Bum så blev det Halloween, men er det egentlig ikke lidt som om, at det har varet hele oktober?
Jeg læste et sted, at Halloween nu er fire gange større end fastelavn her i Danmark. FIRE gange… Det må være målt på butikkernes omsætning af diverse “gejl”. Men det er godt nok helt vildt alligevel.
Jeg plejer at være ok til at huske at købe slik ind til fastelavn og til dels også til Halloween. I år havde jeg glemt det, og aldrig før har vi haft så mange børn forbi. Hurra for utrolig mange slikkepinde og overskydende fødselsdagsslik på lageret.
Herhjemme startede det med “Slik eller ballade” allerede fredag aften, og siden har vi haft besøgende både lørdag aften, søndag eftermiddag og aften samt idag. Den første i dag kom allerede kl. 15 . Det er godt nok tidligt en mandag eftermiddag for os, der har et almindeligt arbejde. Men det var den kæreste lille drage, som jeg skyder til at være 3 år. Jeg havde sådan et lyst til både at give ham et kram og tage et billede.
A har også spurgt flere gange, hvornår hun skulle ud og lave Slik eller ballade. Jeg har haft meget svært ved at rumme det oveni fødselsdag og søvnmonster, så jeg har holdt hende lidt hen. Heldigvis er hun blevet inviteret med sin bedste ven og hans far i dag, så nu slipper jeg for at have dårlig samvittighed. Og som I kan se på billedet, har vi også bidraget til butikkernes omsætning, for hun snørede mig for en slags kurv i Netto tidligere på måneden.
Den anden dag overhørte jeg også As veninde spørger, hvorfor vi dog ikke havde et græskar? Det er vi åbenbart de eneste på hele vejen, der ikke har… Jeg har også haft ambitionen, men så blev vi syge i efterårsferien, og jeg blev “frarådet” at kaste mig ud i det, den weekend jeg var alene med begge børn…
Men hvad er det Halloween egentlig? Er I skarpe på det, eller er det bare græskar og slik? Det er jo allehelgensaften, der kaldes “All Hallows Eve”. Det er en kristen tradition, og derfor ikke noget nyt i Danmark. (Det nye er måske Slik eller ballade delen) Ret beset er det en festdag, for alle de helgener der ikke har deres egen dag, og sådan har det været siden år 731. Allehelgensdag er d. 1. november (hvor E er født), og aftenen før kaldes allehelgensaften. Ifølge folketroen var den forbeholdt hekse og genfærd, som kom frem for at håne de helgener man fejrede den kommende dag. Allehelgensdag og -aften blev afskaffet ved helligdagsreformen i 1770, og har siden kun eksisteret i den kirkelige kalender.