Tag-arkiv: mandler

Blomkålssalat med avocado og ristede mandler – en opskrift

For nogle år siden lavede jeg ofte denne blomkålssalat, og nu har jeg fundet opskriften frem igen. Jeg er jo ikke den store kartoffelspiser, men dens rustikke konsistens og karrydressingen minder mig (lidt) om en kartoffelsalat.

Blomkålssalat

Ingredienser til blomkålssalat:

  • ½ blomkål (ca. 5-600 g. inkl. stilk osv.)
  • 2 avocadoer
  • 50 g mandler
  • 1½ dl creme fraiche
  • 1/2 – 1 tsk karry (efter behag)
  • 1 tsk citronsaft
  • Salt og peber

Mandlerne ristes på panden med lidt (groft) salt. De skal ristes gyldne, hvilket godt kan tage 5 min. Derefter skal de afkøles og hakkes groft. Gem nogle hele mandler til pynt.

Pluk blomkålen i små buketter og vask dem. Tør dem og put i salatskålen. Skær avocado i tern og bland med blomkål.

Blomkålssalat

Rør creme fraiche med karry, citronsaft samt salt og peber. Bland dressingen med blomkål og avocado. Bland de hakkede mandler i og pynt med de hele mandler.

Blomkålssalat

Velbekomme – blomkålssalat 🙂

Saltede mandler med æggehvide – en opskrift

Vi skal have tapas til forret til nytår (gæt hvem der kommer til at spise sig mæt i det 🙈). Til sådan et bord synes jeg altid, at der hører nogle saltede mandler til. Ligesom saltede mandler kan bruges til meget andet, f.eks. snack til en tv-aften, sammen med nu velkomstdrink eller et ostebord.

Jeg laver mine mandler med æggehvide. Det er nemt, og resultatet bliver bedre end med saltvand – synes jeg.

Opskriften er:

  • 1 æggehvide
  • 2 tsk groft salt
  • Mandler (der er æggehvide til ca. 400 g mandler, men mindre kan også bruges)

For at lave saltede mandler skal du tænde ovnen på 180 grader almindelig ovn.

Hæld en æggehvide op i en skål og tilsæt salt. Rør rundt til saltet er delvist eller helt opløst. Tilsæt mandler og rør rundt.

Saltede mandler

Hæld mandlerne ud på en bageplade med bagepapir.

Bag i ovnen ved 180 grader i 20 minutter. Det er en god ide at røre i dem undervejs, da æggehviden godt kan brænde lidt fast.

Lad de saltede mandler køle af. Hvis det er meget æggehvide-rest, kan mandlerne rulles let i viskestykke for at fjerne det.

Velbekomme.

Saltede mandler

Brændte mandler og et tip – en opskrift

Nu er juleaften godt nok tæt på, men skal der lige laves lidt mere knas, så kunne det f.eks. være brændte mandler. Det er i teorien super let. Mandler, sukker og vand på panden. Røre og vente. Men altså jeg har i mange år begået den fejl, at tage dem af panden alt for tidligt. Det har resulteret i brændte mandler, der var dækkede af hvidt sukker. Efter at have fået lidt mere tålmodighed, får jeg nu brændte mandler betrukket med det fineste brune karamel.

Du skal bruge:

  • 100 g mandler
  • 100 g sukker
  • 4 spsk vand

Brændte mandler

Put alle ingredienserne på panden og tænd for middel varme. Sukkeret vil nu smelte og vandet fordampe. Rør jævnligt rundt.

Brændte mandler

Næste stadie er der, hvor sukkeret krystalliserer og sætter sig fast på mandlerne. Men hvis du er tålmodig, så falder sukkeret af igen. Og hvis du er endnu mere tålmodig, vil sukkeret smelte igen og blive til brun karamel. (Jeg synes altid, at det tager vanvittigt længe, men giv ikke op)

Brændte mandler

Brændte mandler

Brændte mandler

Brændte mandler

Når mandlerne er dækkede af brun karamel, hældes de over på et stykke bagepapir. Del de brændte mandler fra hinanden med en spatel eller lignende. De er varme, så brug ikke fingrene 😉

Velbekomme

Brændte mandler