Om at julehygge med nye venner…

Fem børn, otte voksne, 10 kg ler og fire familiepizzaer…

I går havde vi inviteret til æbleskiver, gløgg og julehygge hjemme hos os. De inviterede var lidt en broget flok af nyere bekendtskaber. Naboen med deres to børn, som vi har kendt i de ca. 2½ år vi har boet her. Et vennepar med barn fra nabo-vejen, som vi kender fra. bl.a. mødregruppe, og som vi også ses med privat. Og så et sidste par som også bor i området, men som vi ikke kender særlig godt – endnu. (Det viste sig faktisk, at jeg har været tutor for manden, da vi gik på uni :)) Fælles for alle par er, at de har et barn, der går på Lillepigens gymnastikhold.

Vi mødtes kl. 14.30 og efter noget hygge med æbleskiver og gløgg fandt vi udstyr frem til juledekorationer. Og det tog hurtigt overhånd… Jeg tror, at vi nåede at producere 19 juledekorationer inden vi blev enige om at forlænge arrangementet med pizza og rødvin.

Vi fik brugt næsten alt leret, en masse lys, gran, bog og pynt!!! Lillepigen lavede meget hurtig en fin dekoration kun med bog (som jeg husker det fra min barndom). Dernæst kastede hun sig over en mere futuristisk dekoration med store kugler. Jeg fik lov at færdiggøre den med bog, så leret blev skjult. By the way fandt jeg ud af, at jeg var den eneste i forsamlingen, der kendte tricket med at placere sin lerklump på en omvendt urtepotteskjuler. På den måde er det nemmere at lave noget volumniøst, der ligesom “flyder” ud over urtepotteskjuleren.

Lillepigens meget moderne juledekoration
Lillepigens meget moderne juledekoration

Børnene gik til og fra. Mest fra – hvor der var totalt gang i den i hele huset. I dag ligner det godt nok, at der er eksploderet en legetøjsbutik i vores hus, men vi får vel styr på det.

Hele dagen og aftenen var bare SÅ hyggelig. Det var virkelig en stor succes, og alle gik glade hjem. I dag er vi bare trætte, så det er heldigt, at det er søndag og at vi ikke har de store planer.

Dekoration til fyrfadslys
Dekoration til fyrfadslys
Klassisk Georg Jensen adventsstage med lidt pynt
Klassisk Georg Jensen adventsstage med lidt pynt
Kalenderlys
Kalenderlys
Et lille udpluk af den store produktion
Et lille udpluk af den store produktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *