han siger om morgenen: ‘Ud og lege’. Og også noget af det sidste, han siger inden han skal i seng. Så den her nedlukning har givet mig rigtig mange timer udendørs. Når bare jeg er ude i haven, kan han sagtens bruge en time på at tulre rundt i sit eget selskab. Det har givet mig tid og ‘ro’ til faktisk at lave lidt i haven. Noget jeg tidligere år har følt, at jeg ikke havde tid eller ro til.

Vores have er et relativt begrænset projekt, men der er da et stort bed at luge. Jeg har også gravet lidt ud til et nyt bed, til nogle stokroser jeg købte med hjem fra Samsø sidste år. De er sat til at forspire, ligesom nogle blandede sommerblomster. Jeg har sat blomster i op til flere krukker, hvilket jeg ellers aldrig gør. Blomsterne er selvfølgelig fra danske gartnerier. (Tip: stregkoden skal starte med 87 😉)

De sidste par dage har jeg mest vandet, og testet den solseng der her stået stort set uberørt i skuret de seneste par år. Tænk at jeg har så store børn, at jeg faktisk kan ligge på en solseng i et kvarter med kun få afbrydelser 🤣🤣🤣

Ej bare tænk at jeg kan gå i haven og hygge lidt med det, uden at skulle stå til rådighed hvert øjeblik. Måske jeg faktisk kan blive glad for lidt havearbejde? Jeg drømmer allerede om et par højbede til næste år, men altså… Så er vi nok post corona, og så er tiden måske en anden. Men jeg har jo lov at drømme ☀️

En status Fra coronaland

Fem uger gik der, fra at vores statsminister en onsdag aften lukkede landet ned, til vi igen kunne sende alle tre børn af sted i hhv. vuggestue, børnehave og skole.

Fem uger hvor min datter har savnet sin skole og sine venner. Fem uger hvor drengene har nydt at være hjemme. Og fem uger hvor jeg sammen med min mand har kæmpet med at passe både børn og arbejde.

I sidste uge vendte børnene tilbage til en ny hverdag, mens jeg fortsat arbejder hjemmefra. Nu uden afbrydelser og forhåbentlig uden aftenarbejde hver dag… Børnene er startet op med kortere dage end vanligt. Både for at give dem mulighed for at vænne sig til den nye situation, og for at lette presset lidt i institutionerne.

Hvad har fem ugers nedlukning så givet mig?

  • Fregner! Vejret har jo været fremragende. Det eneste vi mangler er lidt natteregn….
  • Påskemave… Jeg E L S K E R marcipanæg! Men ofte køber jeg kun ganske få, da de plejer at sætte sig på sidebenene. Men når man skal overleve 5 uger med sin familie samtidig med aftenarbejde, så skal der dæleme nogle marcipanæg til. Tak for timingen corona.
  • Hjemmekontor i sengen… Når man fylder sit hus ud med børneværelser, så er dobbeltsengen det eneste rolige sted, at gennemføre videomøder under en nedlukning. Heldigvis var langt de fleste møder uden video 😉
  • En undskyldning for at shoppe. Så længe man støtter lokale/små/danske erhvervsdrivende, så gør man jo en god gerning. Og når men samtidig opdager, at drengen der skal tilbringe hele dagen udendørs i børnehaven hverken har forårsjakke, softshell dragt eller kondisko i en passende størrelse, så må der jo shoppes. Ligesom jeg ‘manglede’ tøj. Og sko. Og datterens sko gik i stykker. Og der var tilbud på creme. Og der skulles købes fødselsdagsgaver. Og sendes påskechokolade til de savnede. Og sikkert noget mere.
  • Kontakt til sundhedsvæsenet. Det kan godt være, at danskerne generelt har været tilbageholdende med at kontakte lægerne, men det er åbenbart ikke os. Vi har haft fat i lægen en gang pr. barn. To gange vagtlæge og en gange egen lægen med hhv. influenza/corona, klemt finger og forvredet knæ. Alle har det godt og ingen var behandlingskrævende.
  • Mangel på tid. Det er lidt et underligt punkt, for når alting er aflyst, så har vi jo faktisk uanede mængder af tid. Men ikke den tid, jeg bruger for mig selv. Tid til at fordybe mig. Tid til at læse. Tid til neglelak. Tid til at sortere mit tøj. Tid til MIG! Åh jeg glæder mig til en fridag helt alene. En gang ude i fremtiden…

En shoelovers bekendelser…

Hvem skal med mig på job i dag? Er det farverige Laila eller cool Edie? Og hvem skal med ud og spise med mine veninder i aften? Er det Mia eller Daya? Eller mere realistisk; hvem skal bringe lidt farver ind i min hverdag i denne nedlukning? Er det Mila eller måske en helt ny veninde?

Jeg er blevet sådan en crazy ‘catlady’, der omtaler sine … ved navn. For hvem er egentlig Laila, Edie, Mia, Daya og de andre ladies, jeg snakker om? Det er såmænd mine sko!

Mine sko har navne – og komfort. De er blevet er dyrt bekendtskab! Det indrømmer jeg gerne. Det er sko fra Roccamore. De er så stilfulde, farverige og komfortable, at jeg ikke rigtigt kan få nok. Og I får mig ikke til at indrømme, hvor mange par jeg efterhånden har…

Rigtig mange af mine veninder, kolleger og familiemedlemmer har hørt om Roccamore, men aldrig prøvet dem. Så jeg får tit spørgsmålet om, hvorvidt de nu er ligeså gode, som ‘de’ siger. Mit svar er altid noget med, at jeg faktisk er begyndt at smide mine gamle sko ud, fordi komforten er for ringe. Så svaret er JA. Det er virkelig skønne sko.

Den næste kommentar der falder, er ofte noget med, at vedkommende ikke ville kunne gå i sådan nogle stilethæle. Det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om, men jeg kan afsløre, at min egen brug af stilethæle også var yderst begrænset, før jeg blev veninder med Laila og alle de andre. Så måske andre vi have det på samme måde.

Er det her så en reklame? Nej. Men det er et forsøg på at skabe lidt opmærksomhed omkring Roccamore i denne ‘krisetid’. Roccamore er dansk design og italiensk håndværk. Det er en iværksættervirksomhed, der arbejder med kundepleje og kundeinddragelse på en forfriskende måde. Jeg ville ikke kunne bære, hvis de bukkede under – og det ville min fødder heller ikke. Og ærligt talt, så vil jeres fremtids-jeg heller ikke ønske det. 😘

Skal du have nye sko (for din overskydende skat?), så har Roccamore en butik i både Aarhus og København. Pga. corona er der pt. kun åbent for 1:1 session. Det betyder, at du bestiller en tid på deres hjemmeside (også her i påsken), og så har du butikken for dig selv i hele 40 minutter! Der er en ekspedient, der hjælper dig – selvfølgelig med afstand. Du behøver ikke købe noget, men jeg tænker, at det bliver meget svært at lade være 😝
Alternativet er selvfølgelig deres webshop, som jeg er svært begejstret for. Hurtig levering og kanon kundeservice, hvis der er spørgsmål eller lignende.

Mine nye kolleger

Den her leg florerer på de sociale medier og også på min virtuelle arbejdsplads. Den går i al sin enkelthed ud på, at man fortæller historier om, hvad ens børn, husdyr eller partner laver i disse corona tider. Man skal bare udskifte deres navn med “kollega”… Så her er lidt om mine nye kolleger.

Min kollega lånte min lineal den anden dag. Det må han gerne. Han er en god kollega, og det er fint at øve sig lidt i nogle tal. Min kollega målte stikkontakter, bøger, fingre og så sin tissemand… Min kollega må ikke låne mine ting mere 😉

Min anden kollega syntes vist, at der var lidt for lidt ro i huset. Så den kollega valgte at tage en solsort med ind i huset. Hvorefter han slap den fri – for ja den var selvfølgelig levende. Min kollega jagtede den derefter rundt, indtil vi satte ham uden for døren. Solsorten den sked på det hele, og fløj ud af vinduet efter et kvarters tid. Min yndlingskollega gjorde rent 🙂

I dag syntes min gode kollega gennem fire år, at det var kedeligt. Han gik over i annekset. Og tog en lur… Så meget for at være gode kolleger, der hjælper hinanden! (Jeg vil også have en lur…)

I dag har jeg købt fødselsdagsgaver til min gode kollega (online naturligvis). Han skal have en elektrisk tandbørste og en støvsuger. Nu tænker du nok, at han fylder 40… Det gør han ikke. Han bliver 2 😉

Mine kolleger er sindssyge! I dag kom det endda til håndgemæng, og den ene fik et par på hovedet og blev til en lille indianer. Tror snart vi skal have en samtale med en leder herhjemme. Eller en arbejdsmiljørepræsentant…

Har du fået nogle gode kolleger?

Når verden står stille, men samtidig bevæger sig hurtigt

Der har (igen) været stille på bloggen længe, men hverdagen, sygdom og andre private udfordringer har taget min tid.

Og nu står verden pludselig stille. Vi er sendt hjem. Grænserne er lukkede. Ikke kun i vores lille andedam, men i større og større dele af verden. Samtidig udvikler den her corona situation sig time for time, dag for dag. Vi mødes hele tiden af nye restriktioner – enten her i landet, eller når vi læser om, hvordan andre lande håndterer situationen.

Hvis min blog skal være et lille billede af den tid vi lever i, så kan jeg simpelhen ikke lade være med at nævne det her på bloggen. Så here we go. Tanker om Covid-19 / corona.

Vi er nået dertil, at når Statsministeriet indkalder til pressemøde, som i går aftes, så føler jeg næsten ikke, at der er mere, der kan overraske mig. Men alligevel sidder jeg tilbage med ondt i maven. Jeg frygter for så mange ting. Alle de små erhvervsdrivende, der risikerer at gå konkurs med deres livsværk. Mit eget job. Sygdom og dødsfald i min familie. Jeg tænker også over fremtiden. Hvor længe skal det her fortsætte? Og hvad sker der, når vi alle vender tilbage til hverdagen? Skal Danmark (og resten af verden) lukkes ned igen og igen, indtil vi har en vaccine mod corona?

På den korte bane skal jeg passe på ikke at presse mig selv. Jeg kan mærke, at jeg er presset. Arbejder tidligt om morgenen og igen om aftenen, når børnene sover. Går til og fra og skal virkelig bruge mange kræfter for at holde fokus – både på mit arbejde og som mor. For slet ikke at nævne hjemmeskole, som vi så småt skal starte op i dag. Min skolepige har været syg siden nedlukningen i onsdags, og er først ved at være ovenpå nu. Ja hun har haft feber – i mange dage. Og hoste! Masser af hoste. Måske er hun nu immun over for corona det næste stykke tid? 🤞🏻

Brok og negative tanker nok fra mig. Vi skal nok klare det – på den ene eller anden måde. Foråret kommer uanset hvad 🍃

Hav en skøn dag!