Tag-arkiv: Netto

Status pt #14

Selvom jeg er begyndt at skrive lidt prosa igen, slipper I nu ikke for Status pt. indlæggene.

  • Alt den her snak om giftige squishies, har givet min datter ondt i maven. Hun ejer én squishi – og har nærmest ikke brugt den. Sååå… Jeg er ikke synderligt bekymret, men den skal selvfølgelig ud.
  • Min lille dreng er nu blevet så stor, at han er rykket over i juniorsengen. Indtil videre går det ok, selvom han gerne vil sove med sin far… Nu må han vænne sig til at sove med sin far ved siden af sengen istedet (altså kun, når der er “behov”).
  • VM i fodbold er stadig i fuld gang, men I var ikke mange, der gad læse om, hvad jeg vidste om VM. Hehe…
  • Jeg har fået nye sko (igen!). Denne gang sneakers fra Puma. De er så fede, synes jeg – og virkeligt behagelige. Jeg fik dem selvfølgeligt “billigt”. Bukserne er også nye og købt på udsalg hos Lollys Laundry.
Nye sneakers (igen)

 

  • Vi fik ikke noget Skt. Hans bål – men vi fik bål i bålfad og snobrød. Læs om min dejlige aften her.
  • Det er forøvrigt en god idé at tage sit vasketøj ind, før man tænder bål…
  • Netto har altså de bedste skumklude til prisen. Kvaliteten svarer efter min mening til dem, der i Bilka koster 20 kr/pakke – i Netto er prisen 9 kr/pakke. Så ja vi hamstrer lidt. Denne gang blev det til 20 pakker 🙂
Skumklude shopping

 

  • Forøvrigt er det vist meget godt, at vi pt. klarer alle indkøb via Bilka to-go, for jeg kan da overhovedet ikke styre de der spot varer… Behøver jeg sige, at det mest var usunde ting, der kom med hjem?…
  • Jeg har opdateret indlægget om de gratis babypakker, da jeg har erhvervet mig yderligere to stk.
Babypakker
Babypakke fra Ønskebørn.

I dag skete det igen… Eller fremmede damer og chokolade.

Ja i dag skete det så igen…

Jeg havde taget begge børn med i Netto. Det sker faktisk relativt tit. For det meste foregår det sådan nogenlunde i ro og fred, men jeg indrømmer da gerne, at det er væsentligt ‘hårdere’ at handle med to børn frem for et.

Allermest luksus ville det være at handle alene hver gang, men mine børn elsker at komme med. Og så er det jo fint, at de lærer lidt om huslige projekter. Eller selv er med til at vælge varerne. Det er kun to uger siden, at min datter højlydt stod og råbte: Mor kan vi ikke godt købe en broccoli? Jeg eeeeelsker broccoli. Min reaktion var nok mest overrasket og forvirret. Jeg har ikke serveret broccoli for nogen af mine børn, siden jeg kogte grønsagsmos til dem. Hun fik selvfølgelig en broccoli, men den var helt sikkert ikke røget i kurven (eller hendes mave), hvis hun ikke havde været med på indkøb.

Men det var et sidespring. I dag foregik indkøbsturen med både en stor vogn og to små. Det kræver nerver af stål at lade mine børn ‘ræse’ rundt med hver deres vogn. Især mindstemanden giver mig dårlige nerver. Men vi nåede gennem butikken, uden at jeg behøvede hæve stemmen ret meget. Da vi nåede kassen hjalp alle mand til med at få varerne på båndet. Jeg lukker øjnene for, om det ligger i et lag, om stregkoden vender opad eller om vi får mast bananerne lidt. For alle gør det så godt, som de kan.

Da vi var kommet godt gennem kassen, og varerne var næsten pakket, kom den dame der havde stået bag os i køen hen til mig. Hun havde to Kinder stænger, og spurgte meget høfligt, om hun måtte give dem til mine børn. Hun syntes simpelthen, at de var så dygtige til at hjælpe, hvilket hun gerne ville anerkende dem for. Hun fik selvfølgelig lov 😊

Børnene blev glade, og det blev jeg også. Stolt over mine børn, men også glad for at en fremmed dame ‘ser’ mine børn og anerkender de værdier, vi arbejder med i vores familie. Så mange tak 😘

‘Privat’økonomi og ferie…. Uge 2

Så er der gået en uge mere i min gennemsigtige økonomi. En ferieuge vel og mærke.

Uge 2 startede jo fint med at jeg skulle tanke for 352 kr, købe grene til påskepynt for 35 kr og så på den ugentlige indkøbstur. Denne gang skulle det være en ‘lille’ tur i Netto, men når man (jeg) køber for 100 kr skumklude, 100 kr pålægschokolade (tilbud!), 150 kr vaskepulver og 200 kr påskeæg/værtindegave, så løber det altså op i 832 kr. I alt brugte jeg derfor 1.219 kr lørdag.

Søndag var jeg i Odense til et lille surpriseevent. Gaven havde jeg købt tidligere, og da mine søstre skulle betale for deres del, så endte det med, at jeg ikke havde udgifter til aftensmad og kun lidt til benzin, nemlig 47 kr.

Mandag stod den på netshopping. Jeg købte et “påskeæg” til min mand af den dyre slags. Da vores økonomi ikke er helt “lige”, så prøver jeg at forkæle ham, når han mangler noget. Så jeg brugte 1.077 kr inkl. 10 % rabat (jeg handler helst ikke uden rabat…) Derudover fordrev E og jeg eftermiddagen med at handle en opsprætter og en lap til den nette sum a 23 kr. Så i alt brugte jeg mandag 1.100 kr.

Jeg vågnede op til en sms fra min veninde om, at de leggings jeg havde linket til i min shoppeguide mandag var sat ned med 25 %. Jeg var i tvivl om størrelsen og bestilte to par. Det ene par skal dog som minimum retur, så jeg siger, at udgiften var 375 kr, som er prisen for et par. Derudover gik turen tirsdag i Aalborg Zoo. Der var en gratis entre fra sidste års sæsonkort, så udgifterne begrænsede sig til 30 kr til tre is. I alt 405 kr. Det var da ok ‘billigt’ sluppet, når jeg fik tusindvis af kroner tilbage i skat. 😉

Onsdag fik vi sommerdæk på bilen for 295 kr, og så modtog vi et gavekort til bageren på 50 kr retur. Det åndssvage var bare, at vi efterfølgende kom i tanke om, at vi har gratis dækskift inkluderet i vores forsikring. Dumme penge at betale…

E har mistet sin tandbørste igen, så selvom mine forældre stod for forplejningen måtte jeg bruge 21 kr på en tandbørste og 20 kr på Hus forbi. Derudover tankede Telmore min telefon for 110 kr. Jeg bruger den nærmest aldrig, så det er mest gebyr for at jeg kan beholde mit telefonnummer. I alt 151 kr torsdag.

Fredag drog vi hjem fra påskebesøg, og der lykkedes det os vist at holde kortet i pungen. Min mand arbejdede i starten af ugen, og brugte 55 kr på frokost.

Så i alt endte ugen med et forbrug på 3.272 kr, hvilket da (heldigvis) er ca. 2.000 kr mindre end i sidste uge.